3. søndag efter påske
699,190,28,337,204

     Der er en stor sammenhæng mellem nt og gt. Og vi ser
det i dag. I GT står der om et kort øjeblik, hvor Gud
skjuler sig for sit folk. Og Jesus taler i NT om en kort
tid, hvor disciplene vil føle, at han har skjult for 
dem. Men der er forskel i begrundelserne i GT og NT. Gud
skjuler sig for sit folk, fordi Gud er vred på dem, Gud er
overstrømmende vred og vil straffe dem, og det skyldes, at
folket havde vendt sig fra Gud for at dyrke mere
forståelige og synlige guder.
     Der er også tidspunkter i vores liv, hvor vi kan
føle, at Gud har vendt sig fra os, at Gud er
overstrømmende vred på os, ja så vred, at alt bliver tomt
omkring os, som om vi ikke kan trække vejret. Og vi tænker
om Gud vil straffe os, for noget vi har gjort.
     Men sådan må vi ikke tænke. Det har Jesus sagt. Når
Jesus forudsiger, at disciplene ikke skal se ham en kort
tid, så er det langfredag og påskelørdag han taler om. Og
da er begrundelsen ikke, at Jesus skjuler sig for os, men
at Gud lægger al vrede og straf på ham, så Jesus er
fuldstændig skjult af mørket.
     GT og NT er enige om, at Guds vrede kun varer en
kort tid. og så viser Gud en endnu mere overstrømmende
barmhjertighed, ja, at den er evig. Men Jesus siger, at
han tager Guds vrede, Gudsforladtheden på sig.
     Jesus siger ikke, at han tager smerten og sorgen fra
os. Men han siger, at vi aldrig må tro, at Gud har vendt
sig fra os og skjuler sit ansigt for os. Smerte føler vi,
fordi der er synd og ondskab og død i vores verden. Men vi
må aldrig tro, at det er Gud, som straffer os. Gud har
lagt al straf på sin søn Jesus, og det var jo, fordi Gud
vidste, at Jesus var stærk nok til at bære al straffen væk
fra os. Eller vi kan også sige, at Gud pålagde Jesus den
værste skæbne man kan tænke sig og oprejste ham fra de
døde, for at vi kan gå i Jesu fodspor. Også hvis vi skulle
komme så langt ud, at vi føler, at vi er bundet på hænder
og fødder som en korsfæstet, også selv om vi skulle føle
so forladt og alene, som Jesus der hang på korset, så må
vi vide, at det ikke er det sidste, for Jesus opstod
påskemorgen, og det gjorde han ikke for sin egen skyld,
det gjorde han til håb for os.
     Jøderne ville gerne have synlige guder, guldstatuer,
som strålede af en glans, enhver kunne se med sine øjne.
Sådan ville vi også gerne have en strålende verden, et
glansfuldt liv uden problemer.
     Men for det første er Gud ånd, Gud kan ikke blive
synlig som vi gerne vil have det. Men Gud lader sig se, på
en endnu mere herlig måde en vi kan forestille os. Gud
viser troskab, giver fred og barmhjertighed, ja en evig
glæde. Gud har medlidenhed med os og tålmodighed og
overbærenhed. At være sammen med Gud kan fylde os mere med
herlighed end alt det strålende og glansfyldte vi kan
tænke os.
     For det andet er vores liv ikke som en statue, der
står stille. Og vi er ikke statuer, som kan holde op med
at bevæge os, i det øjeblik, hvor vi synes livet er
lykkeligt. Det tænker vi nok tit, når vi er rigtig
lykkelige: Bare dette øjeblik kunne vare ved.
     Men Jesus vender det om. Han siger, at smerten og
sorgen kun vil vare et øjeblik, så skal vores hjerte glæde
sig, og ingen skal tage vores glæde fra os. Det er det
evige livs glæde Jesus taler om, at vi skal være sammen
med ham og med Gud. Vi skal se Jesus. Jesus er gået i
forvejen til himlen og har gjort en plads rede for os, og
han kommer igen og tager os til sig, for at vi også skal
være, hvor han er.
     Det evige himmerige er vi ikke i nu. Vi venter stadig
på Jesu genkomst.  Men Jesus er i ånden hos os. Han har
selv sagt: Hvor to eller 3 er samlet i mit navn, er jeg
selv til stede. Og hvor Jesus er, dér er himmeriget, et
skjult himmerige. Vi kan ikke se det som en gylden statue,
men vi kan mærke himmeriget i vores hjerter, som en glæde
ingen kan tage fra os.
     Det vi mærker nu i glimt i vores samvær i
gudstjenesten og også i hverdagen, når vi er fyldt af
kærlighed. Det bliver til en evig glæde ved opstandelsen
fra de døde. Det ser vi frem til. Det vil ophæve al den
sorg og smerte vi kan føle nu. Vores sorg skal blive til
glæde.
     Jesus taler helt forskelligt fra os. Hvor vi føler,
at livet og lykken er meget skrøbelig, og i perioder kan
vi være bange for, at det hele pludselig vender. Dér taler
Jesus om livet og lykken som det sikre. Jesus siger, at
det som vender, er sorgen, den vender til glæde.
     Jesus er nødt til at fortælle os det, for det er en
tanke eller en tro vi ikke kan komme frem til selv.  Jesus
giver os et håb, der er så stærkt, at vi kan holde os til
det, selv i de mest sorte timer i vores liv.
     I den salme vi skal synge sidst i gudstjenesten i dag
sammenligner Grundtvig påskemorgen og vores opstandelse
med foråret. Som blomster alle står i flor, som skoven
grønnes, kornet gror ved vårens kræfter milde, så
blomstrer alt i Jesu navn, for Jesus er dødens overmand.
     Langfredag og påskedag tager den smerte fra os, den
tvivl, som opstår når livet pludselig forsvinder, den
tvivl om livet har nogen blivende værdi.  Jesu opstandelse
tager den tåge fra os, som døden kaster ind over vores
virkelighed.  Jesu opstandelse giver os glæden og troen på
livet tilbage, så alt bliver lige så friskt og grønt som i
foråret.
     På trods af døden kan vi synge glade forårssange, for
Jesu opstandelse har vist os at sorgen kun skal vare en
kort tid, og da skal evig glæde følge, en glæde, som ingen
kan tage fra os.
     Det som vores forstand og al menneskelig fornuft
siger er umuligt at forandre, sorg og tab. Det siger Jesus
skal blive til glæde. Den, som vi mistede, skal vi få
igen. Den, som vi sørgede over, skal vi tale med igen og
aldrig skilles fra. Jesu opstandelse gælder jo ikke kun
ham selv. Det er ikke kun ham, vi har mistet, og som
kommer til os igen. Nej, Jesus går gennem langfredag til
påskemorgen, for at vi skal gå samme vej med vores kære.
Jesus har banet en håbets vej gennem sorgen for os.  Det
er som en kort tunnel, en kort tid, vi går gennem:
opstandelsens lys kan vi se forude.

ny præd

     Jesus taler med sine disciple. Det er kort før hans
død og opstandelse.  De forstår ham ikke. Sådan var det
mange gange. Når Jesus fortalte sine lignelser, står der
også flere gange, at disciplene ikke forstod ham. Når
Jesus gjorde sine undere, undrede disciplene sig ligesom
de andre tilskuere.  Men det gælder endnu mere op til
langfredag og påskedag, at disciplene intet forstod.
     Men selv om deres forstand stod stille, så stod deres
hjerte ikke stille. De var kede af det. De sørgede
langfredag. Sådan som vi gør, når en af vores kære er
døde.  Vi sørger over det tab vi har lidt, at vi har
mistet en, som vi gerne ville være sammen med. I sorgen er
der også frygt. Vi er ikke kun bange på vores egne vegne.
Vi er bange på den dødes vegne. Hvad skal der nu ske med
ham eller hende. De er gået ind i en tåge, som er
uhyggelig.  Og vi er bange på livets vegne. Det ryster
livet i dets grundvold, at et menneske pludselig ikke er
mere. Hvad er så livet. Når der kan ske noget så
uhyggeligt, at livet pludselig forsvinder, har livet så
nogen blivende værdi.  Døden kaster en tåge ind over vores
virkelighed, så den smuldrer i kanterne.  Det er en
følelse man ikke kan beskytte sig i mod. Jeg hørte det
engang sagt sådan: hvad hjælper det at gå med skudsikker
vest, når døden sidder i hjertet.  Men sorg er mere en
frygt. Sorg betyder, at tabet er sket og at det ikke kan
ændres. Det siger vores forstand os. Man må lære at leve
med sorgen.  Det siger ordsproget os.
     Men Jesus siger noget andet.  Han siger, at vi er
fulde af spørgsmål, når vi står over for døden. Han siger,
at vi skal græde og klage. Døden er ond. Døden er ond mod
den, som dør og forsvinder. Døden er ond mod os, som står
tilbage og er alene. Døden er ond mod livet, fordi den
benægter livet.  Men Jesus forklarer os, at sådan vil det
kun være en kort tid. 7 gange står det ord, en kort tid, i
vores prædikestykke. Det er hovedordet i dag, en kort tid.
Når vi går hjem i dag, skal vi huske det ene ord: en kort
tid. Og det er vel at mærke, døden, det onde og sorgen,
der skal kun vil vare en kort tid.  Ellers siger man jo
altid, at det er livet som er kort. Selv når det er en 90-
årig, som dør, så føles menneskelivet kun så kort. Men
Jesus siger, at det er døden, som kun varer en kort tid.
Det er livet, som er evigt. Det er glæden som er evig. Det
er påskebudskabet til os.
     Jesus siger det helt umulige. Han siger: I skal
sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Det er et
under. Det som vores forstand og al menneskelig fornuft
siger er umuligt at forandre, sorg og tab. Det siger Jesus
skal blive til glæde. Den, som vi mistede, skal vi få
igen. Den, som vi sørgede over, skal vi tale med igen og
aldrig skilles fra. Jesu opstandelse gælder jo ikke kun
ham selv. Det er ikke kun ham, vi har mistet, og som
kommer til os igen. Nej, Jesus går gennem langfredag til
påskemorgen, for at vi skal gå samme vej med vores kære.
Jesus har banet en håbets vej gennem sorgen for os.  Det
er som en kort tunnel, en kort tid, vi går gennem:
opstandelsens lys kan vi se forude.
     At det virkelig er os og vore kære, som Jesu
opstandelse kaster lys ind over, kan vi se af billedet med
den fødende kvinde.  Det er et citat fra Det gamle
Testamente. Jesajas skriver om Guds folk: Herre, i nøden
søgte de dig.  Som den gravide, der er ved at føde. Vi er
svangre og vrider os. Dine døde skal blive levende, de
dødes legemer opstå. De, som hviler i støvet, skal vågne
og juble. Mit folk, gå ind i dit kammer og luk dine døre
bag dig. Hold dig skjult en kort tid, til vreden er draget
over. For Herren går ud fra sin bolig for at straffe
menneskenes synd.
     At Jesus virkelig tænker på det sted hos Jesaja, kan
man også se af, at hovedordet i vores prædikestykke også
står hos Jesaja, en kort tid. Vi skal ind i vores kammer
og lukke døren bag os, men det varer kun en kort tid. I
kammeret skal vi selvfølgelig bede til Gud. Det er det
eneste vi kan gøre over for døden, at bede til Gud i vores
ensomhed.  Men det vil kun vare kort tid. Så vil de døde
blive levende, De, som hviler i støvet, skal vågne og
juble.
     Der er mange tråde, som gennemvæver vores bibel. For
Jesajas henviser i virkeligheden til en endnu ældre
begivenhed, til flugten ud af Ægypten.  Da gik jøderne ind
i deres huse og holdt påskefest med stegt lam og usyret
brød og urter, og i den nat ramte Guds vrede ægypterne og
alle de førstefødte sønner døde. Men jøderne blev frelst,
fordi de havde smurt blod fra lammet på dørstolpen til
deres hus, og dødens engel så tegnet og gik forbi.
Jøderne var i deres kammer en kort tid, indtil vreden var
draget over. For Herren gik ud fra sin bolig for at
straffe ægypterne.
     Der er mange tråde i bibelen, så den gennemvæves af
sammenhæng på kryds og tværs.
     Men der er også en forskel mellem den første påskenat
og den påske, hvor Jesus døde og opstod.  Jøderne, som
troede på Gud, blev frelst den nat, da Guds vrede ramte
på de vantro ægyptere.  Men døden kom senere til hver af
dem.  Da Jesus døde, faldt Guds vrede på ham, for at alle
vantro, både ægyptere og jøder og danskere, som holder sig
til Jesu kors, kan blive frelst fra døden. Og Jesu kors
gør, at døden ikke kan skade os, eller kun kan gøre det en
kort tid, så vil vi opstå til en glæde, som ingen kan tage
fra os. Dødens engel kan ikke skade os, kan aldrig skade
os, fordi vi også har blod fra et lam. Det er Jesus.  Det
blod giver han os, ikke til at smøre udenpå vores huse,
men til at drikke i nadveren. Han giver os sit blod i
vores indre, i vores hjerter, hvor døden kommer fra.
     Den første påskenat var der forskel på jøderne og
deres fjender, ægypterne. De første blev frelst, de sidste
straffet. Den påskenat Jesus død og opstod, da er der
ingen forskel på mennesker. Vi er alle fjender af Gud.
Men straffen falder på hans søn, så vi, der ikke har
fortjent det, bliver frelst fra døden.
     At det er døden og djævelen, som rammes langfredag og
påskedag, kan vi også se det sted hos Jesaja, som Jesus
henviser til i dag. Lige efter, at Jesaja har talt om den
fødende kvinde og om at de døde skal opstå, så står der:
På den dag hjemsøger Herren med sit hårde, stærke sværd
slangen, den bugtede slange og ihjelslår dragen i havet.
På den dag skal man sige: syng om en liflig vingård. Jeg,
Herren, jeg er dens vogter.
     Og slangen er jo netop døden og djævelen. Langfredag
og påskedag rammer Guds vrede døden og det onde, som har
ødelagt paradiset. Slangen hører vi jo første gang om i
fortællingen om Adam og Eva. Da Jesus døde og opstod, da
rammes alt det, som har ødelagt Guds gode skabning. Da
kommer pardiset tilbage, en liflig vingård, Guds rige,
hvor Gud selv er vogteren. Han vogter sit rige mod alt
ondt.
     Langfredag og påskedag tager den smerte fra os, den
tvivl, som opstår når livet pludselig forsvinder, den
tvivl om livet har nogen blivende værdi.  Jesu opstandelse
tager den tåge fra os, som døden kaster ind over vores
virkelighed.  Jesu opstandelse giver os glæden og troen på
livet tilbage, så alt bliver lige så friskt og grønt som i
begyndelsen, da Gud skabte himlen og jorden og Edens have.
Efter påske kan vi igen synge gode sange om livet. Som
Esajas skriver: syng om en liflig vingård. Påskemorgen
sker samme livsbekræftende under som ved skabningens
begyndelse.  Johannes Johansen skriver endda i en salme,
at Gud selv sang på livets første dag. Johannes Johansen
skriver:

Gud synger, mens han sætter
forsigtigt alt på plads,
planeter, måner, stjerner,
som om de var af glas.

Han synger, så det grønnes,
det store tørre land.
Han lader himlen blåne
og spejle sig i vand.

     På trods af døden kan vi synge sammen med Gud, for
Jesu opstandelse har vist os at sorgen kun skal vare en
kort tid, og da skal evig glæde følge, en glæde, som ingen
kan tage fra os. Vi kan synge, som vi gjorde i begyndelsen
af gudstjenesten: Jeg vil ånde luften i fulde drag, synge
Gud en sang for den lyse dag, takke ham, at morgnen mig
end er sød, at mig dagen fryder trods synd og død.



     Vor Herre Jesus, vi takker dig for, at vores sorg
skal blive til glæde.  Vi takker dig for, at det kun skal
vare en kort tid, så skal de, som hviler i støvet, vågne
og juble. Vi takker dig for, at din opstandelse giver os
glæden og troen på livet tilbage, så alt bliver lige så
friskt og grønt som i begyndelsen, da Gud skabte himlen og
jorden og Edens have.  Amen.