I tiden op til påsken hører vi mange ord og fortællinger om onde magter. Det skal forberede os til påskens dramatiske kamp, Jesu død og opstandelse, dér hvor han besejrer døden. Det er nødvendigt at vi bliver husket på, hvor stærkt det onde er. Det er baggrunden for påskens alvor og glæde. Det er baggrunden for at Jesus måtte kæmpe og sejre, og at prisen var hans liv. Det onde er stadig i verden, men når vi holder os til Jesus, til hans ord og til hans død og opstandelse, så er vi ikke under de onde magter og døden, så må vi leve frit i Guds familie og i Guds land, som Guds børn i Guds rige. Og dér hvor Gud hersker, dér kan vi smile ad døden; hvor ond den stadig er, kan vi vise den fra os med et smil, fordi vi må se lige gennem døden, som om den slet ikke var der, vi kan se gennem den ind til Gud og lyset hos ham.
Det handler prædikestykket om i dag: hvor stærkt det onde er, og at vi har fået lov til gå tværs igennem alle det onde uden at tage skade, fordi Jesu ord er vores skjold, der frelser os ind i lysets rige. Jesus vil understrege med de første strenge ord i dag, hvor farlig det onde er, og med de sidste milde ord vil Jesus huske os på, at vi bare skal holde os til ham, så er vi uden for det ondes rækkevidde.
De første ord i dag er meget strenge. Jesus siger til jøderne, at de har djævelen til Far. Indirekte siger han, at jøderne er djævelens børn, djævleunger. Og det er ikke kun et stærkt skældsord. For jøderne var det endnu værre. De mente jo, at de var Guds udvalgte folk. Af de alle folkeslag på hele jorden havde Gud valgt et folk, som var meget lille og som var i fangenskab i et fremmed land, Ægypten. Det var helt uforståeligt, at Gud netop fandt jøderne og beholdt dem som sit folk, for de var såmænd ikke meget troende og fromme; gang på gang ville de hellere dyrke andre guder, som var mere strålende og herlige: guldkalven, pragtfulde gudestatuer. Det var altså udelukkende af Guds godhed, at jøderne vedblev med at være Guds folk, ja, at de overhovedet var et folk. Hvis Gud trak sin hjælp tilbage, så ville jødefolket forsvinde. Det var jo så lille og havde så mange fjender. Kun fordi Gud var med jøderne mod fjenderne, kunne Israel bestå. Sådan tænkte jøderne. Det var en helt umulig tanke for dem, at de skulle have djævelen til far. Det ville jo betyde, at de ikke var det land, som var nærmest ved Gud, men tværtimod det land, som var længst fra Gud. Det var mer end et skældsord for jøderne, når Jesus sagde, at de havde djævelen til Far. Det var hele deres livsgrundlag og stolthed han rørte ved. Og så skal vi også tænke på, hvad de forbandt med djævelen. Når mennesker var psykisk syge, så mente jøderne, at de var besat af det onde. Vi prøver jo ved alle sygdomme også ved de psykiske at have medlidenhed med de syge og tage os af dem. Vi kan sige om psykisk syge, at de ikke er sig selv, men vi siger ikke de er onde eller besat af det onde. Dengang mente jøderne altså om nogle syge mennesker, at de var uhyggeligt onde, og helst skulle jages væk. Man mente om disse mennesker, som var besat, at der intet håb var for dem, de var fortabt, deres liv var umenneskeligt og ødelagt og de ville snart dø. Og nu sagde Jesus, at de selv alle var besat af djævelen, ja, mere end det, at de var i familie med djævelen og gerne ville holde sig til ham.
Hvis vi skal bedømme, om et menneske er sygt eller ej, så er det lettest ved legemlige sygdomme. Hvis personen ikke kan bevæge sin arm eller hvis han har ondt i armen, så er der noget i vejen. Det som Jesus bygger sin dom på, når han siger, at der er noget meget alvorligt i vejen med jøderne. Det er, at de ikke tror på ham, de kan ikke forstå hans ord, og de kan ikke se, at det er Gud, som har sendt Jesus. Deres modstand mod ham viser, at der er noget meget alvorligt i vejen med dem.
Umiddelbart må man også sige, at det er slemt, hvis Guds eget folk ikke vil anerkende Guds egen søn og høre på ham. Det skulle de jo være de første til. Og det så meget mere, fordi den sandhed, som han kommer med, er jo en god sandhed. Det budskab, som Gud har sendt Jesus med, er jo et frihedsbudskab: nu er der gennem Jesus fri adgang til Gud for alle, både de raske og de syge, de fromme og de fortvivlede, de troende og de tvivlende.
Det frihedsbudskab hører vi også i prædikestykket i dag. Vi hører det i ordene: Jeg er udgået fra Gud og kommer fra ham. Denne korte sætning indeholder hele evangeliet, hele kristendommen. Jesus er kommet fra Gud til os. Jesus er Guds gave, Guds ord, Guds gerning til os. Jesus er sendt for at sige, at nu må vi komme hjem til Gud, nu er døren åben for os alle. Gud tager imod os med åbne arme. Jesus er sendt for at række os Guds åbne arme.
Det er Jesu ord til os, og den, der holder fast ved hans ord, skal aldrig i evighed se døden. Det slutter vores prædikestykke med i dag. Det er milde ord, som også rummer evangeliets kerne. Den der holder fast vedJesu ord, skal aldrig i evighed se døden. Det græske ord for at holde kan betyde to ting: bevare, gemme og at overholde, adlyde. Men egentlig er de to ting det samme. Vi adlyder Jesu ord, når vi gemmer dem og bevarer dem. Det er at overholde Jesu ord, nemlig at holde fast om dem og ikke lade noget rive dem fra os. Det var jo derfor det var så vigtigt for Jesus, når jøderne afviste ham. Det var en dobbelt håbløs situation de havde bragt sig selv i. De så ikke hvor stærkt det onde var og de ville ikke høre Jesu ord, som kan frelse fra det onde. Det er når vi hører hans ord og tror dem og bevarer dem, at døden mister sin magt over os. Det er målet for Jesus. Det er alvoren for ham, at give os ord, som kan fører os frelst igennem.
Det er formålet med Jesus liv at give os ord, som vi kan tro på, så det onde ikke kan få magten over os. Det står flere steder i Johannes evangeliet. Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn for at enhver som tror på ham ikke skal gå fortabt, men have evigt liv. Et andet sted i Johannes evangeliet siger Jesus selv: Enhver som ser sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Og da Lazarus var død og Martha sørgede, da sagde Jesus til hende: Jeg er opstandelsen og livet. Den, som tror på mig, skal leve om han end dør.
Den sandhed, som Jesus kommer med er altså en god, en stærk, aktiv og levende sandhed. Jesu sandhed er god, fordi den siger, at Gud tager imod os, hvor fordrejede og løgnagtige vi end har været. Sandheden er stærk, fordi den hele tiden tager kraften fra løgnen og stiller den frem i lyset, så løgnen mister sin tiltrækning. Sandheden er aktiv, fordi Jesus ikke kun giver os ord, men er ordene, han ikke kun siger sandheden men er sandheden. Den sandhed han kommer med, er ikke en anklage og en dom, ikke engang over jøderne, for Jesus tager dommen på sig. På korset sagde han om os og om jøderne: Far, tilgiv dem. Det er på grund af den sandhed, som Jesus siger og er, at vi er uden for det ondes rækkevidde; på grund af Jesus har Gud antaget os til sine børn. Det er en aktiv sandhed, som vi kan leve på, ja, mere end: det som giver os livet på ny hele tiden og åbner nye veje for os. Jesu sandhed er aktiv, så den ikke kun er et godt grundlag at leve på. Den er selv levende. Andre sandheder skal vi søge efter og finde. Jesu sandhed er aktiv, den søger efter os og finder os. Andre sandheder skal vi gøre rede for, så vi og andre kan forstå dem. Jesu sandhed er aktiv. Den gør alt rede for os. Den fortæller, at vi er kendt og forstået i vores inderste af Gud, ja, mere end det, at vi er elsket. Sandheden er levende. Den er hos os og holder løgnen og det onde væk.
I jødernes gamle pagt var sandheden de ti bud og jøderne skulle overholde dem for at være Guds folk. Det gik galt gang på gang. De faldt fra budene mange gange. Og til sidst kunne de ikke mere skelne mellem Guds bud og deres egne fortolkninger. I den ny pagt er Jesus sandheden. Det giver en bedre pagt, for når vi falder, så rejser Jesus os op. Og han giver os ikke kun bud, som det er op til os at fortolke og holde, nej, Jesus giver os fortællinger, som vi bare skal høre, så ved vi hvad skal gøre, uden videre, uden nogen fortolkning.
Den sandhed, som Jesus er, er en god pagt, en holdbar pagt, som vi altid kan holde os til. Det er en pagt, som blev sluttet med hver af os, før vi kunne gøre eller sige eller tænke noget. I dåben har Gud antaget os til sine børn og ført os over i sandhedens lyse rige.
NY PRÆDIKEN
Ville vi lytte til én, som sagde: I har djævelen til far. Ville vi ikke tænke: Han må være syg. Sådan tænkte jøderne. De sagde det med ordene: Har vi ikke ret i at sige, at du er besat af en dæmon. Med de ord mente de, at Jesus var syg og ikke vidste, hvad han sagde. De følte det så stærkt, fordi de var med i Guds eget folk. Gud havde udvalgt dem, jøderne, fremfor for alle andre folkeslag. Gud havde hjulpet dem og talt til dem. De var langtfra i familie med djævelen.
På vores sygehuse kommer der sommetider patienter, som siger om sig selv, at de er Jesus. Er han ikke lige så syg, når han siger om jøderne at de har djævelen til far. Underforstået mener han jo, at han har Gud til far. Det er så stærke ord, at de får os til at spørge, om de overhovedet kan passe. Kan nogen tale så højt om sig selv. Er det ikke pral. Er det ikke storhedsvanvid.
Men for det første skal vi tænke på, at det er midt inde i en lang diskussion, at Jesus siger sine stærke ord. Han siger dem ikke uden grund. Kapitlet, som vores prædikestykke er fra, begynder med, at jøderne fører en umoralsk kvinde til Jesus. Hun har begået utroskab. Og jøderne spørger Jesus om de ikke skal følge moseloven og stene kvinden. Jesus svarer: Den, som aldrig selv har gjort noget forkert, kan kaste den første sten. Det får jøderne til at tænke sig om og ingen af dem kaster sten på kvinden. Jesus siger til hende: Jeg fordømmer dig heller ikke. Gå og synd ikke mere.
Derefter følger en lang diskussion, hvor Jesus forklarer forskellen mellem ham og jøderne. De vil følge moseloven og bliver umenneskelige af det. Jesus bringer lys og tilgivelse fra Gud til dem, der tror. Og derfor bliver dommen over jøderne mere hård en dommen over den umoralske kvinde. Jøderne tror ikke på Jesus.
Jøderne havde deres faste regler om livet og de havde stærke meninger og domme om sig selv og andre. Alt det bryder Jesus ned, for at åbne dem for troen. Derfor siger Jesus de stærke ord: I har djævelen til far.
For det andet skal vi lægge mærke til, at Jesus med sine stærke ord ikke vil fremhæve sig selv. Han siger jo: Jeg søger ikke min egen ære. Jesus taler ikke for at sætte sig selv højt, men for at vise mennesker hen til Gud, så vi ikke dømmer hinanden.
Når vi føler, at Jesu ord er for stærke, så kan det også være fordi vi har svært ved at tro på djævelen. Vi har egentlig lettere ved at tro på Gud. Men djævelen, kan det passe, at der er en ond og uhyggelig magt. Det lyder overdrevet. Sådan som vi kender verden, synes vi at den er ret almindelig. Selvfølgelig ved vi, at der er krig og der sker væmmelige og ondskabsfulde ting, men er det ikke syge mennesker, som er skyld i dem. Det er da ikke djævelen, som er på spil.
Jesus giver en forklaring på, at vi har så svært ved at se djævelen. Djævelen er ikke først og fremmest en voldsmand, men en løgner. Og hvis man er spundet ind i løgnen, så mener man jo, at den er rigtig. Man godtager den som sandhed. Og er det ikke grunden til at, at mennesker kan blive så syge, at de begår drab og tortur. De lever inde i en løgn, hvor de tror, at de er herre over andres liv og død. Ja, egentlig ligner det jøderne, som ville stene en umoralsk kvinde. De mente, at de var i deres gode ret. De fulgte loven. De levede i en løgn, hvor de troede, at de var hævet over andre mennesker.
Hvordan får vi øjnene op for løgnen og for djævelen. Det er kun, når der kommer en, som siger sandheden og siger den med så stærke ord, at det ryster os. Det gjorde Jesus. En del af løgnen, som så let spinder os ind i et tågenet, er i øvrigt, at vi har svært ved at tale klart om løgn og sandhed. Vi synes, at det hele ikke er så sort og hvidt. Vi undre os, når Jesus taler så klart om løgn og sandhed, om djævel og om Gud. Vi mener, at det hele er mere gråt og uklart. Og det kan føre til, at at alle de store værdier forsvinder for os. Det er nødvendigt, at Jesus fortæller om de livsvigtige værdier. Vi føler måske at Jesu ord er overdrevne og storhedsvanvid, men i virkeligheden gør Jesus livet værdifuldt, når han taler om djævel og Gud.
I trosbekendelsen, som lyder ved hver gudstjeneste og som lyder hver gang et barn bliver døbt, dér hører vi først, at vi må forsage djævelen, og det må vi fordi vi må tro på Gud. Jesus har befriet os fra det onde ved at give os troen på Gud.
Det var jo meningen med alt, hvad Jesus sagde og gjorde. Det er også meningen med hans stærke ord i dag, at åbne jødernes øjne, at befri dem fra løgnen, at tale troen ind i deres hjerter.
Der var engang, hvor Jesus helbredte en kvinde. Det var på en sabbat. Kvinden var plaget af en sygdomsånd, der gjorde hende krumbøjet. Men Jesus rørte ved hende og sagde: Kvinde, du er løst fra din sygdom. Jøderne som så det, blev vrede, fordi Jesus helbredte på en sabbat. Der var nemlig mange bud i loven om sabbatten. Den skulle holdes hellig som hviledag. Man måtte ikke arbejde eller foretage sig store ting. De mente, at Jesus brød loven. Men han sagde: denne kvinde, som Satan har holdt bundet i 18 år, burde hun ikke løses af denne lænke på en sabbat.
Igen kan vi se, at jøderne var så indspundet i løgnen, så de brugte Guds lov til at være umenneskelige. De ville have sendt den syge kvinde hjem og sagt: kom igen i morgen. Men Jesus siger, at det netop passer til Guds dag, den hellige dag, sabbatten, at løse mennesker fra deres lænker. Det var meningen med Jesu ord og undere, at løse os fra djævelen og det onde. Han sagde det så stærkt: Menneskesønnen er kommet for at give sit liv som løsesum for mennesker. Jesus indgik en handel med djævelen, så Jesus gik i vores sted og djævelen måtte give os fri. Men det viste sig, at djævelen ikke kunne holde på Jesus. Han opstod fra de døde påskemorgen.
Jesus siger lige før vores prædikestykke: Hvis I bliver i mit ord, skal I lære sandheden og sandheden vil gøre jer frie. Det skete helt konkret for den krumbøjede kvinde. Da hun hørte og troede Jesu ord, kunne hun rette sig op, løst fra alt det, som havde tynget hende. For sådan er løgnen, at den gør alting besværligt og tyngende. Uden at ligestille kommunismen med djævelen, kan man alligevel i et billede sige, at østlandene under kommunismen brugte flere kræfter på at skjule virkeligheden og holde løgnen i live, i stedet for at forbedre forholdene for mennesker. Det varede kun så længe, at det hele var så forfaldent, at det ikke var til at skjule længere. Sådan gør løgnen livet besværligt og tyngende for mennesker, så de ikke kan være sig selv. Men sandheden, som Jesus giver os, den giver os kræfter, så vi kan rette vores rygge og gå ud i livet som frie mennesker.
Det var en stor omvæltning, som skete i østlandene. Deres verdensopfattelse faldt sammen, så de måtte tænke på en helt ny måde. Egentlig var det samme som skete i vesten, da man opdagede, at jorden er rund og at solen er centrum i vores solsystem. Før havde man troet, at jorden var flad og at alt drejede sig rundt om jorden. Nu måtte man tænke på en ny måde, hvor man selv ikke var i centrum.
Lige så stor en omvæltning var det for jøderne, når Jesus talte om Gud. Jøderne havde sat sig selv i centrum. De mente, at de skulle overholde regler og bud. De mente, at de skulle ofre til Gud. De gjorde det helt konkret, ved at lægge dyr på et alter i templet i Jerusalem, og de brændte dyrene, som røgen steg op til Gud. De lagde vægten på, hvad de selv gjorde og gav til Gud.
Men Jesus vendte det hele om. Det vigtige er, hvad Gud gør og giver til os. Gud er centrum. Det er Gud vi må se op til. Det er fra Gud livet og varmen kommer. Gud har sendt sin søn for at give os sandheden, der kan gøre os frie. Gud giver os troen, så vi kan rette vores rygge, så livet ikke er besværligt og tyngende for os.
Det eneste vi skal er at holde fast ved Jesu ord. I dem er der en kraft, som vil gøre undere for os. Jesu ord fjerner nemlig alt det, som skiller os mennesker fra hinanden, foragt og fordømmelse. Det kan vi se af, at Jesus forhindrede jøderne i at stene den umoralske kvinde. Han standsede de sten, som ville tynge kvinden til jorden og tage livet fra hende.
Jesus siger det så stærkt: Den, som holder fast i mit ord, skal aldrig i evighed se døden. Jesus fjerner ikke kun alt det, som kan tynge os ned her i vores jordiske liv. Han fjerner os alle de sten, som vil lukke os inde i graven. Jesus rejser os op til det evige liv.
Det er stærke ord, som Jesus siger i prædikestykke i dag. Han siger dem for at befri os fra djævelen og døden, som vil tage livet fra os. Det eneste vi skal gøre, er at holde fast i Jesu ord. Der er en stor kraft i dem så de kan gøre undere for os.
NY PRÆDIKEN
" I har djævelen til Far," sådan siger Jesus til jøderne. Og man kan godt forstå, at de bliver meget oprørte. Jøderne regnede sig jo for Guds udvalgte folk. Det var de sikre på, at Gud var deres himmelske Far. Og hvis der alligevel opstod lidt tvivl i dem. For både almindelige jøder og også de mest fromme vidste, at de var syndere og ikke overholdt Guds bud fuldstændig. Hvis de inderst inde mod deres vilje måtte give Jesus lidt ret, så stod de jo med spørgsmålet: Hvad skal vi gøre. Vi har forsøgt at opfylde Guds vilje. Det er mislykket for os. Og Jesus siger, at vi er kommet så langt ud, at vi ikke mere kan høre, hvad der er sandt. Så er vi jo fortabt.
Det er til jøderne Jesus taler. Og det er hårde ord. Han giver dem karakter. Og det er dumpekarakter. Der tales for tiden om at skolen igen skal indføre karakterer i alle klasser. Jeg er sikker på, at det er de dygtige børn og deres forældre, som ønsker karaktererne indført. For når man får en god karakter, så føler man en stor opmuntring, som kan hjælpe én videre. Men dem, der får dårlige karakterer, de kan miste deres selvtillid. De tænker om læreren ikke kan lide dem. De tænker, at det er lige meget, hvad de gør, -det oplever de jo gang på gang, når de forsøger - de kan ikke få bedre karakterer. De bliver ikke hjulpet til at bruge deres evner og blive bedre, hvis de hele tiden får dårlige karakterer.
Det er som om Jesus giver jøderne karakteren nul og låser dem fast. Lige meget hvad de gør, kan de ikke komme højere op. For de har djævelen til Far og alt hvad de gør, stammer fra ham. Jo bedre de bliver, desto bedre bliver de til at gøre djævelens gerninger. Jo mere ivrige de bliver, desto dårligere er det.
Det er jøderne Jesus taler til. Men vi kan også spørge, om vi tror på Jesus, når han fortæller os sandheden. Ja, endnu mere, om vi elsker Jesus. Han siger jo: Hvis Gud var jeres Far, ville I elske mig. Og med det mener Jesus ikke, at vi hele tiden skal gå rundt og være fyldt med begejstring. Jesus mener, at vi skal være glade og lettede over, at vi må leve i en tid, hvor vi frit hører Jesu ord. Og hans ord, hans evangelium, kan sammenfattes deri, at Jesus er udgået og kommet fra Gud. Det er hele kristendommen, det glædelig budskab, at Jesus er kommet fra Gud til os. Jesus er Guds gave, Guds ord, Guds gerning til vores evige frelse. Gud har sendt Jesus for sige, at vi nu må komme hjem til Gud. Alt det, som skiller os, er fjernet. Himlen er åben. Et sådant sendebud skal vi modtage med åbne arme. Et sådant sendebud skulle vi modtage med stor glæde og lettelse.
Da Martin Luther som ung munk og professor forelæste over Salmernes bog, da gentog han tit over for sine studenter, at kærligheden til Gud skal være munter. Munterheden, glæden over, at Gud velsignede vores liv ved at sende sin søn med nåde og fred, med liv og salighed, - den munterhed er kendtegnet på, at vi elsker Jesus.
Er vi muntre, når vi er i kirke. Er vi muntre, når vi går hjem med Guds dejlige ord i vores hjerter. Eller forstår vi ikke, hvad vi hørte. Løftede det os op, det vi hørte eller er vi jævnt ligeglade, som vi er med så mange ting. Hvilken karakter skal vi have? Vi mener nok, at vi skal have en midt imellem. For 30 år siden var der en karakter, som hed jævnt tilfredsstillende, og mon ikke de fleste af os kunne finde os i den. Men det mærkelige er, at Jesus kun kender to karakterer, enten den laveste eller den højeste. Enten har vi djævlen til far eller vi har Gud til far.
Mon vi ikke sammen med tilhørerne dengang må spørge os selv: Hvad skal vi gøre.
For det første skal vi høre nogle andre af Jesu ord. For han taler jo meget hårdt i stykket i dag. Det lyder som om han siger: I er fortabt og I kan intet gøre og jeg kan intet gøre, for når jeg siger sandheden, kan I ikke høre den. I er viklet ind i djævelens gerninger, og dem kan jeg ikke løse jer ud af. Jesu ord lyder som en dom over os, at alt er håbløst.
Men andre steder siger Jesus, at han ikke er kommet for at dømme verden, men for at frelse verden. Ja, at Gud elsker verden og har givet sin søn, for at vi skal tro på ham, så går vi ikke fortabt. Et sted står der endda om Jesus, at han netop er kommet for at tilintetgøre djævelens gerninger og gøre os frie til at være Guds børn. Vi skal bare tro på Jesus. Lettere kan det ikke være.
Men hvordan kan vi tro, hvis vi ikke kan høre og forstå Jesu ord. I Johannesevangeliet stiller Jesus det endda så hårdt op, at ingen af os kan komme til ham, hvis ikke Gud selv giver os det. Det er som at fødes på ny. Sådan forklarer Jesus det: Den, der ikke bliver født af vand og Ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.
Når vi spørger: Hvad skal vi gøre, så er svaret, at vi kan intet gøre. Og det er allerede det første skridt på vejen.
Det er det første, som Jesus lærer os med sine hårde ord, at vi trænger til hjælp og at vi må bede Gud om hjælp.
Da apostlen Peter holdt den første kristne prædiken efter pinse, var tilhørerne meget optaget af hans ord og de spurgte ham: Hvad skal vi gøre. Og han svarede: Lad jer døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.
Det vi skal gøre, er altså at stole på vores dåb. Vi skal se, at vi allerede har fået den største hjælp fra Gud. I dåben blev vi født på ny med vand og ånd. Dér fik vi tilgivelse. Der blev vi gjort til Guds børn. Dér fik vi et nyt udgangspunkt.
Men hvordan kan det betyde så meget for os, hvad der skete dengang da vi var helt små. Vi kan ikke engang selv huske vores dåb. Jo, netop det gør dåben til det mest sikre grundlag, som vi kan leve vores liv på. Dåben er jo en af de få ting, som vi ikke selv har bevirket. Vi blev båret til dåben. Vi blev gjort til kristne. Vi fik Guds velsignelse, uden at vi selv havde gjort noget for det. Det betyder, at dåben altid vil stå fast. Intet kan rokke den. Ikke vores egne tvivlende følelser. Ikke vores egen kritiske selvvurdering. Dåben viser, hvor højt Gud vurderer os, som sine ægte børn.
Dåben er som et nyt fortegn, der blev sat for vores liv. Og det ved vi, at hvis der står minus foran et tal, så er det lige meget hvor lille eller hvor stort tallet er, det vil altid være minus. Men hvis det minus ændres til et plus, så har de samme tal fået en helt anden værdi. Sådan er dåben et fortegn, der betyder alt for resten af vores liv. Der giver en positiv ånd over vores liv. Vores tal er på den rigtige side af nul. Ja, vores livstal må sættes uendeligt højt, for Gud sætter os til den værdi, at vi er hans børn og at vi altid må stole på Guds kærlighed. Det tager en stor byrde fra os. Verden deler os jo i vindere og tabere, i nogle, som har høje karakterer og nogle, som har mindre. Men Guds kærlighed forener os, så vi alle er højt værdsat, hvor meget eller hvor lidt vi end kan. Dåben giver os samme menneskeværd, hvad enten vi er åndssvage eller genier. Og større værdi kan vi ikke få, end at være elsket, og det endda af Gud.
Ved dåben hører vi om tre navne, og det er ikke nogle ringe navne. Faderen er Gud den almægtige, himlens og jordens skaber. Gud, som har skabt himlen, den blå sommerhimmel, som lyser klart og friskt, og den sorte nattehimmel med de utrolig mange lysende stjerner, -Gud, som har skabt vores jord med de utrolig mange grønne plante, som det myldrer med, og de mange slags dyr, som det vrimler med, - Gud, som har givet os livet, er vores himmelske Far.
Og ved dåben hører vi også om Sønnens navn. Sønnen er Jesus. Han er Guds søn, fordi han lignede Gud så meget, at vi kan se Gud i ham. Ja, Jesus levede og fortalte om Gud, så det ikke kunne glemmes. Den magt eller den ånd er i Jesu ord. Den ånd, Helligånden, gør, at hans ord stadig taler til os, selv om vi lever i en anden tid og i et andet land. Sønnen, Jesus, er Guds højre hånd. Og Helligånden er Guds venstre. Gud har rakt os begge sine hænder for at give os sin kærlighed. At være døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, betyder, at Gud holder om os med begge arme. Det må vi stole på. Det må vi leve på. Det er svaret, når vi spørger: Hvad skal vi gøre. At Gud selv har gjort os til sine børn og elsker os som en Far.
NY PRÆDIKEN
Hvordan er djævelens ord? og Hvordan er Jesu ord? Djævelen hører vi ikke om mange steder i biblen. Der er slangen i paradis. Den taler til Eva. Den frister hende. Det gør den ved at sige noget rigtigt og noget forkert. Den fordrejer det rigtige, som det bliver forkert. Det var rigtigt at menneskene fik stor viden ved ikke at overholde Guds bud, ved ikke at gå som uskyldige børn. Men den viden de fik, var bare en forbandelse at bære. Det sagde slangen ikke. Den frister Adam og Eva til at tænke på sig selv. Den firstede dem til ikke at lytte til Guds ord.
Det samme hører vi da Jesus blev fristet i ørkenen. Da var det også noget spiseligt, djævelen fristede med. Den sagde til Jesus: Hvor du er Guds søn, så kan du da lave stenene om til brød. Den fristede Jesus til at tænke på sig selv. Den fristede Jesus til ikke at lytte efter Gud.
Det samme hører vi da Peter frsitede Jesus og sagde: Herre, det kan ikke være meningen at du skal dræbes. Da svarede Jesus: Gå bort Satan. Han kaldte Peter Satan, og det må være fordi Peter fristede på samme måde som djævelen, nemlig for at Jesus skulle tænke på sig selv og ikke lytte efter Gud.
Jesus kalder også djævelen andre navne. Et sted siger han Mammon. Og det betyder nok penge, luksus, karriere. Et andet sted siger Jesus: de onde ånders fyrste. Og meningen er at den fyrste ødelægger mennesker liv, er skyld i sygdomme og elendighed.
Men Jesus taler ikke så meget om djvæelen. Han taler mere om Gud. Hvis vi kun tager stykket i dag, så lyder det som om Jesus var en helvedesprædikant. Så lyder det som Jesus talte meget hårdt og ubarmhjertigt. Men dt er egentlig forbavsende så lidt Jesus taler om det onde. Han taler meget mere om det gode, om Gud, om Guds rige, om Guds tilgivlese og barmhjertighed.
Hvordan er djævlens ord og hvordan er Jesu ord? I stykket i dag kan vi også se, djævelen får jøderne til at tænke på sig selv og til ikke at lytte itl Gud. Jøderne , eller i hvert fald de ledende, farisæerne og de skirftkloge, de bliver fristet til at tænke: Vi er Guds folk og der er ingen, som skal komme og fortælle os noget, og sådan én som Jesus vil vi da slet ikke lytte til. Djævleen låste dem fast,lukked e deres øre, så de kun h'ørte det, de gerne ville. Sådan er djævlenes ord. De fører til løng, og fængsel og uvirkelighed. Mange af jøderne ville jo ikke se i øjnene, at de var lige så langt fra Gud, som alle andre folkeslag, og har lige så stor brug for tilgivelse som alle andre.
Hvordan er Jesu ord? Hans ord er lige modsat djævelens. Jesus vil have menneskr til at tænke på andre end sig selv. Jesus vil have mennesker til at lytte til Gud. Og han gør dt ikke ved at lokke, eller ved at fordreje virkeligheden. Nej, Jesus talte åbent og ligeud. Djævelen er listig og fordægt. Jesus skjuler intet. Han kalder tingene ved deres rette navn. Det kan godt føles hårdt. Nogle steder i bibelen kaldes Guds ord for et sværd. Og det er rigtigt, at Guds ord skærer en masse væk for at nå ind til os. Jesus må bruge meget hårde ord for at nå ind til jøderne, nå gennem deres skal. Med sine ord bliver han nødt til at slå en sprække i dem, så Guds lys kan nå ind i dem. I stykket i dag ser det ikke ud som om det lykkes for Jesus at nå ind til jøderne. De siger jo om ham: du er vanvittig. Men Jesus ved, at de aldrig kan glemme det han har sagt. Det har sat sig fast i dem. Det vil gøre sin virkning. Det vilvokse.
Det er værd at lægge mærke til, at Jesus kun skulle bruge ganske få ord, når han talte til en syg. så sagde han kun: Bliv rask. Og straks skete det. Så var det løst fra det onde. Når Jesus talte til farisæerne, blev han nødt til at tale længe og hårdt. Og det så ud som om han talte for døve øren. Der skal endnu mere til, før de kan løses fra det onde. Det samme, når Jesus talte til ganske almindelige mennesker om Guds godhed, så blev Jesus nødt til at forætlle den ene fortælling efter den anden om hvor god Gud er, for tilhørerne var så bundet af tvivl og dårlige følelser, at det blev nødt til at høre det mange gange, før bare lidt nåede ind til dem, så de troede det. Der skulle meget til, før de blev løst fra det onde. Det var sværere for Jesus at helbrede skyld og dårlig samvittighed end spedalskhed. Jersus talte livet til mennesker.
Djævelens ord har altid med døæd at gøre. Jesus siger jo også, at djævelen var en morder fra første færd. Allerede i edens have, talte djævelen om død. Dn sagde til Eva: I skal da ikke dø, hvis I overtræder Guds bud. Til Jesus i ørkenen sagde djævelen: Du skal da ikke dø af sult. Hvis du er Guds søn. Og senere gennem Peters mund sagde djævelen: Det kan da ikke være meningen, at du skal dø på et kors.
Jesu ord havde altid med liv at gøre. Med sine ord ville Jesus gøre rask, give liv, helbrede. Vi kan jo se det,når han stod over for en syg og sagde: Bliv rask. Men vi kan også se det, når han stod over for et menneske, som var plaget af skyld, så sagde Jesus: Du er tilgivet. Det var også en helbredelse han gav, en helbredelse til sindet. Jesu gav liv, et helt liv, et evigt liv.
Djævelens ord fører til død, at verden ødelægges, at menneskers forhold til hinanden ødelægges. Jesu ord fører til helbredelse, at menneskers forhold til hinanden og til Gud bliver helt. Jesu ord fører til liv, ja, evigt liv. Han siger: om nogen holder fast ved mit ord, skal han i al evighed ikke se døden.
Hvordan holder vi fast ved Jesu ord?Ja, for det første ved at vi husker, hvad Jesus har sagt om det onde. Vi kunne jo let få den tanke, at der er både godt og ondt her i verden, og for det meste er tingene lidt godt og lidt onde, det er ikke til at sige. Vi fristes til ikke at se alfor tungt på det. Men Jesus siger, at det onde er meget ondt. Det er en ond magt, som er løgnagtig hele vejen igennem. En ond magt, som er fyldt med død, og som man ikke skal lege med. Og den onde magt behøver ikke vise sig i en grusom og voldsom skikkelse. Nej, den kan godt vise sig i pæne og fornuftige ord. Til Eva sagde djævelen: Mon det virkelig kan apsse, at Gud har sagt, at I ikke må spise af nogen træ i haven? Til Jesus sagde djævelen: det kan da ikke passe, at du skal dø herude i ørkenen. Så får du da ikke frelst nogen mennesker. Og gennem Peter sagde djlæveln: Det kan da ikke passe, at du skal dø så forfærdelig en død på et kors. Jesus har fortalt, at djævelen kan komme i sådanne fristende. Jesus har med sine ord stillet det onde åbenlyst frem. Det skal vi huske. Det skal vi holde fast i.
Men vi skal også holde fast i alle de ord, hvor Jesus siger, at han er kommet for at løsbkøbe og befri os fra djævelen. Og der er ikke nogen, som Jesus ikke vil frelse. Sådan kunne det ellers lyde i dag, hvor Jesus siger til jøderne: I har djævleen til far. Men Jesus sagde jo endnu hårde til Peter og kaldte ham Satan, og alligevel frelste Jesus Peter og bad for ham,
Vi skal holde fast i alle de ord, hvor Jesus taler om tilgivelse. Vi kan jo bare tage hans sidste ord på korset: Far, tilgiv dem for de ved ikke hvad de gør. De ord skal vi holde fast i. Når vi holder fast i Jesu ord om det onde og om tilgivelsen af os onde, så får vi det liv, der ikke kan ødelægges af døden, det liv, som er evigt.