220,190,215,213,216
     Det er en mærkelig begivenhed vi hører om i dag.
Jesus farer til himmels. Men selv om der står, at
disciplene ser på det, så er der noget usynligt over det
de ser.  Der står jo, at Jesus blev løftet op, mens de så
på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Der er
noget skjult over det, som sker.
     I Det gamle Testamente hører vi engang, at der skete
noget lignende men dér fortælles det mere direkte. Det er
da profeten Elias farer til himmels.  Han sagde også til
sin lærling, at han nu skulle forlade ham, og hans lærling
Elisa blev ked af det. For at trøste ham sagde Elias: Sig
hvad du ønsker jeg skal gøre for dig, før jeg bliver taget
bort fra dig. Og Elisa svarede: Bare to dele af din ånd må
komme over mig. Og det var et ønske om at lærlingen måtte
blive som et barn af Elias og få hans arv, hans åndelige
arv, og fører hans værk videre sådan som en søn fører sin
fars værk videre. Og da skriver Det gamle Testamente, at
der kom en ildvogn og ildheste og tog Elias med, så han
for til himlen i stormvejret.
     Der er ligheder og forskelle mellem Elias og Jesu
himmelfart. Lighederne er, at disciplene også var kede af
det, da de skulle skilles fra Jesus. Men han siger også
til dem, at han vil sende sin ånd, sin kraft til dem, så
de kan fører hans værk videre. Forskellene er, at Elias
ikke døde, han for til himmels førend han skulle dø.
Jesus døde og opstod og 40 dage efter opstandelsen for
Jesus til himmels. Og det er ikke beskrevet så udførligt.
Jesu himmelfart. Der kommer ikke en ildvogn og ildheste
for at hente ham.  Der står bare, at han løftes op og en
sky skjuler ham. Det sker mere stille end i Det gamle
Testamente. Og hver gang i bibelen, hvor der fortælles om
noget usynligt og skjult, så er det, når Gud selv handler.
Det er Gud selv som løfter Jesus op.  Det er Gud selv som
er i skyen. Det er større det, som sker med Jesu
himmelfart. Og det kan man også se af, at disciplene
pinsedag ikke kun får to dele af Jesu ånd, men hele
helligånden.
     Selv om der er noget usynligt og skjult over Jesu
himmelfart så er den en ligeså stor og glædelig
begivenhed, som Jesu fødsel julenat, hans død langfredag
og hans opstandelse påskemorgen.  Og Jesu himmelfart er
omtalt flere steder i Det nye Testamente.
     Paulus skriver i Filipperbrevet, at Gud har højt
ophøjet Jesus for at enhver skal bekende, at Jesus Kristus
er Herre.  I første korintierbrev skriver Paulus, at Jesus
skal være konge, indtil han får lagt alle fjenderne under
hans fødder og den sidste fjende er døden.  Apostlen Peter
skriver i sit første brev, at Jesus er faret til himmels
og sidder ved Guds højre hånd, efter at engle og
myndigheder og magter er blevet underlagt ham.
     Når Jesus farer til himmels, så betyder det
selvfølgelig, at han ikke mere er iblandt os, som dengang
han gik omkring i Galilæa og man kunne hører ordene af
hans egen mund, eller da han efter opstandelsen viste sig
for sine venner og trøstede dem. Så man kan godt forstå,
at de var kede af det, da han blev skilt fra dem.  Men på
den anden side betyder det ikke, at Jesus nu er så langt
fra os, at han ikke mere kan gøre noget for os.
Tværtimod.  Jesus er nu den himmelske konge ved Guds højre
hånd og Jesus regerer med stor magt for at fjerne alle
fjender, og det er ikke mindst døden. Den har fået sit
første dødsstød langfredag og påskemorgen. Men den vrider
sig stadig som en slange, der har mistet sit hoved. Døden
er stadig uhyggelig. Men vi har en himmelsk konge, som har
magt til at frelse os. Døden er stadig stærk, men den er
ikke herre over os. Det er Jesus som er vores herre, og
som vi med glæde må holde os til. Det fortæller Kristi
himmelsfart.
     Det er altså forkert at se op mod himlen og ønske sig
op til Jesus, for at være sammen med ham. Disciplene havde
nok det ønske. Vi hørte jo fra alteret, at disciplene stod
og stirrede mod himlen efter Jesus, og da var der
pludselig to mænd i hvide klæder hos dem og spurgte:
Hvorfor står I og ser op mod himlen, Galilæere?  Og vi kan
svare, at disciplene nok stod og stirrede, fordi de
tænkte: hvad sker der med Jesus.  Hvor bliver han af. Og
hvad skal vi nu gøre.  Men de to mænd i hvide klæder, og
det er jo engle, de sagde til disciplene, at de i hvert
fald ikke skulle blive stående og se op mod himlen. Der
var nok at tage fat på.
     Luther skrev engang: hvorfor svæver de fleste
mennesker?  og svarede: Jo, for de vil ikke have hjemme på
jorden og der har de hjemme, men de vil gerne have hjemme
i himlen, og der har de ikke hjemme - og derfor svæver de
midt imellem.
     Men vi har fået den opgave, at føre Jesu værk videre,
hvor vi er, her i verden, og det gør vi bedst med begge
ben på jorden. Jesus giver jo selv den befaling til sine
disciple, at de skal gå ud og prædike evangeliet for hele
skabningen.  Det evangelium, som Jesus prædikede i ord og
i handling, det skal vi fører videre her på jorden.  Vi
skal lære at holde alt, hvad han har sagt, og det kan
samles i en sætning: at vi skal leve blandt mennesker og
tilgive hinanden, ligesom Gud har tilgivet os. Evangeliet
handler jo om, at Gud tilgiver os og at vi skal gøre det
samme over for hinanden.  Det er et evangelium, det er et
glædeligt budskab. Det giver os det eneste vi kan leve og
dø på, tilgivelse. Vi kan ikke leve uden.
     Det ser vi klart også i prædikestykket i dag. Jesus
kalder jo først disciplene for vantro og hårdhjertede,
fordi de ikke havde troet dem, som havde set ham efter
hans opstandelse.  Sådan er vi. Vi har svært ved at tro på
Gud og på alle de undere, som Gud daglig omgiver os med.
Vi er hårdhjertede, så vi hellere holder fast i alt det
sørgelige end overgiver os til glæden.  Sådan var
disciplene. De holdt fast i langfredagssorgen og ville
ikke overgive sig til påskeglæden. Men som Jesus havde
gjort mange gange før, sådan gør han også nu. Han tilgiver
dem deres vantro og hårdhjertethed.  Han gør det ved at
tage dem i sin tjeneste og sende dem ud med evangeliet på
sine vegne.
     Hvordan kan Jesus bruge sådan nogen som dem.  Hvordan
kan han bruge sådan nogen som os.  Det er fordi han
tilgiver os. Det skulle gøre os endnu mere egnet til at
fortælle evangeliet om Guds tilgivelse.  Det er jo vores
egen baggrund og udgangspunkt. Vores udgangspunkt er vores
egen synd og Guds nåde. Det gælder alle os kristne.
     Derfor kan vi også klart hører om det hos Paulus, i
øvrigt netop et sted, hvor han taler om Jesu opstandelse.
Det er i første korintierbrev kap 15, hvor han skriver:
Jeg overleverede jer først og fremmest at Kristus døde for
vores synder og at han opstod på den tredje dag.  Og han
blev set af apostlene.  og sidst blev han også set af et
misfoster som mig.  for jeg er den ringeste af apostlene,
ikke værdig til at kaldes apostel.  Men af Guds nåde er
jeg hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været
forgæves; jeg har arbejdet mere end de andre, dog ikke
jeg, men Guds nåde, som har været med mig.  Sådan skriver
Paulus.  Det er evangeliets kraft og virkningen af Guds
nåde, at vi som ikke er værd at kaldes Guds børn, vi er
det og vi sættes i arbejde her på Guds jord.
     Der er en stor kraft i evangeliet. Det jager alle
onde ånder væk. Når den onde ånd kommer, som hedder
fortvivlelse og sorg. Når livet bliver suget ud af os,
fordi vi sørger over alle de problemer og al den nød, som
sker tæt ved os og ude i den store verden, så det hele ser
håbløst ud. Så skal vi bare høre evangeliet og holde os
til Guds nåde, så må den onde ånd slippe os.  Og vi kan
igen tage fat på at sprede lys og håb både til andre og os
selv. Evangeliet giver os kraft til at tale med nye
tunger, også der hvor det ser ud som om der intet mere er
at sige. Også over for mørket og døden må vi tale med nye
tunger og fortælle om Jesu opstandelse og Guds nåde.  Vi
må fortælle om vores Herre i himlen, Jesus Kristus, som
sidder ved Guds højre hånd og som har magt til at frelse
os.

ny præd

     Skal vi forstå Jesu ord bogstaveligt. Ja, det skal
vi. Jesus er ikke en, som taler med for store ord. Der er
jo nogle mennesker, hvor man altid skal trække det halve
fra, når de fortæller. Jesus bruger store ord, så vi kunne
tænke det samme om ham, at ordene ikke skulle tages helt
bogstaveligt.  Men det skal de.
     Når vi har lyst til at skære ned på Jesu ord, så er
det nok fordi de indeholder en dom over os. Jesus taler om
tegn, som følger forkyndelsen af Guds evangelium. De tegn
er, at vi skal uddrive dæmoner, vi skal tale med nye
tunger, vi skal tage på giftslanger uden at tage skade, vi
skal endda drikke dødbringende gift uden at det skader os
det mindste, vi skal lægge hænder på syge og de bliver
raske. De tegn kan vi tage et for et, og så tror jeg ikke
ret mange af os kan sige, at det er sket for os. Har vi
uddrevet onde ånder.  Dem møder vi overalt, hvor sære
tanker forstyrrer menneskers liv. Og det kender vi nok
til. Hvor tit oplever vi ikke, at vi har opfundet et
problem i vores egen tankegang og vi går og grubler over
det, og så opdager vi, at det slet ikke var et problem i
virkeligheden. Det var bare sære tanker, som plagede os.
Det var som en ond ånd, der lukkede vores øjne for
virkeligheden.  Men sådan onde ånder er svære at komme af
med. Der hjælper forklaringer ikke.  Det hjælper ikke, at
man forklarer, at de sære tanker intet hold har i
virkeligheden, for tankerne har sat sig fast. Det hjalp
egentlig kun, hvis vi sagde: I Jesu navn hold op med de
grublerier. Men det siger vi sjældent til et menneske, som
har det dårligt.
     Vi kan også tage et andet af de tegn, som Jesus
nævner, der følger forkyndelsen af evangeliet.
Dødbringende gift, det tør vi ikke drikke, for vi tror
ikke vi ville overleve det.
     Når vi hører om de tegn, som Jesus nævner, så hører
vi en dom over os selv, at vores tro er lille. Men den dom
hørte de første disciple også. Jesus sagde den direkte.
Han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi
de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans
opstandelse.  Den dom gælder også os. Men når Jesus kunne
bruge sine vantro disciple og sende dem med evangeliet, så
kan Jesus også bruge os.
     Noget andet er, at man ikke kan slutte tilbage fra
tegnene til forkyndelsen. Hvis vi lagde hånden på en syg
og han blev rask, var det ikke bevis for at vi var store
kristne. Jesu modstandere kunne også helbrede, og de var
ikke kristne. Ja, de sagde, at når Jesus helbredte, så var
det bevis på, at han var i ledtog med djævelen. De tog
ikke hans tegn og undere som bevis for at Jesus kom fra
Gud. For man kan ikke slutte fra tegnene til forkyndelsen.
     Der fortælles heller ikke om kristne, som ville
bevise deres kristendom og derfor drak et glas gift, så
folk kunne se, at intet kunne skade dem. Der fortælles
ikke, at de kristne som gik ud og fortalte om Jesu
opstandelse, at de havde en pose med, som var fyldt med
giftslanger, og når folk havde hørt evangeliet og ikke var
blevet troende, at de kristne så tog giftslangerne op og
lod sige bide, som bevis på kristendommens sandhed.
     Paulus siger i øvrigt, at det ikke er alle kristne,
som kan helbrede eller tale i tunger. Han siger i 1. Kor,
at Helligånden deler ud til hver enkelt, som den selv vil.
En får den nådegave at kunne helbrede, en får kraft til at
gøre mægtige gerninger. En får den gave at prædike, en får
evnen at tale i tunger, en får evnen at udlægge
tungetalen. Jeg må hellere forklare, at tungetale er det
samme som at tale i trance, at tale begejstret og henført
i et himmelsk sprog uden jordiske ord. I folkekirken er
der ingen, som bruger den evne. Og det er måske netop på
grund af 1. Kor brev, hvor vi kan se, at det skabte store
problemer, at mange i menigheden ønskede at tale i tunger.
De mente, at det virkede meget overnaturligt og fint,
sådan at blive helt væk og glemme alt. så munden talte af
sig selv. Paulus skriver, at han hellere vil tale 5 ord,
som kan forstås, end tusindvis af ord i tunger.
     Det samme kan man også sige om helbredelser, at de
ofte skabte større problemer end de løste. Nogle gange når
Paulus havde helbredt et menneske, så troede folkeskaren,
at han var en Gud. Og Paulus måtte forklare med stærke
ord, at så havde de helt misforstået ham. Det var ikke ham
selv, der havde stor kraft, han var kun et svagt menneske.
Det er Jesus og Gud i Himlen, som vi skal tro på. Det er
evangeliet, vi skal tro på. Undere er kun tegn, som skal
vise os hen til det egentlige, at Gud vil frelse os i sin
søn Jesus.
     Men undere bliver tit misforstået som det egentlige.
Det var Jesus også ude for.  Engang han havde bespist
mange mennesker med 5 brød og to fisk; ved et under havde
han gjort at den smule mad kunne mætte mange mennesker, så
folkeskaren ønskede at han også næste dag skulle gøre det
samme, at han skulle være deres konge, og han måtte flygte
fra dem.
     Jeg er glad for, at der ikke sker mange synlige og
håndgribelige undere hos os i vores land, for de ville
skabe mange misforståelser. De ville tiltrække sig så
megen opmærksomhed, at det væsenlige helt blev glemt, at
vores frelse er troen på Jesu opstandelse. Jeg ved, at der
sker mange undere i det skjulte ved bøn og forbøn. Der er
mange, som takker Gud for, at de ved et mirakel blev
raske.  Men det kommer ikke i tv-avisen og det er godt.
Tv-avisen ville helt misforstå og fordreje det.
     Når Jesus taler om tegn, som følger forkyndelsen af
evangeliet, så skal det tages bogstaveligt. Det skal endda
tages mere end bogstaveligt. Tegnene viser nemlig hen til
noget meget væsentligt. To gange siger Jesus, at disse
tegn følger hans egen prædiken og at det er tegn på, at
himmeriget er kommet nær til os. Tegnene er nævnt i GT. De
er tegn på den nye ånd, som Gud sender til verden ved sit
riges komme til verden. Jesaja skriver: På den dag skal de
døve høre, hvad der står i bogen, og de blindes øjne skal
se trods mulm og mørke.  De hjælpeløse skal igen glæde sig
over Herren, de fattige skal juble over Gud.  Jesus siger,
at nu sker det: helbredelse af døve og blinde og
evangeliet, som forkyndes for fattige. For i Jesus sender
Gud en ny ånd til verden, en ånd, som skaber frihed og
glæde. Og den glæde er til alle små mennesker.
     Når Jesus nævner tegnene også på Kristi
himmelsfartsdag, så viser det, at den nye ånd virker i de
kristnes forkyndelse. Også vi skal give glæde til alle små
og fattige mennesker. Og vi må gøre det selv om vi også er
små og svage. For det er Gud og Guds ånd vi alle må stole
på.  Ingen af os er overmennesker og skal heller ikke være
det.
     Mens Jesus gik omkring i Galilæa og prædikede, skete
det engang, at han sendte disciplene ud på egen hånd for
at de skulle prædike, og de kom tilbage og fortalte
begejstret om alle de undere som var sket, når de talte om
Guds rige til mennesker. Og Jesus sagde: " Jeg så Satan
falde ned fra himlen som et lyn. Se, jeg har givet jer
magt til at træde på slanger og skorpioner og magt over
hele fjendens styrke, og intet vil kunne skade jer."
     Det gælder også på denne Kristi himmelsfartsdag. Vi
må ikke føle det onde som en knusende magt, der hænger
over os. Satan er styrtet fra sin trone. Det er Jesus, som
har himmelsk magt. Derfor skal vi ikke være bange.  Ja,
Jesus selv virker med i evangeliets ord, så de skaber
glæde og frihed i vores hjerter.