Jesus siger, at han er den gode hyrde. Og det er ikke kun noget
han siger.  Det er noget han gør. Han giver sit liv for os. Men
hvad skal vi med en hyrde.  Skal vi have nogen til at sørge for
os.  Kan vi ikke selv finde vej, så vi ikke behøver nogen til at
lede os.
     Børn skal ikke være ret gamle, førend de selv vil. " Kan
selv", siger de og afviser de voksnes hjælp. Det gælder endnu
mere i ungdommen. Da får de fleste en trang til selvstændighed,
til at stå på egne ben og selv bestemme.  Men det mærkelige er,
at man skal have hjælp til at blive et selvstændigt menneske.
Selv om børn ikke vil have hjælp til at spise eller tage tøj på,
så må forældrene hele tiden fortælle barnet, hvad det gør
forkert, for at barnet selv kan lære at gøre tingene. Også de
unge må have hjælp for at blive selvstændige. Det forudsætter et
trygt udgangspunkt, så man har selvtillid til at turde være sig
selv. Det forudsætter et godt barndomshjem, hvor den unge føler
sig elsket, så den unge kan udvikle sig til et frit, voksent
menneske. Den, som ikke har nogen forældre eller voksne at tale
med og få råd hos, kan ikke blive selvstændige.
     Der er jo så mange beslutninger vi skal tage, ikke mindst i
ungdommen.  Og vi vil altid gøre nogle fejl. Men dem tør vi gøre,
når vi ved, at vi ikke er alene, at der er nogen vi kan gå til.
Der er et sted vi kan få hjælp.  Det kan være hos forældrene.
Når vi har et trygt udgangspunkt, et godt hjem, så tør vi
risikere noget, så er vi endda frie til at begå fejl, for vi ved,
at det ikke er uopretteligt, for der er altid nogen man kan gå
til for at få hjælp.
     Det er vel også derfor vi har opbygget et godt socialt
system her i Danmark for at ingen skal sulte eller blive
ruineret, hvis de bliver syge.  Selvfølgelig vil vi allesammen
helst have arbejde og klare os selv, men det er noget helt
uvurderligt, at vi ikke skal være bange for at gå fallit. Vi vil
altid have mad og tøj og bolig, hvor galt det end går. I mange
andre lande handler mennesker ud af frygt, fordi de ikke har
noget sikkerhedsnet.  Men vi skal ikke bruge så mange tanker og
energi på frygt. Derfor får vi flere kræfter til at klare os selv
og være frie.  Det hjælper vi hinanden til.
     Når Jesus siger, at han er den gode hyrde, så betyder det
også, at han vil hjælpe os. Han vil give os et trygt
udgangspunkt, så vi tør være os selv og være frie mennesker.
Vores udgangspunkt består i, at Jesus kender os.  I det græske
ord for kende ligger der mere end der gør i vores danske ord.  Vi
kan jo sige: ham kender jeg.  Og så betyder det ikke så meget,
måske kun at man har set den anden og snakket lidt med ham.  Når
Jesus siger, at han kender os, så betyder det ikke, at han ser på
os udefra og ved, alt hvad vi tænker og gøre.  Det betyder, at
han godtager os, akkurat som vi er.  At kende betyder, at Jesu
har valgt os.  Han holder af os, som vi er, med alt hvad vi
rummer af tvivl og glæde. Jesus har valgt os, ikke fordi vi er
fuldkomne og gode, men fordi han er god og vil tage sig af os.
     Alle Jesu lignelser handler om, at det er et godt
udgangspunkt vi har fået. I lignelsen om arbejderne i vingården
får alle arbejde og de får alle en god løn. I lignelsen om den
fortabte søn er faderen rig og kærlig mod begge sine sønner. I
lignelsen om talenterne giver den rige mand meget til hver af
sine tjenere og betror dem sin formue. Med sine ord om Guds rige
har Jesus givet os et rigt og kærligt udgangspunkt.  Og han gør
mere end det.  Han følger os på vores vej.
     Det kan lyde for stort, alt det som Jesus gør. I en salme i
gt står der, at det er en god hyrde vi har. Herren er min hyrde,
jeg lider ingen nød. Han lader mig ligge i grønne enge. Han leder
mig til det stille land.  Han giver mig kraft på ny.  Han leder
mig ad rette stier.  Det kan lyde af for meget, at vi ikke lider
nød, når Jesus er vores hyrde. Det kan lyde af for meget, at det
er grønne enge vi går på, og at vi altid er tæt ved livgivende
vand, bare Jesus leder os. Men det forklares med, at han giver os
kraft på ny.  Ligesom det er nødvendig igen og igen at spise, for
ikke at miste sine kræfter. Sådan giver Jesus os åndelig mad, så
vi får kraft igen og igen. På vores livsvandring kan vi jo blive
trætte. Det bliver vi mange gange. Vi kan blive trætte af skolen.
Vi kan blive trætte af vores arbejde.  Vi kan blive trætte af
vores familie.  Men Jesus giver os kraft på ny. Jesus bliver ved
med at give os ny tro.  Han vil stadig kendes ved os.  Han har
valgt os og fortryder ikke sit valg. Vi kan jo gå og blive så
vant til os selv og dem vi er sammen med og tænke, det er ikke
noget særligt det hele og man kan ønske sig langt væk også fra
sig selv.  Men Jesus siger at han har valgt os. Jesus har valgt
os som dem, han vil gøre alt for, endda give sit liv.  Jesus har
givet sit liv for os.  Og det gør man kun for sine bedste venner.
Så meget regner Jesus os.  Når han er vores hyrde, må vi vide, at
vi er på rette vej, selv om vi kan være i tvivl om det.  Jesus
går selv med os.
     Med sin hjælp vil Jesus ikke gøre os til ufrie får, men til
frie mennesker, som tager vare på hinanden. Han vil gøre os frie
endda over for døden.
     Og hvad enten vi er børn eller unge eller voksne, skal vi
have hjælp til at blive frie. Der er så meget vi kan frygte, om
vi kan få et arbejde, om vi man kan skabe os en tilværelse.  Alt
det som vi frygter kan gøre os ufri.  Jesus hjælper os, ved at
give os en uovervindelig tro på, at det hele nok skal gå. Endda i
døden, hvor vi ellers selv må sige, at der intet håb er, der
giver Jesus os håb. Og døden er jo det værste vi kan komme ud
for.  Når Jesus selv kan hjælpe os der, hvor meget mere så ikke i
alle de andre vanskeligheder vi møder.
     I salmen i det gamle testamente står der: selv om jeg går i
mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig.

ny prædiken

     Jesus brugte billeder, når han fortalte om Gud og om sig
selv. Og billederne hentede Jesus to steder, fra hverdagen og fra
bibelen.
     Det kan vi også se her i dag, når Jesus taler om hyrden og
fårene og ulven.  Det kendte jøderne både fra deres hverdag og
fra bibelen.  Hver landsby havde flere hyrder, som passede
dyrene. Hyrden kom om morgenen og samlede dyrene sammen og drev
dem ud til græsning. Flere steder i bibelen blev ordet også
brugt.  Det mest kendte er i en salme i det gamle testamente.
Dér står: Herren er min hyrde.  Dér er det altså Gud selv som er
hyrden.
     Når Jesus talte om en hyrde, så tænkte hans tilhørere på en
mand, som det var vigtigt man kunne stole. Landsbyen gav jo alle
deres dyr i hans hånd.  Hvis han løb sin vej, så ville landsbyen
miste alle deres dyr. Det var vigtigt at hyrden var påpasselig og
omhyggelig og så efter dyrene.  Men Jesu tilhørere kom også til
at tænke på Gud, når de hørte ordet hyrde.
     Nu var der nok mange af tilhørerne, som gerne lyttede til
Jesus og syntes han var en lærd mand, som kunne svare på mange
spørgsmål. De stolede på ham og mente at de helt trygt kunne give
sig selv i hans hånd, og at han var en god mand, som kunne lede
dem.  Men når han sammenlignede sig selv med Gud, så havde de
fleste af tilhørerne svært ved at følge hans tankegang.  En jøde
mener nemlig, at Gud er meget højt hævet over os mennesker.  En
jøde mener at det er en forfærdelig tanke, hvis et menneske
sammenligner sig selv med Gud.  Der er faktisk dødsdom for at
gøre det. Man sagde det var gudsbespottelse, blasfemi. Og netop
det blev Jesus dømt for. Da han blev dømt til døden, var et af
anklagepunkterne at han havde kaldt sig selv Guds søn.  Når Jesus
i stykket i dag taler om sig selv som den gode hyrde, så tænkte
tilhørerne, -hvor godt de end kunne lide ham - så følte de, at
han gik lidt for langt.
     Men endnu værre blev det, når han sagde, at han var den gode
hyrde fordi han ville sætte sit liv til for fårene.  Selv vi kan
høre det selvmodsigende i det billede, at en hyrde giver sit liv,
for at fårene kan leve. For det første er en hyrdes liv mere værd
en nogle dyrs, for det andet hvordan skal dyrene klare sig, hvis
hyrden er død.  Der er et brud i det billede, som Jesus bruger.
Men det var endnu mere ulogisk for en jøde.
     I påsken havde jøderne nemlig to skikke, som lignede det
Jesus talte om.  Den ene skik bestod i, at den øverste præst
lagde alle folkets synder på et dyr, som så blev drevet ud i
ørkenen for at alt det forkerte folket havde gjort i årets løb
kunne forsvinde sammen med dyret. Det kender vi også fra ordet "
syndebuk". Det betyder, at én bliver udpeget til at tage skylden,
og tit er det uretfærdigt, men det er for at de andre kan slippe
fri for ansvar og man kan få fred. Jødernes skik var altså, at et
dyr døde for at folket kunne leve. Der var en anden skik ved
påsketid, som bestod i, at man slagtede et lam og holdt fest. Man
mindes dengang, da jødefolket blev frelst fra slaveri og død i
Ægypten. Påskelammet mindede dem om, at de var frelst.
     Når Jesus talte om hyrden, som giver sit liv og dør, så
måtte jøderne komme til at tænke på deres to påskeskikke, hvor
det jo var dyr, som døde.  Jesus sagde med sit billede, at han
var både var en hyrde og et får, og at han tog fårets skæbne på
sig, nemlig ved at give sit liv.
     De jødiske tilhørere måtte tænke, at Jesus blandede det hele
sammen og at det var helt uforståeligt, hvad han sagde.
     Vi kan også synes, det er uforståeligt, det som Jesus siger
og det som han gør. Når han kalder sig den gode hyrde, der giver
sit liv, så kommer vi også til at tænke på påsken. Det skete jo
netop i en påske, at Jesus døde.  Men hvordan kan det vise, at
han er god og at han er stærk. Hvordan kan en stærk hyrde dø som
et hjælpeløst får.
     Hvordan kan Jesus vise Guds hjælp og Guds kraft ved
at være hjælpeløs og svag, som han var det langfredag.
     Ja, det hænger jo sammen med, hvem ulven er. Hvad er det
onde, som truer os og som Jesus må beskytte os imod.  Det er
egoisme. Det onde er selviskhed.  Hvis vi ikke passer på, så har
vi tendens til at gå i ring, nemlig sådan at alt skal dreje sig
om os.  Sådan at vi går inden i vores egen lille verden.  Jesus
måtte bruge et kors for at bryde hul i den onde cirkel. Det Jesus
viste var den absolutte modsætning til egoisme. Så lidt tænkte
han på sig selv, at selv en blind kan se det. Der er vel andre,
som har ofret sig for at redde menneskeliv.  Men det er
enestående, at Jesus bad om tilgivelse for dem, som korsfæstede
ham.  Det er en enestående tålmodighed. Det er Guds tålmodighed,
Jesus viser. Med sin død viser Jesus en uselviskhed så stor, at
den bryder gennem al vores egoisme.
     Egoisme er nemlig som en ulv. Egoisme er af samme slags som
alt andet ondt: døden, sygdom, ulykke, skænderier, krig, vold.
Egoismen gør akkurat det samme som alt det andet onde, river
mennesker i stykker som en ulv, der flår i et dyr.
     Der er nogle, som har brugt det billede, at Jesus på korset
er som en lynafleder, der trækker alt det onde til sig, som det
højeste punkt trækker lynet til sig. Sådan stillede Jesus sig
frem, så det onde faldt over ham.  Man kunne også sige, at Jesus
er hyrden, som stiller sig hen som lokkemad, så egoismens og
dødens magt falder over ham og vi går fri.
     Den kærlighed viste Jesus, at han døde for egoistiske og
voldelige mennesker, som hånede ham. Jesus viste en kærlighed så
stor, at det er Guds kærlighed.  Derfor blev det onde besejret
ved hans uselviskhed: påskedag opstod han fra døden. Som
Grundtvig skriver i den salme vi skal synge om lidt "
Kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden, heller
giver du end tager, ene derfor dig behager, korsets død i vores
sted."
     Det lyder som en uforståeligt billede: den gode hyrde, som
giver sit liv.  Et sted har Jesus sagt det på en anden måde. Han
sammenlignede sig selv med et frø og sagde, at hvis ikke
hvedekornet lægges i jorden og dør, bliver det kun det ene korn.
Men hvis det dør, bærer det megen frugt.  Når Jesus giver sig
selv, er frugten: kærlighedens og livets sejr til frelse for os.
Af Jesu død vokser der en blomst op, påskeblomsten.  Den vokser
op på på Jesu tomme grav.
     Hvor uforståeligt det end lyder, billedet med den gode
hyrde, som giver sit liv, så er der en stor kraft i det som Jesus
siger og som han gør for os.  I gamle dage, når overtro og angst
blev for stor, så brugte man korsets tegn for at finde
beskyttelse og tryghed. Det behøver vi nu ikke, selv at slå
korsets tegn foran os. Det kan jo også blive til en tom skik.
Nej, det er nok, at korset blev tegnet for vores ansigt og bryst
i vores dåb. Det viser, at vi lever under den gode hyrde, som har
givet sit liv for os, så intet ondt skal gøre os bange.