2. pinsedag
     Det ser ud som om modsætninger er sat op over for
hinanden her i prædikestykket i dag. Vi hører om
fortabelse og evigt liv, om dom og frelse, og om onde
gerninger og gerninger gjort i Gud. Hvis vi kun hørte det,
om de to modsatte muligheder, så var det hårde ord, og vi
ville nok føle, at vi ikke havde en chance. Vi må
indrømme, at vi er altid er nærmere ved den side med
fortabelse og dom og onde gerninger.
     Men vi skal ikke stirre os blinde på de to
muligheder, fortabelse og frelse. Vi må se os glade på
Guds kærlighed. Det vi får at høre, er jo,  ikke at nogen
fortabes og nogen frelses, men derimod at Gud elsker alle.
     "Således elskede Gud verden." Ordet verden bruges
mest nedsættende i Johannes-evangeliet. Ordet bruges mest
om alt det, som er mod Gud: synden, vantroen, mørket. Det
skal vi høre med, når der står: " Således elskede Gud
verden." Selvfølgelig betyder det ikke, at Gud elskede
synden, men at Gud elsker alle mennesker, hvor syndige og
forkerte de end er. Guds kærlighed omfatter alle uden
forskel.
     Paulus siger det samme i brevet til romerne: "
Kristus led døden for os, som endnu var ugudelige. Mens vi
endnu var fjender mod Gud, blev vi forligt med Gud ved
hans søns død."
     Det er altså ikke sådan, at Gud kun elsker en bestemt
slags mennesker, de gode og rigtige. Der er slet ikke to
grupper af mennesker, hvor den ene er rigtigere end den
anden.  Paulus tager sig selv med, når han taler om,
hvordan vi mennesker var før Jesus kom. Paulus siger, at
vi var ugudelige, og at vi var fjender mod Gud.  Der er
ikke en gruppe af mennesker, som er gudelig og venlige
over for Gud.  Nej, alle var ugudelig og fjendske over for
Gud.
     Jesus siger jo også her i prædikestykket, at lyser er
kommet til verden, og menneskene elskede mørket, for
deres gerninger var onde.  Menneskene elskede ikke Gud.
Verden og menneskene var onde. Det var ikke kun nogen
mennesker, men alle. Men selv om verden er sådan, elsker
Gud os.
     Hvordan kan Gud gøre det. Det er som om Gud er blind
af kærlighed. Som om Gud slet ikke ser sandheden. Og Guds
kærlighed skyldes jo ikke kun, at Gud engang har skabt
verden og menneskene, og at han bliver ved med at holde af
den som sit værk. Nej, Gud elsker menneskene i al deres
fordrejethed og forvænthed på trods af al deres
utaknemmelighed og utro. Og det var ikke kun en lille
kærlighed, som svarer til den rest af godhed, der er
tilbage i Guds skaberværk. Nej, Således elskede Gud
verden, at han gav sit hjerte for den.
     Så fuldstændig og helhjertet elskede Gud os. Det var
uden forbehold. Gud så ikke på, hvordan vi var, og hvad vi
havde gjort. Han kunne bare ikke lade være med at elske
os. Gud blev ved med det på trods af alt. Så stærk var
Guds kærlighed, at intet kunne slå den i stykker.
     " Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne
søn." Når vi giver gaver, så koster de ikke meget i
forhold til det, vi ejer. Det er kun i eventyrerne, at
kongen giver halvdelen af sit kongerige. Men Gud giver os
alt hvad han har, sin eneste søn. Bedre bevis kan vi ikke
få på Guds kærlighed, at han gav det dyrebareste han
havde. For vores skyld var Gud parat til at gøre alt.
     Der er et eventyr, som man kan bruge som billede på
det. Der var engang en kongesøn, som hver dag gik en tur i
sin by. Da skete det, at han kom over torvet og så en
pige, som stod og solgte varer. Og kongesønnen blev
forelsket i hende. Og hver dag sørgede han for at komme
over torvet, når haun stod der, så han kunne få et glimt
af hende.
      Men en dag tænkte han:" Hvordan kan jeg viser hende,
at jeg holder af hende? Jeg kunne komme i en hvid karet
med seks, hvide heste spændt for, og bagefter skulle der
marchere et orkester og en deling soldater. Jeg kunne
standse lige foran hende, stige ud og sige til hende: "
Jeg kan lide dig." Nej, så vil hun nok bare blive
forskrækket, tænkte kongesønnen.
     Den anden mulighed, han tænkte på, var, at han kom
med sin hvide karet og de seks hvide heste og orkesteret
og soldaterne og sagde til pigen: " Alt det her vil jeg
give dig, for jeg holder af dig."
     Nej, tænkte kongesønnen, mon hun dog ville føle sig
godt tilpas ved at have orkester til at spille omkring sig
hele tiden og soldater til at følge sig overalt.
     Nej, den eneste måde jeg kan gøre det på, tænkte
kongesønnen, er at komme til hende i fattige klæder som én
af hendes egne. Så vil hun kunne forstå, at jeg virkelig
mener, når jeg siger, at jeg elsker hende.
     På samme måde sendte Gud sin søn som et fattigt
menneske, for at vi kan tro på det, når Gud siger, at han
elsker os. Så langt var Gud parat til at gå for at få os
til at tro på hans kærlighed. Således elskede Gud verden,
at han kom helt ud til os i sin søn. Han kom til os som én
af vores egne.
     Vi har svært ved at tro. Det ved Gud. Vi regner mest
med det vi kan se og røre ved og tælle og veje. Men Gud
kan ingen se. Vi kan ikke røre ved Gud.  Gud vejer
ingenting. Det var for at hjælpe os, at Gud sendte sin søn
Jesus, for at vi må tro på ham. Det er lettere for os at
tro på Jesus, fordi han gik omring som et almindeligt
menneske. Han var til at se og røre ved. Hans ord kan vi
høre og tro.
     Gud har gjort det let for os at tro ved at komme til
os i sin søn Jesus.  Gud har gjort det let, fordi han vil,
at vi ikke skal fortabes. Og vi går fortabt, hvis vi ikke
kan tro på Guds kærlighed. Ja, en tid kunne man måske nok
leve uden Gud, og dog. Selv om man havde det godt alt gik
som det skulle, så ville det alligevel blive tomt og
meningsløst, når man ikke lever i troen på Guds kærlighed.
Det er jo mærkeligt, at selv om vi har mad nok og
mennesker omkring os og skulle være lykkelige, så kan
mørket godt snige sig ind på os og fylde os, så vi slet
ikke kan være glade over alt det gode vi har. Så er det
kun troen på Guds kærlighed, der kan jage skyggerne væk,
alle dødens og fortvivlelsens skygger. Vi kan ikke leve
uden den tro. Slet ikke, hvis livet går dårligt, hvad har
vi så at holde os til, hvis vi ikke kan tro på, at Gud
elsker os, hvordan vi end er og hvordan vi end har det.
     Gud har gjort det let for os at tro, så vi ikke skal
gå fortabt i meningsløshed og tomhed. Når vi ser og hører
Jesus, så må vi tro ham, så gode er hans ord, at vi ikke
kan ikke andet end tro på Guds kærlighed.  Den lyser os i
møde i Jesus. I troen på Jesus ved vi, at Guds kærlighed
aldrig slipper os, og at intet kan rive os bort fra Gud.
Og det er det evige liv og frelsen, at vi er omgivet af
Guds kærlighed i dag og i morgen og for altid.
     Det giver Jesus os: tro og håb og kærlighed. Jesu ord
er så stærkt, at mørket ikke kan få bugt med det. Vi er
ikke stærke. Vi kan føle det som om vores tro slukkes, når
vi ser alt det onde, som er i verden. Håbet på, at vi har
noget i vente, kan slukkes. Og kærligheden kan blive kold,
så det er som om natten breder sig ind over os.
     Men så er det eneste vi skal gøre, at holde os til
Jesu ord. De ord kan bære os igennem. De ord lyser i
mørket, og mørket kan ikke få bugt med dem.  Jesus
fortæller jo om, hvor stor Guds kærlighed er, at vi er
omgivet af den på alle sider, også dér, hvor vi kun kan se
mørke og død foran os. Gud elsker os så meget, at vi har
noget godt at se frem til på trods af alt. Vi får et håb,
som kan bære gennem al håbløshed. Håbet er stærkere end
alt det, som kan tynge os ned.
     Ja, meningen med alt, hvad Jesus sagde, var netop at
fremkalde den tro i os. Mange gange sagde Jesus det
ligeud: " Vær ikke bange, tro kun." Jesus talte for at få
vores tro til at blusse op og blive til en ild, der kaster
et gyldent skær over vores vej. I Jesu ord er der en
kraft, som kan give næring til vores tro og håb og
kærlighed. Den kraft kan bære os igennem alt.
     Det er pinsens glød og pinsens tro, at Gud elsker os
så meget, at han gav sin enbårne søn, for at enhver som
tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv.  Gud,
vor Far i himlen. Vi takker dig for, at du har gjort det
let for os at tro, for du har givet os din eneste søn, så
vi må tro på ham. Amen.

ny præd

247,243,240,263,258. ( 2. pinse)

     Således elskede Gud verden. Det er meget smukke ord.
Gud elsker os og vores verden. Guds kærlighed gælder hele
vores verden. Der står ikke, Gud elsker de gode. Gud
elsker de dygtige. Så vi ikke kunne vide os sikre på, om
Gud elsker os. Nej, vi er med i Guds kærlighed, for Gud
elsker verden. Ordene bliver endnu mere klare, når vi
tænker på, hvad evangelisten Johannes mener med ordet
verden. Johannes bruger ordet om de vantro, om den
gudsfjendtlige jord. Johannes skriver f.eks. om Jesus, at
han kom til verden, men verden kendte ham ikke og tog ikke
imod ham. Og det er også i Johannes evangeliet at Jesus
til sidst siger: Mit rige er ikke af denne verden.
Johannes bruger ordet om os, der er dårlige, både dårlige
til at gøre det rigtige og dårlige til at tænke og tro
rigtigt. Men Gud elsker os alligevel. Gud elsker verden på
trods af at den er som den er.
     Og Guds kærlighed er ikke kun delvis. Guds kærlighed
er uden grænser.  Det viser Gud ved at give det
kostbareste Gud har, sin eneste søn. Således elskede Gud
verden, at han gav sin søn, den enbårne. Vi ville måske
gerne have et andet bevis på Guds kærlighed. Vi ville
gerne have, at Gud viste sine følelser for os, ved at
ændre vores verden, så den ikke var ond, så der ikke var
problemer og nød.  Det vil Gud også frelse os fra. Men Gud
vil gøre det på den eneste måde det er muligt, nemlig ved
at give sin søn til os, så vi kan tro på ham.
     Vi ville gerne have det gjort mere direkte og
håndgribeligt.  Det prøver vi også selv. Vi prøver at
finde midler, der kan udrydde og forebygge sygdomme. Og
det lykkes også i mange tilfælde, men så kommer der nye
sygdomme til. Det mærkelige er, at her i Danmark har vi
udbygget vores sundhedsystem meget, men fornylig viste en
undersøgelse, at levealderen her i Danmark er lavere end i
andre lande med dårligere sundhedssystem.
     Ja, jeg læste i en kronik i avisen, at ganske vist
har vi udryddet mange smitsomme sygdomme, men så er der
kommet livsstilsygdomme, fordi folk lever forkert, bliver
for stressede og spiser og drikker forkert.  I kronikken
stod der, at hvis vi ikke passer på vil der i 90-erne
komme sygdomme, fordi folk mister kontakten til hinanden
og mister sammenhængen i tilværelsen.  Kronikken endte
med, at vi skal søge de indre værdier i tilværelsen og den
nærhed, der ligger i familie og fælleskab med andre. Og så
stod der: at det gjaldt om at have fred med sig selv, fred
med sin Gud og fred med sin næste.  Kun derved kan der
dæmmes op for en ny sygdomsbølge.
     Hvor højt udviklet vores samfund end bliver, hvor
dygtige vores læger og vores videnskab end bliver, så
gælder det altså om at holde sig til de ord, vi har hørt i
dag, at Gud elsker verden og giver os sin søn, så vi må
tro på ham og i den tro og den kærlighed finde fred. Kun
det kan dæmme op for sygdomme og problemer og nød. Gud vil
frelse os fra alt ondt, men det gør Gud ved at give os
værdier og nærhed, som vi kan leve på, så det onde ikke
ødelægger vores liv. Ja, Gud giver os værdier, som vi kan
leve evigt på.  Således elsker Gud verden, at Gud vil give
os evigt liv. Hvis ikke de ord kan give os fred, så er der
intet som kan. Det betyder jo både at vores liv er meget
vigtigt. Gud vil ikke, at vores liv skal slutte. Så højt
regner Gud os og vores liv, at Gud fører os ind i sit
evige paradis.
     Men det betyder også, at vi ikke skal lade os jage af
tiden og lade den bestemme over os. Når tiden driver os
afsted og siger, at der er så meget vigtigt vi skal nå, så
må vi, når det bliver for galt, sige stop. Hvad er det vi
vil nå, som vi ikke allerede har fået: Guds kærlighed, det
evige liv i Guds paradis. Det skal få os til at se mere
realistisk på al vores travlhed og alle vores problemer og
bekymringer. Vi må gribe fast i den fred, som Guds ord
giver os. Det vigtigste i livet har vi allerede fået. Det
fik vi i vores dåb og det kan ikke tages fra os. Guds
kærlighed. Det skal jage al stress og al tomhed og
ensomhed ud af os. Gud er os hjertelig nær. Den tro må vi
leve i.
     Men kan vi det. Kan vi tro. Det lyder jo som en
betingelse, at vi skal tro.  Det lyder som om det hele
alligevel hviler på os, at vi skal tro for ikke at vi ikke
går fortabt. Nogle gange kan man godt ønske sig tilbage
til gamle dage, for der er mange som siger, at det var
lettere at tro dengang.  Det var mere selvfølgeligt.
     På Skagens museum hænger der et stort billede, som
hedder Juledag år 1900.  Det forestiller en gammel mand
med hans 3 døtre og et barnebarn. Den lille flok er samlet
ved spisebordet til andagt. På bordet foran dem ligger den
opslåede bibel.  De udstråler ro og sikkerhed. Der er
ingen tvivl at spore i deres ansigter. De ved, hvad de
tror. Og den tro kan ikke rokkes. Vi kunne godt ønske os
tilbage til den tid.
     Men det er forkert, hvis vi mener, at de havde
lettere ved at tro dengang. I Johannes evangeliet i dag
står der jo, at lyset er kommet til verden, men menneskene
elskede mørket frem for lyset. Måske er det rigtigt at
mennesker omkring år 1900 kunne leve i en større ro og
sikkerhed, men den var falsk. Den skyldtes alene, at de
ikke fik så meget at vide om verden. I dag får vi ind i
vores stuer gennem fjernsynet alt, hvad der sker. Det er
så nærværende, så jeg nogle gange bliver syg i hjertet og
må lukke øjnene, når man ser børn lide. Men sådan var
verden jo også omkring år 1900, måske endnu mere. Man så
det bare ikke med sine egne øjne.
     En fordel havde de, der levede omkring år 1900, at de
læste mere i bibelen. Det er ikke mange malerier, som
males nu om dage, der forestiller en almindelige familie
og hvor bibelen ligger slået op. Men jeg vil gentage, at
det er lige let og lige svært for mennesker til alle tider
at tro på Gud. Det svære ligger i, at menneskene ikke vil.
De hader lyset. De elsker mørket frem for lyset. Som
Johannes skriver. Og det ser vi jo også i, hvordan de tog
imod Jesus. Han blev korsfæstet. Det svære ved at tro
består i, at mennesker misforstår troen. År 1990 kunne de
forveksle deres egen uvidenhed om alt det onde, som også
skete dengang - de kunne forveksle deres uvidenhed og
deres falske sikkerhed med tro på Gud.
     Det lette i at tro og det gælder også til alle tider,
det er, at vi intet selv skal gøre. Vi får det hele givet.
Det er jo troen, at Gud kan det umulige, at frelse os, og
at han har gjort det i sin søn Jesus. Det må vi finde fred
i.  Det er en fred, som står fast, uanset hvor meget eller
hvor lidt vi ved om vores verden, eller hvor usikre vi er.
For den forskel er der selvfølgelig mellem år 1900 og
1991, at i samme øjeblik der sker noget vigtigt i en del
af verden, så ved hele verden det, og alle lande reagerer
på det, så ændringer kommer meget hurtigere nu end førhen.
Den usikkerhed må vi leve med, at forandringerne og
udviklingen går meget hurtigere nu end før.  Men den fred
vi får fra Gud er den samme. Den er lige så fast og
sikker. Gud giver os sin kærlighed så vi kan holde os til
den. Gud har givet os sin søn, så det er ham vi må holde
os til ham, når verden skælver omkring os.
     Gud har gjort det let for os at tro, så vi ikke skal
gå fortabt i meningsløshed og tomhed. Når vi ser og hører
Jesus, så må vi tro på ham; så gode er hans ord, at vi
ikke kan andet end tro på Guds kærlighed.  Den lyser os i
møde i Jesus. I troen på Jesus ved vi, at Guds kærlighed
aldrig slipper os, og at intet kan rive os bort fra Gud.
Og det er det evige liv og frelsen, at vi er omgivet af
Guds kærlighed i dag og i morgen og for altid.
     Det er pinsens glød og pinsens tro, at Gud elsker os
så meget, at han gav sin søn, den enbårne, for at enhver
som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Amen.