1.	søndag efter Trinitatis (I) –
Lukas 16,19-31

I.
Det var jo en rystende fortælling!! Den kan
næsten ikke undgå at sende os i gulvet - til
tælling; på randen af en knock out. Det er ikke
så lige en sag at ryste den af sig og komme på
benene igen efter dét slag.

Det er 2 yderpunkter - ekstremer - Jesus tegner
med denne lignelse: på den ene side en stenrig
mand, der klæder sig i dyrt tøj og lever et
luksusliv; på den anden side et menneske så
fattig, klædt i laser og lever af det, som han kan
finde i skraldebunkerne. Da de dør, kommer den
rige i pinestedet, men den fattige bliver til
gengæld båret hen for at hvile i skødet på
Abraham.

Der er en uoverstigelig afgrund imellem dem,
ikke bare i dødsriget, hvor de kan se, men ikke
nå hinanden. Også i deres jordiske liv var der en
uoverstigelig kløft mellem de to, og det selv om
den fattige Lazarus lå lige ved porten til den rige
mands hus, så han næsten ikke kunne undgå at
træde på ham, når han gik ind og ud.

En lignelse skulle helst ligne noget fra
virkeligheden. Og her kommer måske vores
første indvending: sådan ser virkeligheden ikke
ud i Danmark. Grundtvig skrev i sangen ’Langt
højere bjerge…’: ”Og da har i rigdom vi
drevet det vidt, når få har for meget, og
færre for lidt”. Hos os sørger skattesystemet
for at bygge bro over kløften mellem fattige og
rige. Prøv dog lige og tænk på trækprocenten,
kære Jesus! Vi har jo betalt skat, så vi behøver
ikke at punge mere ud! Der er jo ingen, der lider
nød i Danmark!

Og så kommer den anden indvending: det er dog
for simpel en tankegang, at den fattige skal
belønnes for sin fattigdom og den rige straffes,
fordi han har gjort det godt! Den fattige kunne
måske godt have taget sig lidt sammen, og den
rige er jo allerede blevet straffet under det hårde
skattetryk! Der findes vel de forbrydelser, der er
værre end at være rig!

II.
Evangelisten Lukas som fortæller denne lignelse
af Jesus, berører ofte dette tema: ’Hvor er det
vanskeligt for dem, der ejer meget, at komme ind
i Guds rige’, siger han (18,25). Og det er her,
jeg vil prøve at sætte fingeren i dag.

Vi siger ofte, at der følger en frihed af at have
midler til rådighed. Det er selvfølgelig også rigtigt
i et vist omfang. ’De rige har mange glæder’,
siger vi undertiden - med et vist stænk af
misundelse. Tænk alt det, som de kan gøre! Men
Jesus advarer faktisk mod rigdommen. Og nok
ikke bare den rigdom som giver sig udslag i
svulmende bankbøger og værdipapirer, men
også den rigdom, som både du og jeg indehaver.

Rigdom kaldes i Ny Testamente ofte havesyge,
og det har ikke noget at gøre med hus og have;
men det at ville have; og det at ville have mere;
det aldrig at kunne nøjes med; det aldrig at
kunne have nok eller få nok! Derfor gælder
havesygen ikke blot de såkaldte rige, men også
alle dem der frygteligt gerne vil være det!

For rigdom og havesyge giver ikke bare frihed,
som vi tror. Der følger lige så megen bundethed
og forkrampethed af rigdommen. Jeg vil gerne
gengive lidt af det, som den ortodokse
ærkebiskop Anthony Bloom skriver i en af sine
bøger:

”Mon vi har gjort os rigtig klart, at det at blive rig
altid betyder, at man på et andet plan bliver
fattigere? Bare man siger: ’Jeg har et ur, det er
mit’ og lukker sin hånd omkring det, så har man
ganske vist et ur, men ens hånd er ikke længere
fri. Og hvis man lukker sit sind til omkring de
rigdomme man har i sig eller lukker sit hjerte til
for at gemme dets rigdomme bort i sikkerhed, så
har man begrænset sine muligheder til de ting,
man lukkede sig omkring.”

Videre siger ærkebiskop Bloom ”Alt, hvad vi
gør os til herrer over, tager vi ud af kærlighedens
rige. Det bliver ganske vist vort, men
kærligheden går tabt. Én har sagt: ’Al mad i
denne verden er Guds kærlighed, gjort spiselig.’”
Og så blot ét citat mere: ”Alle slags rigdomme -
af hvilken art de så er - burde blegne og visne og
reduceres til bare at være den baggrund, mod
hvilken den eneste skikkelse, som virkelig
betyder noget, kunne træde frem i tydelig relief.”
(Cit. fra Anthony Bloom: En vej til bøn, s. 47-48
og 36).

III.
Mon ikke disse citater af den ortodokse
ærkebiskop gør det klart for os, at det ikke er
rigdommen i sig selv, som gør os fortabte og
fører fordærv over os, men det er det, som vi
gør med rigdommen og med det, som vi har.
Men den dom, som kan falde på os, hvis ikke vi
indser det og handler efter det, er lige så hård
som den, der bliver lignelsen rige mand til del.
’Fordi vi lever i overflod, glemmer vi, hvad liv
er,’ siger forfatteren Cecil Bødker.
Og det er det værste, der kan ske et menneske:
at vi glemmer hvad liv er! For da er vi i
virkeligheden døde, selv om vi stadigvæk lever.
Og det indser vi - om ikke før - så den dag livet
er uigenkaldelig tabt, og da er det for sent at leve
det. Da er kløften så afgrundsdyb, at den ikke
længere kan overskrides.

Derfor skal vi ikke glemme, hvad liv er. Det sted
hvor vi mindes stærkest om det, er i
gudstjenesten; og det sted i gudstjenesten, hvor
det klarest udtrykkes hvad liv er, er i den hellige
nadver, hvor Jesus Kristus i nat han blev forrådt
tog brødet og vinen, takkede og gav sine disciple
det og sagde: det er mit legeme; det er mit blod,
som jeg giver for jer.

Kristus regnede det nemlig ikke for et rov at
være lige med Gud (altså som noget han havde
ranet til sig); men han gav afkald på det, tog en
tjeners skikkelse på og blev mennesker lig.
Sådan har de første kristne sunget det, når de
var til gudstjeneste. Kristus brugte sin rigdom og
sin guddommelighed til at tjene mennesker med,
sådan at den enes rigdom blev til rigdom, og det
vil sige: til liv for mennesker.

Livet bliver større og rigere af at blive delt. Det
vil sige, at alle de barrierer og kløfter, som vi får
rejst mellem hinanden for at værne om det, der
er vort og for at sikre det for os selv, de skal
nedbrydes, for at livet kan vokse. Til det har Han
selv vist os vejen – ikke blot ved at dø, men ved
også at opstå fra de døde!

Derfor er det også Ham, denne måske lidt
stereotype lignelse om to skarptslebne
ekstremer, den rige mand og den fattige Lazarus,
handler om- så at vi aldrig glemmer hvad liv er.
	
	
	
	Amen.

Salmer:692 – 616 / 906 365 – 864 – 323

Risskov Hospitalskirke, søndag den 6. juni
1999.