Bededag (I) – Mattæus 3,1-10

I.
Bod og bedring – lover vi ind imellem hinanden. Men i reglen stikker vor
'bod og bedring' ikke så dybt. Bod og bedring er i familie med
nytårsforsætterne: de udtales med en vældig alvor i det øjeblik, de bliver
udtalt. Men de varer sjældent længe!

Bededag - eller som den tidligere kaldtes: Bods- og bededag har et
anderledes radikalt præg og radikalt indhold over sig. Ordet 'radikal'
betyder egentlig 'det som går til roden' - modsat det overfladiske og det
alt for hurtigt glemte. Det betyder det, som ikke standser, førend det er
nået helt ned til bunden. Det som tager det hele med – rub og stub. Og
radikal er Bededagen med sit kompromisløse budskab – et budskab om
omvendelse og om håb.

- Her står Johannes Døber ved Jordan-floden og prædiker sit strenge budskab
om omvendelse og bod,- ikke om en smule bod og bedring eller lidt
smålapperier hist og her. Ikke nogle småjusteringer af kursen. Men en
radikal omvendelse.

Johannes Døber – dette mærkelige menneske i enhver forstand!! Med sit
mærkelige udseende; med sin ejendommelige skarpe forkyndelse, som vi får et
eksempel på i dag. Profet kaldes han, og han taler akkurat sådan som de
gamle profeter gjorde. 

Han står på tærsklen mellem det gamle og det nye. Han står ikke blot på
tærsklen til et nyt årtusinde. Selv et årtusindskifte er ikke engang noget
særligt! Men han står på tærsklen til en helt ny tidsregning - den som
begynder med Jesus Kristus. Og på denne tærskel – tærsklen til Jesu komme -
må der gøres rent bord. Øksen ligger allerede ved træernes rod, siger han.

II.
Hos Johannes Døberen er der ikke tale om et almindeligt serviceeftersyn,
eller et kursus som de utallige, som tilbydes os i vore dage i "at der er
noget, som du skal blive bedre til", ikke "Bod og bedring". For i den
prædiken, han kommer med, handler det om intet mindre end om menneskets –
din og min - skyld,- vort grundlæggende fravær fra Gud og vort
grundlæggende frafald fra ham. Den skyld som gør, at selv om vi anstrenger
os alt det, som vi kan, og selv om vi tager os sammen, så bliver vi aldrig
vor skyld kvit. 

Vi kan ikke snakke os væk fra den. Det hjælper ikke at love bod og bedring.
Derfor har vi en bods- og bededag, hvor vi ved hjælp af Johannes Døberens
stærke prædiken bliver holdt fast på vor skyld. Da Adam og Eva spiste af
frugten på Kundskabens træ i Paradiset, var det ikke en uheldig og
skæbnesvanger fejltagelse, men det var vor egen skyldighed, det handlede
om. 

Adam og Eva gemte sig; de prøvede hver for sig at sno sig udenom; de
forsøgte, om de kunne forklare sig ud af det hele, men det var ikke muligt.
De blev fundet alligevel.

Men når vi på denne måde bliver fundet – og afsløret, da opdager vi måske
noget, som er helt og aldeles overraskende: nemlig at det kan være
befriende at være skyldig. 

Det er måske ét af menneskers største problemer i dag, at der er så få
steder, at vi får lov til at være skyldige. Alt og alle står parat til
undskylde for os og at bortforklare, så det gør helt ondt. Selv i kirken er
det ikke sjældent sådan, at vi helst ikke skal tale alt for meget om synd
og skyld. Det giver sådan en dårlig stemning, er der nogle der synes. Men
det er et menneskets adelsmærke at kunne være skyldig. Det er at tage et
menneske alvorligt.

For meningen med evangeliet er ikke at smadre os. Det er en syg tankegang,
at man kan true et menneske med bål og brand til at gøre noget godt, til at
omvende sig. Hvis vi truer med bål og brand, taler vi til menneskets
egoisme, til at redde sit eget skind. Men evangeliets mening er, at vi skal
bære gode frugter.

III.
Derfor ligger hovedvægten i evangeliet på Bededag på det håb, som det giver
os. Johannes Døber taler ikke dunder til os for at dømme os til undergang,
men han prædiker omvendelse, fordi Guds rige er kommet nær. Ja, det er nu
så nær, at vi kan røre ved det. Fordi Guds rige er kommet nær, har vi
mulighed for at begynde på en frisk, hvor alle vore muligheder er brugt op
og forspildt.

Håbet ligger i, at der er noget andet på vej, end det som vi allerede
kender.
Heri ligger også Johannes Døbers begrænsning. Han kunne sætte fingeren på
det ømme punkt. Han kunne holde op foran os, hvad der var sandt og hvad der
var falsk. Men han kunne ikke give os nyt liv.

Det nye ligger på den anden side af Johannes. Det ligger hos Ham, som vor
tidsregning er bestemt efter. Hos Jesus Kristus, som kom med Guds rige, med
den nye begyndelse,- det nye liv. Det liv skal vi ikke selv skabe os. Det
giver Han os.

Han skærer os ikke ned, for at vi skal slås til jorden.
Cisterciensermunkene havde i tidligere tid et ord, en talemåde som på latin
hed: Succisa virescit!
Det betyder 'Det som er skåret ned, grønnes atter'. Den plante, som er
beskåret radikalt, får mulighed for at grønnes igen og give nye frugter.
Det håb gives også til det menneske, som ind imellem føler, at det er
frataget alting: glæden, livsmodet og håbet.

IV.
Hvad skal vi da gøre ved de ord, som vi i dag hører af Johannes Døberens
mund. Ja, vi skal lade være med at vise dem fra os som for hårde og
ubrugelige. Vi skal lade de ord, som siges til os i dag, gå ind i os, så de
bliver til tanker, til følelser, til vilje, så at de går ud af os igen som
handlinger, som gode frugter.
Amen.

Salmer: 471 - 854 - 251 / 907 – 365 - 864 - 328   

Risskov Kirke, Bededag den 30. april 1999.