Påskemorgen var 3 kvinder ude ved Jesu grav, men den
var tom og kvinderne måtte gå hjem med ordene: Den
korsfæstede er opstået fra de døde." Den samme dag holdt
disciplene sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne.
Kvinderne havde fortalt disciplene om deres oplevelse ude
ved graven, men det var som om det ikke kunne trænge ind.
De blev ved med at være bange. Kvinderne kom ellers med
den besked: Jesus går i forvejen for jer til Galilæa. Dér
skal I se ham." Men disciplene blev, hvor de var. De turde
ikke gå nogen steder. De søgte tryghed bag lukkede døre.
Men i virkeligheden havde de jo lukket sig ind i et
fængsel af frygt. De tænkte så meget på sig selv, at
kvindernes påskebudskab slet ikke trængte ind til dem.
Selv om disciplene var sammen bag de lukkede  døre, følte
de sig alligevel alene. De vidste ikke, hvad de skulle
sige. De vidste ikke, hvad de skulle tro. Og de turde vel
ikke engang se på hinanden. Der var intet, de kunne gøre.
     Men så fortælles det, at Jesus kommer og står midt
iblandt dem.  Når de ikke vil komme til Galilæa til Jesus,
så må han komme til dem.  Og han bebrejder dem det ikke.
Han er ikke skuffet over dem. Han bliver ikke udenfor og
spørger: Vil I have mig ind eller vil I helst være fri?"
Nej, Jesus er ikke det mindste tilbageholdende. Han står
midt iblandt dem. Og først da han er i deres midte, bliver
de glade. De ser Herren, deres hersker, sejrherren.
     Påskedag bryder Jesus gennem de lukkede døre.  Han
går selv gennem dem og han sender disciplene ud. Han giver
dem sin fred og han sender dem ud med den fred til andre.
     Jesu første ord er: Fred være med jer." Det er en
anden fred end den, som verden taler om. Der tales om
fredsbevarende styrker. Der tales om, at vi må gøre en
indsats for at skabe fred og bevare den.
     Jesus taler på en anden måde om fred. Hos ham er
freden en kraft, som bevarer os, og som giver os liv og
energi. Det er Guds Fred, som Jesus kommer med. Og den er
ikke svag. Den er fyldt med livskraft. Det er en levende
fred.  Derfor taler Jesus om den som en magt. " Modtag
Helligånden," siger han. Det er ikke en fred, som vi skal
holde liv i, men som holder liv i os. Det er livets magt,
som Jesus giver.
     Derfor står der også, at han ånder på disciplene.
Sådan gjorde Gud, da han skabte mennesket. Han blæste
livsånde ind i mennesket, så mennesket blev et levnede
væsen. Det er egentlig døden, som har bemægtiget sig
disciplene i form af frygt og skyld og lukkede døre. Men
Jesus giver dem livet tilbage.  Han giver dem fred og
giver dem besked på at bringe den ud til andre. De skal
ikke holde sig for sig selv. De skal gå ud midt iblandt
mennesker. Så er de igen Guds skabte mennesker. Livets
magt er med dem.
     Ja, vi kristne har fået fuldmagt fra Jesus. Han
siger: forlader I nogen deres synder, er de dem forladt.
Nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke
forladt." Det er en stor magt vi kristne har fået. I
Mattæus-evangeliet kaldes det nøglerne til Himmeriget.
Hvad vi kristne binder på jorden, skal være bundet i
Himlen, og hvad vi kristne løser på jorden, skal være løst
i himlen. Meningen er selvfølgelig ikke, at vi kristne
efter forgodtbefindende kan tilgive og forbande mennesker.
Jesus siger et sted: Den, som tager imod jer, tager imod
mig, og den, som tager imod mig, tager imod den, som
sendte mig." Et andet sted siger Jesus: den, som hører
jer, hører mig, og den, som ringeagter jer, ringeagter
mig, men den, som ringeagter mig, ringeagter den, som
udsendte mig." Meningen med nøglemagten, den fuldmagt, som
vi har fået, det er, at vi står i en lige linie med Jesus
og Gud. Gud sendte Jesus, og Jesus sendte os kristne.
Derfor er det livsvigtigt, hvad vi bringer. Det kan åbne
og lukke himlen for mennesker.
     Jesus brugte sine nøgler til at åbne for mennesker.
Han gik gennem de lukkede døre ind til disciplene, selv om
han havde al god grund til at opgive dem. De havde
ringeagtet ham, tabt troen på ham. Men han kommer til dem
og giver dem Helligånden, tilgivelse og fred. Og det
bliver de sendt ud at give videre til andre.
     Så meget sker der den første påskedag. Har disciplene
så hørt efter?  Nej, de er kun optaget af, at de har set
Herren. De taler ikke om freden og Helligånden og om den
opgave, de har fået, at Jesus har sendt dem. Det er som om
det ikke er trængt ind til dem. De holder sig stadig bag
lukkede døre.
     Men 8 dage efter, da det igen er søndag, kommer Jesus
til dem. Og han er lige så imødekommende som første gang.
Han står midt iblandt dem. Han bebrejder dem ikke deres
manglende mod og tro. Han siger igen: Fred være med jer."
Og den første søndag viste han dem sine hænder og sin
side. På den anden søndag siger han til Thomas, at han må
røre ved hans hænder og hans side, for at Thomas ikke skal
være mistroisk, men være troende.
     Når Jesus viser sig for dem, er det ikke for at de
skal se ham, men for at de skal tro ham. Det samme slutter
Johannes-evangeliet med: Dette er skrevet, for at I skal
tro, at Jesus er Kristus, Guds søn."
     At tro, det er mere end at se. Man kan se meget uden
selv at være med i det. I fjernsynet ser vi meget, som vi
ikke tænker over, fordi vi ikke føler det er vores liv. Vi
ser meget i fjernsynet, men det føles uvirkeligt og
berører os ikke i vores inderste. Sådan kunne det også
være gået disciplene, da de så Jesus. De kunne have sagt:
Det er et mirakel. Nu må du blive hos os, så kan vi glemme
alt det, som skete langfredag. Nu kan vi fortsætte som om
intet er sket. Alt kan blive som førhen." Men da ville
disciplene jo se Jesus, uden at det ændrede noget for dem.
De ville ikke selv være med i det.  De ville have været de
samme som de havde været før påske.
     Nej, tro er mere end at se. Når man tror, så er man
selv med. Thomas siger jo ikke til den opstandne: Ja, du
er sandelig Jesus." Thomas siger: Du er min GUd." Nu er
Jesu død ikke længere noget, de helst vil se bort fra.
Nej, netop den korsfæstede er Gud for dem. Den korsfæstede
giver dem livet tilbage.
     De to første søndage kom Jesus for at give fred og
tro. Og lige siden er Jesus blevet ved med at komme. Han
kommer gennem dem, som han har sendt. I den forstand er
Jesus midt iblandt os, ikke for at vi skal se ham, men for
at vi skal tro ham.
     Det kan se fattigt ud, det som sker her i vores
kirke. Men vi skal ikke ringeagte det, for det er Jesus
selv som har sendt det til os. Han siger: Den som hører
jer, hører mig." Det er gennem de ord, som er her i
kirken, at Jesus kommer til os, at Gud kommer til os.
Jesus står midt iblandt os giver os freden og troen og
livet.

ny prædiken

     Du skal præstere noget, for at du er noget værd.  Det
hører vi mange gange. I skolen skal vi helst have så høje
karakterer som muligt.  I fritiden skal vi helst nå høje
sportsresultater. Så præstere man jo noget; så er man
noget værd.  Så er man aktiv og energisk.  Og det skal vi
være for at være et rigtige menneske.  Sådan er idealet i
vor tid.
     Og det kan da være sjovt at nå en hel masse.  Men det
er også rart at slappe af og hvile. Det må vi ikke glemme,
hverken børn eller voksne.
     Præstere, det ord betyder " stå for". Det er vor tids
plage, at et menneske kun står for noget og er noget værd,
når det har præsteret noget.  Et menneskes liv bliver
bedømt efter hans præstationer.
     I andre perioder af verdenshistorie har det været på
samme måde.  Hos jøderne mente man, at det var de gode
gerninger, som frelste et menneske.  Og i den katolske
kirke sneg det sig også ind, så Luther måtte gøre oprør
for at kirken igen kunne blive en kristen kirke.
     Kristendommen taler nemlig mod alt det med
præstationer.  Kristendommen går ikke imod, at vi er
aktive og energiske, men det skal vi gøre, hvis vi kan
lide det. Det må ikke være præstationer, som man gør for
at blive noget værd over for Gud og mennesker. Så var det
bedre, at man aldrig havde gjort det.
     Kristendommen taler mod præstationer. Det kan man se
af, hvordan de første kristne var, og man kan høre af Jesu
ord om, hvordan Gud er.
     De første kristne - og her tænker jeg på de 12, som
fulgte Jesus og som han havde udvalgt, - de var ganske
almindelig mennesker. De var ikke meget troende.  Gang på
gang kalder Jesus dem " småt-troende, lidettroende." De
var heller ikke meget kloge. Gang på gang hører vi, at de
misforstår Jesus. Her i påsken hørte vi engang, hvor Jesus
sagde til to af disciplene: " Hvor er I uforstandige og
tungnemme?" Disciplene var heller ikke særlig modige. I
dag hører vi om, at de havde lukket sig inde af frygt for
jøderne.  De var gået under jorden, som man siger.  Jesus
lærte altså ikke de første kristne, hvordan de kunne
præstere en hel masse, en stor tro eller en stor visdom
eller et stort mod.
     Jamen, hvad lærte Jesus os så, at vi skal lægge vægt
på?  Jo, der er et ord, som han sagde mange gange.  Det er
tilgivelse.  Ordet tilgivelse går igen både direkte og
indirekte. I mange af lignelserne fortæller Jesus om, at
Gud tilgiver os.  Som en far der tilgiver sin fortabte
søn. Som en konge, der eftergiver sin tjeners gæld. Også
om sine helbredelser siger Jesus et sted, at han gør dem
for at vise, at sygdom ikke er en straf fra Gud. Jesus gør
sine undere for at vise, at Guds tilgivelse netop gælder
fortabte og fortvivlede og fordømte.  Langfredag sagde
Jesus det lige ud: Far, tilgiv dem.  Og Jesus viser det
også her i fortællingen idag ved at han kommer til dem,
som var løbet deres vej og havde ladt ham alene.  Han
tilgiver dem ved igen at komme til dem. Det samme med
Thomas, som ikke var der første gang Jesus viste sig.
Thomas siger endda til de andre, da de fortæller hvad der
er sket, han siger: " Hvis jeg ikke ser Jesus, vil jeg
ikke tro det." Han vil altså ikke tro på, hvad de andre
fortæller. Og han vil ikke tro på, at Jesus er opstået fra
døde, hvis han ikke selv ser ham. Men Jesus tilgiver ham
hans vantro og tvivl, da han igen kommer og siger: " Se."
Både i sine ord og sine undere og sin død og opstandelse
viser Jesus, at det han lægger vægt på, er tilgivelse.
     Tilgivelse er det modsatte af præstation. Tilgivelsen
ophæver netop alt præstationsjageri. Jesus fortæller, at
det ikke er os, som skal gøre os til rigtige mennesker.
Men at Gud endda gør de forkerte og fortvivlede til sine
mennesker, til sande mennesker.  Gud giver os alle fred
fra fordømmelse og fortvivlelse.
     Helt konkret kan vi høre det i stykket i dag, hvor
Jesus kommer til disciplene og siger: " Fred være med
jer." Og han viser dem både sine hænder og sine side. Da
blev de glade.  Når Jesus viser sine hænder, er det jo for
at vise, hvad han har gjort for os.  Det er arbejdshænder
han viser.  De bærer præg af det værk han har gjort. Han
er død for os. Han har givet sig selv helt for os, som
bevis på, hvor stor Guds kærlighed er. Med sine hænder har
gjort alt det vi skulle gøre, så vi må have fred for alle
krav og al fordømmelse og fortabelse.  Derfor må vi også
blive glade som disciplene blev det.
     Når vi er kristne, betyder det, at vi har en stor
fred at leve ud af.  Den fred har Jesus givet os både i
sine ord og undere og i sin død og opstandelse, fordi han
har fortalt, hvor stor Guds tilgivelse er.  Det har Jesus
gjort lysende klart.  Den glæde må vi leve ud af.
     Kristendommen og troen er altså det modsatte af
præstationer, at vi skal gøre noget. Tværtimod fortæller
kristendommen, hvad Jesus har gjort for os.  Det skal give
os en fred og et overskud at arbejde ud fra, så vi bruger
alle vores evner og kræfter, fordi det er dejligt at blive
brugt.  Kristne kan godt være meget aktive og energiske.
Men netop ikke forat opnå noget derved: ikke for at vinde
Guds kærlighed eller for at blive rigtige og værdifulde
mennesker. Det har Jesus jo gjort, at vi er. Den fred må
vi leve ud af.
     Vores liv skal vi altså ikke have i vores
præstationer, nej, vi skal have livet i Jesus og hans
præstationer.
     Prædikestykket i dag slutter med, at Johannes
opfordrer os til at tro på Jesus som Guds søn og  i den
tro have livet i Jesu navn. De ord kunne misforstås sådan,
at der i det mindste er en ting vi skal præstere for at
være kristne, og det er at tro.  Men sådan skal ordene
ikke forstås.
     Luther har engang fortalt, at der kom en gammel kone
til ham og sagde: " Ak, hr. doktor, jeg er kommet på den
tanke, at jeg er fortabt og ikke kan blive frelst." Da
spurgte Luther: " Tror du, at alt i trosbekendelsen er
fuldstændig sandt, at Gud er skaberen, og Jesus er Guds
søn osv." Og konen svarede: " Ja, jeg tror at det
altsammen er fuldstændig sandt." Og Luther svarede: " Godt
kære frue, gå da med fred. For I tror mere og bedre end
jeg selv."
     Og så forklarer Luther: Djævelen indgiver folk den
tanke: "Du må tro noget bedre. Du må tro noget mere. Din
tro er ikke stærk nok." På den måde fører han dem til
fortvivlse. Vi vil så gerne have en tro, som vi kan gribe
og stikke i lommen. Men det får vi ikke i dette liv. Vi
kan ikke mestre troen; vi bliver ved med at være elever.
Det vi skal er at holde os fast til Guds ord, og lade
ordet tage os på slæbetov. Sådan slutter Luther: at vi
skal lade Guds ord tage os på slæbetov.
     Kristne er vi ikke ved at gå foran og præstere en
masse, men ved at holde fast i Guds ord og lade det tage
os på slæbetov. Og Guds ord i prædikestykket i dag, det er
Jesu ord, når han siger: " Fred være med jer." Det skal vi
lade os trække væk fra al fortvivlelse og fordømmelse.