Rør ved vort hjerte, vor mund, vore hænder
med din almægtige skabende Ånd
Jesus, som dybet i hjerterne kender
læg på vort hoved din kærlige hånd. 
 
"beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det".
Det er store ord, som Jesus siger her. OG det lyder som et stort
løfte, som vi allesammen godt ved, ikke passer.  
 
De fleste af os kender til det at bede om noget, om ikke af
andet, så fra dengang vi var børn, da vi, for at prøve, kunne
bede om de mest mærkværdige ting lige fra en ny cykel, og så til
at matematiklæreren faldt død om, eller i det mindste blev
rigtig syg rigtig længe.  
 
Bageftyer måtte vi jo se i øjnene, at det ikke virkede,
heldigvis - for matematiklæreren. At vi ikke fik, hvad vi bad
om.  
Og så må man jo spekulere over, om der er sandhed i Jesu ord:
"beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det".  
 
Men faktisk, så står der ingenting om, at vi får alt dét, som vi
kan finde på at bede om. Der står, at vi får det, vi beder om i
Jesu navn.  
 
Hvis der nu er nogen, der føler trang til at prøve at bede om en
ny cykel, eller om at præsten dog endelig holder kæft, og prøver
at sætte et "det be´r jeg om i Jesu navn" bagefter bønnen, så må
i da endelig prøve. Men det virker nok heller ikke.  
 
"I Jesu navn", det er nemlig ikke et lille trylleord, der får
bønnen til at virke. Lissom et bedre Abrakadabra. Det har
ingentinfg med trylleri at gøre. 
 
Nej, det er derimod noget, der er bestemmende for bønnens
indhold.  
 
I de gode gamle dage, ja de var så gode, at folk døde af
influenza, så måske var de ikke ret gode i virkeligheden, men i
gamle dage, der hændte det jævnligt, at der kom et bud fra
kongen. Sådan et bud hed en herold. Og det var kongens dekreter
og love, som han skulle bekendtgøre.  
 
"I kongens navn" begyndte de bekendtgørelser gerne med. Og så
vidste folk, at det ikke var heroldens egen mening om
tilværelsen, som de hørte, men det, som kongen havde pålagt ham
at sige. "i kongens navn" betyder, at det er kongen, der stod
bag. Det er kongen, der havde afgjort, hvad der skulle siges.  
 
"beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det".
Sådan siger Jesus. I Jesu navn, det afgør også indholdet af,
hvad vi beder om. Da må vi bede, som Jesus.  
 
Og når Jesus bad, så skete der ofte det ejendommelige, at han
bad om, hvad han syntes - for siden at slutte bønnen med ordene
"Ske din vilje - ikke min".  
 
Så det, som vi kan bede om i Jesu navn, det er, at Guds vilje
sker. Derfor behøver man strengt taget heller ikke kende flere
bønner end fadervor, selv om det ikke skader at bede anderledes.  
 
Men hvad i alverden skulle ponten være i, at bede om. at Guds
vilje sker. Tjae. Jesus siger selv: "Bed, og I skal få, så jeres
glæde kan være fuldkommen." Det, der kommer ud af det, det er
åbenbart den fuldkomne glæde.  
 
Den fuldkomne glæde, den opstår åbenbart der, hvor vi lægger
vores liv i Guds hænder, hvor vi giver slip på selv at ville
styre og kontrollere vores liv.  
 
Jo, det stirder faktisk mod den måde, mange af os tænker på, at
vi selv skal skabe os en karriere, skabe livets muligheder, ja,
selv skabe os selv.  
 
MEn at det egentlig er rigtigt nok, det kender mange af os fra
vores eget liv. Hvis nogen spørger mig, om det lykkeligste
øjeblik i mit liv, det øjeblik, hvor min glæde var mest
fuldkommen, så er jeg ikke i tvivl om mit svar.  
 
Det var, da mit første barn blev født. Der var jeg nemlig
derude, hvor jeg intet kunne gøre; intet kunne kontrollere eller
styre. Der var jeg udleveret til større kræfter end mig selv, og
kunne jeg simpelthen bare være, og tage imod livet, øjeblikket
og barnet som en gave.  
Et andet svar, som man givetvis kan få på samme spørgsmål:
Hvornår var du mest lykkelig, det har noget med kærligheden. Når
det bliver klart, at kærligheen, som jeg ikke kan styre og Herre
over, kan gøre to til et.  
 
Det kan være det første forelskede blik fra den man elsker, hvor
man er fuldstændig udleveret. Jeg kan ikke styre, om hun elsker
mig eller have kontrol over begivenhedernes gang. Jeg må nøjes
med at være, og tage imod.  
 
Det er der nogle af jer, som er her i dag, der ikke har prøvet.
Prøv bare at spørge - det er rigtig nok.  
 
De lykkeligste øjeblikke er de, hvor man erkender, at man intet
kan gøre, men er i en større magts, i Guds hænder og kun kan
tage imod.  
 
Nu er pointen i Jesu ord om at bede i hans navn ikke, at Guds
vilje sker. Det skal den nok også gøre, uden at vi beder om det.
Og det bliver vi ikke lykkelige eller fuldkommen glade af. 
 
Nej, pointen er den, at vi skal vove os derud, hvor vi indser,
at vi jo alligevel er i Guds hånd, hvor vi accepterer, at Gud er
større end noget andet af det, vi kender til, og ghvor vi tager
imod de gaver, som Gud giver os gennem livet, med glæde, og uden
hele tiden at forvente - eller ville skabe mere - glæde. I det
øjeblik, der kan vi se, hvad glæde og lykke er. Da er glæden
ikke en stor bil, det rigtige tøj eller de rigtige meninger, for
den glæde er skrøbelig, afhængig af mange ydre ting, og kan let
gå i stykker.  
 
At vide sig elsket af Gud, at vide sig i Guds hænder, den Gud
hvis planer er lykke og ikke ulykke, fremtid og håb, det giver
den fuldkomne glæde, lykken. OG den kan ingen tage fra os.
Hverken rust, ildebrand, skift i moden eller computernedbrud.  
 
Og den glæde giver tryghed, trygheden i at være omsluyttet af en
kærlig Gud. Gud, der har vist sin grænseløse kærlighed i
Kristus. OG gennem Kristus har vist os, at hans kærlighed tåler
mennesker, præcis som de er.  
 
Og deri giver glæden frihed: For vi er elsket som vi er. Og det
betyder, at vi kan være os selv i Kristus, i stedet for at
kredse om os selv eller skabe os selv.  
 
Og glæden, trygheden og friheden i Gud giver os kraften til at
binde an med den opgave og mening, som Gud har givet vores liv:
At være Guds kærlighed for hinanden, som Kristus var det for os.
Følg ham.  
Amen
 

Thomas Feddersen
Snail mail: Sct. Clemensvej 66
DK 4760 Vordingborg