Hvis du har kommentarer så skriv
hertil
|
Rør ved vort hjerte, vor mund, vore hænder
med din almægtige skabende Ånd
Jesus, som dybet i hjerterne kender
læg på vort hoved din kærlige hånd.
Det er stadigvæk fastetid. I gamle dage, der betød faste også at
give afkald på bestemte madvarer, og helt nøjagtig på alle dem,
der var overflødige.
Grunden til det var, at man skulle opdage, at mennesket ikke
lever af brød alene, og da slet ikke af blødt brød.
Set i den sammenhæng, der kan det jo være ironisk nok, at de to
bibellæsninger, der lød i dag begge på en eller anden måde
beskæftigede sig med mad.
Den ene om den mad, manna, som Gud Herren gav israelitterne i de
fyrretyve år, de vandrede i ørkenen efter flugten fra ægypten.
Den anden om det mad, som Jesus gav en stor folkeskare.
Vi hørte også om, at folkeskaren ville gøre Jesus til konge, da
de havde fået mad af ham. Og vi hørte, at det ville Jesus ikke,
så han trak sig tilbage.
Vi kan også lige kaste et blik på vores korbuekrucifiks her i
kirken. Det ser jo ud, som det nu gør. Men det har det ikke
altid gjort.
Dengang, da det blev lavet, der så Jesus ikke ud, som han gør
nu. Han er blevet "moderniseret" i senmiddelalderen, så han
kunne være med på tidens krucifiksmode.
Men før moderniseringen, der havde Jesus vidt åbne øjne, og
hovedet hang ikke sådan til siden. Hans holdning var derimod
rank.
Og dengang havde Jesus ikke en tornekrone på hovedet. Nej, han
havde en kongekrone!!
Men han ville ikke gøres til konge i dagens evangelium.
Det er der selvfølgelig en grund til. Da Jesus blev forhørt af
Pontius Pilatus langfredag, der spurgte den gode statholder
Pontius Jesus, om han var jødernes konge.
Jesus svarede: Mit rige er ikke af denne verden - Hans rige -
Det rige, som han er konge over - Ikke af denne verden.
Folkemængden ville gøre ham til konge - I denne verden. Han
kunne nemlig give dem mad. Og sådan er politik jo. At den, fra
hvem man kan forvente de bedste levevilkår, ham eller hende
stemmer man på.
Jesus ville ikke blive gjort til konge. Hvorfor? Ja, fordi det
var han allerede. Og er det fortsat. Derfor har han jo også haft
en kongekrone på krucifikset. Engang.
Men hans kongerige er ikke af denne verden - Det er ikke af den
verden, som vi kan se og måle - Ikke af den verden, hvor vi kan
opstille kriterier for, hvad der er succes og fiasko. Ikke af
den verden, som vi kan sætte tænderne i.
Men hvorfor så teksterne om mad? Hvorfor fortæller midfaste
søndags tekster, midt i fastetiden, om noget, der kan spises?
Ja, det gør de ikke, fordi det er maden, som det handler om. For
det er det ikke. Det er giveren - Det er Jesus - Det er Gud, de
handler om.
Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår
af Herrens mund. Vi hører om bespisningen. Og den kan fortælle
os, at vores liv ikke består af den mad, som vi selv kan skaffe.
Men af det, som Gud giver os. Og det er ikke bare denne verdens
mad.
Nej, det er det, der på en forunderlig måde kommer fra en anden
verden, Guds verden, Guds rige. Hele miraklet, det er jo så at
sige fra en anden verden - Der er ikke plads til sådan noget i
denne verden - I vores eget verdensbillede.
Vi forstår det ikke. Og det gjorde Jesu tilhørere øjensynligt
heller ikke. For ellers ville de ikke have forsøgt at gøre ham
til konge.
Hvad betyder det at have en konge? Ja, hvad betyder det, at have
en regering? Det betyder, at der er nogen, der har magt.
Der bruger magt, og nogle gange vold og magt, for at få folk til
at makke ret. Og for at gøre samfundet til at være værd at leve
i for mennesker.
Derfor har politifolk jo både pistol og stav. Og derfor er der
også bistandshjælp til de svageste og børnecheck til
børnefamilierne.
Den magt ville folkemængden give Jesus. Og han ville ikke have
den. Sådan ville han ikke være konge.
Hans rige er ikke af denne verden. Men alligevel havde han
kongekrone på på krucifikset. Men hvordan skal det kongedømme så
forstås?
Jo, Jesu magt, den ligger ikke i tvangen eller volden. Hans
magt, den udøves ikke over mennesker. Men i mennesker. Der er
hans rige virksomt først.
Hans rige er nemlig der, hvor mennesket, udover brød, også lever
af hvert ord, der udgår af Herrens mund.
Hans rige er der, hvor Guds vilje bliver taget alvorligt. Hvor
alt det, som Gud har befalet os omhyggeligt bliver gjort, som
første læsning udtrykker det.
Hans rige er dér, hvor mennesker tror mere på ham, og er mere
tro mod ham, end de er overfor denne verden. OVerfor det, som vi
kan måle og veje og se og putte i munden.
Der er han konge. I et menneske, når mennesket gør ham til sin
konge - gør ham til den, der regerer i mennesket. Således ville
Jesus være konge. En hjertets konge. En troens konge.
Derfor er hans rige ikke af denne verden. Men det er i verden.
Det rige kan vi jo opdage dag for dag. I troen. Når kærligheden
vinder. Når det onde lider nederlag.
Det rige er i verden. Han selv var i verden. Blev menneske
julenat. Levede og døde langfredag. I denne verden. Og mødte
mennesker der, hvor de er.
Og stadig gør det. Kristi kirke er i verden. Og her forkyndes
netop Jesus Kristus, hvis rige ikke er af denne verden. Her
forkyndes, at mennesket ikke lever af brød alene, altså af
verden, men derimod af hvert ord, der udgår af Herrens mund.
Det ord er det, der giver livet mening. Det kan brød alene ikke
gøre. Virkelig mening får livet først, når der er mere i det,
end at spise, drikke og tjene penge.
Konge ville Jesus ikke være. Ikke på denne verdens præmisser. Og
samtidig er han konge - Konge - Når troen ser det - Konge, fordi
al magt i sidste ende ligger hos den treenige Gud, Faderen,
Sønnen og Helligånden. Og fordi Guds magt er langt større end
menneskers magt.
Han var ikke konge på verdens præmisser. Men på Guds præmisser.
Derfor kom han til verden for at vise verden de præmisser, for
at vise verden Guds vilje. For at vise verden, at Guds kærlighed
er så dyb, at den ikke skyer døden.
Mennesket lever ikke af brød alene. Men af ordet, der udgår af
Guds mund. Af Guds kærlighed.
Den kærlighed, som Jesus Kristus levede på jorden. Den
kærlighed, som vi kan få et håndgribeligt pant på - I Kristus
Jesus - Når vi hører hans ord, der siger: Dette er mit legeme,
som gives for jer. Tage dette og spis det.
Og dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer
til syndernes forladelse. Gør dette hver gang i drikker det. til
ihukommelse af mig.
Dér, i nadveren, kan vi få lidt af Kristus i os. Og det er ikke
bare brød. Det er brød fra en anden verden. Brød, som Guds
kærlighed og tilgivelse er i. Brød med evigheden i. Altså brød
fra en verden med andre værdier end mad, drikke og tjene penge.
Kristi værdier. Guds rige. De rækkes os i det brød. Og derfor er
denne skive brød, og denne sjat druesaft - mere end brød og
druesaft: Det er Guds klare, utvetydige og indiskutable melding,
at han elsker os, stærkere end døden. Det ligger i nadverens
brød. Brød, som vi derfor kan leve af.
Amen
Thomas Feddersen
Snail mail: Sct. Clemensvej 66
DK 4760 Vordingborg
|
|