Prædiken til Langfredag - 1. tekstrække
af Susanne Fabritius de Tengnagel
Tekster: Jesu lidelseshistorie
Salmer: 163 - 364 - 168 - 166 / 167 - 183
-----
Bøn: Ikke os, Herre, ikke os, men dit navn skal du give ære, for din
godheds og troskabs skyld, fordi du ved Jesu kors har forløst verden.
----
Ad! hvor er det ulækkert, sagde en pige til mig, da Søndre Skoles elever
holdt juleafslutning. Pigen havde siddet og kigget på figuren på søjlen af
Jesus som den korsfæstede. Og det var det med blodet, der løber ned af
hans højre side, det var det, der var ulækkert.
Set med fremmede øjne kan det da også virke absurd og frastødende, at
den kristne kirke øjensynligt tilbeder en død mand og udstiller ham i
deres religiøse rum.
At den kristne kirke fokuserer på Jesu lidelse og død, kan for fremmede
øren synes glædesløst.
Hvad er det dog, der gør denne Jesus på korset til det altafgørende for
den kristne kirke? 
Og vi må svare: Det altafgørende er, at Jesus netop ikke endte sine dage
på korset i døden og i graven, men at hans død forudsiger en udvej for os
af vores egen død. 
Vi kan ikke komme uden om døden og tilintetgørelsen, men Gud skaber
liv af det, som er blevet til intet. 
Jesus kaldes den anden Adam, ham, som skal forløse verden fra alt ondt
og give paradiset tilbage til mennesket. 
Den første Adam gik ud af sit gode skind. Det gør han stadig, fordi han
lider af en børnesygdom, som han ikke selv kan få bugt med. 
Børnesygdommen hedder begæret. Den første Adam lider af begær, som
er trangen til at gøre sig fri af Gud og hvermand, trangen til at være sin
egen Herre, være Gud. Den første Adam spiste af træet til kundskab om
godt og ondt, - og døde. Børnesygdommen viser sig ved, at den første
Adam, som repræsenterer menneskeheden - går ud af sit gode skind. 
Det gode skind er det Gudsbillede, Gud har skabt os i. 
Den har haft store følger for menneskeheden, denne børnesygdom. Vi
ved som regel ikke, at vi lider af den. Det er det skæbnesvangre.  
For netop som vi tror, vi gør det gode, eller i hvert fald tror, vi har den
gode vilje til at gøre det gode, blinker advarselslamperne. Feberen stiger,
begæret efter at gøre det gode forvandler det gode til et monster. 
Vi kan erindre os et billede af dette med myten om Babelstårnet. Det
fortælles, at hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. De
sagde til hinanden: Lad os bygge en by med et tårn, som når op til
himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele
jorden. Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene
byggede. Så sagde Herren: Se, de er ét folk med samme sprog. Når de
begynder at handle sådan, vil intet af det,de planlægger, være umuligt for
dem. Lad os stige ned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår
hinanden. Og Herren spredte dem ud over hele jorden, så de måtte holde
op med at bygge byen og himmeltårnet. Jordens folk havde ellers fundet
ud af, at det gode for dem var denne by med tårnet. For Herren blev det
et monster og et tegn på, at mennesket ville regere uden Gud og ære sig
selv og sit navn.
“Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen og skabe os et
navn....” Dette begær, dette ønske om at være den største og selv tage
magten over himmel og jord, er menneskets børnesygdom, som trives i
bedste velgående, fordi vi ikke af os selv ved, at vi lider af den.  
Alt det, vi begærer, tror vi, vi begærer for de andres skyld, men det er
djævelens værk. Vi vil jo det gode, men den gode vilje dur ikke, når vi på
grund af børnesygdommen er gået ud af det gode skind. - Eller som
apostlen Paulus siger: Det gode, som jeg vil, gør jeg ikke, og det onde,
som jeg ikke vil, det gør jeg. 
Manden på korset viser med al tydelighed, at det gode i os har trange
vilkår, fordi begæret altid har os selv som centrum. Først i anden rækker
kommer de andre. 
Og hvis vi ikke bryder os om ham på korset og synes, han er ulækker,
skal vi blot vende ansigtet den anden vej, og vi vil få øje på andre kors på
vejen, som vidner om menneskers ondskab og menneskers lidelse og
død. 
Den hjemlige familiehygge, hvad enten den forekommer i parcelhuset, på
slottet eller på stormagtsplan skjuler et ulmende begær, som man ikke
skal røre ret meget ved, før det står i lys lue i kampen om dit og mit, og i
angsten for at tabe ansigt. 
At Jesus gik ind i lidelsen og døden for vores skyld for at befri os fra
begærets, syndens besættelse, det kan kun det menneske begribe, som i
hjertet erfarer, at det har brug for Guds helbredende tilgivelse.
"Mine synder dommen skrev og dig hen til døden rev, og når på din dom
jeg grunder, ser jeg og mit segl derunder", sang vi med Kingo, som med
sine ord bekender sin skyld og sin meddelagtighed i Jesu lidelse og død.
Det var Guds vilje med Jesus, at han skulle blive menneske for at dele
vores lidelse og død og tage vores skyld på sig - for at forløse os fra den
sygdom, som er sygdommen til døden.
På korset træder Jesus i vores sted. Han er vor stedfortræder for Gud.
Den skyld, vi alle bærer, tager han på sig. Som Guds søn kan han bære
den i lidelsen og døden, så vi kan slippe fri. Jesu har jo også bedt for os:
Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør! -
Og så er der røverens bøn til Jesus på korset. Jeg har altid syntes, at den
bøn er bønnen også for mig. For den fortæller om et menneske, som
bekender sin sårbarhed, et menneske, som er hudløs ærlig og samtidig
har brug for tilgivelse og længes efter helbredelse. Røveren irettesætter
ham, som spotter Jesus og siger til ham: Frygter du ikke engang Gud,
du, som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får løn
som forskyldt, men han har intet ondt gjort. Og han sagde: Jesus, husk
mig, når du kommer i dit rige.” 
Den kristne kirke og vi i den tilbeder den korsfæstede Herre, fordi vi
tror, at det bliver påske for os, og vi vil lovprise den opstandne Herre,
når vi genser hinanden påskedag: “For det er hvert dødeligt menneskes
fryd, det er på jorden en himmelsk lyd: Kristus opstod fra de døde! Han i
sin død trådte døden på nakke, hvem der med nåden vil tage til takke,
rejser han op fra de døde.” 
Røveren sagde: Vi får løn som forskyldt.
I lyset af Jesu lidelse og død, kan vi sige: Vi får nåden, vi går fri, hvad vi
ikke har gjort os fortjent til, men Jesus har taget skylden.

Der genlyder et råb i verden,
som overdøver de sultnes skrig,
et ekko i menneskers færden,
der undskylder grunden til krig.
Fra tidernes morgen har mennesket sagt:
Det er ikke mig, der har skylden!

Eva spiste af kundskabens træ
også Adam fik sig en bid.
Slangen fik skylden, det slimede kræ,
og det gør den også i vor tid.
Fra skabelsens mandag har mennesket sagt:
Det er ikke mig, der har skylden!

Pilatus med blodrøde hænder
vaskede dem rene som sne.
Han undskyldte sig - og det hænder,
at vi ham i spejlet kan se.
Så sent som i går fik mennesket sagt:
Det er ikke mig, der har skylden!

Livet dør, hvor bomber slår ned
og jorden blir syg og sløj,
mens mennesket går til kamp for fred
mod gengældelsens legetøj.
Alligevel lyder menneskets råb:
Det er ikke mig, der har skylden!

Er vi et ekko af kulde og vrede,
vil livet omkring os dø ud.
Et vi et ekko af Herrens glæde,
da lever vi livet i Gud.
Langfredags-korset melder det ny:
Det er Gud, der tager skylden.

Derfor tilbeder vi den korsfæstede Herre Jesus Kristus, Guds søn. Han er
den anden Adam, Guds sande billede, som giver os paradiset tilbage og
siger: Se, i dag skal du være med mig i Paradis.