Vinden blæser.  Nogle gange rusker vinden i os, så vi
har svært ved at komme fremad. Nogle gange frisker vinden
os op på en varm sommerdag og vi glæder os over hver
luftning.
     Vi kan endda føle det som om vinden kærtegner os. Det
skriver Janus Laursen i en sommersang fra 1992. Første
vers lyder sådan: Alverden fryder sig for Gud. Sin skabers
fyldte lommer - den ser i mark og skov tømt ud - som
bugnende skærsommer. - Se landet, det forjættede, - af
blomster farvemættede, - kærtegnet blidt af vinden.
     Når Jesus taler om ånden som en vind, så skal vi
tænke på den som et kærtegn fra Gud. Ånden er jo den samme
Ånd som ved skabelsens begyndelse svævede over vandene og
skabte liv og lys. Den ånd giver os sommerens glæder, en
bugnende skærsommer.
     Hvor kommer ånden fra. Den kommer fra Gud. Den kommer
fra himmeriget.  Hvor blæser ånden hen. Hvor fører den os
hen. Til Gud. Til Himmeriget.
     Janus Laursen taler i sin sang i det første vers om
det forjættede land.  Han tænker her på det land, som Gud
lovede jøderne, da de var på en lang ørkenvandring. Gud
lovede, at han ville give dem et land, som flød med mælk
og honning. Et land, som var deres. Et land, hvor de trygt
kunne leve som Guds folk.
     Sådan må vi også se på vores land, vores dejlige
Danmark. " Se, landet det forjættede - af blomster
farvemættede."
     Og Laursen fortsætter i andet vers: Nu falder regnen
fra sin sky - som friske styrtebade, - og jorden takker
våd og ny - for himmelens kaskade - og giver af sit
overskud, - og mælk og honning flyder ud - af gule
mælkebøtter.
     Gud har givet os Danmark som vores fædreland for at
vi trygt må leve her som Guds folk. Vi må glæde os over
mark og skov og alle de mange farver.
     Men egentlig må vi glæde os endnu mere, fordi der er
noget over alt det vi ser. Jeg tror nemlig, at vores
hverdage blev triste, hvis der ikke var andet til end det
vi kan se. Hvis vores hverdage kun var fyldt af alt det
jordiske, så tabte det hurtigt sin glans, hvor herligt det
end er det vi ser her vi sommertid.  Hvis det vi ser
omkring os, var det hele vi kunne vente os, så havde vi
ikke noget at se hen til.
     Men Jesus taler om Ånden. Den er over det jordiske.
Den kommer fra en anden verden og viser os hen til en
anden verden. Vi er af kød og blod. Sådan er vi født. Men
hvis ikke Ånden kom til os, så ville vi hurtigt miste alle
drømme og længsler. Så ville vores liv blive fladt, hvis
vores tanker kun drejede sig om jordiske gøremål. Men
ånden er kommet i pinsen og i dåben. Vi mærker den ikke
altid tydeligt. Og dog har den gjort vores liv lige så
højt som sommerhimlen hvælver sig over os.  Vi ved, at der
er en åndelig verden, som vi ikke kan se, men hvor alt er
godt. Vi ved, at vi ser ind i den verden, ind i
Himmeriget, når vi ser alt det smukke her på jorden. Og
det gør jo glæderne dobbelt store.
     Laursen fortsætter i sin sommersang: Nu leger
sommersolen med -dugdråberne i spindet: - Gud smiler
gennem tårer ned - og varmer vintersindet. - I duggen står
hans kontrafej, - åh sommer, vi besværger dig!  - Stå
stille, sol, stå stille.
     Alt det jordiske, markerne, skoven og farverne, er
virkelige og smukke, men de er også Guds gaver, og vi må
se Guds smilende ansigt i hans gaver til os. Vi må se ind
i himmeriget, når vi nyder sommeren. Og vi ville helst, at
sommeren varede ved, at det jordiske var til at stole på
og ikke ændrede sig.  Men en sommer er som livet kort. Det
skriver Laursen i nærste vers:
     Er det vor tro, på jødevis - vi evigt arvet landet, -
så brister vores paradis - og løber ud i sandet. - En
sommer er som livet kort, - kun flygtigt kaldes landet
vort, - i tiden en oase.
     Jøderne troede på et jordisk paradis. De troede, at
det forjættede land kun var jordisk. Men Jesus sagde, at
Himmeriget ikke er af denne verden.  Himmeriget er også i
denne verden. Det sagde Jesus udtrykkelig: Guds rige er
midt i blandt jer. For det var jo Jesus selv, som gav os
Guds rige i sine ord og med sin tro. Og det rige er evigt.
Derfor er det ikke af denne verden.  Jesu ord står fast.
Jesu tro kan vi holde os til, også når den jordiske sommer
slutter.
     Jesus har altså ikke kun givet os den drøm og
længsel, at der er et paradis, som er over alt det
jordiske, men samtidig at paradis er evigt. Det er ikke et
paradis, som brister eller løber ud i sandet. Det paradis
er ikke flygtigt. Det er evig lys og glæde.
     Men husk på, at vi også nu må glæde os med hele vores
hjerte over alt det smukke, vi ser omkring os i denne
sommer. Det er Guds gaver. Vi må bruge alle vores sanser
og tage imod Guds herlige gaver. De er virkelige, selv om
det hele er kort og flygtigt. Det er glimt fra paradis.
     Sådan slutter Laursen sin sommer sang: Her vil vi
sanse, som vi kan -den ufortjente nåde - i dine varme
favntags brand - og dine kys så våde, - i glimt fra
Paradisets kyst, - hvor evigt vi skal finde trøst,  - når
sommeren er omme.
     Prædiketeksten i dag handler om at vi skal tro Jesus
og leve i hans ånd, som kommer fra Gud Faderen og fører os
ind i Guds rige. Prædiketeksten handler altså om Gud
Faderen og Guds søn og Helligånden. Det er den hellige
trefoldighed, som dagen i dag har navn efter. Luther
skriver sådan: Denne søndag fejrer vi Hellig trefoldigheds
fest. Den kristne kirke har forordnet, at denne fest skal
holdes hvert år, for at troen på den treenige Gud kan
blive bevaret. For vi tror, at den ene Gud er Fader, søn
og Helligånd. Det udgør hovedstykket i vor tro, som vi
bekender med følgende ord: Vi  tror på Gud Fader, den
almægtige, Himlens og jordens skaber. Vi tror på Kristus,
hans enbårne Søn, vor Herre .. Vi tror på Helligånden.
Hvis ét led mangler er alt tabt.
     Men i troen på Gud, vores himmelske Far, Guds søn,
vores bror, og Helligånden, kan vi glæde os helt og fuldt
over den jordiske sommer og det evige paradis.
     Det er så godt udtryk i Laursens sang, at vi til
sidst skal høre versene i sammenhæng:

ny præd



     Nikodemus kommer om natten til Jesus. Det gør det
klart, at Jesus aldrig afviste nogen.  Selv ikke når de
kom om natten. Han sagde ikke: kom igen i morgen.  Og
Jesus ville tale med enhver, også selv om de var hans
modstandere. For Nikodemus var jo farisæer. Han var endda
en af de ledende farisæere. Han var med i jødernes råd.
Det var i hovedstaden Jerusalem og kan sammenlignes med
vores regering i København.  Jødernes råd havde besluttet
at de ville skaffe Jesus af vejen. Men han var ikke bange
for Nikodemus eller afviste ham. Han svarede gerne på hans
spørgmål.
     Når Nikodemus kommer om natten, kan det være fordi
han er bange. Han vil ikke, at de andre farisæere skal
vide, at han går til Jesus, så kan det være, de smider ham
ud af rådet. Nikodemus vil gerne skjule, at han godt kan
lide Jesus. Senere i Johannes evangeliet prøvede Nikodemus
at forsvare Jesus, dog uden åbent at vise, at han troede
på ham. Det var netop i jødernes råd, da de diskuterede
Jesus, om han kunne være Messias. Nogle sagde, at det
kunne han ikke være, for han kom fra Galilæa, og Messias
skulle komme fra Betlehem i Judæa. Og de sagde, at Jesus
var en folkeforfører.  Men Nikodemus forsvarede ham og
sagde: Vores lov dømmer vel ikke et menneske, uden at man
først har hørt på ham og fået rede på, hvad han har gjort?
     Til sidst i Johannes evangeliet hører vi også, at
Nikodemus var med til at tage Jesu lig ned fra korset og
lægge det i en grav. Det var langfredag aften. Det var
også i det skjulte. Nikodemus turde ikke vise åbent, at
han troede på Jesus.
     Men det kan også være at Nikodemus kommer om natten,
som vi hører det i dag, fordi det er om natten vi får mest
besvær med vores tanker.  Om natten er mørket ikke kun
omkring os, men også foran os og i os. Det er om natten at
vi føler trang til en lærer, som kan fortælle os og hjælpe
os gennem mørket. Nikodemus følte, at Jesus kunne det med
sine lysende ord. Han mærkede, at lyset var i Jesus.
     Men Nikodemus når ikke engang at stille spørgsmål.
Jesus ved allerede, hvad han vil spørge om, nemlig om
lyset. Jesus siger: Den, der ikke bliver født påny kan
ikke se Guds lyse rige. Nikodemus troede at han kunne
komme og få noget at vide, at han kunne få en opskrift på,
hvordan han kom nær til Gud. Men Jesus siger, at det
gælder om at blive født på ny. Det er ikke nok at bruge
hovedet og få nogle nye tanker og ideer, for at komme ind
til Gud.  Det er ikke nok at bruge hænderne og gøre nogle
nye gerninger, hvor fine og gode de end er, for at komme
ind til Gud.  Der skal ske noget endnu mere gennemgribende
for et menneske for at komme ind i himmerriget.  Mennesket
skal have et nyt sind og en ny krop.  Mennesket skal fødes
påny. Det siger Jesus. Og det viser jo klart, at vi intet
selv kan gøre. Det er umuligt for os at lære.  Det er ikke
noget vi kan øve os i og til sidst blive gode nok til, at
komme ind i Guds rige.  Det er kun Gud, som kan gøre det
med os. Det er kun ved et under, det kan ske for os.
     Det mærker Nikodemus. Han siger: Hvordan kan et
menneske fødes, når det er gammelt? Det kan vel ikke for
anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?  Her troede
han, at han kunne komme og få lysende og lærerige ord fra
Jesus. Og så er det nærmest som om Jesus lukker vejen for
ham og fortæller ham noget helt umuligt, som han hverken
kan forstå eller gøre noget for. Og det er ikke kun, fordi
han er en farisæer, at han har svært ved at forstå Jesus.
Det havde Jesu venner også svært ved. Engang da han talte
med disciplene om Guds rige, sammenlignede han det med en
kamel, som skulle gennem et nåleøje. Og disciplene blev
helt oprørte og sagde: hvem kan så blive frelst. Mon ikke
Nikodemus tænkte det samme, når Jesus taler om at blive
født påny. Hvem kan så blive frelst. Til disciplene
forklarede Jesus det sådan: For mennesker er det umuligt,
men for Gud er alle ting mulige.
     Den samme forklaring giver Jesus i dag. Det er nok
det eneste i vores liv vi intet kunne gøre for selv: vores
fødsel. Når Jesus siger, at vi skal fødes på ny for at
blive frelst, så betyder det, at vi intet selv kan gøre
for det. Men ligesom det var et under, da vi første gang
kom til verden og så dagens lys, ligeså stort et under er
det ved genfødslen, at vi kommer til Guds rige og ser Guds
lys. Ved genfødslen ser vi vores dage og vores verden i et
andet lys, som en Guds gave, som Gud bliver ved med at
række os uden at vi selv skal gøre noget for det.
     Jesus siger, at det gælder om at bliver født af vand
og ånd for at komme ind i Guds rige. Vand og ånd. Det skal
få os til at tænke på begyndelsen af vores bibel, hvor der
står, at Guds ånd svævede over vandene. Og da var det, at
Gud skabte livet og lyset ud af intet. Sådan giver Gud os
det nye liv for intet. Ligesom Gud i begyndelse med sin
ånd og sit ord skabte alt det grønne og stadig gør at
naturen grønnes og gror.  Sådan kommer det fra Gud som et
under og en gave, når vores liv grønnes og gror og bærer
god frugt.
     Når Guds rige kommer til os - og det gør det jo i
Jesus og når vi hører hans ord - så sker der noget ligeså
gennemgribende og afgørende for os, som da vi blev født.
Det er et lige så stort et under, et helt ny menneske
kommer til verden.  Så nyt bliver livet for os.
     Og hvordan er så livet i Guds rige. Det er et liv i
bevægelse. Det ligner vinden der blæser og ikke er til at
bestemme.  Nikodemus kom for at få noget at vide, så han
kunne holde rede på sit liv. Vi vil gerne have styr på
vores tilværelse. Vi vil gerne fastlægge vores liv, så vi
ikke kommer ud for alt for mange uforudsete og
uberegnelige ting.  Det liv vi får fra Gud er ikke til at
lægge fast.  Det er så frit et liv, som vinden, hvor man
ikke ved, hvor den kommer fra og hvorhen den farer.
Menneskeligt set lyder det meget usikkert, som om alt kan
ske i det liv, som Ånden giver os.  Men kristeligt set er
det den største sikkerhed et menneske kan opnå, for ånden
kommer fra Gud og fører til Gud.  Ånden gør det under, at
det er Guds rige vi lever i og engang skal leve evigt i.
Og dér står det klippefast, at Gud ikke vil slippe os, men
omfavner os med sin kærlighed.
     Der er mennesker, som godt kan lide blæst. Jeg kan
ikke. Blæsten river og suser i træerne. Og selv om man er
godt beskyttet i et hus, så kan man hører det banke og
knage og man ved ikke hvor. Man hører klart den kraft som
er i vinden. Måske er den ved at rive noget af taget. Jeg
føler mig usikker når det stormer.  Netop sådan er ånden.
Den river vores beskyttelse væk, når vi kryber sammen i
det vi selv har bygget op. Det er jo for at vi skal søge
beskyttelse hos Gud. Den kraft, som kommer fra Gud vil
have os ud i det åbne, så vi ikke sidder og kryber sammen,
men går ud og lever livet, også når vi synes det er
usikkert og voveligt.  Det er frelsen, at turde leve,
fordi Gud er vores himmelske Far og vil frelse os, når vi
synes det er umuligt.