Den som tror kan alt, siger Jesus. Det lyder overdrevet. Vi kender ingen, som kan alt. Ingen mennesker i hvert fald. Rig eller fattig, klog eller mindre klog, enhver kommer ud for situationer, hvor man føler man intet kan stille op,. Mange siger endda, at det også er sådan for Gud. De siger: han kan ikke være almægtig, for så havde han vel ændret meget af det, som sker nu.
Den som tror kan alt. Det lyder som et dårligt eventyr. I mange af eventyrerne går det dem galt, som kan få lige det som de ønsker sig. Det er historien om konen i muddergrøften. Eller der er historien om konen med æggende. Hun tænkte på alt det, som hun kunne opnå, og det endte med, at det hele lå knust sammen med æggene.
Den som tror, kan alt. De ord har en lidt uheldig klang. Vi tør ikke vove os så langt ud. Det er at give sig hen til noget uberegneligt, noge tusikkert, som man ikke ved, hvor ender. At kunne alt - det er fo rmeget. Det var no, hvis vi bare kunne det, som vi allerhelst ville. Det er også det den syge drengs far ønsker. Han har kun ét ønske. Han ænsker sig ikke alt. Han vil, at han søn skal blive rask. Det beder han Jesus om hjælp til. Hvis du kan noget, så hjælp os, siger han.
Hvis du kan noget.. Det er beskendt og fornuftigt. Det er måske ikke ment nedsættende, at han tvivler på Jesu magt. Det skal snarere tages som: Hvis det kan lade sig gøre, hvis det er inden for grænserne af det mulige, så hjælp os. Med der ord er han dækket ind. Han har ikke vovet sig længere ud end han kan bunde. Eller han kan i hvert fald hurtigt trække sig tilbage, hvis det hele bliver for meget.
Men Jesus lader ham ikke trække sig tilbage. Det lyder næsten som en udfordring, når Jesus svarer: Den, som tror, kan alt. Det gælder ikke om at kunne noget, nemlig det som er muligt, nej, det gælder om at kunne alt. Hvilken magt og sikkerhed er der ikke i Jesu ord. Men udfordrende er det også, fordi alt gøres afhængigt af os. Hvis vi kan tro, er vi i det rige, hvor der ingen grænser er; hvis vi kan tro.
Jesu ord rummer et spørgsmål om, hvor meget vi vil sætte ind, hvor meget vi vil gøre. Den synge ddrengs far har en sådan kærlighed til sin søn, at han vil gøre alt for ham. Jeg tror, hjælp min vantro, råber han. Det betyder: Jeg gør alt, men jeg kan intet. Jeg giver mig selv, men det er intet, jeg har at give.
Når faderen råber sine ord, er det nok, fordi Jesus har fået ham til at sige mere end han næsten kan få frem. Det er Jesus, der får ham til at sige: Jeg tror. Det er fremkaldt af Jesus. Meningen er selvfølgelig ikke, at vi bliver tvunget til at sige mere end vi kan stå inde for. Men det viser, at tro ikke er noget vi kan overveje i ro og mag. Den kommer altid på tværs af, hvad vi kan frembringe. Den kommer til os udefra og kaldes frem af Jesus.
I andre underberetninger er det ikke den, der beder om hjælp, der omtaler sin tro. Det er Jesus der siger : Din tro har frelst dig. Han stiller ingen betingelser om, at de skal bevise deres tro, før han vil hjælpe. De beder ham om hjælp. Deri ser han deres tro. Der skal ikke store erklæringer til. Hvis vi skulle erklære og beskrive vores egen tro, måtte vi indrømme, at den ikke er en rigtig tro, at den på mange måder er vantro.
Troen er nemlig ikke kun meninger, men magt: at kunne alt. Derfor må vi indrømme vores vantro: at vi intet kan.
Der er store ligneder mellem det, som sker med faderen og det, som sker med hans søn. Jesus taler til drengens far, og der sker det, at han råber og siger: Jeg tror hjælp min vantro. Jesus taler til drengen, og der sker det, at den onde ånd råber, og slider meget i ham og farer ud. Der sker det samme for faderen og for drengen. Jesus gør dem nærværende, gør, at de er til. Han lader ikke drengens far trække sig tilbage og skjule sig i almindelige vendinger som: Hvis du kan noget, så hjælp os. Nej, Jesus får ham ud af busken. Hvor meget det end river og slider i den syge drengs far, må han være sig selv bekendt i tro og vantro. Det er smerteligt at komme til sig selv. Det er det også for drengen. Han befries for det, som har styret og forstyrret ham. Han bliver også sig selv på Jesu ord. Den onde ånd farer ud af ham. Han råber og bliver som død. Men Jesus tager ham ved hånden og rejser ham op.
Det sidste sker egentlig også for hans far og for os. Når vi har bekendt os i tro og vantro, når vi er befriet for alle de almindeligheder vi skjuler os bagved, og befriet fra alt det pres, som i det skjulte styrer os og gør os forstyrrede, når vi er blevet os selv ud til den yderste nerve, da er vi kraftesløse. Vi har opgivet alt forsvar, som faderen i al hans ubeskyttethed og sårbarhed: Jeg tror, hjælp min vantro. Og som drengen. Der står, at han blev som død. Men Jesus tog ham ved hånden og rejste ham op. Det gør Jesus også med os. Han tager os ved hånden og fører os til livet. Han er vores frelse og vores forsvar.
Mandens ord: Jeg tror, hjælp min vantro, er ikke bare en udenforståendes, en tilfældigj mands ord. De har gyldighed for alle kristne dengang og nu. Om ikke andet kan vi se det af, at apostlen Peter var i samme situation, i9 beretningen om vandringen på søen.
Det fortælles, at sidst på natten kom Jesus, vandrende hen over søen, ud til den båd, hvor disciplene var. De troede først det var et spøgelse og blev bange, men han sagde: Vær ikke bange. Det er mig. Peter svarede: Herre, hvis det er dig, så befal mig komme ud til dig på bølgerne. Da sagde Jesus: Kom. Og Peter trådte ned fra båden og vandrede hen over bølgerne og kom til Jesus.
Lige som i evangelieteksten til i dag, hvor Jesus kalder bekendelsen og troen frem, sådan ved Peter, at kun når Jesus kalder på ham, kan han komme. Det er troens under, som Jesus fremkalder, at vi kan går hen over alt det, som vil opsluge os. Den, som tror, kan alt.
Men så står der om Peter: da han så, hvor det stormede, blev han bange, han begyndte at synke og råbte: Herre, frels mig.
Det er udtryk for vantro, når Peter bliver bange. Han ser, at han intet kan. Og han råber det samme som drengens far i stykket til i dag: Hjælp min vantro. Både for Peter og for os gælder ordene: Jeg tror, hjælp min vantro. Der er enhver kristens bekendelse.
Og beretningen om vandringen på søen slutter med, at Jesus rakte sin hånd ud og greb fat i Peter, så han ikke gik under. Jesus tager os ved hånden og rejser os op. Evangelieteksten til i dag begynder med de meget hårde ord, som Jesus siger: Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Og vi må give ham ret. Det er ham, der skal kalde troen frem i os. Selv kan vi ikke. Det er ham, der skal befri os fra alt det, som styrer os i en gal retning, alt det, som forstyrrer vores liv. Selv kan vi ikke gøre os frie. Og det er ham, der skal tage os ved hånden og rejse os, når vi er ved at gå under i angst og vantro. Vi må give Jesus ret. Vi er helt afhængige af, at han er hos os, at han holder os ud.
Og så er det godt at huske på de ord, som Jesus siger et andet sted, og som også blev sagt ved vores dåb: Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.