696,6,437,553,447
671,437,553,447

     I dag er det Johannes Døberens ord, vi hører. De ord
vil vi bruge som udgangspunkt, men som alle de andre
søndage, er det Jesus vi skal høre om. I dag er det
derfor mest forskellene, som er mellem Johannes Døberen og
Jesus, som vi lægger mærke til. Det er ikke fordi jeg vil
kritisere, hvad Johannes mener. Men han er nu engang ikke
Jesus.  Johannes gør snarere klart, hvor enestående Jesus
er. På baggrund af Johannes hårde ord i dag, bliver det
endnu mere klart, hvor enestående Jesu ord er. Det er ikke
fordi jeg vil tilintetgøre Johannes. Det ville han
egentlig selv. Han siger et sted om Jesus: Han skal blive
større, jeg skal blive mindre.
     Johannes ord er meget hårde, når han siger, at øksen
allerede ligger ved træernes rod. Det betyder jo, at der
er overhængende fare for, at tilhørerne bliver hugget om,
fordi de ikke gør gode gerninger nok.  Og de kan ikke
forsvare sig med, at de er jøder og har Abraham til far.
Det eneste det kommer an på, er hvordan de lever.  Det
rammer ikke kun jøderne, men også os.  Vi kan spørge, hvad
der kommer ud af vores liv, om vi er til nogen gavn.  På
vores arbejdsplads kan vi erstattes.  Hvis vi holder op,
kommer der en anden og indtager vores plads og gør det
måske bedre end vi. I vores familie føler vi os
uundværlige, men vi kan alligevel spørge os selv, om vi er
gode nok over for vores forældre eller over for vores børn
eller over for ægtefælle og venner. Kommer der noget godt
ud af vores liv eller visner frugterne på det træ, som
vores liv er. Vil gartneren sige om os, at det træ ikke er
værd at bevare og kun optager plads i Guds verden til
ingen nytte.
     Jesus kunne også være hård. Engang han var sulten og
kom forbi et figentræ, som ikke bar frugter, forbandede
Jesus træet, og samme dag da de om aftenen kom forbi
træet igen, var det visnet. Og det var jo et tegn på
hvad Jesus mener om de mennesker, som ikke bærer Guds
frugter.  Men en anden gang fortalte Jesus en lignelse om
et figentræ som ikke bar frugt og vingårdsejeren sagde
til sin gartner: I 3 år har jeg ledt efter frugt på dette
figentræ." Og 3 år det var netop det tidsrum som Gud lod
Jesus vandre i Israel.  Men der var ingen frugter på det
træ. Fæld det, sagde ejeren til gartneren. Men han
svarede: Herre, lad det stå et år til, så vil jeg pleje
det omhyggeligt. Måske bærer det så frugt. Den lignelse
viser en stor tålmodighed. At Jesus selv vil gøre alt for
at vi kan bære god frugt. Han gør alt, for at vi skånes
og ikke bliver hugget om.
     I øvrigt taler Jesus selv i Mattæus evangeliet nogle
kapitler efter vores prædikestykke i dag, dér taler han
om gode og dårlige træer.  Det er i bjergprædikenen, som
handler om Guds bud til os.  Men dér forklarer Jesus de
dårlige træer med falske profeter, som taler forkert om
Gud og ønsker at føre mennesker vild.  Den første
betingelse for at blive et godt træ, er altså at holde sig
til Jesu ord og lade sig pleje af ham som gartneren. Og
netop i bjergprædikenen hører vi tydeligt Jesu ord om,
hvordan vi skal være.
     Vi skal ikke være supermennesker. Jesus begynder
bjergprædikenen med at tale til de fattige i ånden, de
sagtmodige, de, som sørger.  Det lyder ikke til at han
mener, vi skal være meget succesfulde og stærke, men
snarere tværtimod. Det kan man også se inde midt i
Bjergprædikenen, hvor Jesus fortæller alt det vi skal.
Det kan samles under et, at vi skal være forsonlige over
for andre. Det kan stærke mennesker ikke være. De står på
deres ret. De er tilbøjelige til at trumle andre ned. Men
Jesus siger, at vi ikke må være vrede på andre, men
tilgivende.  Jesus vil at vi skal holde sammen på trods af
alle de fejl, vi gør mod hinanden. Han siger endda, at vi
skal elske vores fjender.  Intet fjendskab må skille
mennesker fra hinanden.
     Jesus siger også, at vi ikke skal gøre vores
retfærdighed for øjnene af menneskene for at blive set.
Vi skal ikke gøre det gode, for at skille os ud fra andre,
så de kan se hvor udmærkede vi er.  Alle Jesu bud til os
har det eneste formål, at fjerne alt det, som skiller os
fra hinanden, og som gør, at nogen kaldes de stærke og
nogen de svage.  Og Jesus vil fjerne alt det som skiller
os fra Gud. Han siger, at vi må bede til Gud som til en
far, og at Gud kun vil give os gode gaver og sørge for alt
det vi bekymrer os om.
     Når vi holder os til Jesus, så ser vi, at vi ikke
skal være supermennesker for at være rigtige og
retfærdige. Man kan også se det af, at Jesus hjalp
spedalske, og lamme, og fattige. Han hjalp mennesker, som
var helt nytteløse i deres samfund. De fattige havde ikke
præsteret noget. De lamme var fysisk udelukket fra at
udrette noget. Og de spedalske måtte ikke gøre noget. De
skulle holde sig væk fra byerne. De måtte ikke være med.
Men Jesus helbredte de spedalske og de lamme og sagde til
de fattige, at de var uendelig meget værd for Gud. Jesus
helede deres liv. Alt det, som skilte mennesker fra
hinanden og fra Gud, det fjernede Jesus med mild stemme og
med mild hånd.  Jesus kom ikke med en økse, han kom med en
åben hånd fra Gud.
     Det er forskellen mellem Johannes og Jesus, at Jesus
ikke talte om en økse. Jesus talte ikke om, at Gud har en
økse i hånden, men at Gud har et kors i hånden, Jesu død,
og at Gud med det vil forsone og forene os med sig, også
selv om vi ikke er supermennesker, selv om vi er fattige i
ånden og sagtmodige og sørger over vores eget liv. Gud vil
ikke give os øksehug, men give os gode gaver, som en far
gør det. Der er nemlig et træ, som ikke kan fældes, det er
Jesu kors. Når vi vokser i skyggen af det, vil vi bære god
frugt.
     I slutningen af bjergprædikenen taler Jesus netop om,
at vi frit må bede til Gud. Og det er det eneste
lighedspunkt, der er mellem Johannes døberen og Jesus, at
Johannes med sine hårde ord vil have os til at bede til
Gud, og det skal vi ikke gøre som supermennesker, men som
syndere, der ved at vi lever mere fattigt end Gud vil.
     Men Jesus siger til gengæld opmuntrende, at vi trygt
kan bede til Gud. Bed, så skal I få. Gud er jeres Far, som
kun giver jer gode gaver. Gud er ikke en streng far, som
vil opdrage med hård hånd og giver os modgang for at modne
os.  Gud giver os ikke noget helt andet end vi beder om.
Gud giver os kun gode gaver. Også når vi har svært ved at
se det.  Men vi må tro på det.  Vi kan se det af, når
Jesus hjalp de syge, så gav han dem det de bad om,
sundhed. Han gav dem ikke noget helt andet, som han mente
var bedre for dem. Ja, det gav han dem også, nemlig Guds
tilgivelse og troen på livet.  Men det var indeholdt i
deres helbredelse.
     Derfor kan Johannes døberens hårde ord bruges i dag,
fordi de får os til at bede til Gud. Og hans hårde ord gør
også at vi ser, hvor vigtigt er det er, at vi holder os
til Jesus, vores frelser.  Jesus siger selv et sted, at
når vi bliver i ham og i hans ord, så vil vi bære megen
frugt, for skilt fra ham kan vi slet intet gøre.  Det er
ordene til os idag: at vi skal holde os til Jesus og bede
i hans navn til Gud.  Så bliver vi nemlig de mennesker,
Gud vil have, forsonlige mennesker, som ikke står på vores
egen magt, hverken over for hinanden eller over for livet,
men stoler og tror på Gud.  Det er de gode frugter,
kærlighed og tro, og dem får vi, når vi beder Gud om dem.

ny præd

930507
696,190,552,447,553.
                                   Bededag.

     Det er skrappe ord vi hører i dag på store bededag.
Det er Johannes Døberen, som taler. Hvis vi hører efter,
er det forfærdelige ord.  Først kan vi godt høre, at det
er en meget alvor sag, Johannes berører. Men hvis vi hører
nøjere efter, så ser vi, at det er en dødsens alvorlig
sag, Johannes taler om. Vi skal bære god frugt. Det er
alvorligt. Men at øksen allerede ligger ved roden af
træet, det er dødsens alvorligt. Dels kan et træ jo slet
ikke ændre sig, og da slet ikke på et øjeblik. Hvis øksen
allerede ligger parat til hug, så er der ingen redning. Så
skrapt taler Johannes. Hvad gør forbrydere, som står lige
foran henrettelse. De beder om nåde. Og mon det ikke er
det, som Johannes vil have os til.
     Det er domstale, som Johannes holder. Han vil, at
folket skal bede om nåde, bede om tilgivelse og ændre
deres liv.
     Det var alle jøderne, hvor gode og fromme de end
følte sig, at Johannes talte til, og han sagde, at det
ikke hjalp spor, hvor gode forbindelser de end havde.  Det
hjalp ikke at Abraham var deres stamfader, det hjalp ikke,
at de var i slægt med ham og var med i Guds folk.  Det
sagde Johannes. Det var hård domstale, som gjorde folk
bange. Han var det vel selv. I dag taler han om frugter,
som omvendelsen kræver. Et andet sted siger Johannes, at
han end ikke føler sig værdig at løse snørebåndet på den
store konge, som snart kommer.  Så ringe og uværdig føler
han sig, at han ikke engang må krybe hen og binde
snørebåndet på Jesus.
     Johannes var ikke kun skrap mod andre. Til dem sagde
han : I skal bære god frugt.  Øksen ligger allerede parat
til hug.  Skynd jer at omvende jer.  Nej, Johannes var
også skrap mod sig selv, så skrap, at han ikke mente han
var noget værd.  Han måtte ikke engang kravle hen til
Jesus.
     Men hvad skete der så, da Jesus kom. Ja, Der var
noget af det Johannes havde forudsagt, som gik i
opfyldelse og noget var forkert. Det rigtige var, at vi
alle står lige over for Gud, at vi alle er syndere. Der er
ingen af os, som kan sige, at vi får særbehandling af Gud
fremfor andre mennesker.  Derfor er det helt rigtigt, at
Johannes sagde til alle, at de skulle omvende sig og lade
sig døbe og bære god frugt. Johannes sagde det samme til
alle uden forskel.  Det var også rigtigt, når Johannes
sagde, at den eneste redning for os er, at vi beder om
nåde og tilgivelse.
     Men når Johannes talte om sin ringhed og uværdighed,
så tog han fejl.  Vi kan allerede se det af, at det første
Jesus gjorde var netop at komme til Johannes ved Jordan
floden og blive døbt af ham.  Det gik altså ikke i
opfyldelse, at Johannes var uværdig over for den nye konge
og skulle bøje sig dybere end støvet for ham. Nej,
Johannes fik lov til at hælde vand over den store konges
hoved.  Først ville han ikke.  Han sagde: Jeg trænger til
at døbes af dig og du kommer til mig. Men Jesus sagde, at
han skulle. Det viser jo, at Johannes ikke var så uværdig
som han regnede sig selv og andre.  Engang sagde Jesus
også, at Johannes var som en engel, der gik foran den nye
konge.  En engel, det er jo en person med magt,
overnaturlig magt og myndighed. Så højt regnede han
Johannes.  Men Jesus tilføjer, at den mindste i Guds rige
er større end døberen.
     Og mon det ikke er fordi døberen netop var for skrap.
På ham kan det ord bruges, at man skal passe på med at
dømme andre, for man bliver selv dømt med den samme dom.
Johannes talte om øksen og gjorde folk bange.  Men hvad
skete der. Jo, Johannes blev halshugget. Han fik selv
øksen at mærke.  Sådan endte hans liv. Han blev selv
hugget om. Betød det at han ikke bar frugter som
omvendelsen kræver. Betød det at han var ligesom hans
tilhørere, og at han hellere skulle have bedt om og troet
mere på Guds tilgivelse.
     Derfor er den mindste i Guds rige større end døberen,
fordi vi tror på Guds tilgivelse. At Gud vil have
tålmodighed med os, og hjælpe os til at bære god frugt.
Jesus fortalte engang en lignelse og sagde: En mand havde
et figentræ, som var plantet i hans vingård. Og han kom og
ledte efter frugt på det, men han fandt ingen. Så sagde
han til vingårdsmanden: Se i tre år er jeg nu kommet og
har ledt efter frugt på det figentræ uden at finde nogen.
Hug det om. Hvorfor skal det tilmed tage kraften af
jorden? - Men arbejdsmanden sagde til ham: Herre, lad det
stå endnu dette år, til jeg får gravet om det og givet det
gødning. Måske vil det da bære frugt for fremtiden. Men
hvis ikke, så kan du hugge det om.
     Se, det er jo en helt anden tale, end Johannes
Døberen. Hvor Johannes var dødsens alvorlig, så der næsten
ikke var redning for os.  Dér giver Jesus os håb. Hvis det
skulle gå efter den frugt vi har båret, så skulle vi
straks hugges om. Men der er én, som beder for os':
arbejdsmanden i Guds vingård, dvs. Jesus selv. Han vil
gøde og passe os, så vi kan bære god frugt.  Gødning er
der kraft i. Det som Jesus giver os, som der er en kraft
i, det er Guds ord. Det er trøst og håb, Jesus giver os.
Det er en god jordbund at gro på.  Hvis man gror på den
jord, som består af dom og frygt og straf og økse, så
visner livet hurtigt og der kommer ingen frugt.  Jesus
giver os en god jordbund, som består af tro og håb og
glæde. Det kan der gro smukke blomster i.
     Vi kender både til det døberen taler om og det som
Jesus taler om.  Vi kender til glæden, der ligner foråret,
hvor alting tegner så lyst og alting gror, så man næsten
kan se det fra dag til dag. Det er en frugtbar tid.
Biskop Johannes Johansen har skrevet sådan i en salme:
Herre, jeg er mægtig glad/ li'som lindens lyse blad/ der
blir løftet let af vinden./ Der er sol i denne stund/
sangen gror af sind og mund/ li'som fuglesang i linden.
Sådan kan vi have det, når vi er fyldt af håb og tro. Så
er frugten: glæde og sang og lys.
     Men vi kan også være fortvivlede og føle en
dødsensalvorlig dom over os, så vi må give Døberen ret, at
det hele er forbi og vi kan intet gøre for at redde os. I
biskoppens salme lyder andet vers sådan: herre, jeg er
tung og træt/ af mig selv og livet mæt/ indtil døden dybt
bedrøvet./ Uden frugt og under dom / hugges træet hastigt
om/ indtil roden er det kløvet.
     Sådan skifter vi mellem det lyse og det mørke.  Hvis
den kraft skulle komme fra os, som skulle gøre alle vores
frugter gode, så måtte vi give op, fordi alting skifter
hos os. Vi er ustabile.  Derfor er det godt, at der er én,
som ikke ændrer sig og som kan være et fast holdepunkt for
os både i angst og i glæde. Jesus siger et sted, at han er
vintræet og vi er grene. Og en gren kan ikke bære frugt af
sig selv, kun hvis den bliver på vintræet.  Sådan kan vi
heller ikke gøre noget, skilt fra Jesus. Men når vi bliver
i Jesus og hans ord bliver i os, så bærer vi megen frugt.
For kraften kommer fra ham, så vi får næring til de gode
frugter, tro og håb.
     Vinden rusker i os. Vi er ustabile.  Men når roden er
god og stammen er god, så vil også grenene bære god frugt.
Derfor må vi bede med tryghed også her på store bededag,
hvor vi ellers hører frygtelige ord. Vi må bede med samme
tryghed som biskop Johannes Johansen gør i sidste vers af
sin salme: Herre, under sang og sorg/ bor jeg i din faste
borg/ dér kan intet ondt mig ramme./ Jeg standhaftig
ustabil/ tung af gråd og let af smil/ du alene er den
samme.
     Det vi skal er altså at bede Gud om tilgivelse og at
leve i tro på Jesus og beholde hans ord i vores hjerter.
Alle dem, som tager imod Jesus, giver han magt til at være
Guds børn, sådan står der i begyndelsen af Johannes
evangeliet. At bliver døbt er at tage imod Jesus. I
stykket i dag står der, at Gud har magt til at gøre sten
til børn, at vække stenene til live, så de bliver Abrahams
børn. Jesus siger, at Gud vækker os til live, og gør os
til sine børn, ved dåben og ved troen.  Det har Gud magt
til at gøre, og det vil Gud gøre.  Og det vil Gud blive
ved med at gøre.  For Gud er den samme.  Hvad enten det er
under sang eller sorg, bor vi i Guds faste borg som hans
børn.  Dér kan ingen økse og ingen dom ramme os.  Dér kan
intet ondt os ramme, for Gud er den samme, Gud bliver ved
med at være den samme kærlige Far.