Det er et problem, at Gud er barmhjertig og at Gud
samtidig er dommeren, at vi engang skal stå foran Guds
domstol og blive dømt på vore gerninger. De mennesker, som
har gjort det onde, bliver dømt til straf og de, som har
gjort det gode, får belønning. Hvordan passer det med Guds
barmhjertighed. Når jeg hører om mennesker, som bliver
fordømt til evig straf, så får jeg altid medlidenhed med
dem. Der er ingen tvivl om, at det de har gjort er ondt,
men de er da elendige stakler, når de får at vide, at nu
er de henvist til evig straf og pinsel.  Hvis det er altså
er rigtig, at Gud er sådan.
     I min datters børnehave taler børnene også indimellem
om teologiske emner. Og Sanne fortæller, at der er
diskussion om, hvem der kommer i himlen.  De fleste børn
mener, at det kun er de gode og artige, som kommer i
himlen.  En dag fortalte Sanne endda oprørt, at der var en
pige, som havde sagt, at de onde mennesker kommer ned til
Tarzan.
     Jeg har jo lært min datter, at vi kommer i himlen,
fordi Gud tilgiver os, og at vi allesammen har gjort noget
forkert.  Jeg har lært mit barn, at Gud er god og
barmhjertig mod os.
     Og det understreger Jesu ord også i dag.  Vi skal
have medlidenhed med andre mennesker, og det gælder alle.
Vi skal vise barmhjertighed. Og det skal vi fordi Gud er
sådan, fordi Gud er barmhjertig.
     Hvor tit er det ikke sådan, at en dom kun bygger på
noget ydre, at man egentlig ikke kender den person som man
dømmer eller fordømmer. Men når man lærer den person at
kende, så kan man få medlidenhed med vedkommende og
tilgive. Barmhjertighed er altså noget indre. Det kommer
fra det inderste i os og det berører det inderste i den
person vi står over for. Mens når vi dømmer, så holder vi
os på afstand, så hæver vi os over den person som vi
dømmer.
     Jesu ord i dag vil føre os sammen, så vi får et nært
forhold til hinanden. Nogle gange kalder Jesus sine
disciple brødre og søstre, og dem, der kommer til ham og
beder om hjælp, dem tiltaler Jesus i flere tilfælde med
ordene: mit barn.
     Jesu bud i dag er ikke kun banale. De skal ikke kun
forstås enkelt, sådan at vi skal passe på med at rette for
meget på hinanden. Vi er jo ikke selv fejlfri. Vi skal
passe på med at være for kritiske og altid kun se det
negative hos andre. Vi skal være milde mod andre.  Det er
Jesu bud til os, men samtidig er ordene mere dybe og
gennemgribende.  De taler om en indre forandring.
     Vi bruger altfor tit øjnene og forstanden, når vi har
med andre mennesker at gøre. Og øjne kan være kolde.
Forstanden er for det meste kold og analyserende. I stedet
skal vi bruge hjertet. Det er jo derfor det hedder
barmhjertig. Vi skal bruge hjertet. Det giver
sammenhørighed. I virkeligheden betyder ordet "at forstå",
at man står foran noget og iagttager og undersøger det.
Mens hjerte, når vi bruger det, så gør vi os til ét med
den eller det, som vi er sammen med.
     Selvfølgelig er det ikke hjertet, vores bankende
hjerte, som vi bruger når vi er barmhjertige. Og dog er
det billede, hjertet, godt fordi de følelser vi har, når
vi er kærlige og medlidende over for andre, de følelser er
så at sige ikke i vores hoved. Nej, de følelser er i hele
kroppen. Der er jo det udtryk: at man bliver varm i hele
kroppen, når man ser den man elsker.  Eller man kan få
ondt i maven, når man ser nogle blive behandlet dårligt
eller når man ser nogle, som lider. Når vi tænker med
hjertet, så er det hele vores person, eller vores persons
kerne vi føler med. Og nogle gange kan disse følelser være
ulogiske, og alligevel være mere sande end nok så mange
fornufts sandheder.
     Det er ulogisk, det som Jesus siger, vær barmhjertig.
Det er ulogisk :giv så skal der gives jer. Det er et
mærkeligt økonomisk princip. I verdslig økonomi gælder
det, at jo mere man spare, desto rigere bliver man.  Men
ikke i Jesu økonomi, dér gælder det, at jo mere man giver,
desto mere får man.  Desto mere godt humør man giver til
andre, desto mere får man tilbage.  Desto mere åbent man
taler til andre, desto mere ærligt taler andre til os.
Men vi skal overvinde os og vi skal tage mod til os, for
at handle efter Jesu bud. Giv til andre, og der bliver
givet til jer.
     Men vi må ikke misforstå Jesu bud sådan, at vi skal
være gode, for at Gud vil være god mod os.  Jesus taler jo
om at tilgive, så vi får tilgivelse.  Det må  betyde, at
vi jævnligt gør noget forkert, ellers havde vi jo ikke
brug for tilgivelse.
     Når Jesus siger: " Tilgiv, så skal I få tilgivelse, "
så er det jo underforstået, at der er noget forkert, noget
som vi ikke må, og som det er en uretfærdighed, hvis det
sker.  Alt er ikke ligegyldigt, så var der intet at
tilgive.  Men samtidig er der også underforstået i Jesu
ord, at selv om vi kender budene og Guds vilje og har en
stærk samvittighed, så gør vi hele tiden fejl.  Derfor
lægger Jesus sådan en vægt på at vi skal tilgive og være
barmhjertige.
     Ja, vi skal være ligesom han selv var det. Han siger:
" Enhver, som er udlært, skal være som sin mester." Jesus
er vores mester, og hvis vi regner os for udlært, så skal
vi være ligesom han. Selv Jesu modstandere måtte indrømme,
at der var noget meget retsindigt over Jesu liv. De sagde
engang til ham: du, som ikke kender til personsanseelse,
hvad mener du ..og så kom de med et problem, de ville
fange ham med. Men de sagde, at Jesus var ikke partisk;
han indrettede ikke sin mening efter, hvem han talte med.
Jesus var ens over for alle, høj og lav, retfærdige og
syndere. Der var noget meget retlinet over ham.
     Og alligevel kaldte Jesu modstandere ham også
umoralsk.  Det hørte vi sidste søndag, at farisæerne og de
skriftkloge sagde om Jesus: " Han tager imod syndere og
spiser sammen med dem." Ja, de kaldte ham en frådser og
vindranker, ven med toldere og syndere. Mon det var fordi
fester hos synderne ikke gik efter helt så fine regler,
som hos de dydige farisæere.  Alligevel var Jesus lige så
glad ved middage hos en synder som når han sad til bords i
de fine farisæeres hjem. For Jesus var ens mod alle. Han
var ikke snæversynet og smålig.  Han var storsindet. Han
bragte Guds tilgivelse til alle mennesker.

ny præd

Jesus taler om at tilgive og om at dømme.  Jesus
taler mange gange om, at vi skal tilgive hinanden. F.eks
er det en af bønner i fadervor: Forlad os vor skyld, som
også vi forlader vore skyldnere. Dér er det også sat
sammen med, at Gud er tilgivende. I den forstand kan og
skal vi ligne Gud, at vi er barmhjertige.
     Mennesker vil så gerne være guddommelige. Det stræber
de efter. Det ligger også bag mange naturlægers opfattelse
af sygdom. De mener, at der er guddommelige kræfter til,
og jo mere man bliver et med disse kræfter, desto sundere
bliver man, desto mere er man i stand til at udrette. Det
mener Jesus altså også i den forstand, at Gud er
tilgivende og det skal vi også være.  Men det er vist ikke
den trang til guddommelighed mennesker ønsker. Den skulle
jo helst vise sig i, at man blev bedre og dygtigere end
andre.
     Jesus spiller på menneskers stræben efter at blive
som Gud, både når Jesus taler om at tilgive og at dømme.
For det sidste er jo Adams og Evas første synd.
     Da Adam og Eva spiste af æblet, fik de viden om godt
og ondt. Det var en viden, som egentlig kun Gud måtte
have. Derfor var Adam og Eva så interesseret i den, for de
ville gerne være som Gud.  Men hvad forkert skulle der da
også være i at kende forskel på godt og ondt.  Opdrager vi
ikke børnene netop for at de skal have den viden. Jo, men
det forkerte kommer ind, når vi vil være som Gud, der
dømmer ud fra, hvad der er godt og dårligt.  For os
mennesker er der knyttet en forbandelse til at have den
viden, fordi den bevirker, at vi for dømmer os selv og
fordømmer andre.  Og når vi gør det, bliver livet en
forbandelse.
     Gud bruger sin viden om godt og ondt på en rigtig
måde, nemlig til at tilgive. Det vil mennesker ikke så
gerne.  Mennesker vil hæve sig over andre og se ned på
dem.  Ja, det er synden, når man ser forkert på sit
medmenneske, når man ser ned på hinanden. Jesus siger et
sted: Øjet er legemets lys. Hvis dit øje er klart, er hele
dit legeme lyst, og hvis dit øje er mat, er hele dit
legeme mørkt. Vi kan også sige om et menneske, at det har
gode øjne, og det betyder jo, at hele det menneske er
varmt og venligt. Så hvis man bruger sine øjne forkert, så
bliver man selv et forkert menneske.
     Der er noget i vejen med vores øjne, når vi dømmer
andre og ser deres fejl. Det sker jo let, at den fejl man
ser hos andre er noget man forestiller sig og man har selv
en lige så stor fejl, men ser den ikke.
     I gamle dage holdt de Sct Hans for at jage heksene
væk.  Vi ved godt, at det med hekse var overtro. Hekse var
noget de forestillede sig. Men det var ikke kun i gamle
dage, at man kunne forestille sig noget forkert om livet
og hinanden.  Mennesker i dag, som er ensomme, kan også
let komme til at få forkerte forestillinger om sig selv og
andre. Mennesker, som lever helt alene, kan let blive
mistænksomme og få vrangforestillinger. Vi kan let komme
til at se forkert på andre og bruge vores øjne forkert.
Det gør vi når vi dømmer. Så bruger vi vores viden om det
gode og onde forkert.
     Vi mennesker kan ikke styre vores viden. Den kan let
komme til at ødelægge både vores øjne og vores sind, så vi
forestiller noget forkert og mener andre er som hekse og
vi bliver fordømmende og anklagende mod dem.  Adam og Eva
ødelagde paradiset, da de blev bevidste om det gode og
onde.
     Lige så slemt er det, når vi bliver fordømmende og
anklagende over for os selv. Nogle gange kan vi være for
samvittighedsfulde.
     Jamen samvittigheden er den ikke god. Har Gud ikke
givet os samvittigheden, for at vores liv skal blive efter
hans vilje. I hvert fald er det forfærdeligt når mennesker
mangler samvittighed og kan dræbe og pine andre uden at
det giver dem det mindste stik i hjertet. Det føler vi er
umenneskeligt. Og børnene opdrager vi, så de kan have
samvittighed og mærke inden i sig selv, når noget er
forkert eller rigtigt.
     Paulus siger det også i Romerbrevet i de første
kapitler, at det ikke kun er jøderne, som kender Guds
vilje. De har jo fået den i de ti bud.  Nej, hedningene
har fået Guds bud skrevet i deres hjerter i
samvittigheden.  Men Paulus siger til gengæld netop i de
første kapitler i Romerbrevet, at den viden, som både
jøderne og hedningene har, den fører ikke til noget godt.
Den bevirker snarere, at man ser, hvor syndige alle
mennesker egentlig er, fulde af misundelse, havesyge,
bagtalelse, praleri og dømmesyge.
     Paulus siger efter de første kapitler i romerbrevet:
Derfor er du uden undskyldning, menneske. Hvem du end er,
som opkaster dig til dommer.  For idet du dømmer de andre,
fordømmer du dig selv.  I den forstand giver
samvittigheden os en viden, hvor vi ser alle de bjælker
vores øjne er fyldt med, så vi slet ikke kan leve med det
eller bære det. Det er en skyld så tung at den tynger os
ned. For vi ser, at vi alle er syndere over for Gud. Vi
trænger alle til Guds tilgivelse.
     Og det er netop det gode ved samvittigheden, at vi
aldrig bliver tilfredse med os selv og andre; vi må
indrømme, vores lykke aldrig kan komme derfra at
tilfredsstille vores samvittighed. Vi aner allerede af os
selv, at det kun er Gud, som kan skænke os lykken, ved at
Gud tilgiver os.  Vi kan ikke opnå lykken selv, hvor meget
vi end stræber efter at tilfredsstille vores samvittighed.
Der vil altid være noget forkert, som vi kan anklage os
for.  Det er kun Gud, som kan hjælpe os ud af det.  Men i
den forstand er samvittigheden netop en forbandelse, som
Gud må frelse os fra.
     Paulus siger det: vi er tilgivet uforskyldt af Guds
nåde og tålmodighed.  Og Jesus siger det, at Gud er
barmhjertig. Vær barmhjertig ligesom jeres Far er det.
     Når Jesus siger: " Tilgiv, så skal I få tilgivelse, "
så er det jo underforstået, at der er noget forkert, noget
som vi ikke må, og som det er en uretfærdighed, hvis det
sker.  Alt er ikke ligegyldigt, så var der intet at
tilgive.  Men samtidig er der også underforstået i Jesu
ord, at selv om vi kender budene og Guds vilje og har en
stærk samvittighed, så gør vi hele tiden fejl.  Derfor
lægger Jesus sådan en vægt på at vi skal tilgive og være
barmhjertige.
     Ja, vi skal være ligesom han selv var det. Han siger:
" Enhver, som er udlært, skal være som sin mester." Jesus
er vores mester, og hvis vi regner os for udlært, så skal
vi være ligesom han. Selv Jesu modstandere måtte indrømme,
at der var noget meget retsindigt over Jesu liv.  Jesus
var ens mod alle. Han var ikke snæversynet og smålig.  Han
var storsindet. Han bragte Guds tilgivelse til alle
mennesker.
     Paulus var udlært i kristendommen og derfor var han
ligesom sin mester, Jesus. Det kunne vi se i begyndelsen
af romerbrevet, hvor Paulus også stiller alle lige,
hedninger og jøder, dem der har fået de ti bud fra himlen
og dem der lever i hedningelande langt fra den hellige by
Jerusalem. Alle er syndere over for Gud, hvor på jorden de
end bor. Alle har syndet og mangler herligheden fra Gud.
Vi kan ikke hæve os over andre og se ned på dem.
     Det vi kan lære af Paulus. Det vi kan lære af Jesus.
Det er at tage hensyn, at være storsindet, ikke lade det
hele gå efter kolde regler og kold viden. Vi skal være
barmhjertige, som Gud vores himmelske Far er barmhjertig.
     Guds barmhjertighed kan vi se deri, at han giver os
alt godt, og at han tilgiver os alt ondt.
     Gud giver med begge hænder og bliver ved med det. Og
det er ud af et godt hjerte, at Gud øser ud til os. Der er
ingen betingelser knyttet til det.  Det er kun for at
glæde os, at Gud gør det. Det skal vi tænke på i denne
dejlige sommertid. At vi også må tage imod Guds gaver med
begge hænder. Vi skal ikke begynde at gruble over, om der
mon kommer en regning bagefter.  Nej, vi får det hele for
at vi skal glæde os af et helt hjerte.
     Men Guds barmhjertighed består ikke kun i, at han
giver os alt godt. Den består også i, at han tilgiver os
alt det onde. Vi behandler jo tit livet og hinanden
dårligt. Der er meget vi kunne dømme hinanden for og som
vi kunne dømme os selv for. Men Gud tilgiver os af hele
sit hjerte. Hvordan Gud kan det, det er til ikke at
forstå. Gud er jo ikke ligeglad med, hvad vi gør.
Tværtimod har Gud en helt fast mening og vilje med,
hvordan vi skal leve. Og Gud lukker ikke øjnene for det vi
har gjort, så det slet ikke er os han ser, når han
tilgiver os. Nej, Gud ser på dig og mig, når vi gør noget
utilgiveligt, noget ukærligt og ondt, og tilgiver Gud
alligevel det. Så stort et hjerte har Gud.
     Så høj som himlen over os, så rummelig som
verdensrummet omkring os, så frodig og overvældende grøn
som naturen er lige i de her dage, så frisk og
livsbekræftende er Guds kærlighed. Han giver os alt godt,
og han tilgiver os alt ondt.  Så dobbelt gavmild er Gud.
Så barmhjertige skal vi også være. Så gavmilde må vi være
over for os selv og over for andre.
     Det var derfor Jesus sagde: " Himmeriget er kommet
nær." Det var paradiset Jesus kom med. Han bragte os
tilbage før Adam og Eva spiste af æblet og fik viden om
godt og ondt. Jesus har bragt os tilbage før den dårlige
samvittighed og den onde forbandelse kom til verden.  Vi
må leve i tilgivelse, i Guds tilgivelse af os og i vores
tilgivelse af andre. Og det er at leve i paradis. Det er i
hvert fald at smage den frugt, som vokser i paradisets
have og som kan give os evigt liv.