1. søndag efter trinitatis; Luk 16,19-31

Lazarus var død, og der hører ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad
mennesker ville tænke i en sådan situation. De ånder lettet op både på hans
og på egne vegne. Nu var de fri for at tage sig af ham; frie for at bringe
ham hen til den riges dør, hvor han gennem lang tid havde opretholdt livet
v.h.a. resterne fra den riges bord. Om end han havde måttet nøjes med det,
så havde han dog bevaret livet. Nu var det slut, og hvor var det godt, at
han slap væk fra al den lidelse og elendighed. Nu får han omsider fred.
Sådan ville samtalen gå hos dem, som var i familie eller havde taget sig af
den fattige Lazarus.

Og de ville havde meget mere ret, end de selv vidste af, for det var godt
for Lazarus at dø, og han fik virkelig fred i Abrahams skød. Men det kunne
de nu hverken se eller vide. Nu glemte de ham sikkert også hurtigt; han
havde efterhånden kun været dem til besvær. Der kom ikke til at stå "Elsket
og savnet" på hans gravsten. Han fik næppe heller nogen sten. Som for 'Jens
Vejmand' blev det nok kun til et bræt, hvis det overhovedet blev til noget.
Kun hun-dene savnede ham.

Selv om jeg her fantaserer, så er det næppe helt forkert. Og der hører
heller ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad folk tænkte, da den
rige mand var død. Hvor var det sørgeligt, at han skulle dø så brat, sagde
de nok. Måske havde han været deres velynder. En betydningsfuld mand i
samfundet. Rigdom skaffer altid indflydelse, ikke sjældent til dem, som
helst ingen indflydelse skulle have haft. Og en indflydelsesrig person har
selvfølgelig fået en ordentlig begravelse.

Livet igennem havde han klædt sig i purpur og fint linned og hver dag levet
i fest og pragt. Og som hans liv havde været, blev hans død vel også.
Begravelse er foregået med pomp og pragt. Om ham havde man ikke sagt: 'Det
var godt, han fik fred', men tværtimod talt om det sørgelige ved hans død.

Og de havde mere ret, end de selv vidste af; for det var sørgeligt for den
rige mand at dø. Ja, det var forfærdeligt. Men det kunne de nu hverken se
eller vide, da de begravede ham.
Ved døden standser vort blik. Her er for alvor et jerntæppe, som vi alle
skal passere; men som man hverken kan se igennem eller passere med
returbillet. 'Nu kender han hemmeligheden', sagde en kone ved graven, da
hendes mand var blevet begravet. Men den hemmelighed bringes ikke tilbage
til os. Og selv om Jesus gennem denne mærkelige historie tilsyneladende
lader os se over på den anden side, så er det ikke sådan, at tilværelsen
hinsides på den måde kortlægges for os.
Vi får ikke en geografisk beskrivelse af de dødes rige. Vi kan ikke og må
ikke lave teorier om den såkaldte mellemtilstand på grundlag af den
historie; for dertil rummer den alt for mange uklarheder. Og desuden
fortæller Jesus i lignelsen ikke noget om de dele, som ikke andre jødiske
skrifter allerede havde gjort til kendt stof i samtiden. Jesu ærinde med
lignelsen ligger et andet sted.

"Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag
levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans
port … dér lå han så. Han lå der som de mange navnløse, som ligger lige uden
for vor rige verdensdels dør. Vi ser dem hver dag, billederne af de
forstenede, modløse og tomme ansigter, som lidelsen har gjort tavse, og som
med deres øjne kalder på vor hjælp. Og vi hjælper dem da også; 15 kr. i
gennemsnit fra hver dansker til krigens flygtningene. Han ønskede kun at
spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord,  og meget mere end
smulerne fra de riges bord bliver det da heller ikke til.

Og sådan vil det være, så længe de ikke har fået navn og identitet. Men
Jesus sætter navn på den fattige og lidende, og dermed er han pludselig
trukket ud af den skare, som du kan nå med et girokort. Han er blevet et
menneske. Ikke bare en teologisk størrelse, en næste, som du bør tage dig
af; men han er din næste; han har - som manden ved Bethesda dam - ingen
andre end dig. Du er ham næst. Han er Lazarus; du kender både hans navn, og
selv om den fattige og flygtningen ofte er hjemløs, så får du i evangeliet
adressen for din forpligtelse.

En fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port … Hedder det om forholdet
mellem de to. I min fars gamle bibel er stedet oversat lidt anderledes. Dér
hedder det om den fattige, at han "var lagt" ved den riges port. Det er
meget mere beskrivende, for uvilkårlig leder det frem til spørgsmålet: Hvem
havde lagt ham det? Jovist, han var vel båret derhen af dem, som tog sig
lidt af ham. Men dybest set: Hvem havde lagt ham der? og det er, som om
svaret ligger i luften: Det har livets Gud - lagt ham som den rige mands
tildeling, hans Lazarus: "Hvad vil du gøre ved ham?" - Han er din Lazarus:
"Hvad vil du gøre ved ham?"

Se det bliver pludselig lidt for nærgående. Og så tænker vi som kvinden i en
af Huxleys romaner: "Hvordan kan det være, at andre folk altid bliver
indviklet i éns liv? Hvis man bare kunne ordne tingene efter samme princip
som jernbanerne! Parallelle spor - sådan skulle det være! Man kunne bevæge
sig i to tog nogle kilometer i samme fart, føre en henrivende samtale ud af
vinduerne; og havde man sagt, hvad man ville, blot sætte farten op og køre;
sige farvel og køre videre ad de glatte, blanke spor. "Men", fortsætter hun,
"i stedet har vi alle disse frygtelige ulykkestilfælde - gale sporskif-ter -
og at folk springer på, når vi kører forbi stationerne, og ikke vil lade sig
kaste af."

Det er rystende, det hun siger, kvinden hos Huxley - jo, for det er jo os,
der tænker: Jeg skal ikke blandes ind i noget! Et girokort kan være godt
nok, men jeg vil ikke vide af noget navn, ingen adresse, fordi, hvis min
'Lazarus' får navn, så kan jeg ikke længere betale mig fra min forpligtelse.
Altså ingen ulykker her, ingen gale sporskifter! Ingen skal springe på mit
tog!
Men i dagens evangelium nævner Vor Herre Jesus den fattiges navn, for at du
skal komme i tanke om ham eller hende, som er din Lazarus, din tildeling -
komme i tanke om den, som er adressen for den kærlighed, du skylder livets
Gud, men som Han omadresserer til det menneske, Han har lagt ved din dør.

Det er, som om Han kommer din så forståelige indvending i forkøbet, når du
over for den menneskelige nøds uoverkommelighed værger for dig: "Man kan jo
ikke hjælpe alle!" (og måske tænker: Så heller lade være med at hjælpe
nogen; man skal ikke gøre forskel)så svarer Jesus med lignelsen: Du skal
slet ikke hjælpe alle. Men du skal hjælpe ham, som Gud giver navn for dig,
sådan at du hører, hvad der ligger i ordene fra dagens epistel: at den, som
elsker Gud, skal også elske sin broder -ikke i almindelighed, men i
særdeleshed - ikke en anonym næste, men din Lazarus!

Det er den eneste lignelse, hvor Jesus sætter navn på en af fortællingens
personer. 'Lazarus' betyder: 'Gud hjælper'. Sådan lyder evangeliets tilsagn
midt ind i nøden og hjælpeløsheden: Gud hjælper. Men ikke sådan, at du kan
tænke: "Så behøver jeg ikke!" Indtil videre kender du adresse. Gud har lagt
den nødlidende ved din dør. Og ikke kun den sultne og tørstige, men også den
ensomme og bange, den forfulgte og syge, den blinde og lamme, den hvem
tavshed og mangel på forståelse rammer. Jo, du behøver ikke at mangle
adresse.

Mennesker bruger engang imellem kraftudtrykket 'ved min salighed'. Her
gælder det for alvor, at det menneske, som ligger for min dør, må jeg for
min saligheds skyld ikke overse.

Egentlig ved vi godt, at sådan er vor forpligtelse, og vi hjælper dog kun
halvt eller slet ikke. Den rige mand, jøderne og den riges brødre - de
vidste det alle. De behøvede ikke, at den døde Lazarus vendte tilbage fra de
døde for at fortælle derom.

Men til os er der kommet én fra de døde, vor opstandne, levende Herre for at
sige os det igen og igen: Hvad I ikke har gjort imod mig …. Da Han levede
her, gik Han aldrig nogen hjerteløst forbi, Han hjalp aldrig nogen halvt. Og
med det liv har Han også for os slået bro fra dødningehjem til de levendes
land.

Har vi lukket vort hjerte for vor Lazarus, er der vel intet, der som Hans
kærlighed kan dirke det op. Han giver os på denne søndag morgen ved sit
stærke ord og ved sit bord livet nyt tilbage - men stadig med den gamle
adresse til Lazarus. Din Lazarus!