671,6,246,248,204

     Midt i prædikestykket i dag siger Jesus: Talsmanden
skal overbevise om synd og om retfærdighed og om dom.
Synden er det samme som vantro. Synden viser sig i, at
menneskene dræbte Jesus og ikke troede på ham. Hvad troede
de så på i stedet. Ja, jøderne dengang troede på loven, på
en samling regler, som skulle holdes for at man kunne være
et rigtigt menneske. Derfor mente de ikke, at Jesus var et
rigtigt menneske, for han holdt ikke deres regler. Han
overtrådte bl.a. det vigtigste bud i loven, sabbatsbudet.
Flere gange hører vi, at Jesus helbreder på en hviledag.
Og der var dødsstraf for at overtræde det bud. Derfor
mente de troende jøder, at Jesus handlede forkasteligt. Og
de kunne jo slet ikke tro på ham som Guds søn.
     Men det er ikke kun jøderne som var sådan. I dag kan
man også tale om et reglernes tyranni. Heller ikke hos os
er det muligt at se bort fra reglerne og tage menneskelige
hensyn. Også hos os er de rigtige mennesker, dem, der
opfylder samfundets spilleregler og helst gør mere end
det. Rigtige mennesker er de stærke. De svage er dem, som
ikke har evner til at klare sig, eller som ikke har
karakter til at overholde den gængse moral.
     Vantro er altså ikke det samme som ikke at have nogen
tro, men derimod at have en forkert tro. Og når det er
loven, som er ens Gud, så er det en ubarmhjertig Gud man
tror på. Det gælder vel også for vores verden, at dér hvor
den kristne tro ikke hersker, dér hersker alles kamp mod
alle og de svage har svært ved at overleve.
     Talsmanden vil overbevise verden om, at det er synd,
at tro på loven. Talsmanden må være en stærk ånd, en stærk
kraft, når den kan trænge ind til mennesker, der lever i
et så fasttømret tankesæt.
     Talsmanden vil også overbevise om retfærdighed, at
Jesus går til Faderen.  Det betyder for det første, at
Jesus er opstanden. Synden og vantroen vandt ikke over ham
langfredag, nej, tværtimod vandt Jesus. Gud oprejste ham
påskemorgen. Det viser, hvor meget mere kraft og liv der
er i troen på Jesus. Men det er nødvendigt, at
helligånden, talsmanden, fortæller os det og overbeviser
os om det.  Talsmanden giver os opstandelsesbudskabet, som
vi ikke kan sige os selv. Det er en andens tale. Og må
altid være det.  For vi tænker i helt andre baner.  Vi
tænker i det, vi kan se og mener, at det er uforanderligt.
Men helligånden viser os en helt anden verden, hvor livet
og kærligheden sejrer. Det skal befri os ud af lovens og
reglernes tyranni, at Jesus opstod fra de døde. Da brød
Jesus med den regel, at livet er forbi med døden.
     Men i ordene om, at Jesus går til Faderen, kan vi
også hører noget nyt om Gud. Det vi går frem imod er ikke
død og ophør, men vi går til vores Far.  Den vej gik
Jesus, og den vej går vi, til vores Far.  Hvor tit kan vi
ikke tænke, at det, som ligger foran os er usikkerhed og
mørke og død, men talsmanden fortæller os, at det ikke er
en ubarmhjertig skæbne eller et upersonligt væsen, som vi
skal møde engang ved slutningen. Nej, det er vores
himmelske Far. Gud står med åbne arme for at tage imod os.
Det gør en Far. Gud ser på os med kærlige øjne. Det gør en
Far. Gud vil have os hos sig. Det vil en Far.  Det er ikke
ophør og forsvinden, som ligger foran os, men derimod
himmelsk tryghed hos Gud, hvor Gud holder om os, så intet
kan rive os fra ham.
     Det er vores himmelske Far vi er på vej til. Og han
står ikke stille, han løber os imøde. Det fortæller Jesus
i lignelsen om den fortabte søn. Vi ligner den fortabte
søn. Vi kommer også langvejs fra og meget har vi været
igennem; vi har jo også tit gået vores egne veje som den
fortabte søn gjorde. Han brugte alle sine penge til
dårlige ting og endte blandt svinene. Men Faderen løb ham
imøde og omfavnede ham, selv om han sikkert så
forfærdeligt ud i tøjet.
     Talsmanden overbeviser os om, at Gud er vores
himmelske Far, som ser gennem alt det snavs, som klæber
til os. Gud ser i os sine Børn. Den fortabte søn havde
ellers tænkt at sige til sin Far: jeg er ikke værd at
kaldes din søn. Men det ville Faderen ikke høre på, så
barmhjertig og tilgivende er Gud. Også når vi føler, at vi
ikke er værd at kaldes Guds børn, må vi vide, at Gud løber
os imøde med åbne arme og omfavner os. Det fortæller
talsmanden, Helligånden.
     Talsmanden overbeviser os om, at denne verdens fyrste
er dømt. Det skal vi lægge mærke til, det er ikke os som
er fordømt. Det er denne verdens fyrste, den ubarmhjertige
lov og reglernes tyranni, som er dømt. Og dvs. jo dømt
til undergang. Ubarmhjertighedens tid er forbi.
     Synden og retfærdigheden og dommen hører vi også om i
nadveren i ordene: Den korsfæstede og opstandne frelser,
som nu har gjort fyldest for alle jeres synder, han styrke
og opholde jer i en sand tro til det evige liv. Synden
hører vi om deri, at Jesus blev korfæstet. Retfærdigheden
deri, at Jesus opstod, så syndens byrde ikke mere ligger
på os. Jesus har gjort fyldest for vores synd. Han har
båret syndens straf og angst, så vi er fri. Og dommen
hører vi om deri, at Jesus selv vil styrke og opholde os i
en sand tro til det evige liv. Og Jesu styrke ser vi i
hans opstandelse. Så stærk er hans kærlighed, at intet kan
overvinde den. Derfor må vi tro på, at han kan opholde
eller bevare os i en sand tro til det evige liv.
     Det er en stor befrielse, Jesus giver os i dag. Og
det er ellers en sort dag hans tale stammer fra. Det er
kort før hans død.  Og disciplene tør ikke spørge, hvad
der skal ske og hvor han går hen. De vil ikke af med ham.
De sørger over, at de ikke skal være sammen med ham. De
sørger, fordi Jesus havde hjulpet dem, da han var hos dem.
Og de er bange for at de ikke selv kan holde fast ved
troen, når han er væk.  Men Jesus trøster dem og os med,
at det er det bedste det som skal ske. Ja, Jesus siger
endda, Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke
bære nu. Jesus er ikke færdig med os. Jesus vil stadig
tale til os. Vi skal ikke gå i vildrede, fordi vi ikke kan
se ham. Han vil være hos os og vejlede os til sandheden og
til den rette vej.  Han vil gøre det lidt efter lidt, når
vi er modne til det og kan bære det.  Jesus ved jo, at vi
kun er svage og svagttroende mennesker. Men han forlanger
ikke mere af os end vi kan bære. Han kommer selv for at
styrke og bevare os, når vi føler os trængt af synd og
vantro i denne verden.
     Det er en stor trøst, at Jesus endnu har meget at
sige os.  Det viser, hvor højt han regner os.  Det viser,
hvor højt han elsker os. Det er jo kun nogen, man elsker,
som man stadig har noget at sige til. Og som man aldrig
bliver færdig med at tale til.
     Jesu opstandelse er bag os. Vores opstandne frelser
er hos os i sin ånd.  Og det er til Jesus og til hans Far
vi går. Alt det vi er bange for at miste og alt det vi
frygter, er ophævet, det er lagt bag os med Jesu
opstandelse.
     Talsmanden fortæller os, at alt det usikre og onde er
dømt til undergang, fordi vi har en Far i himlen, fordi vi
har en retfærdighed i himlen, som intet kan tage fra os,
og fordi vi må tro på Jesus, hvad der end sker.  Det
bliver talsmanden ved med at fortælle os, så vi hører,
at det bedste for os, det er Jesu død og opstandelse, som
frelser os fra synd og dom og giver os himmelsk
retfærdighed.

ny præd
                       4.s.e.påske.
     " Det er det bedste for jer, at jeg går bort." Sådan
siger Jesus.  Det har vi svært ved at se. Både vi og
disciplene helst ville have, at Jesus bliver hos os,
synlig og håndgribeligt.  For han taler jo om sin død,
opstandelse og himmelfart.  Han taler om, at det er det
bedste for os, det som sker. Men det har vi svært ved at
se.  I døden blev han skilt fra os.  Han hang alene på
korset. Verden skaffede sig af med ham. Ganske vist stod
Jesus op påskedag, men ingen så ham gå ud af graven; de så
ham nogle gange efter påskedag; han pludselig kom til dem.
Men himmelfartsdag forlod han dem og os og gik til Gud.
Jesus er ikke mere synlig på jorden. Han er gået bort for
så at sende Helligånden, Talsmanden til os. Og det er det
bedste.
     Det har vi svært ved at se. Som disciplene ville vi
hellere have, at Jesus var blevet her på jorden, så vi
kunne røre ved ham og se naglemærkerne i hans hænder. Det
ville overbevise os om, at han virkelig er den korsfæstede
og opstandne. Ja, måske ville vi have foretrukket, at
Jesus slet ikke var død, at han levede endnu, som han
gjorde dengang for omkring 2000 år siden.  Hvis det var op
til os, så havde vi sat en stopper for Guds
frelsesgerning, sådan som verden også forsøgte det, da den
korsfæstede Jesus. Men Gud fører sin frelsesgerning
igennem. Gud gør hvad der er det bedste for os, lige meget
hvor svært vi har ved at se det.
     Sådan vil Gud frelse os og verden: i Jesu død,
opstandelse og himmelfart, - selv om Gud ved, at vi har
svært ved at se noget godt i det.  Ved korsfæstelsen så de
mennesker som gik forbi korset kun nederlag og lidelse.
Derfor spottede nogle af dem og sagde, at Jesu kun var en
dømt forbryder. Hvor var det tåbeligt! Korset er jo netop
en dom over verden og verdens fyrste: at de ikke kunne og
ikke ville kende Gud og Guds søn. Korset er en dom over
verden, som ikke ville tage imod Guds kærlighed. Korset
viser hvor forbryderisk verden er, men også at Gud bliver
ved med at elske verden og os.  Hvor var det tåbeligt, da
de spottede Jesus.  Det var ikke ham som var den dømte,
men verden.
     Men ligeså forkert var det, når nogle sørgede og græd
over Jesu død og mente, at verden havde vundet, og at alt
det som Jesus havde gjort og sagt, nu var forgæves.  Netop
på korset vandt Jesus sejren både over verden og over
menneskers afvisning og vantro.  Så forskellig det end er:
spot og sorg.  Det kom ud på ét.  Det var lige tåbeligt og
forkert.  Det er det bedste for os, at Jesus døde. Derved
førte Gud sin kærlighed helt igennem, selv gennem døden og
selv gennem den magt, som verdens fyrste har, og som vores
vantro er.
     Hvor svært vi end har ved at se det, så var det det
bedste for os, at Jesus opstod fra de døde påskemorgen, og
at han gik til Gud, for da er det først, at troen kan
opstå i os. Da er det først, at der kommer en sprække i
vores vantro, så Jesu ord kan trænge ind til os. Det er
kun, når Jesu ord er i vores hjerter, at troen er der.
Troen kommer ikke ved noget overnaturligt og mystisk. Nej,
troen kommer alene ud fra de ord, som Jesus sagde,  da han
gik omkring her på jorden. Vi skal tro ham på hans ord.
     Når Jesus nævner Helligånden, er det altså ikke, for
at vi skal til at regne med overnaturlige og mærkelige
ting, ånder. Helligånden skal vi ikke se for os.
Helligånden hører vi på den måde, at Jesu ord taler til
os.  Helligånden er en talsmand, og den virker på den måde
at hele Jesu liv og død og opstandelse taler til os og
bliver kernen i vores liv.  Helligånden taler om Jesus, så
vi hører hvad synd og retfærdighed og dom er.  At synd er
manglende tro på Jesus, at vores retfærdighed er Jesus i
himlen, at dom er denne verdens fyrste som dømt.
     Det er det bedste, ja, nødvendigt, at den usynlige
Helligånd overbeviser os om synd og retfærdighed og dom,
for alle de tre ting er usynlige. Det har vi svært ved at
fatte. Vi vil gerne at det er synligt og håndgribeligt,
men sådan er synd og retfærdighed og dom ikke. Vi kommer
så let til at misforstå synd, så det bliver konkrete ting.
Vi bruger det i den vending, at noget er synd for et
menneske, det betyder, at der er sket noget sørgeligt, som
skader det menneske. Eller når man siger om en handling,
at den er synd, så kommer vi let til at tænke på det helt
konkrete og håndgribelige som f.eks. det at slå andre
eller at lyve eller at ødelægge andres liv.  Synd
misforstås så det særlig har med vores krop at gøre, mens
synd i virkeligheden er usynligt. Det har med vores sind
at gøre.  Vores krop er ikke syndig.  Det er vores sind,
som er det, når det præger hele vores væsen, så vi kun vil
os selv.
     Det var ikke synden, at Adam og Eva rakte hånden ud
og spiste af et æble og derved overtrådte Guds bud. Man må
ikke se deres synd i det.  For den kan slet ikke ses.  Den
var i deres sind og bestod i den tanke, at de ikke ville
være sammen med Gud, men hellere selv bestemme over deres
liv.  Og den synd havde de gjort før de rakte ud efter
æblet. Den synd havde de gjort, selv om de ikke havde rakt
ud efter æblet og spist af det.  Synden var det usynlige,
at de ikke mere ville elske Gud, men kun ville sig selv.
     Det kommer helligånden, talsmanden, for at overbevise
os om, at synd er det usynlige, når vi vil være os selv og
ikke tage imod Guds gaver og Guds kærlighed. Som Jesus
siger i stykket idag: synd er ikke at tro på ham. Det er
det bedste at Helligånden bliver ved at fortælles os det,
for ellers glemmer vi det. Det er jo så meget lettere at
holde sig til det håndgribelige og synlige. Men talsmanden
bliver ved med at tale til os om det usynlige, den
manglende tro, vantroen, som hele tiden vil snige sig ind
på os. Den skal vi vende os fra.  Vi skal i stedet vende
os til Jesus, hvor usynlig han end er.  Han er vores
retfærdighed.
     Igen er det det bedste for os og nødvendigt med en
talsmand, for at vi kan blive overbevist og tro på Jesus
som vores retfærdighed. Hvor let kommer vi ikke til at
tænke på noget helt konkret og håndgribeligt, når vi hører
ordet retfærdighed. Når et menneske er blevet mishandlet,
men får erstatning, så siger man, at retfærdigheden sker
fyldest. Eller hvis et menneske er blevet mistænkt for at
have gjort noget forkert, men så finder man den rigtige
forbryder, og den mistænkte bliver renset. Så siger man,
at retfærdigheden sker fyldest.  Eller med retfærdighed
tænker vi let på noget andet ydre: at vi lever et pænt
liv, hvor vi passer vores arbejde og lever ordentligt med
vores medmennesker, så ingen kan sige noget dårligt om os.
Og det er jo godt i sig selv. Men retfærdighed er det
ikke.  Retfærdigheden kan nemlig ikke ses.  Vores
retfærdighed er Jesus, som er hos Gud.  Vores retfærdighed
er slet ikke her på jorden. Det er nødvendigt, at en
talsmand hele tiden siger det til os, for ellers falder vi
tilbage til at ville bygge vores egen retfærdighed op, så
vi tror, at hvis vi har et fint hus og et fint liv og alt
er i orden, så er vi også retfærdige og rigtige mennesker.
Det er nødvendigt, at talsmanden , helligånden, fortæller
os, hvor meget bedre det er at have sit liv og sin
retfærdighed i Jesus i Himlen, for så kan intet jo tage
den fra os. Så kan der ske hvad der vil i vores liv og i
verden, intet af det kan tage retfærdigheden og vores
menneskeværd fra os. Vi ved, at den altid er i behold i
Himlen hos Jesus, og at den kun venter på os, så vi kan
tage den på, som man iklæder sig festtøj, når højtidsdagen
er kommet.
     Retfærdigheden er himmelsk og venter på at vi kommer
for så at dække over alt hvad der er sket med os.
Retfærdigheden er usynlig og fremtidig.  Men betyder det
ikke, at vi så skal se på verden og det håndgribelige som
noget dårligt. Hvor let kunne vi ikke komme til det. Jo,
der sker da meget godt her i verden. Her i forårstiden
skal vi ikke klage. Men hvor sikkert er det som sker,
ligger der ikke hele tiden en usikkerhed og lurer inde bag
ved og truer med at tage glæden fra os.  Vi har et liv,
men hvor længe. Det ser alle dem, som pludselig bliver
syge.  Selvfølgelig skal vi ikke male fanden på væggen,
men hvor tit ser vi ikke en usikkerhed, der ligger og
lurer på os.  Derfor er det nødvendigt og det bedste for
os, at helligånden, talsmanden, kommer og fortæller, hvor
lidt vi skal male fanden på væggen, for fanden er dømt.
Sådan står der i prædikestykket i dag: dommen er, at denne
verdens fyrste er dømt.  Det kan vi ikke selv se.  Vi ser
så let usikkerheden og det onde, som forandrer vores
tilværelse.  Men talsmanden fortæller os, at alt det
usikre og onde er dømt til undergang, fordi vi har en Far
i himlen, fordi vi har en retfærdighed i himlen, som intet
kan tage fra os, og fordi vi må tro på Jesus, hvad der end
sker. Hans ord og liv og død givet os Guds kærlighed. Det
bliver talsmanden ved med at fortælle os.  Talsmanden
maler Jesus på vores sind, så vi hører, at det bedste for
os er Jesu død og opstandelse, at den frelser os fra synd
og dom og giver os himmelsk retfærdighed.





































Vor Herre Jesus. Vi takker dig for Helligånden som du har
sendt så den taler til os i dit sted. Vi takker dig for,
at du ikke har opgivet os, men stadig har meget at sige
til os og vil sørge for, at vi når frem til hele
sandheden.  Amen.


evg. til 4.s.e.påske efter 1. tekstrække ...

                    700,258,251,248,11

ny præd

Herre Jesus. Vi takker dig for Helligånden som du har
sendt så den taler til os i dit sted. Vi takker dig for,
at du ikke har opgivet os, men stadig har meget at sige
til os og vil sørge for, at vi når frem til hele
sandheden.  Amen.


evg. til 4.s.e.påske efter 1. tekstrække ...

690,190,247,251,224































     Midt i prædikestykket i dag siger Jesus: Talsmanden
skal overbevise om synd og om retfærdighed og om dom.
Synden er det samme som vantro. Synden viser sig i, at
menneskene dræbte Jesus og ikke troede på ham. Hvad troede
de så på i stedet. Ja, jøderne dengang troede på loven, på
en samling regler, som skulle holdes for at man kunne være
et rigtigt menneske. Derfor mente de ikke, at Jesus var et
rigtigt menneske, for han holdt ikke deres regler. Han
overtrådte bl.a. det vigtigste bud loven, sabbatsbudet.
Flere gange hører vi, at Jesus helbreder på en hviledag.
Og der var dødsstraf for at overtræde det bud. Derfor
mente de troende jøder, at Jesus handlede forkasteligt. Og
de kunne jo slet ikke tro på ham som Guds søn.
     Men det er ikke kun jøderne som var sådan. I dag kan
man også tale om et reglernes tyranni. Heller ikke hos os
er det muligt at se bort fra reglerne og tage menneskelige
hensyn. Også hos os er de rigtige mennesker, dem, der
opfylder samfundets spilleregler og helst gør mere end
det. Rigtige mennesker er de stærke, som forstår at
udnytte lovene, så de får mest muligt ud af det og får
succes. De svage er dem, som ikke har evner til at klare
sig, eller som ikke har karakter til at overholde den
gængse moral.
     Vantro er altså ikke det samme som ikke at have nogen
tro, men derimod at have en forkert tro. Og når det er
loven, som er ens Gud, så er det en ubarmhjertig Gud man
tror på. Det gælder vel også for vores verden, at dér hvor
den kristne tro ikke hersker, dér hersker alles kamp mod
alle og de svage har svært ved at overleve.
     Talsmanden vil overbevise verden om, at det er synd,
at tro på loven og ikke på Jesus. Talsmanden må være en
stærk ånd, en stærk kraft, når den kan trænge ind til
mennesker, der lever i et så fasttømret tankesæt og hvor
mange ser deres fordel i, at tingene ikke bliver ændret,
for så må de jo give meget fra sig til andre.
     Talsmanden vil også overbevise os om retfærdighed, at
Jesus går til Faderen.  Det betyder for det første, at
Jesus er opstanden. Synden og vantroen vandt ikke over ham
langfredag, nej, tværtimod vandt Jesus. Gud oprejste ham
påskemorgen. Det viser, hvor meget mere kraft og liv der
er i troen på Jesus. Men det er nødvendigt, at
helligånden, talsmanden, fortæller os det og overbeviser
os om det.  Talsmanden giver os opstandelsesbudskabet, som
vi ikke kan sige os selv. Det er en andens tale. Og må
altid være det.  For vi tænker i helt andre baner.  Vi
tænker i det, vi kan se og mener, at det er uforanderligt.
Men helligånden viser os en helt anden verden, hvor livet
og kærligheden sejrer. Det skal befri os ud af lovens og
reglernes tyranni, at Jesus opstod fra de døde. Da brød
Jesus med den regel, at livet er forbi med døden.
     Men i ordene om, at Jesus går til Faderen, kan vi
også hører noget nyt om Gud. Det vi går frem i mod er ikke
død og ophør, men vi går til vores Far.  Den vej gik
Jesus, og den vej går vi, til vores Far.  Hvor tit kan vi
ikke tænke, at det, som ligger foran os er usikkerhed og
mørke og død, men talsmanden fortæller os, at det ikke er
en ubarmhjertig skæbne eller et upersonligt væsen, som vi
skal møde engang ved slutningen. Nej, det er vores
himmelske Far. Gud står med åbne arme for at tage imod os.
Det gør en Far. Gud ser på os med kærlige øjne. Det gør en
Far. Gud vil have os hos sig. Det vil en Far.  Det er ikke
ophør og forsvinden, som ligger foran os, men derimod
himmelsk tryghed hos Gud, hvor Gud holder om os, så intet
kan rive os fra ham.
     Det er vores himmelske Far vi er på vej til. Og han
står ikke stille, han løber os imøde. Det fortæller Jesus
i lignelsen om den fortabte søn. Vi ligner den fortabte
søn. Vi kommer også langvejs fra og meget har vi været
igennem; vi har jo også tit gået vores egne veje som den
fortabte søn gjorde. Han brugte alle sine penge til
dårlige ting og endte blandt svinene. Men Faderen løb ham
imøde og omfavnede ham, selv om han sikkert så
forfærdeligt ud i tøjet.
     Talsmanden overbeviser os om, at Gud er vores
himmelske Far, som ser gennem alt det snavs, som klæber
til os. Gud ser i os sine Børn. Den fortabte søn havde
ellers tænkt at sige til sin Far: jeg er ikke værd at
kaldes din søn. Men det ville Faderen ikke høre på, så
barmhjertig og tilgivende er Gud. Også når vi føler, at vi
ikke er værd at kaldes Guds børn, må vi vide, at Gud løber
os imøde med åbne arme og omfavner os. Det fortæller
talsmanden, Helligånden.
     Talsmanden overbeviser os om, at denne verdens fyrste
er dømt. Det skal vi lægge mærke til, det er ikke os som
er fordømt. Det er denne verdens fyrste, den ubarmhjertige
lov og reglernes tyrranni, som er dømt. Og dvs. jo dømt
til undergang. Ubarmhjertighedens tid er forbi.
     Synden og retfærdigheden og dommen hører vi også om i
nadveren i ordene: Den korsfæstede og opstandne frelser,
som nu har gjort fyldest for alle jeres synder, han styrke
og opholde jer i en sand tro til det evige liv. Synden
hører vi om deri, at Jesus blev korfæstet. Retfærdigheden
deri, at Jesus opstod, så syndens byrde ikke mere ligger
på os. Jesus har gjort fyldest for vores synd. Han har
båret syndens straf og angst, så vi er fri. Og dommen
hører vi om deri, at Jesus selv vil styrke og opholde os i
en sand tro til det evige liv. Og Jesu styrke ser vi i
hans opstandelse. Så stærk er hans kærlighed, at intet kan
overvinde den. Derfor må vi tro på, at han kan opholde
eller bevare os i en sand tro til det evige liv.
     Det er en stor befrielse, Jesus giver os i dag. Og
det er ellers en sort dag hans tale stammer fra. Det er
kort før hans død.  Og disciplene tør ikke spørge, hvad
der skal ske og hvor han går hen. De vil ikke af med ham.
De sørger over, at de ikke skal være sammen med ham. De
sørger, fordi Jesus havde hjulpet dem, da han var hos dem.
Og de er bange for at de ikke selv kan holde fast ved
troen, når han er væk.  Men Jesus trøster dem og os med,
at det er gavnligt det som skal ske. Ja, Jesus siger
endda, Jeg har endnu meget at sige jer, men I kan ikke
bære det nu. Jesus er ikke færdig med os. Jesus vil stadig
tale til os. Vi vil ikke gå i vildrede, fordi vi ikke kan
se ham. Han vil være hos os og vejlede os til sandheden og
til den rette vej.  Han vil gøre det lidt efter lidt, når
vi er modne til det og kan bære det.  Jesus ved jo, at vi
kun er svage og svagttroende mennesker. Men han forlanger
ikke mere af os end vi kan bære. Han kommer selv for at
styrke og bevare os, når vi føler os trængt af synd og
vantro i denne verden.
     Det er en stor trøst, at Jesus endnu har meget at
sige os.  Det viser, hvor højt han regner os.  Det viser,
hvor højt han elsker os. Det er jo kun nogen, man elsker,
som man stadig har noget at sige til. Og som man aldrig
bliver færdig med at tale til.
     Sandhedens ånd er altså Jesu egen ånd som kommer til
os.  Talsmanden leder os nemlig tilbage til den opstandne,
men da Jesus er opstanden er han også den som kommer til
os, han er hos os, og vil komme til os. Derfor kan
talsmanden fortælle os, hvad der kommer, for det er den
opstandne Kristus.
     Jesu opstandelse er bag os. Vores opstandne frelser
er hos os i sin ånd.  Og det er til Jesus og til hans Far
vi går. Alt det vi er bange for at miste og alt det vi
frygter, er ophævet, det er lagt bag os med Jesu
opstandelse.
     Talsmanden fortæller os, at alt det usikre og onde er
dømt til undergang, fordi vi har en Far i himlen, fordi vi
har en retfærdighed i himlen, som intet kan tage fra os,
og fordi vi må tro på Jesus, hvad der end sker.  Det
bliver talsmanden ved med at fortælle os, så vi hører,
hvor gavnlig Jesu død og opstandelse er, at den frelser os
fra synd og dom og giver os himmelsk retfærdighed.

ny præd
                       4.s.e.påske.
     " Det er gavnligt for jer, at jeg går bort." Sådan
siger Jesus. Det har vi svært ved at se. Både vi og
disciplene helst ville have, at Jesus bliver hos os,
synlig og håndgribeligt.  For han taler jo om sin død,
opstandelse og himmelfart.  Han taler om, at det er
gavnligt for os, det som sker. Men det har vi svært ved at
se.  I døden blev han skilt fra os. Han hang alene på
korset. Verden skaffede sig af med ham. Ganske vist stod
Jesus op påskedag, men ingen så ham gå ud af graven; de så
ham nogle gange efter påskedag, da han pludselig kom til
dem. Men himmelfartsdag forlod han dem og os og gik til
Gud. Jesus er ikke mere synlig på jorden. Han er gået bort
for så at sende Helligånden, Talsmanden til os. Og det er
gavnligt.
     Det har vi svært ved at se. Som disciplene ville vi
hellere have, at Jesus var blevet her på jorden, så vi
kunne røre ved ham og se naglemærkerne i hans hænder. Det
ville overbevise os om, at han virkelig er den korsfæstede
og opstandne. Ja, måske ville vi have foretrukket, at
Jesus slet ikke var død, at han levede endnu, som han
gjorde dengang for omkring 2000 år siden.  Hvis det var op
til os, så havde vi sat en stopper for Guds
frelsesgerning, sådan som verden også forsøgte det, da den
korstfæstede Jesus. Men Gud fører sin frelsesgerning
igennem. Gud gør hvad der er gavnligt for os, ligemeget
hvor svært vi har ved at se det.
     Sådan vil Gud frelse os og verden: i Jesu død,
opstandelse og himmelfart, - selv om Gud ved, at vi har
svært ved at se noget godt i det.  Ved korsfæstelsen så de
mennesker som gik forbi korset kun nederlag og lidelse.
Derfor spottede nogle af dem og sagde, at Jesu kun var en
dømt forbryder. Hvor var det tåbeligt! Korset er jo netop
en dom over verden og verdens fyrste: at de ikke kunne og
ikke ville kende Gud og Guds søn. Korset er en dom over
verden, som ikke ville tage imod Guds kærlighed. Korset
viser hvor forbryderisk verden er, men også at Gud bliver
ved med at elske verden og os.  Hvor var det tåbeligt, da
de spottede Jesus.  Det var ikke ham som var den dømte,
men verden.
     Men ligeså forkert var det, når nogle sørgede og græd
over Jesu død og mente, at verden havde vundet, og at alt
det som Jesus havde gjort og sagt, nu var forgæves.  Netop
på korset vandt Jesus sejren både over verden og over
menneskenes afvisning og vantro.  Så forskellig det end
er: spot og sorg.  Det kom ud på ét.  Det var lige
tåbeligt og forkert.  Det er gavnligt for os, at Jesus
døde. Derved førte Gud sin kærlighed helt igennem, selv
gennem døden og selv gennem den magt, som verdens fyrste
har, og som vores vantro er.
     Hvor svært vi end har ved at se det, så var det
gavnlig for os, at Jesus opstod fra de døde påskemorgen,
og at han gik til Gud, for da er det først, at troen kan
opstå i os. Da er det først, at der kommer en sprække i
vores vantro, så Jesu ord kan trænge ind til os. Det er
kun, når Jesu ord er i vores hjerter, at troen er der.
Troen kommer ikke ved noget overnaturligt og mystisk. Nej,
troen kommer alene ud fra de ord, som Jesus sagde,  da han
gik omkring her på jorden. Vi skal tro ham på hans ord.
     Når Jesus nævner Helligånden, er det altså ikke, for
at vi skal til at regne med overnaturlige og mærkelige
ting, ånder. Helligånden skal vi ikke se for os.
Helligånden hører vi på den måde, at Jesu ord taler til
os.  Helligånden er en talsmand, og virker så hele Jesu
liv og død og opstandelse taler til os og bliver kernen i
vores liv.  Helligånden taler om Jesus, så vi hører hvad
synd og retfærdighed og dom er.  At synd er manglende tro
på Jesus, at vores retfærdighed er Jesus i himlen, at dom
er denne verdens fyrste som dømt.
     Det er gavnligt, ja, nødvendigt, at den usynlige
Helligånd overbeviser os om synd og retfærdighed og dom,
for alle de tre ting er usynlige. Det har vi svært ved at
fatte. Vi vil gerne at det er synligt og håndgribeligt,
men sådan er synd og retfærdighed og dom ikke. Vi kommer
så let til at misforstå synd, så det bliver konkrete ting.
Vi bruger det i den vending, at noget er synd for et
menneske, det betyder, at der er sket noget sørgeligt, som
skader det menneske. Eller når man siger om en handling,
at den er synd, så kommer vi let til at tænke på det helt
konkrete og håndgribelige som f.eks. det at slå andre
eller at lyve eller at ødelægge andres liv.  Synd
misforstås så det særlig har med vores krop at gøre, mens
synd i virkeligheden er usynligt. Det har med vores sind
at gøre.  Vores krop er ikke syndig.  Det er vores sind,
som er det, når det præger hele vores væsen, som vi kun
vil os selv.
     Det var ikke synden, at Adam og Eva rakte hånden ud
og spiste af et æble og derved overtrådte Guds bud. Man må
ikke se deres synd i det.  For den kan slet ikke ses.  Den
var i deres sind og bestod i den tanke, at de ikke ville
være sammen med Gud, men hellere selv bestemme over deres
liv.  Og den synd havde de gjort før de rakte ud efter
æblet. Den synd havde de gjort, selv om de ikke havde rakt
ud efter æblet og spist af det.  Synden var det usynlige,
at de ikke mere ville elske Gud, men kun ville sig selv.
     Det kommer helligånden, talsmanden, for at overbevise
os om, at synd er det usynlige, når vi vil være os selv og
ikke tage imod Guds gaver og Guds kærlighed. Som Jesus
siger i stykket idag: synd er ikke at tro på ham. Det er
gavnligt at Helligånden bliver ved at fortælles os det,
for ellers glemmer vi det. Det er jo så meget lettere at
holde sig til det håndgribelige og synlige. Men talsmanden
bliver ved med at tale til os om det usynlige, den
manglende tro, vantroen, som hele tiden vil snige sig ind
på os. Den skal vi vende os fra.  Vi skal i stedet vende
os til Jesus, hvor usynlig han end er.  Han er vores
retfærdighed.
     Igen er det gavnligt og nødvendigt med en talsmand,
for at vi kan blive overbevist og tro på Jesus som vores
retfærdighed. Hvor let kommer vi ikke til at tænke på
noget helt konkret og håndgribeligt, når vi hører ordet
retfærdighed. Når et menneske er blevet mishandlet, men
får erstatning, så siger man, at retfærdigheden sker
fyldest. Eller hvis et menneske er blevet mistænkt for at
have gjort noget forkert, men så finder man den rigtige
forbryder, og den mistænkte bliver renset. Så siger man,
at retfærdigheden sker fyldest.  Eller med retfærdighed
tænker vi let på noget andet ydre: at vi lever et pænt
liv, hvor vi passer vores arbejde og lever ordentligt med
vores medmennesker, så ingen kan sige noget dårligt om os.
Og det er jo godt i sig selv. Men retfærdighed er det
ikke.  Retfærdigheden kan nemlig ikke ses.  Vores
retfærdighed er Jesus, som er hos Gud.  Vores retfærdighed
er slet ikke her på jorden. Det er nødvendigt, at en
talsmand hele tiden siger det til os, for ellers falder vi
tilbage til at ville bygge vores egen retfærdighed op, så
vi tror, at hvis vi har et fint hus og et fint liv og alt
er i orden, så er vi også retfærdige og rigtige mennesker.
Det er nødvendigt, at talsmanden , helligånden, fortæller
os, hvor meget bedre det er at have sit liv og sin
retfærdighed i Jesus i Himlen, for så kan intet jo tage
den fra os. Så kan der ske hvad der vil i vores liv og i
verden, intet af det kan tage retfærdigheden og vores
menneskeværd fra os. Vi ved, at den altid er i behold i
Himlen hos Jesus, og at den kun venter på os, så vi kan
tage den på, som man iklæder sig festtøj, når højtidsdagen
er kommet.
     Retfærdigheden er himmelsk og venter på at vi kommer
for så at dække over alt hvad der er sket med os.
Retfærdigheden er usynlig og fremtidig. Men betyder ikke,
at vi så skal se på verden og det håndgribelige som noget
dårligt. Hvor let kunne vi ikke komme til det. Jo, der
sker da meget godt her i verden. Her i forårstiden skal vi
ikke klage. Men hvor sikkert er det som sker, ligger der
ikke hele tiden en usikkerhed og lurer inde bag ved og
truer med at tage glæden fra os. Vi har måske et arbejde,
men hvor længe.  Det opdager alle dem, der pludselig
bliver afskediget eller sat ned i løn. Vi har et hus at bo
i, men hvor længe. Det ser alle dem, hvis hus kommer på
tvangsauktion.  Vi har et liv, men hvor længe. Det ser
alle dem, som pludselig bliver syge.  Selvfølgelig skal vi
ikke male fanden på væggen, men hvor tit ser vi ikke en
usikkerhed, der ligger og lurer på os. Derfor er det
nødvendigt og gavnlig, at helligånden, talsmanden, kommer
og fortæller, hvor lidt vi skal male fanden på væggen, for
fanden er dømt. Sådan står der i prædikestykket i dag:
dommen er, at denne verdens fyrste er dømt.  Det kan vi
ikke selv se.  Vi ser så let usikkerheden og det onde, som
forandrer vores tilværelse.  Men talsmanden fortæller os,
at alt det usikre og onde er dømt til undergang, fordi vi
har en Far i himlen, fordi vi har en retfærdighed i
himlen, som intet kan tage fra os, og fordi vi må tro på
Jesus, hvad der end sker. Så har hans ord og liv og død
givet os Guds kærlighed. Det bliver talsmanden ved med at
fortælle os.  Talsmanden maler Jesus på vores sind, så vi
hører, hvor gavnlig Jesu død og opstandelse er, at den
frelser os fra synd og dom og giver os himmelsk
retfærdighed.