5. søndag efter påske 1999



GT-læsning: Jer. 29, 11-13a.

NT-læsning: Johs. 16,23b-28

Salmer: DDS 686, 550 - 552, (211 v. 3) og 493



Prædiken.



Evangeliet til i dag fortsætter de seneste søndages tale om forholdet mellem

Gud og Jesus, der billedligt fremlægges som forholdet mellem en Far og hans

søn.

Vi har hørt Jesus tale om sin bortgang, om disciplenes sorg over afskeden,

selvom Jesus lover at Talsmanden, 

Den Hellige Ånd, kommer for at træde i hans sted.

Og ligesom Talsmanden skal udfylde det tomrum, der opstår efter Jesus,

sådan taler han nu i dag om bønnen som det middel, der skal bevare og bære

fællesskabet mellem Jesus og hans disciple.



Bøn kan antage mange former.

Læser man i Israels gamle bønnebog, Davids salmer i Det gamle Testamente,

er det ikke blot slående, hvor mange, men også hvor forskellige bønnerne er.

Vi finder bønner, der udtrykker jubel og sprudlende glæde over Gud for hans

omsorg for både folket og den enkelte.

Vi finder bønner om hjælp, når folket står overfor en fjende eller når den

enkelte rammes af sygdom og lidelse.

Vi finder fortvivlede råb over, at Gud blot ser passivt til, mens mennesker er i

nød, rasende klager over, at ikke interesserer sig for sin skabning.

Og endeligt findes der bønner, der udtrykker brændende had og beder om

blodig hævn over fjenderne, så endog deres småbørn må blive smadret mod

klippen. 



Der er altså, når vi ser på disse bønner, tilsyneladende ingen menneskelige

erfaringer og følelser, intet anliggende og intet ønske, der ikke har fået lov til

at komme til udtryk gennem bønnerne fra Israels gudstjeneste.

Gudsforholdet, som det skildres gennem bønnerne, er ikke censur og politisk

korrekthed - alt var og er der plads til, 

når mennesket henvender sig til sin skaber og Gud.



Overfor denne ærlige afsløring af, hvad der også bor i os, kan vi så prøve at

sætter de fint formede og teologisk afrettede bønner, som vi bruger i vores

egen gudstjeneste 

- siger de mon alt, hvad der rører sig i os?

Eller vi kan - hvis vi tør - se lidt nærmere på de personlige bønner, vi hver

især drister os til at rette mod Gud.

Selvom også disse bønner kan indeholde alt, så tager jeg næppe fejl ved at

gætte, at disse bønner ofte drejer sig om hjælp og bistand i helt konkrete

situationerne, 

hvor man som regel selv allerede har fundet ud af, hvad Gud nu bedst kunne

hjælpe med.

Det er i det mindste ofte det motiv, som bliver angivet, 

når nogen bliver bedt om at uddybe deres bøn.

I så fald er megen bøn en fortsættelse af barnelivets naive ønskebønner -

bønner, som naturligvis ofte eller for det meste skuffes, fordi Gud ikke er en

ønskeautomat. 

På den anden side; hvis det er det, som giver mening for den bedende, så er

det altså også det, som er bøn for dem, 

og så kan vi andre godt lægge vore moralske domme væk, for Gud hører jo

nok også disse bønner.

Og det er det vigtigste;

At Gud lytter til det, der ligger os på hjertet. 

Ikke at han parerer ordrer.



I dagens evangelium henviser Jesus først til den bøn, 

som disciplene hidtil har bedt.

Indtil nu har de alene bedt deres egen bøn, men efter Jesu snarlige bortgang til

sin Far i himlen vil de fortsat kunne bede om alt, men deres bøn vil fra nu af

være præget af et nyt og anderledes fællesskab med Jesus.

Dette nye fællesskab kommer netop til udtryk gennem deres bøn, som fra nu

af sker “i Jesu navn”.

At bede i Jesu navn vil sige, at bede ud fra den nye erfaring af Gud, som Jesus

har bragt for dagen med sit liv, sin død og sin opstandelse.

At bede på den måde har sit fornemste og klareste eksempel i den bøn, som

Jesus selv lærte sine disciple at bede, 

nemlig Fadervor, men andre ord med samme holdning kan selvfølgelig også

gøre det.



Allerede ved sin henvendelse til Gud med det barnlige udtryk Abba eller

Pappa udtrykker Fadervor jo det nye og tillidsfulde fællesskab, som Jesus har

bragt i stand for os.

Bøn skal ikke være det mere eller mindre udspekulerede forsøg på at smugle

vor egen skjulte dagsorden igennem overfor Gud, men bøn skal efter hans

eksempel være bøn være uden bagtanke, en oprigtig træden frem for at lægge

alt det, der bevæger os, frem for Gud; 

alle følelser, alle ønsker og alle behov.  

For ligesom Jesus i ét og alt stod helt fri overfor sin Far, 

og Gud stod helt frit overfor sin søn, sådan skal bønnen i Jesu navn være

båret af tillid, åbenhed og frihed 

- både for den, der beder, og den, som bønnen rettes mod.

Bønnen er altså ikke resultat af tvang og pligt, men i selve sit væsen udtryk for

frihed i tanke, ord og handling.



Denne frihed hænger også sammen med et andet forhold.

Bøn er jo det, der gør menneskets fundamentale afmagt og afhængighed

synlig.

Allerede i vort daglige samvær med hinanden afslører, hvordan en anmodning

eller en bøn gør den bedende sårbar. 

Når vi beder en om noget, sker det oftest i fuld tillid til, at vedkommende -

hvis han overhovedet kan - også vil komme os i møde. Og hvis anmodningen

ikke bliver opfyldt, består tilliden fortsat, nemlig tilliden til, at der dog er blevet

lyttet til os, og at den, som vi henvendte os til, enten ikke har kunnet eller af en

eller anden grund har valgt ikke at efterkomme bønnen - eller måske vil gøre

det på en anden måde end den, vi havde forestillet os.

Hverken overfor mennesker eller overfor Gud kan vi regne med få vore

ønsker opfyldt efter deres ordlyd.

Alligevel har vi dog lov til at tro og forvente, at den er blevet hørt og forstået.



Og det er så også lige netop derfor, at den bedende har sin frihed til at bede

om alt, hvad der ligger ham på hjertet. Fordi den, som bønnen rettes imod,

står fri overfor for at imødekomme bønnen på den måde, som vedkommende

synes mest gavnlig for begge parter.

Var det ikke sådan, kunne forholdet ikke være båret af parternes gensidige

frihed, så ville bønnen være udtryk for noget helt andet - nemlig ufrihed, tvang

og manipulation.

Den bedende skulle da altid sikre sig at bede på den rette måde og om de

rigtige ting, mens den, som bønnen rettedes mod, ville være reduceret til en

automat.



Men sådan er det netop ikke.

Dette gælder i særlig grad den bøn, der bedes i Jesu navn og efter hans

forbillede.

I netop denne bøn fastholdes menneskets frihed til at være sig selv, en fri, men

afhængig skabning, der lever af det, som Gud i sin kærlighed og fulde frihed

giver os at leve af.

I dette forhold behøver man ikke at forstille sig, spille komedie eller mande sig

op roller, der ikke er hold i.

Friheden er her friheden til at være den, som man er.



Det er da på denne baggrund, at Jesus i evangeliet til i dag taler om, at enhver

bøn i hans navn, altid vil blive opfyldt.

For bønnen i hans navn er ikke længere blot et middel til at udtrykke og sende

ord, tanker og ønsker til Gud.

Bønnen er nu gjort selve indholdet af det fællesskab, Jesus har muliggjort.

Bøn er ikke længere bare ord og sætninger, 

men samvær og levende samtale mellem to helt frie parter.

Bøn kan være tavs og uden ord, en koncentration eller åbenhed, hvor det at

lytte og vente er vigtigere end at forme ord og sætninger på den rette måde.

For det, som det drejer sig om, er at vide sig synlig for Gud og kendt af Ham,

der kender tanke og ord allerede inden de formes i os.  

Ja, selv i den situation, hvor afmagten føles så knugende, 

at vi kun oplever panikkens og angstens indre kaos, selv da er vi ikke uden

for dette fællesskab, fordi Jesu stedfortræder da træder til og bærer vor bøn

frem for Gud. 



Ringen er sluttet og vi kan uden sorg bevæge os videre mod den uundgåelige

afsked Kristi Himmelfartsdag.

Jesu bortgang betyder hverken, at han efterlader sine disciple eller os alene

tilbage.

Nej, men den er forudsætningen for, at vi bliver inddraget i et endnu tættere

fællesskab; det fællesskab, hvor Gud på forunderlig vis både er den, der

beder i os og for os, 

og den, der lægger ører til og lytter til vor afmagts bøn.

Og da er vor glæde allerede fuldkommen!           



Amen.