Rør ved vort hjerte, vor mund, vore hænder
med din almægtige skabende Ånd
Jesus, som dybet i hjerterne kender
læg på vort hoved din kærlige hånd. 
 
Hvem er egentlig kirken?
Det er på sin plads fra tid til anden at overveje dette. For de
fleste af os er kirken et sted, vi kommer. Der er ansat
organist, kirkesanger, graver og en præst. "er du ikke
kirkemanden?", bliver jeg ofte spurgt i børnehaven.  
 
Og i det spørgsmål, der klinger en uudtalt mening om, at "er det
dig, der står for kirken?"  
 
Jo jo, på en måde kan ungerne jo have ret i det. Jeg er ansat
til at stå for gudstjenester, begravelser, vielser og alt det
der, sammen med resten af personalet. Jeg er også ansat til at
være medlem af menighedsrådet, idet man må forvente, at jeg i
kraft af min uddannelse er i besiddelse af en eller anden form
for kompetence.  
 
Og det er jeg vel også. Således kan jeg gang på gang fremdrage
pointer i dagens evangelium, og nogle gange bliver det endda
nogenlunde vellykket.  
 
MEn jeg er ikke kirken. Det er organist, kirkesanger og graver
heller ikke. Ej heller menighedsrådet. Kirken er ikke et jeg.
Kirken er et vi. Kirken er menigheden. Kirken er dem, der samles
om den opstandne Kristus.  
 
Ham, der i dagens evangelium sender sine disciple ud. "Som
Faderen har udsendt mig, udsender jeg også jer", siger han. Han
sender disciplene. Disciplene er kirken. Vi er kirken. Vi er
disciple. Han sender os! 
 
Jamen, hvad er det så, at han udsender os til?
Jo, han sender os ud til at blive upopulære. Som Jesus blev
upopulær, da han selv blev sendt.  
 
Vi skal nemlig forlade nogen deres synder, og nægte at forlade
andre deres synder. Og som vi afgør, om de skal forlades eller
ej, således skal det være afgjort i himlen.  
 
Det virker jo som et stort ansvar, der er os betroet dér. Et
ansvar, som er os betroet, ikke over os selv, men over vores
medmennesker, vores næste.  
 
Og det lyder som om porten er åbnet på vid gab for alskens
vilkårlighed og dømmesyge. En dømmesyge, der tilsyneladende kan
have skæbnessvangre konsekvenser for vores næste ved himlens
port.  
 
MEn er det rigtigt?
Er porten åbnet for vilkårligheden? Er vores næstes skæbne i
himmerriget lagt i vore hænder? 
 
Ja, for vi er sendt, som Kristus er sendt. OG samtidig: Nej,
netop fordi vi er sendt af JEsus, som han er sendt af Gud. Og
det sætter faktisk en stopper for vilkårligheden.  
 
Når vi, kirken, er sendt, som Kristus er sendt, så skal vi jo
også gøre som ham. Forlade synder og og ikke forlade synder,
ligesom han.  
 
Og JEsus, kunne man fristes til at sige, forlod jo næsten
hvemsomhelst hvadsomhelst. Og dog.  
 
Han tilgav jo netop kun synder for de mennesker, der kom til ham
- og dermed til Gud - med dem. Og så bad han i øvrigt om
tilgivelse for dem, der korsfæstede ham.  
 
MEn der var altså også nogle, som JEsus kun havde hårde ord til.
Og det var de mennesker, der ikke mente, at de havde brug for
Guds syndsforladelse. De mennesker, der så sig selv som så
fuldkomne, de skråsikre, dem, der mente, at de sagtens kunne
klare sig selv overfor Gud.  
 
Og de mennesker, det var netop dem, der var dømmesyge; dem, der
havde det svært med at se, at mennesker kan fejle. Og som dermed
selv fejlede - uden at opdage det. Farisæerne og de skriftkloge,
som den slags mennesker hed dengang. Dem, der var - undskyld
udtrykket - så frelste, at det gjorde ondt.  
 
Denm slags mennesker findes også i dag. Og det er ikke de
mennesker, som i kirkelige kredse ofte får "skældsordet" frelste
hæftet på. Nej, de mennesker har som regel stor forståelse for
det menneskelige i at fejle.  
 
Nej, det er andre "frelste" jeg mener: Sundhedsapostle. Dem, der
dømmer folk på deres sygdomme: Nå, så har du nok spist forkert -
eller røget for meget - eller drukket for meget - eller ikke
motioneret nok - eller noget andet. 
 
Underforstået: Du er selv skyld i, at du har det, som du har det
- og endnu mere underforstået: haha, jeg er bedre og lever bedre
end du. At man sådan set bare kan blive syg, fordi det bliver
mennesker altså ind imellem, det tages der ikke højde for. Og så
bliver sygdom til dom.  
 
Så er der miljøprofeterne. De, der ser ned på alle os, der kører
i bil og som ikke køber alting økologisk, og som ind imellem
også kan spise et æg fra en burhøne.  
 
Og så er der alle dem, der oplever barnedåb i højmessen som et
irritationsmoment, og inderst inde spørger sig selv, med hvilken
ret de mennesker egetnlig er her i "vores kirke", og drager i
tvivl, at de mennesker mener noget med det.  
 
Det kan være mange andre ting: Tøj, musiksmag, fodboldklub,
hudfarve, og blandt præster lige for tiden også synet på, om en
gudstjeneste uden prædiken er en rigtig gudstjeneste eller ej.  
 
Jojo, en frelst dømmesyge, den trives såmend også i dag.  Og i
virkeligheden har vi det alle i os et eller andet sted.  
 
Så må det jo da gøre os betænkelige, når Jesus lige netop ikke
har tilgivelsesord til dømmesyge mennesker... Men det er jo nok,
fordi de dømmesyge, som JEsus møder, ikke kommer til ham og Gud
med deres dømmesyge - fordi den dømmesyge netop ikke dømmer sig
selv. Og derfor ikke skønner det nødvendigt, at gå til Gud med
dømmesygen.  
 
"Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer... Forlader I
nogen deres synder, er de Dem forladt, nægter I at forlade nogen
deres snyder, er de ikke forladt." Sådan sagde Jesus. Til
disciplene - kirken - os - dig og mig.  
 
Det vil sige, at kirken, at VI, har et ansvar. Fordi vi på Jesu
Kristi befaling sidder inde med Guds forladelse af synder. Vi
har et ansvar til at række den videre - uden dømmesyge.  
 
Men samtidig skal vi ikke forlade alt sådan mere eller mindre
automatisk. "At forlade" nogens synder, det er egetnlig et ret
genialt billede. "At forlade", det betyder jo egetnlig slet og
ret, at gå væk fra, at vende sig væk fra.  
 
At vende sig væk fra nogens synder, det betyder, bare at lade
dem ligge, mens man selv går bort - og den, hvis synder forlades
går bort.  
 
Men at synder bliver forladt, det kræver også, at den, der har
syndet, forlader sine synder. At han eller hun selv ikke vil
have med dem at gøre. At han eller hun ikke selv ønsker dem.  
 
Og kun der kan synder forlades. Når den, hvis synder forlades
også med alvor vil vende ryggen til synden. Kun der skal vi
forlade synder. Og derfor kan vi - og skal vi - ikke forlade
f.x. hr. Milosowicz' synder. FOr han vil ikke selv forlade dem,
ser det ud til, og gå ad en anden vej.  
 
Og det kender vi alle sikkert også mere nære eksempler på, at et
menneske ikke vil holde op med at leve forkert. De synder kan
ikke forlades. For synderen vil ikke forlade dem. Men der skal
vi kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade og synd
for synd. Og det er næppe altid populært.  
 
Og der ville al snak om syndsforladelse være en hån. Både med
synmderen, der ikke vil forlade sine egne synder og mod alvoren
i Guds bud, for eksempel de ti. 
 
Men samtidig skal vi vogte os for at blive så "frelste", så
selvhævdende og "vi alene vide", at vi dømmer et andet menneske.
Vi er jo nok ikke bedre selv. OG vi har alle vores fejl og
svagheder.  
 
Ligesom den såkaldt "vantro" Thomas havde sine fejl, og ikke
kunne tro, som de andre disciple - eller også var han bare mere
ærlig. Og alligevel blev han sendt af JEsus, som Jesus var sednt
af Faderen. Og i hans og de andre disciples fodspor, der skal
vi, kirken, træde - varsomt og med kærlighed.  
 
Amen. 

Thomas Feddersen
Snail mail: Sct. Clemensvej 66
DK 4760 Vordingborg