247,243,246,253,25?

     Da Jesus blev født, var der ikke vild opstandelse. I
hvert fald ikke på grund af barnet i krybben. Der var
stort oprør og opbrud blandt jøderne, men det var på grund
af kejserens befaling om at de skulle tælles i den by, de
stammede fra. Det var meget få, som vidste og følte noget
for barnet i krybben i Betlehem. Det var nogle hyrder og
nogle vismænd og af barnets egen slægt hører vi kun om
forældrene. Og blandt dem, som oplevede det lille barn den
julenat, var der ikke vild opstandelse. De var snarere
fyldt med stille undren.
     Da Jesus blev voksen, var der heller ikke vild
opstandelse, da han talte til mennesker. For det meste var
det enkeltmennesker han mødte og sagde Guds ord til. Det
kunne være, Jesus sagde til en: dine synder er dig
tilgivet. Det kunne være: bliv rask.  Eller det kunne
være, at han besøgte en og spiste middag i hans hus.
Selvfølgelig hører vi om flere af de helbredte, at de blev
fyldt med store følelser og priste Gud. Og de gik hjem.
Deres opstandelse var, at de stod op fra deres sygdom og
gik hjem til dagligdagen med deres familie.  Det kan man
ikke kalde en vild opstandelse.
     Nogle gange talte Jesus til mange mennesker. Og de
var meget optaget af hans ord og fyldt med undren over
ham. Men når de blev for begejstrede, så var det som om
Jesus lagde en dæmper på dem. Han sendte dem væk eller
flygtede fra dem for at være alene. Han ville ikke skabe
vild opstandelse.
     Det skete heller ikke påskedag og i tiden indtil
pinse. Mere stille kan et under vist ikke ske end det vi
hørte påskedag: graven var tom. Og selv om den opstandne
Jesus viste sig for sine disciple, så hører vi næsten mere
om, at de var fyldt med tvivl og undren og ikke turde tro
deres egne øjne. Som vi også hørte det Kristi
himmelfartsdag, da Jesus bebrejdede dem deres vantro,
fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham
opstanden.
     Så det er ikke mærkeligt at heller ikke pinsedag
skaber vild opstandelse.  Pinsens under er, at de kristne
begynder at fortælle om Jesus, og de gør det ikke kun til
deres landsmænd, men også til alle andre, til alle
folkeslag og i alle sprog. Det er ganske almindelige
prædikener de holder.  Der står ikke at de talte dansk,
men det kom jo til senere. Hvis vi havde været der den
dag, så havde de holdt en ganske almindelig dansk prædiken
og sagt: Jesus er død for dine synder og opstået fra de
døde for at du må leve.  Så enkelt talte de. Det gjorde
Peter i sin pinseprædiken. Han talte netop om langfredag
og påskedag. Og det skabte ikke vild opstandelse.  Efter
hans prædiken spurgte tilhørerne: Hvad skal vi gøre.  Det
viser at de havde hørt på ham og troede på ham.  Men det
viser også, at de ikke var fyldt med vilde følelser og
begejstring.  Så havde de ikke stillet et spørgsmål, men
stillet sig selv fuldt til rådighed for den nye sag.
     Peter svarede: lad jer døbe, så vil I få helligånden
som gave.  Og så hører vi, at 3000 mennesker lod sig døbe,
og det nærmer sig, hvad man kunne kalde vild opstandelse.
Men det mærkelige er, at vi bagefter ikke hører mere til
de 3000 mennesker. Jeg tror de bare gik hjem og levede i
dagligdagen med deres familie, sådan som de mennesker
gjorde, som Jesus havde givet sin velsignelse. De levede
deres dagligdag i troen på Gud.
     Men det er mærkeligt, at vi efter Peters
pinseprædiken ikke hører mere til de 3000, som lod sig
døbe.  De kom ikke til gudstjeneste hver søndag, så havde
vi hørt om det.  Gudstjenesterne dengang foregik jo i
private hjem, dengang var der ikke kirker.  Hvis der
skulle holdes gudstjeneste hver søndag for 3000 mennesker,
skulle det holdes i 50 huse, og så mange apostle eller
prædikanter var der slet ikke.  De problemer hører vi ikke
om.  De 3000 blev døbt og gik hjem og levede deres daglige
liv.  Det var deres opstandelse.  De stod op fra deres
vantro og turde gå hjem og leve i hverdagen med alle dens
vanskeligheder og samtidig tro på Gud som vores himmelske
Far, der vil oprejse os på den yderste dag, så vi skal
være hos ham i evig glæde.
     Det var et under, som skete for dem. De fik en sikker
tro at leve på i hverdagen og de fik et sikkert håb at dø
på.  Men det er et stille under. Det ligner egentlig det
vi hører om Maria julenat, at hun gemte alle disse ord i
sit hjerte og grundede over dem.  Sådan skete det for dem
Jesus talte til og for dem, som de kristne efter pinse
talte til. Tilhørerne gemte ordene i deres hjerte og
grundede over dem, så de fik tro og håb og kærlighed ind i
deres sind og liv.
     Hver gang det bliver pinse, tænker jeg, at nu skal
det være en åndfuld prædiken jeg holder, så det skaber
vild opstandelse. Men det er forkert. Det vi skal, også
her i kirken, det er at høre om Jesus og Gud, ganske som
der fortælles om dem i bibelen: at Jesus er død for dine
synder og opstået fra de døde for at du må leve.  Det er
ganske enkelt. Det er åndfuldt, for det er gennem de ord
vi får troen og håbet og kærligheden.  Vi får nogle ord,
som vi kan gemme i vores hjerte og leve på.
     Og ligesom den første pinsedag, sådan sker det også
nu, at mange bliver døbt.  Det er endda de allerfleste her
i vores land, som bliver døbt. Og ligesom vi ikke et
eneste sted hører, at Peter var bekymret over, hvor de
3000 mennesker blev af, som han havde døbt. Han så dem jo
ikke til gudstjeneste. Sådan skal vi også dele ud af dåben
for at alle folk kan leve på den i deres hverdag. Det er
meningen med helligånden.
     Det er ikke meningen, at helligånden vil skabe vild
opstandelse.  Der er noget stille over Helligånden. Den er
himmelsk, den giver os himmeriget. Men himmeriget er jo
Guds kærlighed. Den må vi leve på. Den må vi gemme inderst
i vores hjerte og altid stole på, uanset hvordan det
ellers går os.
     Der er noget stille og roligt og trygt over
Helligånden.  Som Grundtvig skriver i sin pinsesalme I al
sin glans. Han skriver: det vifter hjemlig gennem løvet.
Helligånden fortæller os stille, at vi har hjemme hos Gud.
Man kan nogle gange blive så vant til, at man har hjemme
et sted, at man helt glemmer, hvor stort det er, at man
har et hjem, et trygt sted, hvor man giver og får
kærlighed. Jeg tror vi er blevet så vant til Helligånden,
at vi nogle gange glemmer, hvor stort det er, som vi har
fået fra Helligånden: et hjem, at vi har hjemme hos Gud.
Det er fordi Ånden taler meget stille. Den ligner Guds
rige, og om det sagde Jesus engang: Guds rige kommer ikke,
så man kan stå og betragte det. Man vil heller ikke kunne
sige: Se, her er det! eller: se dér!  For Guds rige er
midt iblandt jer.
     Det får vi at vide, når vi gerne vil se stor
opstandelse og store resultater af kirkens forkyndelse.
Guds rige kommer ikke så vi kan stå og betragte det. Nej,
Guds rige er midt iblandt jer. Vi føler os helt som os
selv med alle vores gode og dårlige sider. Og alligevel
Guds rige er midt iblandt os. Helligånden gør os ikke til
nogen andre end vi er, men den gør at vi akkurat som vi er
må stole på Gud som vores himmelske far og leve på det som
jesus har gjort for os. Vi har fået helligånden, for vi er
døbt. Guds rige er midt iblandt os. Helligånden knytter os
til Gud trods al vores tvivl og fejl.
     Guds rige er her i ånden, Det er usynligt. Men det
har synlige virkninger, nemlig alt det som giver tro og
håb og kærlighed. Så vi lever i vores hverdag med den
vished, at Jesus er død for vores synder og opstået fra de
døde for at vi skal leve i hans ånd.

ny præd

     Vi kan tage nogle af Jesu ord ud af prædikestykket i
dag, og så vil vi få en forestilling om, hvad Helligånden
er. Pinsen er jo helligåndens fest, og det er nødvendigt,
at Jesus forklarer hvad ånd er.  Det kan jo let blive til
et meget luftigt begreb, ånd, som ikke siger os så meget.
Eller vi kan blive fristet til at fylde vores egne tanker
på ordet.  Det er jo nok almindeligt ved ordet ånd at
forstå noget overnaturligt og mystisk.  Det er nok
almindeligt ved ordet ånd at forstå noget meget åndfuldt
og henrykket.  Sådan er det også i vores dagligsprog, når
vi siger, at ånden kom over mig, så betyder det at vi blev
ivrige og begejstrede. Og vi kunne jo misforstå pinsen,
som om Helligånden var det samme som begejstring hos os.
     Det er en misforståelse. Det kan vi se, når vi tager
nogle af Jesu ord ud af prædikestykket idag. Først hører
vi, at Gud er Faderen, og at Gud elsker os, så står der,
at ånden minder os om Jesu ord. Så taler Jesus om fred og
om glæde. Når de to nævnes sammen, så betyder det
selvfølgelig, at Helligånden giver os en stille glæde, og
at freden ikke er en kedelig og trist stilhed, men en
glædelig fred. Ja, ud fra de hovedord fra stykket i dag
kan vi se, hvad Ånd er.
     Først det at Gud er vores Far. Paulus siger det
direkte, at vi har modtaget en ånd, der giver os barnekår.
Ånden vidner sammen med vores ånd, at vi er Guds børn, og
dvs. arvinger.  Sådan skriver Paulus. Hvis vi så på os
selv, synes vi sikkert ikke at vi er fuldkomne og
himmelske. Men Ånden fortæller os det, at vi er Guds børn
og dvs. vi er arvinger til al Guds himmelske rigdom.  Så
rige er vi. Det er nødvendigt, at ånden bliver ved med at
vidne om det og begrunde det for os. Vi ser så let vores
fattigdom, altså vores åndelige fattigdom. Men Helligånden
vidner om, at netop vi er himmelske arvinger.  I
ugebladene kan man læse om de riges børn, at de lever i
luksus, fordi de engang skal arve en formue. Men de har
tit svært ved at finde ud af deres liv.  Vi lever i en
anden slags luksus, en større luksus, for vi skal arve
hele Guds himmelske formue.  Gud er vores Far.  Vi er hans
børn.  Vi er arvinger. Det er nødvendigt at ånden
overbeviser os om det. Det kan jo også ske for os, at vi
har svært ved at finde ud af vores liv. Men så er det
Helligånden står frem og samtaler med vores ånd, vores
sind, og opmuntrer os til at tro på Gud, vores himmelske
Far, og til at tro, at Gud elsker os.
     Noget begejstret og åndfuldt er der ikke i det, at
Gud vores Far. Det tager jo snarere alle vores fine og
fornemme ord fra os. Over for en far taler man jo helt som
sig selv, for han kender os fra små. Sådan taler vi også
til Gud uden at ændre spor på os selv. Over for en
jordiske far kan man vel godt tale begejstret eller ivrigt
og diskutere og tale i store ord. Og det kan vi vel også
til Gud og om Gud, men egentlig er det ikke den ånd vi
skal tale i, men derimod den måde det lille barn taler til
sine forældre, som dem man kan stole på og som bestemmer
alt, så det er bedst, også selv man ikke selv kan forstå
det.
     Sådan kommer Ånden og fortæller os om noget hjemligt,
at Gud er vores himmelske far, og at han elsker os. Og det
gør Helligånden ved at fortælle os om Jesus og om hvad
Jesus har sagt. Det er altså helt forkert, når nogle
mener, at ånden viser sig i mystiske og begejstrede ord,
som kommer ud af den blå luft. Nej, ånden viser sig i, at
vi fortæller om Jesus og hans ord, som de står i bibelen.
Det lyder måske kedeligt og uinteressant, men anden
sandhed kommer Helligånden ikke med end den, som vi kan
høre ud af Jesu ord i bibelen. Ja, det kommer helligånden
for at minde os om, netop de ord vi kender så godt. Det er
nødvendigt at helligånden hele tiden holder os fast ved
det, som Jesus har sagt os. For vi kunne måske let komme
på den tanke, at alle de gamle ord ikke er spændende mere.
Men det er forkert. Kristendom kommer der kun ud af Jesu
gammelkendte ord. Jo, det er nødvendigt, at Helligånden
bruger himmelsk kraft for at holde os til Jesu gode og
kendte ord, så vi hele tiden vender tilbage til dem.
     På Paulus tid var der også en situation hos de
kristne i Korint, hvor han måtte forklare dem om ånden og
om åndens virkninger. Korinterne mente nemlig, at Ånden
særlig viste sig i tungetale, dvs. en slags ekstsase.  Man
kan læse bag linjerne i Paulus' brev, at de kristne i
Korint helst så at al tale i menigheden i kirken, i
gudstjenesten var i tungetale.  For det var jo levende.
Det var begejstret. Det var herligt. Det var himmelsk.
     Men så er det Paulus forklarer, at tungetale kan være
en af åndens virkninger, men kun én af dem, og ikke den
vigtigste. Paulus siger: Jeg vil hellere tale 5 ord med
min forstand og lære andre noget end tusindvis af ord i
tunger.  Og Paulus giver endda et eksempel. I 1. Kor. kap
12,3 står der: " Ingen kan sige " Jesus er herre" undtagen
ved Helligånden.  Jamen, er der noget himmelsk og herligt
ved at sige "Jesus er Herre". Det er jo ikke nogen lang
bekendelse af alt det man tror på og hvad man har måtte
igennem for nå til den erkendelse og sandhed.  Nej, det er
få og fattige ord. " Jesus er Herre." I det ord " Herre"
er der selvfølgelig indeholdt meget om, at Jesus har
magten, at han er Guds søn, at han er den øverste i vores
kirke. Men Paulus holder ingen lang forklarende tale om
troen og siger, at den tale er virket af Helligånden.
Nej, bare de få ord " Jesus er Herre", de få ord kan ingen
sige undtagen ved Helligånden.
     Paulus siger altså, at Ånden viser sig i det at tro
på Jesus og fortælle almindeligt og forstandigt om ham.
Mere skal vi ikke stræbe efter. Det kan være nogle kan
gøre undere ved Ånden. Det er godt. Det kan være, at nogle
ved ånden kan profetere og spå om fremtiden og om dybe
hemmeligheder. Det er godt. Og nogle kan måske tale i
tunger ved ånden. Men lige så vigtigt nævner Paulus, det
at være lærer, dvs. undervise i kristendom. Paulus nævner
det at hjælpe, og dvs. at udføre socialt arbejde. Også det
er åndens virkninger.  Ja, Paulus nævner det at styre
menigheden, vi vil sige menighedsrådsarbejde.  Det er
åndens gave og virke og lige så vigtigt som at udføre
helbredelser og store undere.
     Jamen, er det ikke at trække ånden ned, hvor den ikke
hører hjemme. Nej, det er netop dér ånden vil være og hvor
den hører hjemme, i vores dagligdag, når vi gør det Jesus
har sagt vi skal, og når vi hører hans ord.
     Det var jo, hvad der skete på den første pinsedag. De
kristne begyndte at fortælle om Jesus på mange sprog. Det
var underet, som tilhørerne siger til sidst: " Vi hører
dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål." Og
Guds storværker, det er jo det, som Jesus havde gjort og
sagt.  Det fortalte de kristne om, så det kunne forstås af
mange folkeslag. Det var i alle sprog, med de dagligdags
og almindelige ord, at de kristne talte.  Det var underet.
For Ånden hører hjemme, troen hører hjemme i vores
dagligdag, i alle menneskers dagligdag, hvor på jorden vi
end bor, og hvilke synlige forskelle der er mellem os.
Freden og glæden er til os, så vi kan leve vores
dagligdagsliv i troen på Gud.
     Helligånden minder os om Jesus og hans ord, så vi kan
leve i troen på Gud som vores himmelske far. Og når vi
lever som Guds børn, så bærer ånden frugt, og igen kan vi
se at åndens virkninger eller frugter ikke har prangende
ydre og begejstrede udslag, snarere er noget behersket og
stille.  Paulus taler hver gang, når han nævner åndens
frugter om kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed,
godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed.  Vi skal
afholde os fra den falske begejstring og alt det som
glimrer i menneskers øjne, og så skal vi holde os til det
som er Guds vilje: kærlighed, mildhed, sagtmodighed.  Det
ser ikke fint og stærkt ud, sagtmodighed og tålmodighed.
Det ser måske endda trist og kedeligt ud.  Derfor er det
nødvendigt, at Helligånden, Guds kraft, kommer og
fortæller os og hjælper os at holde det fast, at vi skal
leve vores dagligliv i kærlighed og mildhed, i glæde og
fred.
     Glæde og fred. Det står hos Paulus. Og det er også
Jesu ord. Ja, netop dem fører Helligånden os tilbage til.
Jesu ord, når han siger: " Fred efterlader jeg jer. Min
fred giver jeg jer. Jeg giver jer ikke, som verden giver.
Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst."