Hvad er kristendom for noget??

Det kan godt lyde som et underligt og overflødigt spørgsmål. Alle og
enhver, som er opvokset i Danmark, ved vel hvad kristendom er. Kirkerne
ligger spredt ud over landskabet. Vi har allesammen et dagligt forhold til
dem. Måske lidt udvendigt, men alligevel. De fleste mennesker blir døbt og
konfirmeret. Kristendommen har gennemsyret samfundslivet. Hele vor måde
at tænke på er præget af kristendommen. Så ingen kan vel være i tvivl om,
hvad kristendom er. Alligevel vil jeg godt spørge: Hvad er kristendom for
noget?

For når det kommer til stykket, så er der ikke nogen af os, der ved, hvad
kristendom er? Ikke sådan at vi for alvor ved det. Hvis vi engang har oplevet
det - i et glimt - så glemmer vi det igen. Det blir væk imellem fingrene på os.
Kun skyggen blir tilbage.

Hvad kristentro virkelig er - det skal vi opdage igen og igen. For det er så
overraskende anderledes - så chokerende anderledes vil jeg næsten sige. Det
er meget mere radikalt end det, vi går og vænner os til. Vi kan vænne os til
så meget. Vi kan vænne os til, at bare det store kirkeapparat kører
nogenlunde velsmurt, så er alting godt. Hvis bare der er en minister, som får
nogle love igennem folketinget. Hvis bare menighedsrådet administrerer
reglerne. Hvis bare biskoppen ser pæn ud. Hvis bare præsten prædiker og
hvis bare de 2% er på plads på kirkebænken. Ja, så fungerer systemet. Så er
alting godt. Men kristendommen handler ikke systemer, men om mennesker,
der tror og ber og lovsynger. 

Vi kan vænne os til så meget. Men kristentroen kommer som regel og
modsiger det, som vi har vænnet os til. Kristendommen er chokerende
anderledes. Og hvis ikke vi lar os chokere engang imellem, så glemmer vi
hvad sand kristendom er for noget. Så glider det fra os - og vi sidder tilbage
med en tom skal af gamle vaner. 

I det lys kan vi også godt se palmesøndags begivenheder. Jesus planlægger
at give sine tilhængere et chok. Ikke for at skræmme dem fra sans og
samling. Men for at de skal få øjnene op for, hvad det egentlig handler om. 

Jesus ved jo godt selv, hvad der skal ske inde i Jerusalem i de næste dage.
Han kunne godt sige det til dem på forhånd. Han kunne advare dem. I skal
ikke forvente jer for meget. Det kommer til at gå anderledes, end I forestiller
jer. Vi er ikke på vej ind til herlighed og ære, men til kors og død. Han
kunne godt sige det, så undgik de chokket. Men han siger det ikke.
Tværtimod! Han lader som om, de har ret i deres store forventninger. Han
optræder i rollen som deres nye konge - på vej ind i hovedstaden for at blive
kronet og indsat. Han spiller med på deres begejstring - i hvert fald så
meget, at de ikke aner uråd. (Han lar godt nok et tegn stå - til dem som har
øjne at se med. Jeg tænker på æslet. Det er jo ikke ligefrem et kongeligt
transportmiddel. Men det vender vi tilbage til). Men ellers spiller han med i
deres glade spil. Hvorfor gør han det? Jeg tror, at han vil ryste dem i deres
grundvold. De skal se, at kristendom er noget meget anderledes, end det, de
har vænnet sig til at tro. 

De har en fornemmelse af, at fra nu af blir alting bedre. Snart vil Jesus få en
position i samfundet. Han vil blive en pæn mand. Sammen med ham vil de
allesammen blive anerkendt. Slut med at leve som foragtede udskud. Nu vil
folk respektere dem og synes om dem. Deres sag skal ikke længere støde på
misforståelser. De ser for sig, hvordan de nu skal bevæge sig ude fra de
foragtedes yderfløj - og ind på den pæne midte i samfundet. Så
palmesøndags optog er et triumftog - tror de. 

Og Jesus lar dem blive i troen. Han skåner dem ikke. Selv om han er klar
over, at de går imod en stor skuffelse. For skuffelsen skal ryste dem - og
gøre dem klogere. 

Vi kender historien. Vi ved, at de kommer til at slå en mental kolbøtte i de
næste dage. Deres glade forventning blir helt knust. 

De mister deres faste holdepunkt: Jesus. De ved ikke længere, hvad der er
op og ned. De blir forvirrede. Hvor skal de gøre af sig selv? Hvor skal de
flytte hen? Hvad skal de arbejde med? 

Der går nogle dage, hvor både deres tanker og deres handlekraft er som
lammet. De gør ikke noget. Sidder bare inde bagved lukkede døre. De vil
ingen mennesker se. De kan dårligt nok holde ud til at se på hinanden. De
slukkede, skuffede ansigter, som hele tiden minder så pinligt om ulykken. 

Men langsomt sker der noget. De begynder at kravle op af deres mørke. Det
første glimt af lys ser de påskemorgen. Graven er tom. Hvad skal det
betyde? De kommer i tanke om det, som han fortalte dem for længe siden: 3
dage - ligesom Jonas. Men det kan også være noget helt andet. Tro ikke for
meget. Det er slemt at blive snydt anden gang. 

Men så kommer han selv. Først til den ene, så til den anden. Til sidst
kommer han en søndag, hvor de allesammen er samlet. Og de ser ham - og
rører ved ham og spiser sammen med ham. Det er ham. Ingen tvivl. 

De gik gennem chokket og skuffelsen. Og opdagede, at på bunden af
nedelaget lå der et nyt håb. Hvis de var blevet advaret på forhånd, så var de
gået langt uden om den palmesøndags oplevelse. Men de blev ikke advaret.
Jesus ledte dem med vilje ind i skuffelsen. Han vidste, at ligeså stærk deres
smerte var i nederlaget, ligeså dyb ville deres glæde blive, når de så ham
igen. I det lys kan vi godt se palmesøndags underlige narre-optog. 

Vi har også brug for at lade os chokere. Vi har brug for at se på hele vort
kirkeapparat og alle vore kristelige vaner - og vurdere om det er kristentro
eller bare en skygge af troen. Nu går vi ind i den stille uge - mellem
palmesøndag og påske. Der er gammel kirkelig tradition for at bruge den tid
til eftertanke og til selvransagelse. For at vi kan være ordentlig forberedte til
påskefesten. 

Jeg sagde før, at vi ville vende tilbage til æslet. Det falder jo lidt uden for
stilen i det glade, kongelige optog. Det er som om, Jesus har plantet æslet
midt billedet - som et tegn. Som et grimt, gråt mærke midt i et strålende
farvebillede. Den, der har øjne at se med, han kan standse ved det tegn.
Æslet signalerer, at kongen er anderledes, end de fleste tror. Hele
situationen er anderledes.

Hvor er vor tids æsel? Det spørgsmål kan vi sætte som overskrift over den
stille uge. Er der et tegn i vor tid, som kan standse os og rive os ud af vor
vanetænkning? Vi har brug for at blive rystet ud af kirkesystemet, ud af
traditionerne, ud af strømmen af ord og aktiviteter - og se at til allersidst
handler det om en mand på et kors. En grav, som var tom. Den opstandne,
som peger og siger: Gå ud i alverden. Jeg er med jer alle dage. Amen.