Prædiken til 3.s.e. påske - (1997)
Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge
Tekst: Johs. 16,16-22
Salmer: 819 - 190 - 642 / 279 - 204
-----
Bøn: Ikke os, Herre, ikke os, men dit navn skal du give ære, fordi dit er
riget og magten og æren i evighed.
---
Det skinner gult af glæde i øjeblikket. Det skinner gult af påskeliljer i
haverne. Det skinner gult af forsythiabuske.
Disse spinkle buskplanter, som først blomstrer gult og derefter får
grønne blade.
Forsythiabuske skal beskæres i det tidligere forår, hvor de er i fuld gang
med at skyde lange ranglede grene op i vejret og hen ad jorden.
Jeg husker en samtale, jeg havde for nogle år tilbage med en sådan
forsythiabusk, hvis grene jeg ville beskære, både de visne og de
ranglede, så busken kunne blive tættere og bære endnu flere blomster og
så samtidig forhindre busken i at blive så stor, at den voksede ind i
naboplanten.
Min samtale med forsythiabusken begyndte med, at jeg hørte den råbe
om nåde og bede om, at jeg ikke måtte beskære den eller skære i den.
Det gør ondt, sagde den, og jeg vil for alt i verden ikke lide den smerte.
Du ved jo, fortsatte den, at jeg gerne vil vokse mig høj og lang og bred.
Jeg vil overgå de andre buske i storhed og skøhed. Jo flere og længere
grene jeg får, jo flere blomster kan der tælles på mig. Og det er det, der
tæller her i verden.
Jeg husker, at jeg fik ondt af busken. Det var ondt af mig at gøre den
ondt. Det var ondt af mig at standse den i dens vækst mod himlen.
Ja, sagde den, for nu lever jeg i harmoni med mig selv. Det er det, der
gælder for mig. Du må ikke beskære mig til døde. Jeg kan klare mig
selv, men jeg kan blive bedre, bare du lader mig være i fred. Jeg må
stræbe opad og udad og finde mig selv indad.
Forsythiabusken havde nok i sig selv, tænkte først på sig selv, og hvad
der gavnede den.
Jeg kan ikke lade være med at sammenligne den holdning til tilværelsen
med den opfordring, jeg så skrevet på en plakat forleden dag. Plakaten
reklamerede for en faglig organisation, som opfordrede nye medlemmer
til at solidarisere sig med sig selv. 
Jeg stod og fik en underlig smag i munden og kunne ikke få det til at
passe. Men det må jo være tidens trend at opfordre os mennesker til at
pille os selv i navlen, kigge indad i os selv, krumme os sammen om os
selv og være os selv nok. Det man med et andet ord kalder egoisme. Det
ser ud til, at det er det, man skal friste os med i dag, for at få stemmer
og medlemmer. Når vi vender os indad i os selv for at finde os selv og
være i harmoni med os selv, må vi også åndelig talt krumme os sammen
om os selv. Og sådan kan andre ikke se vore øjne eller ansigt. Men de
andre komme os heller ikke ved. De er så dumme, alle sammen! stod der
på en tegning af en lille person, som sad inde i en kasse. 
Men så spørger jeg mig selv: Hvordan kan man solidarisere sig med sig
selv? Der må være nogen reklamefolk, som ikke kender det danske
sprog, som kommer af det franske, hvor ordet at solidarisere sig betyder
at være fælles med andre, holde sammen med andre om noget. Man kan
ikke være fælles med sig selv eller holde sammen med sig selv om noget.
Det er det rene vrøvl. 
Jeg tog saksen og begyndte at klippe i forsythiabusken. Først de visne
grene, så de friske, dem, som uhæmmet skød ud til siden og op i vejret.
Busken forbandede mig langt væk og så sin blomstringstid som en fjern,
fjern uvirkelig drøm.
Så ubarmhjertig kan livet ikke være, hviskede den, mens tårerne løb den
ned af de grågrønne grene.
Men så sang jeg en sang for den af Anne Dorthe Michelsen: “Øjet uden
tårer er det ensomste i verden, kender ikke livet, fordi det ikke kender
smerten. Øjet uden tårer er så tørt som sommerhuden, kender ikke livet
og lever stædigt uden. Øjet uden tårer går med tykke, tunge briller,
mærker ikke kræfterne og kanterne, der driller. Øjet uden tårer holder
fællesskabet nede, ejer ingenting og er bange for at lede. Øjet uden tårer
kender angsten for at falde. Øjet uden tårer er det tristeste af alle.”
Forsythiabuskens tårestrøm standsede bart. Hvad menes der med, at øjet
ikke kender livet, fordi det ikke kender smerten?
Er smerte også en del af livet?
Kan det virkelig være rigtigt, at buskelivet ikke er et rigtigt og helt liv,
hvis det ikke også rummer smerte. Jeg har da fortjent bedre, mente
busken, sådan som jeg har blomstret år efter år. Der må være en god
fortjeneste uden smerte ved at vokse og blomstre.
Jeg fortalte den, som jeg også må fortælle jer i dag, at der i øjeblikket er
et budskab i omløb, som forkynder, at det ikke skal gå os efter
fortjeneste. At det, som gør ondt i livet er en smerte til livet. Det skal
gøre ondt for at blive godt.
Det er, som Jesus fortæller det, ligesom med en kvinde, der skal føde,
og vi må tilføje, når ellers alt går, som det skal. Det gør ondt i kvinden.
Veerne presser på, og hun kan ikke standse dem. Fødselsveerne kan
gøre så ondt, at hun krummer sig sammen i smerte, og ofte er smerten
en kort stund så stor, så den overdøver forventningen om det barn, der
skal komme. 
Men når hun har født, tænker hun ikke mere på, hvad hun har lidt, af
glæde over, at et menneske er blevet født.
Når alt går, som det skal, bliver en kvinde forvandlet til mor, smerten
forvandles til glæde.
Kvinden må gennem smerten give slip på det, hun bærer i sig for at få
det igen. Og hun kan ikke lade være med at solidarisere sig med det
menneske, som bliver lagt i hendes arme.
Jesus vil med billedet af den fødende kvinde have os til at forstå, at det
er gennem smerten og ved at give slip på os selv, at vi vinder livet. 
Som disciplene, der ikke kunne forstå, at de skulle give slip på Jesus og
ikke krumme sig sammen om ham og fastholde ham hos sig, men give
slip på ham og det liv, de havde med ham for at få ham og livet tilbage,
større og fuld af glæde og med et fællesskab med ham, end de havde før,
et fællesskab uden ende.
Og det er det budskab, som er i omløb i denne tid efter påske tid.
Budskabet om, at efter livets smerte skal vi fyldes med en glæde, som vi
knapt nok kan forestille os. Men Jesu ord er troværdige om den glæde
fra ham, som skal forvandle os og vort liv. Han som kom fra død til liv.
Opstandelseslivet, som Jesus forkynder for disciplene, er budskabet også
til os om, at vi midt i livet med smerte, med trange tider og beskæring til
døden os skiller, kan vente os det bedste til sidst. Selv om vi må give slip
på livet, hvor smerteligt det end er, så er der en, som ikke slipper os,
men som har solidariseret sig med os og vor smerte over livet, vi skal
miste, for at give os livet tilbage uden smerte og i fuldkommen glæde.
I den tro kan vi sammenligne os og vor livssituation med Noa, som var
strandet med sin ark på Ararats bjerg og ikke vidste, om han var købt
eller solgt, hvorfor han sendte en due ud af arken, og den kom tilbage
med en oliegren i næbbet som tegn på, at der var håb forude, der var liv
forude. Midt i det usikre og uvisse liv var der land forude. De levende
land, Guds rige. Guds ånd kommer som en due til os med et ord fra
livets Herre. Der er håb forude. Han slipper os ikke, før vi er kommet
frelst i land.