Stikord 2. påskedag 1

Jesus selv kom hen til dem....   Det er evangeliet 
i en sætning.

Jesus skaber troen ved at komme til os. Han er 
altid samtidig med os. Han er ikke død og borte. 
Netop ved at dø og opstå er han nu ikke mere bundet 
til tid og rum.
Han forsvandt men er nu evigt nær.

Når troen er lunken og ilden slukket trænger vi 
til at vi atter ser at han bryder brødet og er 
sammen med os.

Nadveren er så central, fordi du der ser ham som 
han kun kan ses: den, der giver sig selv.

Nadveren er indbegrebet af fællesskab med den opstandne. 

Emmausoplevelsen hører sammen med skærtorsdagsoplevelsen.

Han kendes og ses ikke af den, der forlanger at 
se ham, eller at se et bevis fra hans hånd.
Han ses og kendes af den, der ikke ser ham.
Da åbnedes deres øjne.... og de så ikke, men troede!

Tro er at åbne sig. Men vi lukker af med vor fornuft 
og andre redskaber for at holde verden og al dens 
mangfoldighed ude.

Når Han har sagt at Han er med os alle dage; så er 
Han det selvfølgelig også! Basta!