Prædiken til 3. s. i fasten 1999.

Der findes et ord i sproget, som det bestemt ikke er god tone at bruge
- det er nemlig et bandeord - ordet: SATAN. Det forekommer i vores text
idag og dér bruges det rigtigt. Det betegner en tilstand som er meget
kontant - og det uanset at den "gode tone" ikke vil se den tilstand i
øjnene. Det betegner det onde - den onde - vi ved godt, at det
eksisterer - vi har mærket det selv - også i os selv - kan vi lukke
øjnene for det - så gør vi det! Den gode tone holder sig det onde fra
livet ved at dække det til  - ved at feje det ind under gulvtæppet.

Ordet SATAN er hebraisk og betyder kort og godt: SPLITTELSE, det
sataniske er netop det: det splittende, det sprængte, det sønderrevne.
At være besat af en ond ånd - det er at være splittet, at savne
sammenhæng. Derfor nytter det ikke at lukke øjnene i for det dæmoniske.
Den onde ånd må ud i det åbne hvor den kan, ses ellers bliver
adskillelsen, splittelsen syvfold værre. I de beretninger i det ny
testamente hvor Jesus har med ånderne at  gøre, der hører vi, at de vil
have Jesus til at gå væk - de vil ikke mødes med ham. De kender godheden
og kærligheden når de ser den, og de ved at den besejrer dem. Godhed og
kærlighed samler, ondskab spreder. Den erkendelse er forsåvidt ikke
særlig dybsindig, det kan enhver vel sige sig selv. Vi ved at krige
opstår og udkæmpes i en splittet verden. Vi kender udemærket til den
krybende ondskab, der er al disharmonis uundgåelige følgesvend. Vi
kender det fra ægteskaber der går i stykker - ægtefæller der har været
samlet i en fælles kærlighed, bliver hadske og ødelæggende overfor
hinanden. Hvor de før var trygge i hinandens kærlighed, der får  angsten
nu overtaget! De bliver usikre og bange og deraf kommer ondskaben,
nedrigheden ind i deres liv. Angsten  vi ikke må søge at skjule - den må
og skal ud i det åbne. Det ser vi hos kunstnerne, hos digterne. De
prøver at male, at skrive sig ud af angsten. Nogle lykkes det for -
måske - andre tager deres tilflugt til selvmordet. Nogle  ængstes for
døden, andre for livet. Vi kan sikkert allesammen godt få lyst til at
spørge når vi står overfor kunstværker, eller ser problemfilm i
biografen eller fjernsynet: Hvorfor kredser disse mennesker dog hele
tiden om angsten, om det onde, om det dæmoniske? Hvorfor beskriver de
ikke hellere tilværelsens lyse sider, hvorfor løfter de os ikke op i
stedet for at vi skal falde så tungt ned? Spørgsmålet er i høj grad
reelt - men reelt er det også besvaret i den iagtagelse at det
opløftende er det lette, lystspillet, farcen der ikke regnes for kunst
men kun  forstås som underholdning.

Angsten og fortvivlelsen skal afdækkes. For Søren Kierkegaard er selve
muligheden for at ængstes og fortvivles, en bevisførelse for at
mennesket er andet end "natur" det vil sige, at mennesket ikke selv kan
være ansvarligt for sine tilfældige vilkår, men det er ansvarligt for
hvordan det forholder sig til dem. Det er for ham - menneskets
livsopgave at blive sig selv og en umulighed at det lykkes. Menneskets
sande identitet er med  andre ord ikke noget man kan kæmpe sig til, det
er tværtimod noget der er skænket. Vores sande og vores virkelige
identitet er ikke en præstation - men den er til i kraft af nåde,
ikraft  af kærlighed.

Når det er en umulighed for os at blive os selv - så er vi splittede.
Så er vi af os selv henviste til at være besatte af angstens onde ånd.
Den kan og den skal drives ud. Det kan den kun blive af nåden og af
kærligheden, af det vi kun kender til som skænket, som givet. Fra daglig
tale kender vi udtrykket: Han kom til sig selv. Det betyder, han tog sig
i det, han kom til fornuft - eller om en der har mistet bevidstheden og
kommer til bevidsthed igen - han kommer også til sig selv. Men her hører
vi så, at det er en umulighed at komme til sig selv. Angsten hindrer os
i det - men det vi er ængstelige for, det er angsten for ikke at slå
til, for ikke at komme til os selv. Det er som det lyder:
selvmodsigende, det er en ond cirkel, det er en dæmon. Det er ligsom et
hus, der er i splid med sig selv, det kan ikke bestå. Vi skal komme til
os selv - men vi kan det ikke. Det problem kan vi holde os på afstand af
ved at lade os underholde - og underholdningsindustrien har for tiden
kronede dage. Men den behandler kun symptomet - ikke selve sygdommen.
Underholdning er i sig selv god nok, men dersom den bruges - eller
rettere - misbruges til at fortone livets nuancer, der bliver den
farlig, den bliver sløvende. Vi ensrettes i den process, vi bliver grå
og i stedet for at blive os selv, bliver vi os selv nok.  Så er den onde
cirkel komplet. Cirklen lukker af, den vil ikke vide af noget uden for
cirklen, den sætter skel. Skellet er splittende, satanisk. Det skel
skal  brydes ned. Det er brudt ned. Den onde ånd er drevet ud. Den skal
blive ude, den må ikke få nogen chance  for at finde huset fejet og
prydet og så komme  tilbage med syv urene ånder, der er værre end den
selv. Det er der desværre frit slag for hvis vi stadig føler at vi selv
kan mestre  situationen.

Men akkurat som det spæde forår bryder frem med sit varsel om nyt liv -
uden vi har kunnet gøre noget som helst dertil, på akkurat  samme måde
bliver vi os selv, når vi er i Guds hånd eller i Guds rige.  Foråret er
stærkere end den grå og triste vinter, den nye grøde  bryder ud af den
jord der for kort tid siden var frossen og gold. Vårens nybrud føles af
os som den mand må have følt det der blev helbredt for sin onde ånd. Nu
skal vi naturligvis ikke helt forfalde til naturromantik, men vi skal
fastslå at Guds rige kommer til os ude fra, som en dimension der griber
ind i vores liv, forandrer det, gør det nyt. Ikke med de samme  følelser
eller oplevelser som vårens komme giver os, dens resultat er så
fantastisk håndgribeligt. Guds riges resultater kan vi ikke pege på og
sige: se her eller se der er det, Guds rige arbejder i det skjulte - at
tro Guds rige er at blive kaldt til live, det er at blive sig selv. Det
har vi store vanskeligheder med at fatte og det sikkert fordi, vi tænker
os dét at blive, at blive til noget, som en process, som  noget stadigt
fremadskridende. Når vi gør det, så er der til stadighed noget som endnu
ikke er, noget som skal blive til. Men det mest vidunderlige af alt på
ord, det er at Jesu Kristi rige er blevet til og at vi allerede har fået
del i det. Det fik vi i dåben - i dåben kom Guds rige nær til os - i den
blev vi os selv, men netop ikke: os selv nok!!

Satan - splittelsens ånd vil altid prøve at gøre sit onde værk  i os.
Han vil så angst og fortvivlelse. Men denne søndags budskab ER, at den
stærkeste har sejret, han har gjort sit værk med os. Han har uddrevet
den onde ånd. Vi har intet at frygte, intet at ængstes for.



                                    AMEN


http://www.htsogn.dk