12,258,464,449,49

     Hvad tænker vi på, når vi hører ordet synder. Så
tænker vi vel nærmest på én, som lever et dårligt liv. Én
som ikke kan passe sit arbejde. Én som ikke har orden i
sin tilværelsen. Én som går i opløsning både psykisk og
fysisk. Det er en synder.  En synder, det er en som er
udenfor og ikke kan følge vores regler. I hvert fald var
det sådan farisæerne så på syndere, som nogle foragtelige,
man helst skulle holde sig fra. Derfor kunne farisæerne
ikke forstå, at Jesus ville være sammen med syndere og
toldere. Man kan godt forstå synderne, at de holdt sig nær
ved Jesus, for han fortalte jo så godt. Han var et
holdepunkt. Og dem havde de ikke mange af, Men hvordan
kunne det være, at Jesus tog imod synderne. Det kan svært
at forstå.
     Hvad mon Jesus sagde til synderne og tolderne. Ja, vi
har jo et eksempel, hvor Jesus mødte den lille tolder
Zakæus. Til ham sagde Jesus: I dag vil jeg besøge dig." Og
da tolderen svarede med alt det som han ville gøre, for at
gøre det dårlige godt igen, så sagde Jesus: I dag er
frelsen kommet til dette hus, for menneskesønnen er
kommet, for at frelse det fortabte.
     Til synderne holdt Jesus altså ikke moralprædiken.
Det kunne være synderne fortalte om alle deres gode
fortsætter, om hvor gode de ville være resten af deres
liv, men hvor meget man kunne stole på det, det var jo
tvivlsomt, deres hidtidige liv tydede ikke på den store
viljestyrke. Men alligevel sagde Jesus til disse
utroværdige mennesker: i dag er frelsen kommet til dig,
for menneskesønnen er kommet til dig, han er din frelser.
Jesus holdt ikke moralprædikener, om hvad synderen skulle
gøre fremover.  Nej, Jesus fortalte, hvad han selv ville
gøre, nemlig frelse. Derfor var han så godt et holdepunkt
for synderne. Derfor holdt de sig nær ved ham, fordi han
ikke forlangte det umulige af dem. Så meget kendte de sig
jo selv. Store krav kunne de ikke opfylde. Det var deres
karakter ikke til. Et lille stykke tid kunne de måske leve
efter strenge retningslinier, men så ville de hurtigt
falde fra og til sidst opgive det hele. Men Jesus
forlangte ikke det umulige af dem, at de skulle gøre sig
helt anderledes end de var. Nej, han talte til dem og var
sammen med dem, akkurat som de var, og det ændrede hele
deres situation.
     Det var jo også derfor farisæerne var forargede.
Jesus tog imod synderne, uden at de først skulle ændre sig
fuldstændig. Jesus var sammen med dem i deres hjem. Jesus
gik dem i møde, ja spiste hos dem. Det viste jo, at han
accepterede dem som de var. Det var forargeligt. Det var
som om Jesu var glad for synderne. Det kunne en Guds mand
ikke være. For det var Gud ikke, mente farisæerne. Gud
forkastede synderne og ville intet have med dem at gøre,
og derfor var farisæerne på samme måde.
     Jesus må jo så forklare, hvorfor han opfører sig som
han gør. Og Jesus forklarer det med, at sådan er Gud. Gud
er som en hyrde, som ikke vil miste ét eneste af sine får.
Gud går ud og leder efter fåret til han finder det.  Man
kan næsten høre farisæerne indvende, at en synder ikke er
som et får, et hjælpeløst får. Nej, en synder er én som
skal tage sig sammen. Det er et meget hårdt menneskesyn,
som farisæerne havde, et menneskesyn, som vi også kan være
fristet til at have, at mennesker selv er skyld i deres
skæbne og de skal bare tage sig sammen og gøre noget ved
den. De høster som de har sået.  Og vi kan i hvert fald
ikke gøre noget for dem, før de selv har vist, at de selv
vil være med. Men Jesus sammenligner altså en synder med
et får, der har været så uheldigt at blive væk fra de
andre.  Man kan ikke opdrage et får til at blive sammen
med flokken, så havde det været meget let at være hyrde.
Nej, fårene skal holdes sammen, og hvis man ser væk et
øjeblik, så kan et af fårene have forvildet sig væk. Men
det hjælper ikke noget at skælde ud eller opdrage på
fåret. Nej, der hjælper kun en ting. Det er at gå ud og
lede, indtil man finder fåret. Endnu tydeligere er det,
når Jesus sammenligner en synder med en mønt. Her er det
jo umuligt at sige, at mønten selv har skylden i at den er
blevet væk. Nej, det er som om Jesus siger om synderne at
de er stakkels mennesker, som har været uheldige og nu er
hjælpeløse, og det hjælper ikke at skælde dem ud eller
prøve at opdrage dem. Nej, det eneste som hjælper er at gå
dem i møde, at finde dem, hvor de er, og så løfte dem op
og bære dem kærligt hjem. Det eneste, som hjælper, er at
gå hen i synderens mørke krog og tænde lys og tage
synderen hjem.
     Der er ikke meget omvendelse i det som Jesus taler
om. Mon det ikke også var en af farisæernes indvendinger.
Hvordan kunne man se, at synderen virkelig mente det
alvorligt og ville omvende sig. Hvis synderen var som et
får eller en mønt, der blev fundet. Fåret viste jo ikke
sin vilje, og enhver hyrde vidste, at det samme får godt
kunne finde på næste dag at løbe sin vej igen.  Der skulle
simpelthen en himmelsk tålmodighed til, når man passede
får. Intet kunne de selv.  Netop den samme himmelske
tålmodighed er det, Jesus viser over for synderne. Han
viser glæde ved at finde dem og tage imod dem og frelse
dem. Glæden får Jesus altså ikke ved, at synderen tager en
stor beslutning og vender hjem. Nej, glæden får Jesus ved
at opsøge og frelse det fortabte. Ligesom konen, der leder
ivrigt og tænder lys, så hun kan se mønten, der ligger
inde i en beskidt krog. Konen må simpelthen feje den ud,
for mønten ligger nede i skidtet, akkurat som synderen gør
det. Men Jesus reder synderen ud af mørket og glæder sig
hver gang han finder en synder.
     Det er et mere realistisk billede Jesus giver af en
synder, at det er et menneske, som er alene og hjælpeløs,
og som ikke selv kan redde sig ud af sin ulykke.
     Det som Jesus fortæller giver et nyt syn på Gud og
mennesker. Det bliver en ophævelse af, at der er forskel
mellem mennesker.  Ligesom der ikke er forskel mellem får.
Der er ikke nogle får, som er bedre end andre og som
holder sig til flokken. Det er er næsten blasfemi, hvad
Jesus fortæller, for det er jo som om det er hyrdens fejl,
at han ikke passede ordentligt på dyrene.  Det er konens
fejl, at hun kom til at forlægge en af sine mønter.  Jesus
tager vægten fra vores gerninger. Vi skal ikke tro det gør
den store forskel om vi tager os sammen eller ej.
Selvfølgelig skal vi prøve at leve et ordentligt liv. Men
vi må vide, at ligesom fårene hvor ét af dem pludselig kan
blive væk, sådan kan det også ske for os, at vi pludselig
opdager, at vi er blevet væk.  Vores eneste håb er at
hyrden finder os, at hyrden holder fast i os, at hyrden
passer på os. Det er hyrden vi skal bede til, at han altid
vil holde øje med os og frelse os.

ny præd


Mon det var fordi fåret tænkte at græsset over på den
anden skråning så bedre ud. Eller hørte fåret ikke efter
hyrdens stemme, når han kaldte. Og til sidst var fåret så
langt væk, at det ikke mere kunne høre hyrdens stemme og
finde tilbage.  Der er noget dumt ved et får der farer
vild. Det kan ikke overskue konsekvensen af det, som det
gør.  Hvorfor blev fåret ikke sammen med flokken og
hyrden, hvor det var i tryghed.
     Vi er som fåret, der var fortabt. Vi er syndere, der
hele tiden forvilder os væk fra Gud.  Det er mange gange
på grund af vores egen dumhed, at livet går i stykker for
os.  Vi leder efter grønne græsgange, men vi finder hele
tiden tornekrat som vikler os ind, så vi ikke kan komme ud
af stedet.  Så bliver vi ligesom fåret, der var faret
vild.  Vi bliver bange. Vi føler os truet af alle de
farer, som lurer omkring os. Ulykke, sygdom, pludselige
forandringer af vores liv. Vi føler os lige så hjælpeløse
som fåret, der er helt alene og ikke har nogen våben at
forsvare sig med, når ulven kommer.
     Et får kan ikke selv råbe om hjælp. Et får er stumt.
Det bliver vi også nogle gange når der sker ondt. Så
forstår vi ingenting.  Sådan føler vi over for døden.  Vi
kan føle døden som en dør, der pludselig bliver smækket i.
Men hvor mørkt der end er derinde, så må vi vide, at der
er én som ser os og finder os.  Dér hvor vi bliver stumme
og ikke kan råbe om hjælp, dér er én, som hører os. Dér
hvor vores tro slipper op, dér er én som rækker sin hånd
ud og griber fat i os.
     Vi vide, at hjælpen er på vej.  Og det er Gud selv,
som kommer for at hjælpe os. I vores synd må vi stole på
Gud og sætte al vores lid til ham. Som vi sang det i den
første salme i dag: Gud efter dig jeg længes, når jeg af
synden trænges. Til dig står al min lid. Vi må stole på
Gud.  Ligeså vores synd og ulykke er, lige så stor, ja
endnu større er Guds vilje til at frelse os.  Det kan vi
høre ud af Jesu fortælling i dag.  Gud tilgiver os vores
dumhed.  Gud tænker ikke, at han allerede har nok i sin
flok, og at en fra eller til ikke betyder noget.  Gud
tænker ikke, at han hellere vil gøre noget for dem, der
lytter og bliver hos ham og lever livet rigtigt. Nej, Gud
vil hjælpe de hjælpeløse, os som hele tiden bringer os ud
i umulige situationer, som vi ikke kan overskue.
     Det er fordi Gud elsker os så meget.  Gud lægger
mærke til hver af os.  Ikke som et øje, der ser ned fra
himlen.  Gud bliver ikke i himlen og holder øje med os.
Nej, Gud forlader sit hjem og går ud og leder efter os.
Når vi bliver væk for Gud, så savner Gud os og vil gøre
alt for at finde os igen.  Gud forlader sit arbejde for at
bruge hele sin tid og energi på at finde os.  Og Guds
arbejde er ellers vigtigt nok. Med sit ord sørger Gud for,
at vores jord og universet fungerer. Hvis Gud blev tavs,
så fløj planeterne ud af deres baner og det grønne holdt
op med at gro. Alt gik i opløsning og blev til intet, til
mørke, sådan som det var før Gud begyndte at tale. Gud har
meget at se til. Men så meget elsker Gud os, at Gud
forlader sit vigtige arbejde med at passe på verden og
livet, bare for at lede efter os. Og Gud gør det ikke kun
en tid. Der er ingen grænse for hvor lang tid Gud vil
bruge på os.  Gud leder lige til han finder os.  Så meget
må vi stole på Gud.
     Når vi råber om hjælp, må vi vide, at hjælpen er på
vej. Og det er Gud selv, som kommer for at hjælpe os.  Den
almægtige Gud, som ellers har nok at se til, han bøjer sig
ned og tager os på sine skuldre for at bære os hjem. Og
Gud gør det med glæde.
     Det er en stor tryghed vi hører i Jesu lignelse i
dag.  Ja, altid når Jesus i fortællinger taler om syndere,
ender historierne godt.  Den tryghed giver han os.
     Vi får en stor lettelse fra Jesus. Det er jo som om
han siger, at Gud vil, at alle skal frelses.  Lignelsen
handler jo om 100 får og ét af dem bliver væk. Vi ville jo
nok sige, at 99 og 100 det kommer ud på et.  Men lignelsen
siger, at for Gud er den ene fortabte så vigtigt, at Gud
forlader alle de andre for at finde den ene. Ja, det er så
vigtigt, at Gud følger vores spor. For at finde et får må
man jo følge sporet, så man når frem til den hjælpeløse.
Sådan går Gud i Jesus helt ud efter os, i vores spor,
gennem svaghed og død, for at finde hver eneste af os. Man
kan ikke komme så langt ud, at Jesus ikke kan følge efter
og finde os.
     Det er en stor lettelse vi får fra Jesus. Han giver
os den tro, at han er kommet for at bære os hjem til Gud.
Den tro er ikke en byrde, der bliver lagt på vores
skuldre, nej, troen består i den lettelse, at Jesus tager
os på sine skuldre og bære os hjem.
     Den tro har vi fået i Jesu ord og i vores dåb.  Dåben
overskygger al vores tvivl.  Jesus sagde det så stærkt:
Guds rige hører børnene til.  Selvfølgelig bliver vi
voksne og skal klare mange ting. Men også når det går os
godt, kan kravene blive for store og få frygten til at
vokse inde i os. Og når det går dårligt og vi ingen
overskud har, så er det en hel lettelse at høre om dåben,
at vi over for Gud må lægge alt til side og være som det
lille barn vi var dengang vi blev døbt.  Vi skal slet ikke
være anderledes, kunne præstere mere, tro mere, vide mere
end det lille barn.  I dåben satte Gud sit mærke på os.
Gud gjorde det af nåde, gratis uden at kræve noget til
gengæld.  Det var for at vi altid og under alle forhold må
vide, at vi tilhører ham.
     Ligesom vi har et jordisk pas, som er beviset på, at
vi hører hjemme i Danmark. Og det er noget helt
uvurderligt, som vi slet ikke tænker nok over i hverdagen.
Men hvis vi er ude i den store verden, så beskytter det
pas os.  Hvis vi bliver syge eller mister alt det vi har
med på rejsen, bare vi har vores pas, så bliver vi
hjulpet. Sådan har vi et himmelsk pas, der beviser, at vi
tilhører Guds rige.  Det pas fik vi i vores dåb.  Det
tænker vi måske ikke nok over til hverdag, men det pas er
uvurderligt. Det pas betyder uendelig meget for vores
rejse gennem livet og gennem døden.  Det pas betyder, at
vi får hjælp hvor vi end er, også når vi har mistet alle
vores jordiske papirer. For dåben er der ingen, som kan
tage fra os.  I dåben er vi sat ind under Gud. Vi blev
døbt i hans navn.
     Gud er vores hyrde og kender vores navn og vil gøre
alt for at frelse os.