De første kristne, apostlene, fortalte om det, som de
havde set og hørt, da de gik omkring sammen med Jesus. Det
første eksempel på et vidnesbyrd, som apostlene gav, ser
vi i Peters pinseprædiken.  Han fortæller om
forudsigelserne i Det gamle Testamente, hvordan de peger
frem på Jesus. Og Peter fortæller om Jesu død på korset og
hans opstandelse. Peter siger: denne Jesus har Gud ladet
opstå. Det er vi alle vidner om. Han er ophøjet til Guds
højre hånd og har fra Faderen fået helligånden som lovet,
og den har han nu udgydt.
     Apostlenes vidnesbyrd er pålideligt, fordi de
begynder med det sidste i Jesu liv, det som de husker
bedst. Hans død og opstandelse. Langfredag stod ætset ind
i deres sind.  Apostlene kunne ikke glemme synet af den
korsfæstede Jesus, at Jesus var død. Det var en ulykke for
dem, en fuldstændig uforståelig ulykke. Det havde de ikke
ventet. Det kom som en chok for dem.
     Ligeså uventet var Jesu opstandelse påskemorgen. Det
at se ham igen som de troede død, det var det sidste de
havde ventet.  Også det var et chok for dem. Der står
endda om påskemorgen, at nogle af disciplene troede det
var et spøgelse som var i stuen hos dem. Jesus måtte sige:
det er mig. Se naglehullerne i mine hænder og i mine
fødder. Det var så overraskende for disciplene at se den
opstandne, at det blev ætset ind i deres hukommelse.
     Apostlene er pålidelige vidner, når de fortæller om
Jesu død og hans opstandelse.  Og det skyldes også, at de
bagefter kom i tanke om, hvad Jesus flere gange havde
fortalt dem, at menneskesønnen skulle dræbes og
korsfæstes, men på den tredje dag skulle han opstå. Jesus
havde forberedt dem på det som skulle ske, selv om de ikke
dengang forstod det.  Det huskede de efter påske.
     Vidner er ikke altid pålidelige: hvis det som sker
kun varer et øjeblik, er det svært at huske, hvad der
nøjagtig skete. Men Jesus havde forberedt disciplene på
det, som skulle ske langfredag og påskedag.  Og da de var
kommet til sig selv, så de at det passede hvad han havde
sagt.  Det hjalp dem til at huske rigtigt.  De er
pålidelige vidner.
     Vi er kun andenhånds vidner, men det er sikre
vidneudsagn vi bygger på, det som apostlene har skrevet
ned, evangelierne. Selv om der er forskelle mellem Mattæus
og Markus og Lukas og Johannes så stemmer de meget
overens.  Nogle gange skriver de ordret det samme. Og det
er flot, når man tænker på, at evangelierne er skrevet ned
på fire forskellige steder langt fra hinanden.
     Men ligesom vi i dag hører, at Jesus hjælper
disciplene med det som skal ske og forbereder dem på det,
sådan gjorde han fra begyndelsen.  Han hjalp dem, så det
var let for dem at være vidner: Han holdt ikke lange
taler, som er svære at huske. Han fortalte i korte
billeder og lignelser.  De er lette at huske.  Og jesus
talte næsten altid om det samme, han gentog det med
forskellige billeder.  Hans budskab kan ikke glemmes.
     Jesus gjorde det også let at huske hans ord, fordi
han brugte huskeregler, som var kendt på den tid. Når man
undersøger evangelierne så finder man mange huskeord, som
binder det sammen.  Det brugte de jødiske lærde meget.  Og
sådan talte Jesus også for at hjælpe sine vidner.
     Og Jesus hjalp dem fordi han talte meget med dem, tit
står der, at når jesus og hans venner var kommet i enrum,
så talte han med dem om det, som lige var sket.  Det er
også en god måde at huske noget, at man fortæller og taler
om det kort efter.  Apostlene er pålidelige vidner og
deres vidnesbyrd kan vi trygt stole på.
     Men der er en ting, som gør apostlenes fortællinger
om Jesus endnu mere sikre. Det er, at de ikke kun byggede
på deres egen hukommelse. De fik kraft fra Gud til at
prædike. Jesus siger det sådan i Mattæusevangeliet: I vil
blive stillet for statholdere og konger på grund af mig,
som et vidnesbyrd for dem. Men når de udleverer Jer, så
vær ikke bekymrede for, hvordan I skal tale, eller hvad I
skal sige: For det skal blive givet jer i samme stund,
hvad I skal sige. For det er ikke jer, der taler, men det
er jeres Fars ånd, som taler gennem jer. Og her i
prædikestykket i dag siger Jesus: Når talsmanden kommer,
som jeg vil sende til jer fra faderen, sandhedens Ånd, som
udgår fra Faderen, skal han vidne om mig.
     Jesus ved jo, hvor svage vi mennesker er. Når vi
kommer i en presset situation, kan der gå en klap ned for
os, så vi ikke kan huske selv de mest simple ting. Men
Jesus sender en åndelig styrke til apostlene, så de ikke
pludselig bliver stumme, men altid ved hvad de skal sige.
     Den kraft eller den opmuntring kommer fra det som
sandhedens ånd vil minde dem og os om, og det er at Jesus
er levende.  Det kunne vi godt glemme.  I vores hverdag
kan al vores travlhed og løben omkring overskygge det, som
er det vigtigste i vores liv, at Jesus er til, og der skal
ikke ske ret meget som ryster vores hverdag, så vi
glemmer, at Jesus er til for os.  Han har ikke trukket sig
tilbage til himlen for at hvile sig, men for at regere,
for at være med de kristne alle steder i hele verden.  Som
han siger: se jeg er med jer alle dage indtil verdens
ende. Det giver os kraft og mod til at leve på hans ord og
i hans ånd og fortælle andre om vores levende Herre.
     Dér må vi gerne lære af de første kristne og se
hvilken kraft og mod de fandt i evangeliet om Jesus. For
det kom til at holde stik at de blev forfulgt. Og det var
af deres egne de blev forfulgt, af jøderne.  Man kan vel
bedre godtage, at man bliver mødt med modstand af sine
fjender. Men når de første kristne blev mødt med modstand
hos nogle, som sagde at de troede på Gud, jøderne, så var
det svært at tage. Og den modstand var også voldelig.
Flere af de første kristne blev dræbt. Men de holdt fast
ved deres tro. De ændrede ikke deres vidnesbyrd. Det viser
også, hvor pålidelige vidner de var.  Der er jo ingen, som
vil dø for noget, som de ikke selv regner for vigtigt og
sandt.  Det gjorde apostlene.
     Det var godt de gjorde det. Hvordan kunne vi leve
uden evangeliet om Jesus Kristus. Er der ikke en stor
livskraft i Påskefortællingerne om, at Jesus pludselig
stod midt imellem sine venner og sagde til dem: Fred være
med jer. Sådan vil  Jesus også være midt imellem os i sin
ånd og give os sin fred, en fred, som har besejret døden.
Eller juleevangeliet. Hvordan kunne vi leve uden det. Selv
i vores industrialiserede verden griber det alle ved
juletid at høre om barnet i krybben i Betlehem.
     Og det er jo fordi både julen og påsken handler om
kærligheden, og at kærligheden vil sejre.
     De apostle, som Jesus sender, de fortæller om et rige
og viser os ind i et rige, hvor der er plads til alle de
svage og små. Det er den styrke og den magt Jesus giver,
og som han sender sine ud med: kærligheden.
     Det er jo juleevangeliet og påskeevangeliet Jesus
sender sine apostle ud med: kærlighedens budskab, som
viser sin styrke i, at alle små også må være med her.