1. søndag efter trinitatis 1999 - Havdrup



GT-Læsning: Es. 58,5-12.

NT-læsning: 1. Johs. 4,16b-21.

Evangelium: Luk. 16,19-31.

Salmer: DDS 692, 606, 246 - 142 og 552



Prædiken



Man skal ind imellem høre meget, før ørerne falder af.

Til andre tider er man nødt til at lukke af for alt det, 

der siges, for dog at fange lidt af det, som er ment.

For velkendt er det, at det ikke kun er det, der siges, 

men også måden, som bærer betydningen og meningen!



Når der i Ny Testamente hentydes dette, sker det ikke sjældent med ordene, at

"den, der har ører at hører med, han skal høre".

I de sammenhænge, hvor dette slagord lyder, sker det som ikke blot som

opfordring til at slå ørerne ud, men også til at lytte på den rigtige måde, så at man

trænger ind bag ordene og når frem til den hensigt, hvormed de rent faktisk er

ment. 

Og ikke sjældent lyder denne opfordring netop om det, 

der på overfladen ikke lyder som evangelium, men godt kan være det, hvis de

bliver forstået i deres rette sammenhæng, hvilket som oftest er vores egen.



Derfor kunne den lignelse, vi netop har lyttet til, egentligt godt være indledt eller

afsluttet med et formanende; "...den, som har øre at høre med, han hører

evangeliet forkyndt". 

Men sådan som ordene rent faktisk lyder, er der næppe tale om andet end gold

moralisme og et godt eksempel på farisæisk livsvisdom. 



Vi står nemlig overfor en fortælling, hvor to rentegnede typer stilles overfor

hinanden.

På den ene side har vi den rige mand, der som rige nu engang har for vane, kun er

optaget af den overflod, han har bygget tilværelsen op omkring.

På den anden side af væggen og lige udenfor hans bolig ligger så den fattige

Lazarus, så syg, så sulten og afkræftet, at han i bogstaveligste forstand er gået i

hundene.

Så enkelt er billedet i første scene, der foregår på jorden.

Barskt, men egentlig uden at skildringen i sig selv lægger op til nogen fordømmelse.

Den rige mand - og Lazarus. 

En enkel scene, der konfronterer os med livet, som det nu engang er; nogle er rige

og andre er fattige - nogle har aldrig mødt mangel, andre kender ikke andet end

afsavn.



Leder vi efter eksempler fra vor egen tid, er det ikke svært: Vi kunne f.eks. tænke

på den eksilerede diktator Mubuto fra det ludfattige Zaire, der nok har mistet sin

magt, men stadigt ejer 17 paladser og 35 luksusbiler over hele kloden. 

Eller ekspresidentfrue Marcos fra Fillipinerne, hvis skabe bugnede med tusindvis af

sko købt på luksusrejser til USA og Europa.

Eller lidt nærmere os selv; bumserne og narkomanerne på Hovedbanegården, som

travle forretningsmænd og ditto kvinder skynder sig forbi på vejen til Paris og

Bruxelles.

Eller indbyggerne i det pæne villakvarter, der protesterer mod bygningen af endnu

en institution for psykisk syge eller samspilsramte unge.

Som sagt: "Den der har øren at høre med... ".



Men hov, stop! Måske det i virkeligheden er alt for let at høre fortællingen som en

afsløring af menneskers mangel på næstekærlighed, for hvad nyt - og ikke mindst -

hvad befriende er der i det? Sådan er verden og mennesker jo!

Inden vi ender med et alt for forudsigeligt facit, skulle vi måske overveje, hvordan

fortællingen oprindeligt blev hørt.



For som flere af de lignelser, vi finder i Lukasevangeliet, indgår også denne i det

skarpe opgør mellem farisæernes fastholden ved Moselovens elitære retfærdighed

stillet overfor Jesu forkyndelse af et Guds Rige åbent for alle - uden krav om

særlige moralske og religiøse kvalifikationer 

- et liv i ét og alt bestemt af Guds kærlighed.

Fastholder vi denne situation og lytter vi til den fortælling, som farisæerne måske

havde ventet, fordi de i forvejen kendte en række historier om fattige og rige, der

blev stillet overfor hinanden, så kan det godt være at vi spidser ører.



Prøv bare at høre her:

"Der var engang en rig tolder, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag

levede i fest og pragt. 

Men en fattig og from farisæer lå ved hans port....

Den rige og gudløse tolder endte i helvedes varme og tørre egne, mens den

fromme blev bragt op i Abrahams skød".



Sådan! Selv i denne ultrakorte form, er det let at forstå, hvad det handler om! 

Det er vel heller ikke svært at forstå, hvorfor farisæerne fik et horn i siden på

Jesus?

Læg også mærke til, hvor pointen ligger!

Pointen er jo altid det punkt, hvor man overraskes, 

fordi man måske ventede noget helt andet. 



For Jesus gengiver jo loyalt farisæernes grundfortælling.

Jesus er i det store og hele tro mod den retfærdighed, 

som er deres kæphest, nemlig tanken om løn som forskyldt og genoprettelsen af

en højere retfærdighed i tilværelsen hinsides alle jordiske kvaler. 

Som det jo også sker i deres fortælling sker der en ikke overraskende vending fra

første scene på jorden til den anden, der udspilles efter døden.

Som den rige mand har levet uden nogensinde at mangle noget i sit liv, ligger

Lazarus nu saligt på hæderspladsen i himlen, mens hans sult på jorden er blevet til

en uudslukkelig tørst for den rige.

Og fordi vi nu engang selv langt hen ad vejen anerkender princippet, er det lidt

svært at have medlidenhed med den rige mand - han ligger jo, som han har redt!

Det manglede bare om ikke der skulle være en smule glæde til overs til den fattige

Lazarus!

Med andre ord: I lignelsen fremholder Jesus ikke nogen anden retfærdighed end

den farisæerne og vi med dem kender alt for godt i forvejen. 

Det eneste overraskende, som Jesus gør, er faktisk at bytte om på rollerne, så den

vandte sympati skuffes!



Så den, der har øren at høre med, bør af dette forstå, at Jesus på ingen måde kan

mene fortællingen bogstaveligt, hverken som et opgør med rigdom eller som en

realistisk skildring af, hvad der sker efter døden.



Tværtimod er fortællingen ironisk og bidende sarkastisk! 

Tager man den trods dette alvorligt, ryger man lige i den fælde, som netop Jesu

modstandere søgte at fange ham i, når de spillede hans forkyndelse af Guds kær-

lighed ud mod forventningen og kravet om retfærdighed.



Hellere søgte farisæerne at fange ham i deres egne ord, 

end med ørerne at lytte sig ind i det, der bar alle hans ord og handlinger; nemlig det

Guds Rige, der er en gave til alle, der ikke er så optaget af egen selvforbedring, at

de overhovedet ikke ser nødvendigheden af at alene at lade Gud være den, der i

sidste ende skal frelse dem.

Havde farisæerne virkeligt hørt efter, ville de have forstået, at der mellem deres

gamle lov og den nye retfærdighed, 

han bragte, var en kløft, som intet menneske af sig selv kunne komme over -

hverken i livet eller i døden.

End ikke, lader Jesus ironisk Abraham sige, om et menneske opstod fra de døde,

ville kløften overvindes. 

For selvom opstandelsen virkeligt er et under, så kan heller ikke underet tvinge

kærligheden frem i det menneske, der ikke vil vide sig sat ned ved siden af den

fattige Lazarus, der ikke har andet at håbe på end Guds barmhjertighed.



Her er det meget vigtigt, at vi lytter på den rigtige måde. 

Vi må således forsøge at bryde med lignelsens oprindelige sammenhæng og spørge

os selv, hvorvidt vores situation er anderledes end farisæernes?



Og det vil jeg da virkeligt håbe at den er!

For hvor farisæerne end ikke tog den mulighed alvorligt, at nogen skulle vende

tilbage fra de døde, da tror og bekender vi jo, at det er der faktisk allerede en, der

har gjort.

Så når denne lignelse lyder som evangelium i kirken, lyder den ikke længere blot

som et opgør med farisæerne eller en moralsk opsang til vores evigt dårlige

samvittighed.

Her i kirken lyder den som et glædeligt og befriende budskab for alle - en

indbydelse til at tage imod og træde ind i det Guds Rige, som Jesus bringer og som

er identisk med ham selv - ikke kun som korsfæstet og død, men også som

opstanden og siddende Faderens højre hånd, hvorfra han kommer for at dømme

levende og døde. 

Kun fortalt til os af ham selv, er lignelsen evangelium 

- tager vi den i vor egen mund, har vi kun moralens og lovens retfærdighed at håbe

på, og da er vi ilde stedt! 

Kun her i kirken, hvor vi netop ikke er samlet om os selv og vor egen

fortræffelighed, men hvor vi kommer for at høre et befriende ord fra ham, kun her

kommer vi på lige vilkår - fromme farisæere og fattige Lazaroner, der ikke er til at

skelne fra hinanden. 



Ham tilhører vi ved dåben og om ham samles vi, når vi knæler ved alterbordet.

Om vi mødes med ham og med vore medmennesker i det hinsidige eller ej, den

afgørelse er heldigvis ikke lagt i vore, men i hans gode hænder.

For som den fattige Lazarus blev båret op i Abrahams skød, sådan kommer

hverken de rige eller fromme af os nogen vegne, hvis det alene står til os selv. 

Også vi må i sidste ende give afkald på alt og acceptere at blive båret ind i Guds

Rige.

På dette punkt og ingen andre steder skilles de vande, 

som det er umuligt at skride over:

Vil vi ikke være med på de præmisser, kan ingen - end ikke den opstandne -

tvinge os!

Men tager vi imod, hvad han vil give os, 

så kan vi vel ikke have mere at håbe på.

Det er evangeliet for alle - og til alle tider.

"Den, der har ører at høre med, han høre - og glæde sig!"



Amen.