2. søndag efter påske



GT-læsning: Ez.  34,11-16

Evangelium : Johs. 10.11-16

Salmer: DDS 682, 143 - 496, (178) og 26



Prædiken:



Hvordan har vi det egentlig med ledere og autoritet i dag?

Hvordan har vi danskere det med dem, der går foran og viser, hvad vi

skal gøre og hvordan vi skal takle dagligdagens mange små og store

problemer?

Tja, egentligt ikke særligt afklaret!



Vi lever jo i Jantelovens land, hvor ingen skal fortælle os, hvordan vi bør

gribe sagerne an;

- “Du skal ikke tro du er mere end os ”

- “Du skal ikke tro du er klogere end os”

- “Du skal ikke tro du kan lære os noget”.



At stå i en ledende position indebærer naturligvis, at man i forhold til

netop den rolle at lede, er mere end andre er.

Får man ansvar for andre, bør man i det mindste forsøge

at være lidt klogere end de fleste.

Og som den, der får lov til at se tingene lidt fra oven, bør lederen vel

være parat til at dele sine indsigter og erfaringer med andre - hvad skulle

han ellers? 

Men mon ikke nogle af problemerne omkring vort forhold til autoritet

og ledelse kommer af, at vi lever i en epoke, der har sat idealerne om

individet og den personlige frihed så højt, at begreberne om autoritet og

ledelse ganske langsomt er blevet udhulet?



Lad mig pege på nogle eksempler:

I folkeskolen undervisningen de senere år gennemgået grundlæggende

forandringer.

Borte er den tid, hvor læreren automatisk var en autoritet, som man så

op og hen til.

Læreren og skolen skal nemlig ikke længere lærere vore børn at begå sig

i samfundet.

Nej, men de skal i henhold til folkeskolens formålsparagraf sørge for, at

rammerne for børnenes selvstændige og individuelle læring er optimale,

hvorefter børnene af egen lyst nok skal tilegne sig det, som de synes de

hver især har brug for.



Hvorfor er det så blevet sådan?

Fordi det samfund, børnene forberedes til, er forandret.

Børn skal ikke længere overtage forældrenes verden.

De skal derimod selv finde ud af og tage stilling til, 

hvilke af de værdier, som står til rådighed, de ønsker at bygge deres liv

op på.

Vi bestemmer nemlig selv - og den virkelighed skal børn naturligvis

være gearet til at klare.

Et andet eks.: En forsker ved Århus Universitet har på baggrund af de

sidste 25 års folketingsdebat omkring religion og kirke konstateret en

afgørende ændring omkring politikkernes overordnede syn på religion.

Hvor man for 25 år siden opfattede religion og det danske samfunds

forhold til kristendom og kirke som et spørgsmål, som det gav mening

at lade folketinget have en holdning til, 

der opfattes dette i dag alene som spørgsmål, der angår individer og

enkeltpersoner - ikke samfundet som helhed. 

Spørgsmål af religiøs karakter er absolut “private”. 

Og for samfundets ledelse bliver det naturligvis særligt prekært, for

hvordan skal man kunne lovgive om religioner? 

Det gør man ganske vist for folkekirkens vedkommende - det skal man

jo i flg. grundloven - men hvad så med de andre, religionsfriheden og

pligten til ikke at behandle samfundets borgere forskelligt pga. deres

religion og tro?



Alene af disse årsager skal man nok ikke vente, at politikkerne i længden

vil fastholde den priviligerede stilling, som folkekirken i flg. grundloven

har i Danmark.

En særstilling, som jo netop kun er kommet i stand, 

fordi grundloven blev skrevet på en tid, 

- hvor kirkens centrale stilling som en vejviser og autoritet i samfundet

endnu var nogenlunde uantastet, 

- hvor det var den enevældige konge af “GUDS nåde”, 

der nådig gav folket den forfatning, som de ønskede.

Og så naturligvis også en tid, hvor præsten endnu var “Pastor”, dvs.

hyrde med et konkret ansvar for sin menighed og en central og ledende

stilling i samfundet som sådan. 



Men også her har pluralismen og individualismen sejret.

I dag er politikkerne og folketingsmænd som sådan ikke nogen, vi ser

op og hen til, og præsterne da slet ikke!

De er alle blevet almindelige mennesker - og godt for det!



Men spørgsmålet er nu alligevel, om vi har sluppet tanken om autoritet

og ledelse helt?

Svaret kommer naturligvis an på, hvordan man ser på det.

Vi lader os ikke længere lede af hvem som helst, 

men ledere og autoriteter har vi da mange af.

Tænk bare på alle de konsulenter, vejledere - praktiske såvel som

åndelige - , terapeuter, stylister, rådgivere, supervisorer og vismænd, vi

omgiver os med!

Tænk på de gode råd, vi får fra medierne, radio og TV!

Vejledere er der altså nok af, selvom de godt nok kun har succes, hvis

det lykkes for dem at overbevise os om deres værd, så vi vælger dem

som vores ledere og autoriteter.

Eller tænk på de, der havner i en situation, hvor de har behov eller bliver

tvunget til at modtage vejledning.

Som en graffiti med aktualitet for påsken udtrykker det:

“JESUS ER DØD -

men 30.000 sagsbehandlere har overtaget hans arbejde!”.



Hvorfor nu disse spredte glimt fra vor tids til tider inkonsekvente måde

at omgås autoritet og ledelse på?

Fordi dagens evangelium taler om hyrder og får, og dermed selv sætte

fokus på spørgsmålet om autoritet og ledelse.

  

Jesus taler om sig selv som “Den gode Hyrde”.

“Jeg er den gode hyrde. 

Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene...

Jeg kender mine får og mine får kender mig”.

Her vil jeg henlede opmærksomheden på, at når Jesus udtaler ordene

“Jeg er”, så er der tale om mere end blot et personligt stedord og et

identitetsskabende udsagnsord.

Ordene “Jeg er” har i den bibelske tradition rødder tilbage til den

beretning i 2. Mosebog, hvor israelitternes leder, Moses, foran den

brændende tornebusk får besked om med hvilken autoritet, han skal gå

til sit folk og til Farao med kravet om folkets frihed. 

Autoriteten bag dette krav er nemlig Gud selv, 

- den Gud, der om sig selv siger; “Jeg er den, jeg er”.

Dette skal Moses sige til folket “JEG ER har sendt mig....”. 



Så når Jesus i Johannesevangeliet siger “Jeg er”, så taler han med

guddommelig autoritet - som den eneste, der er sendt til mennesker med

bud fra den Gud, 

der er almægtig og himlens og jordens skaber.

Ordene har i selve deres form en egen vægt og værdi, 

og de skal ikke begrundes med andet end det, de siger.

Her støder vor tids opfattelse af autoritet og ledelse imidlertid frontalt

sammen med den bibelske tale og forkyndelse.

For hvad i alverden stiller vi op med en, der ikke blot fremlægger et

uforpligtende tilbud om rådgivning og vejledning, men direkte og uden

begrundelse fordrer at være den yderste og eneste virkelige autoritet for

os?

Ryster vi på skulderen over naiviteten bag dette krav? 

Eller lader vi os ryste af hans ord og deres konsekvenser? 

Hvem ved det?



Dog en ting står fast: Svaret giver vi selv - og ingen andre! 

Ingen vejledere og autoriteter kan i sidste ende fortælle os, hvad vi skal

gøre og sige, når vi møder fordringen fra ham, 

- end ikke præsten eller for den sags skyld; paven i Rom!

Kun vi selv kan svare for os, når Gud i Jesus taler til os og tilbyder at

være den, der vogter og leder os på vejen.



Og her viser den gode hyrde tillige, at han ikke er en magtsyg tyran, men

er bundet sig til at lede sine på den rette måde.

For den gode hyrde ser først og fremmest på fårenes tarv og frelse.

Den gode hyrde går foran og i brechen for de, der er overladt i hans

varetægt, og da det blev nødvendigt, gik han også i døden for dem 

- det er som bekendt påskens historie, vi får repeteret her. 

Men han tvinger dog ikke nogen til noget.

Han bruger ikke vold og magt for at få os til at makke ret. 

Den gode hyrde skal ikke forklare sig, forsvare sig selv eller begrunde

sin indsats med henvisning til noget som helst andet end sin gerning og

sit eget liv 

- og i dette tilfælde også sin død som følge af opgaven.

Den gode hyrde optræder ikke på anden måde end ved at være den, han

er.



Derfor ender også dagens evangelium og denne prædiken - 

forhåbentligt som alle andre prædikener - ikke blot med en mere eller

mindre sammenhængende argumentation for, hvorfor det er bedre at

lade sig lede af Jesus Kristus end af de mange andre vejledere, der stiller

sig til rådighed for os. 



Nej, det, der skal fastholdes er fordringen om, at ordene, han siger,

enten skal tages for pålydende eller for intet! 

At de enten lyder til modtagelse i tro eller til forkastelse! Og at tro Jesus

med den særlige kærlighedens autoritet, hvormed han taler, det er at

følge ham og lyde ham 

- koste hvad det vil.

Ja, det er at acceptere at være som et værgeløst får, 

hvis liv og død afhænger af, om hyrden nu virkeligt er den, han foregiver

at være.

Vil man ikke den fundamentale afhængighed, står det en- hver frit at

vælge sin egen individuelle og personlige vej.

På egen regning og risiko, naturligvis.

Men så er der ikke længere tale om, at vi mennesker på nogen måde

lever livet på samme præmisser og udgør et fællesskab om det samme

gudgivne liv.

Så er vi blot en flok forvildede individer, der farer rundt efter hver vores

personlige mål.



Her afsløres det så, hvad vi i vor blinde tro på individualismen overser, 

men som hyrdebilledet viser sig at bevare sansen for.

Er der én, der er den sande hyrde, så er han det for det fællesskab, der

har tillid til at følge ham.

Kristentro er nok et personligt anliggende, men det kan aldrig blive en

individuel og privat sag.

Kristentro har med andre at gøre - kristendom er fællesskab.

Som en af de oldkirkelige fædre siger;

“Ingen frelses alene, kun sammen med andre 

- alene og uden fællesskab går man kun fortabt”.



Ja, for hvad trøst ligger der i med Frank Sinatra at synge 

“I did it my way”, hvis jeg var den eneste, der gjorde det? 

- og end ikke kan vide, om det, jeg gjorde, var det rette?

Nej, så hellere lade det komme an på en prøve:

Lad os gøre det på hans, på den gode hyrdes måde! 

For har han trods alt ikke allerede med sit liv og død vist, 

at han ikke er en lejesvend, der svigter, når det brænder på!



Amen.