Der sker meget i den lille fortælling, som vi har hørt i dag. Og den starter egentlig før det, sopm vi har hørt.
Jesus er draget op på et meget højt bjerg sammen med Peter. Jacob og Johannes. Alt blev lysende hvidt, og Jesus talte med Elias og Moses, de to store mænd fra det Gamle Testamente, som havde været budbringere for Gud. Efter denne lysende herlighed, nær ved himlen, kommer Jesus ned fra bjerget og ser, at der er forsamlet en stor skare omkring disciplene. Og der er et skænderi igang. Jesus spørger, hvad de skændes om. Og en mand svarer: : "Mester, jeg har en søn som er syg. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive sygdommen ud, men det kunne de ikke."
På en måde svarer manden slet ikke på Jesu spørgsmål, hvad de diskuterer; ... og alligevel. I mandens ord kan man se, hvordan det hele er foregået. Han er kommet til disciplene og har sagt: Jeg har hørt I har magt til at helbrede. Gør det med min søn. Og disicplene har prøvet. De har sagt til den syge: I Jesu navn bliv rask. Men intet er sket. Det har været en ret ubehagelig situation. Faderen til den syge er blev utålmodig. Han har spurgt: Kan I ikke. Er det forkert, hvad jeg har hørt om jer. Duer jeres tro ikke?. Og disciplene har prøvet igen: I Jesu navn, Gud, den almægtiges navn, bliv rask. Men der skete stadig ikke noget. Og de mange mennesker, som stod og så det, ja, nogen af dem har leet af disciplene. Andre har sagt: Er Jesus ikke jeres mester. Hvilken magt kan han have, når hans navn ikke duer til at helbrede. Disciplenes fiasko er blevet anledning til en diskussion om Jesu magt.
Den syge drengs far anklager Jesus. Dine disciple, siger han, . Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive sygdommen ud, men det kunne de ikke." Nu kunne man vente, at Jesus førte sig berørt af det ubehagelige i situationen og at han ville glatte lidt ud. Men nej. Han svarer: "Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!"
Det er én af de få gange, hvor Jesus næsten mister selvbeherskelsen. Han har kun været væk i kort tid, og straks er der noget galt. Han kan ikke lade dem alene i et eneste øjeblik,uden at det hele ender i ét rod. Og det er ikke kun disciplene han er vred på. Det er også faderen, som kommer og tror, han kan kræve ind, at han kan få, hvad han vil have, og ellers må fælde dom over Jesus som uduelig.
Egentlig ligner det dengang Moses kom ned fra bjerget Sinaj, og så, at israeliterne havde lavet en guldkalv, som de dyrkede. Moses blev vred og slog tavlerne med de ti bud i stykker på grund af den store synd, som de havde gjort. De dyrkede sig selv, ikke Gud.
Også da Jesus kommer ned fra bjerget og har været nær ved himlen, må han erkende, at menneskene er en vantro slægt.
Men han siger dog til den syges far, at han skal komme med sønnen. Og sønnen kom hen og faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: "Hvor længe har han haft det sådan?"
Jesus glemmer sin vrede over den store nød, som drengen er i. Faderen svarede: "Fra han var barn. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.
Nu er faderen blevet mere høflig. Han siger ikke bare, at Jesus skal uddryve sygdommen. Men han har stadig ikke den store tiltro til Jesu magt. Han siger: Hvis du kan ...
Jesus svarer:Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.
Alt er muligt for den, der tror. Det er ligesom af en anden verden end vores. Det hører mere hjemme på den lysende, hvide bjergtop, nær himlen, hvor Jesus kommer fra. Ordene kommer fra så tynd en luft, at vi må gispe efter vejret. Alt er muligt for den, der tror.
Den syge drengs far føler da også, at det er mere end han kan rumme. Han råber: Jeg tror, hjælp min vantro! Han må vove alt eller intet. Og han føler det som alt og intet. Han er helt anderledes end i begyndelse, hvor han krævede af disciplene, at de skulle vise deres magt, og hvor han mente, at de var på gyngende grund, fordi de ikke kunne. Nu er han selv på gyngende grund. Jeg tror, hjælp min vantro.
Det han siger, kan man forklare på mange måder. F.eks. at han tror på Jesu magt, men må erkende sin eget afmagt. Men ingen forklaring er helt dækkende. Det, som faderen siger, er nemlig udtryk for en håbløs situation. I sin håbløshed råber han om hjælp. Hans eneste håb er Jesus. Han må erkende, at han tilhører den vantro slægt, som Jesus kort forinden har skældt ud over; at han står på linie med disciplene, der ikke magtede det gode. Og det, som han før beskyldte dem for, nemlig at deres tro ikke duede til noget, det må han nu indrømme om sig selv. Før sagde han: Dine disciple kan ikke. Nu må han sige: Jeg kan ikke. Vægten kommer til at ligge på: Hjælp min vantro. Faderen må erkende, at hans tro er altfor lille til at Jesus skal hjælpe ham på grund af den. Nej, han beder om hjælp, fordi hans tro er så lille, at den må kaldes vantro.
Og da Jesus så skaren stimle sammen, talte han til den urene ånd. Det betyder ikke, at han er bange for menneskene, som kommer til, og at han nu foretager helbredelse af hensyn til dem. Grunden er, at Jesus ikke kan lide store menneskemængder.
Et sted i Johannes-evangeliet, hvor Jesus også foretager en helbredelsen, står der det samme, at han fjernede sig, fordi der var mange mennesker.
I vores fortælling, efter at Jesus har helbredt drengen, står der da også, at han og disciplene gik ind i et hus, nemlig for at komme væk fra alle de mange mennesker. I en stor skare, i mængden forsvinder den enkelte. En menneskemængde kan begejstres, men den enkelte er forsvundet. Og det er kun den enkelte, Jesus kan hjælpe, den enkelte, som siger: Jeg tror, hjælp min vantro.
Det er også meningen, når Jesus siger til disciplene, at den urene ånd kun kan drives ud ved bøn. Tro er det samme som bøn, at give afkaldt på sin egen magt, at bede om hjælp i afmagten. Troen er ikke begejstrin, som griber menneskermængder. Troen er ikke en magt vi har, men der er bøn. At vi erkender hvor lidt vi selv kan og at vi må lade alt bero på Jesus.