Der er tre måder vi i dag kan høre fortællingen om
den rige mand og Lazarus. Først hører vi, at den rige mand
lever forkert.  Han nyder tilværelsen uden at tænke på
staklen, som ligger lige uden for hans dør. Den rige mands
tøj er fint og rent og dyrt.  Det er purpur og fint
linned. Lazarus er klædt i væskende og urene sår.  Han har
ikke tøj og tage på. Mon dog ikke den rige mand kunne få
lidt til overs, så Lazarus havde tøj på kroppen.  Den rige
mand havde også rigelig af mad. Han levede som om det var
fest hver dag. Lazarus havde intet at spise.  Kunne han
ikke have fået resterne fra den riges bord. De blev
alligevel smidt ud. Det var forkert, at den rige slet ikke
tænkte på den fattige, men levede med god samvittighed
inden for sine tykke mure, godt spærret af mod omverdenen.
Selv om han havde givet lidt, så havde det været en stor
hjælp for Lazarus.
     Vi hører også deres skæbne efter døden som en straf
over den rige. Nu mærker han, hvad det vil sige at lide
nød. Og straks bliver han en anden. Han begynder pludselig
at tænke på andres velfærd. Han tænker på sine brødre, og
vil have dem advaret, så de ikke også kommer i helvede.
Det er egentlig smukt af ham. Det var sådan han skulle
have været, da han levede i sit pragtfulde hus. Da skulle
han have tænkt lidt mere på andre mennesker.
     Når vi hører historien sådan, så tænker vi vel på, at
vi også lever i pragtfulde huse. Vi har rent tøj på
kroppen og rigelig mad på bordet. Og hvor godt vi end har
spærret vores grænser og vores land af mod omverdenen, så
ved vi også, at der er mange mennesker, der i dag lider
lige så meget som Lazarus. Vi tænker ikke nok på dem. Vi
hjælper dem ikke nok.
     Når vi hører historien sådan, handler den om
næstekærlighedsbudet.  Vi skal bruge det vi har til at
hjælpe andre. Det vi har er jo ikke vores eget, men en
Guds gave, som vi må dele med andre. Luther skriver et
sted: Den rige mand tænkte: Min formue tilhører mig, som
også juristerne siger. Jeg kan give en anden hvad jeg vil.
Han mente ikke at handle ondt, da han ikke bespiste
Lazarus ved sit bord. Men det var forkert. Man siger: det
er mit gods. Nej, det er Guds gods, hvormed du skal hjælpe
din næste. Gør du det ikke, så er du en tyv.
     Når vi hører historien sådan, så er den en dom over
os. Den fortæller, at vi er tyve. Den fortæller, at vi
ikke lever efter Guds vilje, og vi hører, hvordan vores
skæbne bliver efter døden.
     Men vi kan også høre historien på en anden måde.
Navnet Lazarus betyder Gud hjælper. Det betyder, at Gud
hjælper de svage, de som intet har. Lazarus levede ikke et
fint liv og han gjorde ingen fine gerninger. Men Gud hjalp
ham. Lazarus kunne intet yde for at fortjene Guds hjælp.
Alligevel hjalp Gud ham.
     For det første betyder det, at vi ikke skal føle os
alene om at opfylde kærlighedsbudet, som om vi skal sørge
for, at al nød i verden forsvinder. Vi hører, at Gud selv
vil hjælpe de svage. Kærlighedsbudet er ikke så krævende
og forlanger ikke det umulige af os, så vi lige så godt
kan give op på forhånd. Vi må ikke påtage os det, som kun
Gud kan, at frelse mennesker. Vi skal tænke på andre og
lindre deres nød. Vi skal blive ved med at gøre det lidt
vi kan.  Og vi må gøre det i den tro, at Gud også vil
hjælpe med.  Ja, at Gud vil give den afgørende hjælp,
frelsen. Det skal vi aldrig påtage os.
     Selvfølgelig skal vi ikke sige, når vi ser en, som
har det forfærdeligt: Gud skal nok hjælpe dig. Og så lade
det blive ved det. Nej, troen på Guds frelse skal gøre, at
vi ikke giver op over for al den nød vi ser, så vi tænker
at vi intet kan gøre. Her i verden bliver der ved med at
være krig og hungersnød, og vi skal blive ved med at række
det vi kan til de nødlidende, og samtidig vide, at vi
aldrig kan hjælpe dem helt. Men det vil Gud.
     Når vi hører historien sådan, så fortæller den, at vi
ikke må misforstå kærlighedsbudet, som om det bud står
alene og vi kun dømmes på det bud. Nej, Jesus nævner altid
et andet bud sammen med næstekærlighedsbudet. Det andet
bud eller snarere det første bud er, at vi skal elske Gud.
Vi kan ikke opfylde det ene bud uden det andet. Vi kan
ikke elske vores næste uden at elske Gud. Luther siger det
sådan: Den, som føler Guds godhed, føler også sin næstes
nød. Men den, som ikke føler Guds godhed, føler heller
ikke sin næstes nød.  Når vi elsker Gud og tror på, at Gud
er god, så ved vi, at livet skulle være godt, og så får vi
øje på de mennesker, som det går skævt for, og vi får
medlidenhed med dem og vil gøre noget for dem. Vi siger
ikke bare: Sådan er livet. Nej, vi ved, at Gud er god, og
at Gud elsker alle, så det er forkert, hvis nogen har det
dårligt. De er ikke bestemt til at lide nød. Det er ikke
en skæbne, som de skal leve med. Nej, vi skal prøve at
ændre det efter vores bedste evne.
     Og når vi elsker Gud og tror, at Gud er god, så får
vi overskud til at gøre noget for andre, også selv om vi
ved, at det egentlig kun er lidt vi kan gøre. Dels er det
få af os, der har så venligt et væsen, at vi vil gøre alt
for andre. Vi må indrømme, at vi er så egoistiske, at vi
ikke vil ofre alt for andre uden tanke på os selv. Vi
giver resterne fra vores bord til de sultne.  Vi giver
vores aflagte tøj til dem, som mangler.  Og når vi møder
en, som er ulykkelig, så bliver vi ikke hos ham nat og dag
til han er kommet over sin ulykke. Nej, vi lytter lidt og
trøster lidt, men så må vi videre til vores eget.  Men når
vi elsker Gud og tror, at Gud er god, så ved vi, at Gud er
god både mod os, som svigter og mod dem, som vi svigter.
     Det er en stor trøst for mig, når jeg her efter
prædikenen beder kirkebønnen, hvor vi beder Gud om, at han
vil styrke alle dem, som er syge og sorgfulde, enten de er
fjern eller nær. Jeg tænker, at bare her i vores lille
sogn får jeg ikke at vide, hvergang en er syg, og da slet
ikke, hvem der er fyldt med bekymringer og sorg. Og jeg
kunne ikke hjælpe dem så meget, som det var nødvendigt
eller være hos dem så længe, som de havde brug for.
     Men i kirkebønnen beder vi om, at Gud selv vil trøste
og styrke alle dem, som har det dårligt, både fjern og
nær.  Det er en hjælp for os, som beder og for dem, som vi
beder for. Så skal vi jo ikke knuses af dårlig
samvittighed. Så kan vi blive ved at gøre det lidt vi kan
og samtidig vide, at de syge og sorgfulde og anfægtede får
en endnu større hjælp end vi nogensinde kunne give dem.
Gud selv vil være hos dem og trøste og styrke dem.
     Det var de to første måder vi kan hører fortællingen
om den rige mand og Lazarus. Så handler den om kærligheden
til Gud og til næsten, at vi må hjælpe vores næste, også
selv om vi er syndere, som svigter. Og vi må tro på Guds
godhed, at Gud vil bruge os, selv om Gud ved, at det langt
fra bliver fuldkomment det som vi udretter.
     Men der er en tredje måde vi kan høre fortællingen
idag.  Vi kommer dybt ind i fortællingen, når vi tænker på
langfredag.  På korset sagde Jesus: Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig.  Ja, Jesus sagde det ikke. Han
sang det, for det er begyndelsen på salme 22 i Det gamle
Testamente. I Den salme står der også: jeg er en maddike
og ikke et menneske, til spot for alle, foragtet af folk.
Min mund er tør som et potteskår, min tunge klæber til
ganen. Hunde omringer mig. Jeg kan tælle alle mine
knogler. De deler mit tøj mellem sig.
     Og det er jo præcis en beskrivelse af Lazarus: han
var som maddike, foragtet.  Han havde intet at drikke og
spise.  Hundene omringede ham.  Han var så tynd, at han
kunne tælle sin knogler. Han havde intet tøj på.
     Og til sidst i salme 22 står der, at Gud ikke viste
foragt for den elendiges nød.  Gud skjulte ikke sit ansigt
for ham, men hørte, da han råbte om hjælp.  De hjælpeløse
skal spise og blive mætte.  De, der søger Herren, skal
lovsynge ham og de skal få et langt liv. For Gud griber
ind. Gud hjælper.  Og det var jo netop, hvad navnet
Lazarus betyder, det var også sådan det gik for Lazarus.
Det ender med, at han ligger til bords med Abraham, og Gud
viser sit ansigt for ham og giver ham et langt liv.  Gud
griber ind.
     Da Jesus hænger på korset og er ved at dø, synger han
salme 22 og den slutter med ordene: Men jeg er i live og
mine efterkommere skal tjene Gud. Der skal forkyndes om
Gud for kommende slægter; og til dem, der fødes i
fremtiden, skal man fortælle om hans retfærdighed: Gud
greb ind.
     Når vi hører fortællingen i dag om den rige mand og
Lazarus og tænker, at vi skal prøve at blive retfærdige og
rigtige mennesker, som handler godt mod alle, så siger
Jesus altså også med fortællingen, at vores retfærdighed
ikke kommer fra, at vi griber ind, men fra at Gud greb
ind, og det gjorde han i Jesu død og opstandelse. Det skal
forkyndes for os og for alle kommende slægter: Gud greb
ind. Det må vi, som svigter og synder, leve på. Det må vi
leve på, vi som ikke har noget fint liv og fine gerninger
at vise frem. Vi får Guds retfærdighed. Den giver han
os i sin søns død og opstandelse. Det må vi alle leve på,
hvadenten vi er raske eller syge, sultne eller mætte, rige
eller fattige.  Her hjælper ingen tykke mure eller porte.
Her står vi alle på samme side, at vi alle må bede Gud om
hjælp og høre, at Gud vil hjælpe os i sin søn, Jesus.


ny præd

Det er yderpunkter Jesus stiller op over for
hinanden. En rig mand. Vi kan se ham for os. I fint tøj.
Et fint liv. Hans humør er også på toppen. Det er vel ikke
alle rige, som har det sådan. De lever nok i lyst og
pragt. Men pragten vænner de sig sådan til, at de ikke ser
den.  Selv om Jesus sætter sagen på spidsen, så er det
realistisk det han fortæller. Vi ved, at de som er meget
rige, de har også mange bekymringer og bliver meget
stressede og dør tidligt, men alligevel er det realistisk,
det som Jesus siger. Den mand, som Jesus beskriver, han
nyder sit liv.  Man kan høre i ordene om ham, at han nyder
det fine tøj han tager på hver dag, rent og smukt. Og han
nyder sine smukke omgivelser og maden, han lever i lyst og
pragt.
     Men vi kan også se de fattige mand for os. Han lå.
Han levede ikke. Han lå. Han kunne ikke gå omkring og nyde
tilværelsen, det eneste han kunne var at ligge. Han havde
ikke fint tøj på. Hans påklædning var sår, hæslige sår.
Når vi ser sådan én på fjernsynet, så lukker vi øjnene.
Hans eneste tanker var smulerne, som lå på gulvet, når den
rige inde i huset havde spist.  Smulerne som lå tilbage og
som tjenerne fejede sammen og smed i skraldespanden, dem
tænkte den fattige på. Han tænkte ikke på de fine måltider
og spændende retter, som den rige spiste med stor nydelse.
Nej, den fattige tænkte kun på smulerne, krummerne.
     Det er ikke som den fattige pige med svovlstikker i
HC Andersens historie. Hun så gennem muren ( beskriv nærmere
det som hun så).
     Så rørende er det ikke i Jesu lignelse om den rige
mand og Lazarus.  Lazarus tænker kun på krummerne fra den
rige mands bord. Det er noget nøgternt og realistisk over
Jesu beskrivelse.  Når hundene kom hen til den fattige, så
skal vi ikke tænke på søde hunde, som dog vil trøste den
fattige lidt. Nej, hunde i Israel dengang var foragtede
dyr. De rendte vildt rundt i gaderne og levede af hvad de
kunne finde. Man jagede med dem. Hvis man ville sige et
grimt ord om mennesker man ikke kunne lide, så kaldte man
dem hunde.  Nej, i ordene om hundene, som kom hen til
Lazarus og slikke hans sår, skal vi høre, at han ikke
engang har kræfter til at jage hundene væk, og i stedet
for at mennesker plejer ham og renser hans sår, så kommer
hundene med alle deres urenheder og giver dem til den
fattige.
     Jesus sætter sagen på spidsen. Vi ville jo nok sige,
at mange af de som er fattige eller ikke har stort
ansvar, de har heller ikke så meget at tænke på. De har
ikke så mange bekymringer. Der er ikke så meget som
afhænger af deres beslutninger. Der er ikke så meget som
hviler på deres skuldre, så de bliver tynget ned af det.
Men selv om Jesus sætter sagen på spidsen og beskriver den
fattige Lazarus som totalt elendig og fortvivlet, så er
det realistisk nok, det vi høre. Vi kan ikke skubbe
historien fra os af den grund.
     Det er yderpunkter Jesus stiller op over for
hinanden. Og først kunne vi jo tænke, at det slet ikke
ligner os. De fleste af os er ikke meget rige eller meget
fattige. Vi har det hverken som den rige mand eller som
Lazarus.  Og vi kunne gøre nar af fortællingen og skubbe
den fra os ved at sige, at vi her på jorden hverken lever
himmelsk eller i helvede, og at vi så efter døden hverken
kommer op eller ned, men at det bliver lige så meget på
det jævne, som vores liv her er.
     Vi kunne også skubbe historien fra os ved at sige, at
vi har ikke har nogen som Lazarus i vores land. De bliver
hjulpet. Der er ingen som ligger på gaden. Der er ingen,
som ikke kan spise sig mæt. Der er ingen, som ikke kan
komme på sygehuset og blive plejet. Ja, egentlig ville vi
skubbe historien fra os, hvis vi sagde, at Lazarus nu
findes i u-landene, og altså Jesus taler om mennesker
langt fra os, som vi kun ser i fjernsynet.  Det ville også
være at skubbe historien fra os, for så ville den ikke
berøre vores hverdag. Det er godt at hjælpe u-landene, og
det gør Danmark også. Pr. indbygger giver vi mere end
noget andet land i verden. Vi kunne give mere til alle
dem, som ligger uden for vores lands port. Men det er ikke
det historien i dag først og fremmest handler om, nemlig
om noget langt fra os.
     Tværtimod kommer historien tæt ind på os. Den går os
på klingen. Og det er jo i virkeligheden derfor vi kunne
have lyst til at vise den fra os, at skubbe den fra os. Vi
ved, at vi er én af de to enten den rige eller den
fattige, og vi ved, at det nok, hvis vi bliver nødt til at
vælge, så er det den rige. Og det vi hører om hans skæbne
efter døden, det er ikke godt.  Og det kunne vi jo tale
længe om, at den rige nu ser himlen langt borte, at han
bare ønsker sig en dråbe vand, ja, at der er en dyb
afgrund over til alt det gode.
     Men det værste ved den riges skæbne og vores, hvis
det skal gå os efter historien, det er alligevel ordene: "
Du har fået dit gode, mens du levede, og Lazarus ligeså
det onde. Nu trøstes han her, men du pines." Det er det
værste, hvis vores skæbne afhænger af, hvordan vi har det.
Vi må jo indrømme, at vi i det store og hele har haft det
godt her i vores jordiske liv, og hvis det bare vender om,
så ved vi, hvad der venter os, og så kan vi intet gøre for
at forhindre det. Så er der ingen redning. Ja, egentlig
står der i fortællingen at vi ikke engang bliver advaret.
Vi må leve i lykkelig uvidenhed, men vi vil få øjene op,
når der intet mere er at gøre. Det er som om historien
driver os ind i en blindgyde, hvor der ingen redning er.
Altså hvor vi ikke kan komme med nogle af vores dårlige
undskyldninger eller gode fortsætter. I virkeligheden
ville de jo være en udflugt og en dårlig undskyldning hvis
vi svarede Jesus med, at nu skal vi nok tage os sammen og
give nogle krummer til de fattige, til dem som har mindre
end os her i vores land og til dem, som sulter uden for
vores land. Det er levner Jesu barske fortælling os slet
ikke plads til den slags redning. Vi kan ikke redde os
selv ud af den skæbne, som venter os.
     Men der er en dør i den blindgyde, som vi står i, og
den dør hedder Jesus. Den dør skal vi gå ind ad. Døren
hører vi jo om i de sidste ord i historien, Abrahams ord
om, at der skal ikke komme nogen til menneskene og
fortælle om livet efter døden, for de ville ikke tro det,
de ville ikke lade sig overbevise, selv om én opstod fra
døde.
     Det fortæller Jesus. Han kom fra Gud og fortæller os
om forholdene hos Gud, forholdene efter døden, det har han
jo lige gjort i fortællingen. Det er som om den til sidst
benægter sig selv. Mere end det: Jesus opstod jo af døden.
Gud lader os altså ikke gå fortabt. Gud lader os ikke gå i
blinde og leve i lykkelig uvidenhed, nej han giver os
besked om vores lykke, at den består i troen på den
opstandne Jesus.
     Netop de sidste ord i fortællingen og at det er
Jesus, som fortæller den bevirker, at fortællingen om den
rige mand og Lazarus ikke handler om vores fortabelse og
om hvor forfærdeligt der er i helvede. Nej, Jesus
fortæller den for at frelse os og for at ændre os. Det vi
ikke kan gøre selv. Det vil Jesus gøre med sine ord: ændre
os. For det ville jo ikke ændre os, selv om vi gav de
fattige lidt. Ja, selv om vi gav dem alt hvad vi havde,
hvis vi bare brugte dem som midler for vores frelse, så
var det den samme foragt eller ligegyldighed, som den rige
mand viser over for Lazarus.
     Jesus bruger jo så skrappe midler i sin fortælling
for at vise os, hvor forfærdeligt det er, når der er en
mur eller en lukket dør mellem os og vore medmennesker,
ja, hvor forfærdeligt det er, når der er en afgrund mellem
mennesker. Og det gælder både her på jorden og i himlen.
Jesus bruger så skrappe midler for at vise os klart,
hvordan vi skal se på andre mennesker.  Den rige mente jo
nok om Lazarus til at begynde med, at han var lige så
ussel og ligegyldig som en af gadens hunde. Men efter
døden der så han op til ham som en af de største og
heldigste, da lazarus lå i Abrahams skød, altså sad på
hæderspladsen i Guds rige. Det fortæller Jesus for at
sige, at der er ingen mennesker vi må se ned på, for så
vil vi få netop den dom, som vi dømmer dem med, og vi vil
komme til at se op til dem. Jesus bruger så skrappe midler
for at ændre os og holde os fast på, at vi alle, hvordan
vi end har det, om vi er syge eller raske, om vi har mange
evner eller ikke så mange, ligegyldigt hvor vi bor, så vi
ligemænd, vi er brødre og søstre. Det kommer den rige jo i
tanke om, da han får øjnene op for realiteterne, at han
har brødre og at vi skal tænke på hinandens vel.
     Jesus vil altså ændre os med den skrappe historie.
Han vil ændre os med sine ord, men vil også ændre os ved
at komme til os som vores bror. Jesus behandlede jo os som
sine ligemænd, som brødre og søstre.  Ja, egentlig kom han
for at være under os, at tjene os, så vi ikke går fortabt.
Derfor gav Jesus sit liv. Vi skal gå ind ad den dør, som
hedder Jesus. Det er vores eneste redning for at komme
gennem den mur der er ind til himmerig. Det er vores
eneste redning for at komme over den afgrund, som er
mellem os og himlen. Og det er den eneste vej, som fører
til vores medmenneske, så vi lever som ligeværdige.
     Jesus sætter i fortællingen om den rige mand og
Lazarus yderpunkter op over for hinanden, men han vil med
fortællingen og med sit liv, sin død og opstandelse,
forlige og forsone yderpunkterne. Det kan Jesus. Den tro
må vi leve i og dø i.