350,6,63,57,441 

     Der er noget rent og fint over Maria. Og alligevel er
hun ikke helt intetsigende. Hun siger englen imod. Maria
siger: Jeg har aldrig været sammen med en mand.  Hun
nævner en hindring for det, som englen forudsiger. Men
også i de ord kan vi se noget rent og fint. Maria siger
nemlig ikke, at hun helst vil være fri for det, som Gud
vil give hende: et barn. Hun er mere troende og mere from
end selv de største profeter i Det gamle Testamente.
     Da Gud kaldte Moses, for at han skulle gå og fortælle
jøderne om Gud og føre dem ud af Ægypten, da vægrede Moses
sig og sagde: Undskyld mig, Herre, men jeg har ikke ordet
i min magt og har aldrig haft det. Jeg har svært ved at
udtrykke mig i ord. Og Gud svarede: Jeg vil være med din
mund og fortælle dig, hvad du skal sige. Men Moses vægrede
sig igen og sagde: Undskyld mig, Herre, send dog en anden.
     På samme måde da Gud kaldte profeten Jeremias og
ville sende ham til jøderne for at fortælle, hvordan de
skulle leve efter Guds vilje. Da vægrede Jeremias sig
først og sagde: Ak, Gud Herre, jeg er ung. Jeg forstår
ikke at tale.
     Med al god ret kunne Maria have vægret sig og sagt:
Jeg er for ung. Det er altfor stort. Jeg kan ikke klare
den byrde at få et barn, når jeg ikke engang er gift.  Jeg
kan ikke klare den opgave at få et barn, som skal være den
største på jorden. Men det siger hun ikke.
     Det rene og fine og fromme, som er ved Maria, har
fået mange til at lovprise hende. Kaj Munk har sagt i en
prædiken:
     Marie er for mig den pureste kvinde, jeg ved om. Hun
er en frisk landsbypige. Senere i livet giver hun indtryk
af at være sund og ligevægtig håndværkermadam. Og dog
bliver der ved at være en tone af noget meget fint, noget
helt åndeligt over hende. Hun står godt nok plantet på
jorden, men hun bærer en stjerne i håret.
     Og Kaj Munk fortsætter: Maria er vor Frelsers mor, og
vi elsker hende.  Vi elsker hende som den pureste pige,
flittig og dygtig og ordentlig, og dog i stand til at se
store syner og være lydig under Guds vilje, selv når den
kræver af hende, hvad der overgår al forstand. Vi elsker
hende på hendes pinefulde trælsomme ridt på æslet frem til
Betlehem, hvor hun som den fattigste af alle føder sit
barn i en stald, og dog hyldes af hyrder og vismænd som
himmeldronning. Vi elsker hende som den midt i
børneflokken sikre og værdige mor, der er så klædelig
stolt af sin store dreng. Og vi tilbeder hende under
korsets smerte, da hun står med sit moderhjerte knust.
     Kaj Munk lovpriser Maria i høje toner og det kan vi
følge ham i. Men det er alligevel som om han kommer for
højt op, når han taler om, at vi tilbeder Maria. Og han
siger også senere i prædikenen: Hellige jomfru, søde
Marie, du Guds moder. Hvor er det godt, at vi har dig at
se hen til, at det var en i menneskeheden skyldfri nok til
at føde den skyldfri.
     Det er at komme for højt op. Det kan vi høre i
prædikestykket i dag. Det er ikke Maria, som kaldes
hellig. Det er hendes barn, Guds søn. Det er ikke Maria,
som er skyldfri, men hendes barn. Det er Jesus vi skal
tilbede. Ja, det er også ham, som Maria skal tilbede.
     Det er jo det virkelige under, at Gud lader en syndig
kvinde føde sin hellige søn. Det er tegn på, at frelsen
virkelig er til os syndere. Alt det der sker med Jesus, er
jo tegn fra Gud, som viser, at intet er umuligt for Gud og
at Gud vil vende alt det onde så det bliver godt for os.
Alt det som bekymrer os og som plager os, det vil Gud
vende, så det falder godt ud. Vi ser det gang på gang med
Jesus.
     Maria er jo, hvor fin og from og dygtig hun end er,
så er hun ung og umoden. Hvordan kunne hun klare at føde
og passe Guds barn. Jo, Gud hjælper hende. Hvordan kunne
hun klare fødslen julenat. Jo, Gud hjælper hende. Også da
barnet bliver truet af kong Herodes, så hjælper Gud Maria
og Josef til at flygte. Hvordan kunne Jesus som voksen
klare al den modsigelse og vantro, som han mødte. Hvordan
kunne han klare al den fiasko uden at miste troen. Jo, Gud
hjælper ham. Hvordan kunne han komme gennem dødsangsten i
Getsemane have.  Hvordan kunne han fra korset se
menneskers ondskab i øjnene uden af fortvivle. Jo, Gud
hjælper ham.
     Derfor er Jesus den højestes søn og konge til evig
tid, fordi det stråler ud fra ham, at Gud vil frelse os og
vende alt det onde og fortvivlende, så det bliver godt.
     Intet er umuligt for Gud.  Nogle gange er det for
stort det som Gud gør for os, så stort at vi ikke kan
fatte det. Sådan var det for Maria. At Gud havde udvalgt
hende, en fattig ugift pige til at føde den nye konge. Det
gik over hendes forstand. Og så endda, at barnet kom fra
Helligånden og ikke havde en jordisk far. Hvordan kunne
det lade sig gøre. Maria undrede sig og følte det som om
hun var midt i et eventyr.
     I juleevangeliet står der da også, at Maria gemte alt
det hun hørte og så i sit hjerte og grundede over det.
Det betyder nok, at hun i mange år ikke fortalte til andre
alt det, som hun havde oplevet fra undfangelsen af Jesus
og til fødslen af ham. Vi ved i hvert fald, da Jesus blev
voksen og gik rundt og prædikede i Galilæa, da lyder det
ikke til, at folk havde hørt eller troede på, at Jesus var
undfanget ved Helligånden.  Borgerne i Nazareth, hvor han
voksede op, regnede ham for Josefs søn. Vi hører heller
ikke, at disciplene vidste noget om Jesu undfangelse, at
der var noget særligt ved Jesu fødsel. Og det er jo nok
fordi Maria først efter påske fortalte dem om alle de
undere, som gik forud for julenat. Men det mærkelige er,
at mange folk i Galilæa troede, at Jesus var frelseren og
Guds søn, og at han gjorde Guds gerninger. Det samme
troede disciplene, selv om de intet havde hørte om
jomfrufødsel. Langfredag, da Jesus døde på korset, er der
endda en soldat som siger: Sandelig den mand var Guds søn.
     Uden at de havde hørt om jomfrufødslen, var der
mange, som troede, at Jesus var Guds søn, fordi han talte
med stor myndighed, og fordi han hjalp med stor kraft,
fordi han var noget helt særligt, så de alle måtte undre
sig over ham. Sådan kan vi også tro på Jesus, fordi vi har
hørt om hans ord og underfulde gerninger. Jomfrufødslen er
måske sværere for os at tro på. Men den siger jo netop det
samme som vi senere hører om Jesus, at vi i ham ser ind i
Guds hjerte, som man i en søns træk kan genkende meget fra
hans far.
     I øvrigt hvis vi tænker, at det lyder helt
unaturligt, at Maria var jomfru og alligevel fødte et
barn, som altså ikke havde en jordisk far. Så skal vi
tænke på, at det er med sit ord at Gud er Skaberen. Det
ser vi ved skabelsens begyndelse, at Gud sagde: der blive
lys. Og der blev lys. Sådan skal vi også tænke det ved
Jesu undfangelse. Det er med sit ord, at Gud gør mægtige
ting for os.  Vi må undre os sammen med Maria over de
mægtige ting, som Gud har gjort for os.  Dem aner vi i
vores liv.  Det er Guds ord, der skænker os nyt liv og
glæde, så vi ikke kan lade være med at lovprise og takke
Gud.

ny præd

     Mon det er sød musik i Marias øre, da englen siger
til hende: " Du skal have et barn." Nej, Maria er meget
ung. Hun er ikke gift. Hun har ikke orden i sit liv til at
få et barn. Hun kan ikke forstå, hvordan og hvorfor hun
skal have det lige netop nu. Ja, hun tør slet ikke bare
prøve at forstå, at det barn så endda skal være noget helt
særligt, Guds søn. Men englen bliver ikke vred over hendes
uforstand og tvivl og spørgsmål, Englen Gabriel forklarer
at ingenting er umuligt for Gud, og da slipper Maria alt
det uforståelige og tror. " Lad det ske mig efter dit
ord," siger hun.
     Mon det er sød musik for os, det vi hører i dag på
Mariæ bebudelsesdag.  Eller tvivler vi ligesom hende.
Synes vi også, at det er umuligt at forstå, at Maria var
jomfru, at hun fik et barn ved helligånden. Det er ikke
kun i dag vi får det at høre. Det er hver søndag. I
trosbekendelsen står det: Guds søn, Vor herre, undfanget
ved Helligånden, født af jomfru Maria.  Kan vi tro det?
     Først skal det understreges, at vi ikke tror på
jomfru Maria. Det er lige ved de gør det i den katolske
kirke. Men vi beder ikke Maria gå i forbøn for os, sådan
som de gør. Vi tror, at Gud selv vil høre på os.  Men
alligevel siger vi i trosbekendelsen hver søndag om Jesus:
født af jomfru Maria.  Hvordan kan vi tro det?
     Vi ligner Maria. Når vi hører ordene om
jomfrufødslen, så gør forstanden oprør og gør sig klog.
"Hvorledes skal dette gå til," spørger vi sammen med
hende. Det vi hører ligner jo eventyrets verden. Vi
moderne mennesker har svært ved at forstå nogle af ledene
i trosbekendelsen, bl.a. dette " født af jomfru Maria."
Hvordan kan vi tro det?
     Det kan vi fordi ingenting er umuligt for Gud. Hvis
vi skulle skære alt det væk fra evangeliet, som er
underfuldt, som blev der ingenting tilbage.  For
evangeliet handler om Guds undere.
     I bibelen er der to fortællinger, som handler om
samme slags undere.  Den første er om Abraham og Sara. De
var begge gamle og ønskede meget at få børn, men havde
ikke fået det. Selv om Gud endda havde lovet, at Abrahams
slægt skulle blive lige så talrig som havets sand.  Men
børn havde Abraham og Sara ikke fået. Gud havde ikke holdt
sit løfte. Mon ikke Abraham tænkte det?  Kan man tro på
Gud? Mon ikke Abraham stille sig selv det spørgsmål.
     Men da skete det en middagsstund, at Abraham sad i
sin teltdør og blundede. Pludselig vågnede han og så, at
der stod tre mænd ude i solen et stykke fra hans telt.
     Og Abraham rejste sig straks glædeligt overrasket og
løb dem imøde og sagde: " Kom ind i skyggen og hvil jer,
og jeg vil give jer at spise, så I kan styrke jer, inden I
drager videre." Og én af mændene svarede, at det ville de
da gerne. Abraham skyndte sig derfor ind til Sara og
sagde: " Sara, vi har fået gæster. Der sidder tre fremmede
mænd ude under træet. Jeg har bedt dem blive og spise. Kan
du ikke lave nogle af dine gode kager, så skal jeg sørge
for stegen." Og Abraham løb ud og fandt en særlig fin og
lækker kalv, og gav den til kokken med besked om, at han
skulle skynde sig.  Da maden var parat, serverede Abraham
selv for gæsterne.
     Da de fremmede var blevet mætte, sad Abraham og
snakkede med dem og så sagde én af gæsterne: " Hvor er
Sara egentlig. Jeg ser hende slet ikke." -" Hun kommer
ikke ud," svarede Abraham," sådan vil hun helst." - " Ja,"
svarede den fremmede," næste år ved denne tid kommer jeg
igen, og så har Sara en søn."
     Sara havde stået og lyttet i teltdøren bag ved dem,
og da hun hørte, hvad manden sagde, kom hun til at le,
fordi hun tænkte på, hvor gamle de var, Abraham og hende.
Men Abraham lo ikke, for han var sikker på, at det var
engle, som han sad overfor. Da sagde den fremmede til ham:
" Hvorfor tror du, Sara ler? Ingenting er umuligt for Gud.
Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og så har Sara en
søn."
     Den fortælling ligner fuldstændig fortællingen om
Marias bebudelse.  Det at der kommer besøg fra himlen. Det
at englens ord er helt utrolige, ja, nærmest er
latterlige.  Men slutordene er også de samme, nemlig at
ingenting er umuligt for Gud.
     Der er også en anden fortælling, som handler om samme
under. Det er også om et ægtepar, som var gamle og
barnløse. Det er præsten Zakarias og hans hustru
Elisabeth.
     Så skete det, da Zakarias engang gjorde tjeneste i
templet og stod foran alteret, at pludselig viste en
Herrens engel sig for ham. Zakarias blev grusom bange. Men
englen sagde: " Frygt ikke, Zakarias. Din bøn er hørt. Din
hustru Elisabeth skal føde dig en søn." Zakarias spurgte:
" hvordan kan jeg dog tro på det? Jeg er jo gammel, og det
er min hustru også." Da svarede englen: " Jeg er Gabriel,
og jeg er sendt for at tale til dig og bringe dig dette
glædelige budskab.  Og se, nu skal du blive stum og ikke
kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke
troede mine ord, som dog skal gå i opfyldelse, når deres
tid er inde."
     Igen hører vi akkurat det samme som ved Marias
bebudelse. Englen fra himlen. Englens ord, som er helt
utrolige. Zakarias ler ikke, men han kunne have gjort det.
Så meget tvivler han på englens ord. Og til sidst hører vi
igen, at Gud har magt til at opfylde sine løfter og holde
sine ord, og at vi kan stole på Gud, også når vi ingenting
forstår.
     Sammen med Sara og Zakarias og Maria må vi jo
indrømme vores tvivl, når vi hører om underet. Det lyder
umuligt, at Guds søn blev et virkeligt menneske.  Det
betyder det jo, at Jesus var helt menneske og helt Gud.
Guds søn blev vores broder, født som os og dog af Gud.
     Men intet er umuligt for Gud. Det er vores tro. Vi
har fundet nåde for Guds øjne, så Gud vil gøre det umulige
også for os, lade sin søn føde og dø for os til frelse og
opstandelse for os.  Der er sket det samme for os som for
Maria, at Helligånden er kommet over os.  Det ændrer ikke
os, så vi kan det umulige, Maria bliver ved med at være
sig selv, en ung kvinde, som ikke forstår så meget og ikke
har nogen høj stilling.  Men hun tror. Hun tror, at det
som Herren siger, det vil ske, også selv om det ser
umuligt ud.  Hun vil være Herrens tjenerinde. Lad det ske
mig efter dit ord, siger hun til englen.
     At være tjenerinde, det lyder lavt og usselt. Men det
er herrens tjenerinde, så det er en nåde. Og Maria kom jo
til at opleve mange herlige ting. Fødslen i Betlehem,
opstandelsebudskabet påskemorgen.
     Vi som er døbt og som har fået helligånden og det
evige liv, vi er også Herrens tjenere, og vi vil opleve
mange herlige ting. Der vil også ske store sorger for os,
som der gjorde for Maria. Og det grunder sig på, at der er
så meget vi ikke forstår. Vi forstår slet ikke Gud. Kan vi
forstå at intet er umuligt for Gud.  Altfor tit ser det
modsat ud. Sådan var det også for Maria.  Hendes barn var
et artigt barn, da han voksede op. Men da han begyndte at
prædike Guds rige og gjorde det på en helt ny måde, som
fremkaldte vrede hos præsterne, så blev Maria bange. Hun
troede, at Jesus var syg. Og langfredag forstod hun
heller ingenting. Det var ikke kun hendes dreng, som blev
taget fra hende, men det var hendes tro, som blev taget
fra hende.
     Sådan kan der ske meget i vores liv, som tager troen
fra os, så vi ikke forstår nogenting. Men også for os vil
Gud vise, at Gud kan det umulige og vil det umulige, at
frelse os.  Selv om vi er lige så lidt værd som Maria, der
var en fattig og ugift pige, som ikke havde gjort sig
kendt for noget godt.
     For Gud er ingenting umuligt.  Det viste Gud både ved
Jesu fødsel og ved hans død.  Vi må glæde os over, at Gud
ikke tog hensyn til, hvad vi kan forstå eller ikke forstå,
men til hvad der er godt for os.
     Englen Gabriel sagde om barnet, som skulle fødes, at
det skulle kaldes helligt, fordi Gud gav dette barn til
os. Det hellige er det, som Gud giver.  Det hellige i
vores tjeneste for Gud er ikke det vi giver. Nej, det
hellige i vores gudstjeneste er det, som Gud giver.  Ved
alterbordet giver Gud sin søn til os. Ved døbefonten giver
Gud sit navn til os, så vi må være hans.  Derfor blev
Jesus født, for at han kunne blive vores bror, og vi som
hans søskende kunne blive Guds børn.
     Mariæ bebudelsesdag ligger 9 måneder før jul, og det
kunne jo godt få os til at tænke på julehygge og julelys.
Men på den anden side tager dagen i dag nok mere farve af,
at det snart er påske. Der er kun otte dage til påskeugen
begynder. Sådan endte det med barnet, som vi hører om i
dag.
     Guds søn har været her, og han var mand. Han er her
nu, og han er allevegne. Den hele verden er hans
fædreland. Han er hos os som én af vore egne. Sådan
skriver salmedigteren Åstrup i vers.
     Den herlighed, som Gabriel fortalte om til Maria, at
Jesus skulle blive stor og være konge, - den herlighed
bliver netop klar langfredag, klar for hjertet, at det er
kærlighedens rige Jesus er konge i. Og at kærligheden er
den stærkeste, selv om den ikke bruger magt. Kærligheden,
hjertegløden er stærkere end døden.
     Når Jesus blev født af jomfru Maria og forudsagt af
en engel, så betyder det ikke, at han står højt hævet over
os. Nej, det betyder, at Jesus var helt og fuldt menneske
som vi, - han er vores bror, og samtidig er han Guds søn.
Han er Guds søn, netop fordi han deler skæbne med os,
tager vores skæbne på sig. Guds søn har været her, og han
var mand. Han er hos os som en af vore egne.
     Det skal være sød musik i vores øren.