3. søndag i fasten 1999



GT-læsning: 5. Mos. 18,9-15

Evangelium: Luk. 11,14-28 

Salmer: DDS 437, 493 - 435, (430) og 574.



Prædiken:

Hvis man tror, at H.C. Andersens eventyr og fortællinger

blot er underholdning for børn, kan man godt tro om igen!

Og hvis man tager alvorligt, at H.C. Andersen - som enhver

anden forfatter - aldrig skrev om noget, der ikke angik ham

selv, så kan opfattelsen af den kære forfatter i stolen

med alle de søde børn omkring sig hurtigt ændre sig.



I 1847 skrev Andersen en grum og uhyggelig fortælling.

Der er nok ikke så mange, der har læst den, 

men det fleste kender nok titlen: “Skyggen”.

Skyggen er en uhyggelig fortælling, og er den mere end

bare en fortælling, så indeholder den i det mindste en

advarsel om ikke at tro, vi kan flygte fra de sider af os selv, 

som vi ikke ønsker at vedkende os.

For nissen, der jo også er en lille dæmon, flytter altid med!



Fortællingen handler om en lærd mand, der sender sin

skygge over gaden og ind i genboens hus. 

Den næste dag opdager han imidlertid, at skyggen ikke er

vendt tilbage igen;

“Og det ærgrede ham, ikke så meget fordi at Skyggen var

borte, men fordi han vidste, at der var en Historie om en

Mand uden Skygge... ”  



(Den historie, den kender I nok godt. Det er fortællingen 

om manden, der indgik en handel med den onde selv. 

Og som betaling for Fandens hjælp skulle manden blot undvære sin

skygge, hvilket hurtigt viste sig at være et helvede!).



Den lærde mand slår sig dog til tåls med sin skæbne, 

ikke mindst da han opdager en ny skygge vokse frem.

Han glemmer hurtigt den gamle skygge og rejser hjem.

Men en dag mange år senere får han overraskende nok

besøg af Skyggen, der i modsætning til den lærde mand nu

er blevet rig og berømt. 

Og skyggen tilbyder ham storsindet, at rejse med ham rundt

i verden, så han derved kan lære at blive berømt.

Dog blot på en betingelse: 

Undervejs skal den lærde være skyggens tjener og skygge!



Sådan fortsætter fortællingen indtil den dag, hvor skyggen

overbeviser kongedatteren, som først har lært den lærde

mand at kende, om, at han, som jo blot er skyggens skygge,

er blevet sindssyg.

“Tænk dig, min Skygge er bleven gal, han tror at han er

Mennesket og at jeg - tænk dig bare - at jeg er hans Skygge!

Det er frygteligt, sagde prinsessen...” .

Og så blev de to enige om, at det må være en frygtelig

skæbne for en skygge, og at det nok var bedst at befri

skyggens skygge, den lærde mand, fra den smule liv, han

endnu havde, men selvfølgelig helst i stilhed. 

Og det sker - mens byen fejrer brylluppet mellem Skyggen -

altså den rigtige skygge - og prinsessen, som tror hun gifter

sig med et menneske - bliver Den lærde mand henrettet!



Hvorfor nu fortælle eventyr, når det er evangeliet, der skal

prædikes over?



For det første fordi jeg tror, det er med et vist ubehag, vi

alle lytter til evangeliernes ligefremme tale om dæmoner,

sataniske skikkelser og åndelige kræfter, som bemægtiger

sig mennesker.



For det andet fordi jeg samtidig er overbevist om, at vi et

eller andet sted godt kender til og derfor ikke kan løbe fra

den erfaring, som ligger bag både fortællingen om skyggen

og evangeliernes tale om dæmoner og onde åndskræfter.



For selvom vi måske ikke vil være ved det, så kender vi dog

alle situationer, hvor vi føler os drevet af drifter og kræfter,

som vi ikke kan stille noget op overfor. 

Hvad jeg tænker på, er både ganske almindelige og sunde

følelser som angst, sorg og vrede, såvel som de ekstreme

situationer, hvor følelser og tanker bliver sygelige.

For i det vi bliver grebet af disse, erfarer vi jo, at de

allerstørste kræfter et menneske kan møde, på en måde er

det, der kommer fra dets eget indre. 

Det ved de fleste af os godt, og vi har erfaret, hvor

afmægtigt vi kan stå overfor disse indre kræfter.



Så en af lighederne mellem vor erfaring og den beretning,

som er prædiketekst til i dag, er erfaringen af at være

udleveret kræfter, vi ikke kan stille noget op overfor.



Jesus har netop uddrevet en dæmon af en mand, en dæmon,

der gjort ham stum og tavs for ord og isoleret ham fra det

fælleskab, ordene skaber mellem mennesker 

- som når en depression har slået ned og har ædt vore ord.

Straks begynder manden at kunne tale igen, og gennem

talen forbindes han med andre mennesker.

Det fællesskab, som dæmonen havde brudt, er genoprettet.

Manden er nu fri til at leve sit liv sammen med og for andre.



Noget sådant vækker naturligvis glæde og undren, men

også skepsis og kritiske spørgsmål:

Hvordan kan vi vide, at han, der har drevet dæmonen ud,

ikke selv er en Djævelens håndlanger, der tilfældigvis bare

er stærkere end den stumme ånd?



Jesus tilbageviser imidlertid deres mistillid.

Hvis den onde angriber sig selv, er modsætningen mellem

godt og ondt ophævet, og ikke engang de selv ville kunne

hævde, at gøre og handle godt for nogen.



Jesu fastholder, at der eksisterer en modsætning mellem det

gode og det onde, mellem Gud og Djævelen, mellem de

kræfter, der bygger op, og de, der bryder ned!

For hvis ikke denne modsætning var til, var grundlaget for

at kræve god handlinger frem for onde ophævet 

- etik, moral og gode gerninger ville ikke eksistere, 

og mennesket ville ikke have retningslinier at leve efter.



Men sådan er det jo ikke! Erfaringen siger jo noget andet!

Vi mennesker kan godt fornemme, hvornår vi står overfor

onde dæmoniske kræfter - hvad enten de kommer indefra

eller udefra - og vi ved godt, hvornår vi møder den ondes

afvæbnende og ødelæggende magt.

Vi ved da godt, hvornår vores skyggesider tager magten og

driver os til det, som vi egentligt ikke vil.



Vi kender det godt og vi kan ikke løbe fra det, 

men spørgsmålet er naturligvis, om denne viden hjælper os?

For selvom vi har erfaret at stå midt mellem disse magter,

står vi aldrig så neutralt placeret, at vi bare kan vælge frit:

Skal vi være gode eller skal vi bare give lods?

Nej, for vi er fra starten altid bundet til enten den ene eller

den anden af de to parter, der kæmper om herredømmet 

- både i verden og over os.

Og var vi bare os selv, var der ingen tvivl om, at vi hurtigt

endte som Den lærde mand i fortællingen: 

at skyggen overtog både kærligheden og vort eget liv. 



Dette dilemma og denne realistiske virkelighed kender

kristendommen godt.

Og derfor er kristendommen ikke et romantisk eventyr.

Jesus ser realistisk på menneskets situation som den, der

afmægtigt er udleveret til mager, det ikke kan besejre.

Og derfor må der naturligvis andre kræfter til.



For selvom om vi i trosbekendelsen, forsager “Djævelen og

alle hans gerninger og alle hans gerninger” ,

- alt det, det står Gud imod, så er det kun ord, vi ikke kan

fylde ud, med mindre Guds selv gør dem til virkelighed!

Og det sker, hver gang han griber ind og gør livet og

kærligheden større, vigtigere og stærkere end det, 

der vil det til livs.

Det sker, når den stærkeste har overvundet det onde, 

har drevet det ud af vort liv og derefter indtager dets plads,

så det ikke skal få mulighed for at komme tilbage igen.



Ligeledes lærer Jesus os i Fadervor lærer at bede: 

“Fri os fra det onde!”

Frels os fra alle dæmoniske og livsødelæggende kræfter!

Kom os til hjælp i vor afmagt.

Og den, vi beder til, er den almægtige Gud og skaber, 

som satte os ind i verden, opretholder vort liv overfor

ondskabens kræfter og til sidst oprejser os fra døden.



Alt dette ved vi godt, men kan vi fastholde det?

- Ikke altid.

- Sjældent

- Måske slet ikke, med mindre vi får det fortalt igen og igen.

Og defor er det i sidste ende Gud, der må frelse os fra vores

egen skygge - vi selv kan intet stille op.

Den virkelighed, som forfølger os og som vi er afmægtig

overfor - den virkelighed kalder Bibelen kalder for “synd”.



Men synden er besejret.

Synden og syndens virkelighed er lagt øde af “den

stærkere”, som vi tror og bekender som vor Gud og Far.

Og derfor tror vi ikke på den onde virkelighed, der følger

os, som skyggen følger sin herre. 

Nej, vi tror ikke - vi forsager den onde og alt det, 

som til sidst vil ødelægge og tage livet fra os.

Vi tror derimod på Gud, som giver os livet igen, 

og vi har tillid til Ham, som Jesus lærte os at kalde: 

Vor, du som er i Himlen..

For hans er Riget, magten og æren i evighed.. 



Amen!