Vi skal lære af Jesu ord. Det gjorde folkeskaren. Det
var de ivrige efter. De trængte sig om Jesus for at høre
Guds ord. Vi har den yderligere fordel, at vi også kan
lære af fortællingerne om Jesus. I dag kan vi se, at Peter
lyttede til Jesus, både ved at han lånte Jesus sin båd og
ved at han lagde båden lidt fra land og sad og hørte Jesus
prædike. Men Peter lyttede også til Jesus ved at han
kastede nettene ud. Han gjorde det på Jesu ord. Og da
skete der et stort under. Det viser den underfulde sandhed
der er i Jesu ord, men også at nogle gange sker underet
først når vi handler i tro. Hvis Peter havde sagt: Nej, nu
har jeg lige slidt hele natten uden at fange noget og jeg
har slidt med at gøre garnene rene. Jeg vil ikke kaste
nettene ud igen. Hvis Peter havde sagt sådan, så var der
ikke sket noget under. Nogle gange sker et under, når vi
gør noget som ser forgæves ud, som ser ud som om det ikke
er til nogen nytte, men når vi gør det i troen på Guds
ord, så sker der et under.
     Kan vi så tro, at der vil ske et under for os, hvis
vi gør det samme som Peter. Ja, nu kan et under jo aldrig
forudsiges, for så var det ikke et under, så var det kun
et forudsigeligt resultat af noget vi gjorde. Et under er
noget som sker helt uventet og som er større end vi
nogensinde drømte om.
     Men fortællingen i dag om Peters fiskefangst vil
heller ikke have os til at gå rundt og ventede undere
hvert øjeblik. Jesus vil vise at vi kan slide og slæbe og
blive trætte, men vi skal aldrig tro, at det hele er
håbløst.  Han vil med sine ord og med det som han gør over
for Peter, vise, at vi ikke må miste håbet og modet og
energien. Vi skal begynde på ny. Og vi skal gøre det, selv
om vi synes vi er det største syndere, som findes. Peter
sagde jo: gå bort fra mig Herre, for jeg er en syndig
mand.
     Hvad er det så vi skal begynde med at gøre. Det er
nogle gange vores almindelige dagligdag, som ikke ser ud
af meget. Det skulle Peter jo. Han skulle kaste nettene
ud. Det var han vant til. Det var hans arbejde. Det havde
vel tjent ham til hans daglige brød. Men meget mere var
det ikke blevet til. Han følte ikke hans dagligdag
succesfuld og vellykket. Derfor sagde han til Jesus: Jeg
er en syndig mand.
     Men når vi går ud i vores dagligdag på Jesu ord, så
sker der for det første det under med den, at Jesus
velsigner vores hverdag. Ellers ville han straks have sagt
til Peter: Det er intet værd, det som du hidtil har
arbejdet med. Det skal du straks forlade. Nej, det er
netop i Peters arbejde, at Jesus viser sin velsignelse.
Og samtidig viser Jesus, at der er noget over det daglige
slid. Der er en større verden. Der er en underfuld verden,
hvor alt er ligetil.  Vi skal lægge mærke til det som sker
før og efter Jesu ord.  Først har fiskerne haft stort
besvær med deres arbejde og det endda i mørket, om natten.
Og på jesu ord får de så let som ingenting i fuldt dagslys
en stor fangst.  Det viser forskellen på vores verden og
det underfulde lysrige, som Jesus bringer.
     Det særlige præg ved Guds rige kommer også frem deri,
at Peter først får en stor fiskefangst, og den skulle jo
friste ham til at bede Jesus om noget oftere at hjælpe dem
med deres arbejde, men der sker det modsatte at Peter ved
toppen af sin fiskekarriere lader net og fangst og både
ligge, for Jesus siger, at nu skal han fange mennesker. Og
så ligger der jo bagved, at det i virkeligheden er Peter
som er fanget.
     Peter har ikke følt det sådan, at han nu skulle tage
den store beslutning at forlade alt det vante og begive
sig ud på vejene ud i usikkerheden med Jesus. Nej, Peter
kunne ikke andet og det var en stor glæde for ham, at han
ikke kunne andet. Det var en ære for ham, at Jesus valgte
Peter, synderen, til sin følgesvend.
     Der er en underfuld lettelse over det som sker, da
Jesus kalder sine disciple. Jesus siger et sted kort før
sin død og opstandelse: Det er ikke jer, der har udvalgt
mig, men mig der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud
og bære frugt.
     Når vi lever vores hverdag på Jesu ord eller hvis vi
skulle blive kaldet til at forlade alt hvad vi kender for
at gå ud på vejene, så er det ikke vores valg. Og det
ophæver al usikkerhed.
     Da Peter kastede nettene ud og der var så mange fisk,
at han ikke selv kunne trække nettene ind igen, da tænkte
Peter vel, at det var noget han selv gjorde, han gjorde
sit vante arbejde, og dog tænkte han at den store mængde
fisk, det var et under, det var noget han ikke selv
gjorde. På samme måde da Peter gik ud for at fortælle og
lære om Guds rige, så følte han det som et hverv han
gjorde, men samtidig var det Guds ord, Guds gerning, alt
det som kom ud af det.
     Når der senere står om disciplene efter Jesu død og
opstandelse, at de prædikede, så er det med en påfaldende
ubekymrethed. Og det var jo fordi de troede, at Guds ord
virker og har en underfuld kraft. I slutningen af Markus
evangeliet står der om disciplene: de drog ud og prædikede
alle vegne og Herren virkede med. Hvem var det som
virkede. Ja, det var Herren Jesus.
     Det er vel også derfor Jesus i stykket i dag siger
til Peter: Frygt ikke, fra nu af skal du fange mennesker.
Når Peter ikke skal frygte i sit nye hverv, så er det
fordi Jesus selv vil virke med åbenlys og skjult og dog
altid kraftfuldt, så det nogle gange ikke er til at bære
eller klare alt det gode, som sker, som da de ikke selv
kunne klare fiskefangsten men måtte have flere både til
hjælp.
     Det særlige præg ved Guds ord hører vi allerede i
begyndelsen af prædikestykket i dag, at folkeskaren
trængtes om Jesus for at høre Guds ord.  Folk var grebet.
Vi skal lægge mærke til at de trængtes om ham for at høre.
Det var ikke for at få ting til sig selv. Det var for at
høre, at de ville være nær ved Jesus. Det var Guds ord de
ikke kunne få nok af. Det var Guds ord som de ikke kunne
være tæt nok ved.  De var grebet.
     Paulus skriver i sit brev til Filipperne om frelsen:
ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er
blevet fuldkommen. Men jeg jager efter det, om jeg
virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af
Kristus Jesus.
     Det er nok denne spænding, som gør Guds ord til noget
helt særligt, at vi på den ene side må anstrenge os, for
at høre og følge Guds ord, vi må trænges tæt om ordet for
at få det hele med, og så på den anden side så er det hele
så let, så er alt på det rene og vi får en ubegrænset
rigdom af trøst og styrke og sikkerhed fra Guds ord, så
der intet mere er at tilføje.  Fordi der er en undfuld
kraft og frelse ved Guds ord.
     Paulus skriver til sidst i sit brev til Filipperne:
Min Gud vil fuldt ud give jer alt, hvad I har brug for, af
sin rigdom på herlighed i Kristus Jesus. Amen.

ny præd


Prædiken over Lukas kap. 5 vers 1 - 11

     Er der dybde i vores liv. Eller lever vi kun på
overfladen. Må vi sige ligesom Peter: "Jeg har slidt og
slæbt, men ingenting fået ud af det." I mange erhverv nu
om dage er det jo sådan, at man må løbe hurtigt for at nå
alle pligterne, og også i fritiden er der meget, som skal
nås. Mange undersøgelser viser, at vi danskere er meget
arbejdsomme både på jobbet og i fritiden. Men mon vi ikke
ofte mærker samme stemning, som vi kan høre ud af Peters
ord: "Jeg har slidt og slæbt, men ingenting få et ud af
det." Det vi fik var kun overfladisk glæde, overfladiske
fornøjelser og materielle ting, som ruster. Selv om vores
dage var fyldt til bristepunktet med mange gøremål, blev
det alligevel tomme dage. Det hele går så hurtigt. Vi
skøjter hen over livet uden hverken højde eller dybde.
     Det får vi fra Jesu ord. De giver os den dybde, at vi
ser, vi er syndere. Peter siger jo: "Gå bort fra mig,
Herre, jeg er en syndig mand." Den baggrund, som Peter
taler ud fra, er ikke det vi normalt kalder synd. Normalt
siger vi det er synd, når man ikke tror på Jesus og
handler efter hans ord. Normalt siger vi det er synd, når
man nægter at tro på Gud og leve efter Guds ord.
     Men det har Peter gjort. Han har lyttet til Jesus.
Han har endda siddet helt tæt ved Jesus og lyttet til ham.
For Peter sad sikkert i båden, hvor Jesus stod og talte
til folkeskaren, som var inde på strandbredden. Og Peter
har handlet efter Jesu ord og kastet garnene ud, selv om
det var midt på dagen. "På dit ord vil jeg gøre det,"
sagde han til Jesus.  Peter troede på Jesus. Selv om hans
forstand sagde ham, at når de ikke havde fanget nogen fisk
om natten, så ville de endnu mindre gøre det midt på
dagen.  Men Peter troede på Jesus. Peter er ikke det vi
normalt kalder syndig.
     Nej, den baggrund, som Peter taler ud fra, er den
store fiskefangst. De fangede så mange fisk, at garnene
var ved at briste. De måtte have en anden båd til hjælp,
og begge både blev så fyldt med fisk, at de var ved at
synke. Det kaster et skærende lys ind over Peters
tidligere liv. Om natten kastede de garnene igen og igen
og sled og slæbte, men fik ikke noget ud af det. Nu kaster
Peter garnene ud én gang, og så er både garnene og båden
og han selv ved at synke. Peter ser klart, hvor
overfladisk og tomt hans tidligere liv har været. Han fik
intet ud af det.  Peter ser klart, hvor overstrømmende
livet er, når vi lever det på Guds ord, så fylder det os,
så vi knap kan bære det. Så fylder det os, så vi er nær
ved at synke.
     I den forstand er vi syndere, fordi vi har svært ved
at tro på og bære alle de gode gaver, som Gud giver os.
     Når vi hører om Jesu under, så mærker vi, hvor tomt
og overfladisk vores liv er, når vi lader dagene
forsvinde, så de bliver til ingenting. Vi er syndere, når
vi slider og slæber uden hverken højde eller dybde. Vi er
syndere, hvis vi kun lever et arbejdsomt og håbløst liv.
For livet fra Gud er fyldt med undere, så vi knap kan bære
det.  Livet fra Gud er underfuldt til bristepunktet.  Det
oplever vi ikke, hvis vi kun vil være på overfladen.
     Vi er syndere i forhold til Jesus, der med stor
lethed kalder livets undere frem. Vi er syndere i forhold
til Jesus, der har meget høje forventninger til livet.
Selv om Peter handlede efter Jesu ord, så tvivlede han nok
inderst inde på, at underet kunne ske.  Sådan tvivler vi
på undere, fordi vi ikke har så høje forventninger til
livet. Vores forstand siger os, at vi er nødt til at
arbejde, også selv om vi gang på gang ser, hvor lidt det
bringer os. Vores forstand siger os, at vi ikke kan leve
på undere. Og det er også rigtigt, at Gud Skaberen har sat
os til at dyrke og passe jorden og alt det skabte. Men
hvis vi kun fylder vores dage med arbejde og pligter ude
og hjemme, så bliver det til tomme dage.
     Rigtige mennesker bliver vi, når vi har lige så høje
forventninger til livet som Jesus, så vi ser, at livet er
fyldt med undere og gaver, - gaver, som vi ikke har slidt
for, men som Gud skænker os for intet.
     Med sit under og sine ord vil Jesus gøre os til
rigtige mennesker. På Peter virker det sådan, at han
bliver fyldt med en dyb følelse af ærbødighed. Han kaster
ned foran Jesus. Han ser op til Jesu høje tro, som han
føler han aldrig kan nå op til.  Da rejser Jesus ham op og
siger: "Dig vil jeg bruge."
     Vi er rigtige mennesker, når vi ser vores afmagt og
ser op til Jesu høje tro, som vi aldrig kan nå op til. Så
rejser Jesus os op og siger, at Gud ikke forkaster os, men
vil gøre undere for os uværdige og tomme mennesker. Gud
vil endda bruge os til at gøre undere for hinanden.
     Jesus vil give os et andet syn på livet. Når vi
farter hen ad vores jævne og asfalterede livsvej, vil
Jesus have os til at lægge mærke til den rigdom, som er i
grøftekanterne og markerne og bakkerne og skovene. Livet
er ikke fladt som en landevej. Og når vi haster forbi
hinanden, vil Jesus have os til at lægge mærke til de små
ord og de små smil. De skal fylde os, så vi ser, at livet
er fyldt med kærlighed. Så høje forventninger må vi have -
så høj en tro på livet må vi have, at det skal være fyldt
med kærlighed.
     Og den tro må vi bevare selv over for døden. Det
gjorde Jesus. På korset sagde han til ham, der hang ved
hans side: "I dag skal du være med mig i Paradis." Og
underet skete. Påskemorgen stod Jesus op af døde.


Ny præd

     Da Paven var på besøg i Danmark, kunne man høre det
spørgsmål, om der overhovedet er nogen forskel mellem
lutherdom og katolicisme.  Det er en forskel alene deri,
at de dyrker paven og regner ham for guddommelig, der er
også en forskel deri at de dyrker Maria og regner hende
for guddommelig. Vi lutheranere vil sige, at der ikke er
nogen ved siden af Gud og helligånden og Jesus; ingen
mennesker er guddommelige.  Tværtimod er vi alle ens. Vi
er syndere, og tilgivelse får vi kun i tro Jesus. I den
forstand ligner vi alle hinanden både os, som er her i
dag, og paven og maria eller alle dem, som den katolske
kirke har kåret til helgener: alle er vi syndere.
     Et af kernespørgsmålene mellem Lutheranere og
katolikker, det er, Hvad der sker, når vi bliver frelst.
Hvad sker der, når vi hører Guds ord og tror evangeliet.
Katolikkerne siger, at der sker en delvis forandring med
os; vi får indgydt en ny natur, en guddommelig del, i os,
og den kan udvikle sig og bliver større og større til den
fylder os helt. Det skal man arbejde på; mennesket er Guds
medarbejder og skal sørge for at blive mere og mere hellig
og god. Nogle når så langt, at de bliver helt gode; det er
helgerne.
     Luther siger noget, som først lyder uforståeligt.Han
siger, at når vi hører frelsens ord og tror på det, så er
der sket i samme øjeblik en fuldstændigt forandring af os:
vi er helt retfærdige; vi er gjort retfærdige fordi Gud
har erklæret os for at være det. Men i os selv er der ikke
sket det mindste, vi er stadig de største syndere, som
hele tiden kun må bede om Guds tilgivelse. Vi når aldrig
længere.  Vi er på én gang syndere og retfærdige.
     Det lyder måske svært at forstå. Men vi kan bruge et
eksempel for at vise, at det er rigtigt.  Vi kan tage
Peter i fortællingen i dag.  Jesus fortæller om Gud og
viser Guds magt, at den består i overvældende gavmildhed
bl.a. mod Peter, og så er det Peter må sige om sig selv,
at han er synder. Jo bedre Jesus er mod ham, desto mere må
Peter indrømme, at han er en synder. I Jesu øjne er Peter
Guds barn og en frelst og en retfærdig, fordi han er
tilgivet af Gud. Men i Peters egne øjne er han stadig en
synder, måske endnu større synder end han før følte sig.
     Fortællingen i dag viser at Peter er som én af os.
Jesus stod og fortalte om Gud og mange mennesker hørte på
ham. Fiskerne var ved at skylle deres garn.  De var altså
ikke blandt tilhørerne men havde travlt med deres arbejde.
Men så er det, at folkeskaren presser så meget mod
strandbredden, at Jesus bliver nødt til at låne den ene
fiskebåd, så han kan komme lidt ud og derfra tale til
menneskene. Peter låner ham sin båd. Der står ikke noget
om, at Peter bliver i båden og lytter andægtigt til Jesus.
Det gjorde han måske.  Måske fortsatte han med at rense
nettene. Det var jo et arbejde, som skulle gøres. Et surt
arbejde, særlig når der ikke havde været andet i netten
end tang. De havde ikke fået nogen fisk på den
nattefangst.
     Da Jesus er færdige med at tale, vil han give noget
som tak for lån af båden, og han siger til Peter: Kast
garnene ud en gang til. Peter synes han må forklare, at
det nok ikke vil give noget resultat, at det kun vil være
til besvær for dem. De har jo lige renset garnene. Så skal
de til det igen. Men samtidig har han respekt for Jesus.
Peter ser op til ham. " På dit ord vil jeg gøre det."
     Og så sker underet. Da de kaster nettene ud, får de
så mange fisk, at de ikke kan have dem i deres egen båd.
De må kalde på den anden båd. Og de fylder begge bådene,
så de er ned ved at synke.
     Da de kommer i land, siger Peter til Jesus: " Gå bort
fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand." Men Jesus
siger til ham:" Vær ikke bange. Fra nu af skal du være
menneskefisker."
     Det er hvad Luther mener, når han siger, at vi både
er retfærdige og syndere samtidig. Ligesom Peter er en,
som får Guds velsignelse, både i form af at hans jordiske
arbejde lykkes på forunderlig måde, men også sådan at han
kan bruges i åndeligt arbejde, - han er dobbelt velsignet
og dog er han samtidig en syndig mand. Når han ser på sig
selv, så er der intet, som kan berettige al den lykke,
snarere tværtimod den står i skærende modstrid med hans
eget væsen.  Hos sig selv ser han ikke andet end synd.
Ligesom han før om sit fiskeri ikke så andet end mislykket
arbejde; de havde ikke fanget noget hele natten. Det samme
gælder Jesu ord, når han siger til Peter: " Fra nu af skal
du fange mennesker." Da tænker Peter også: " Hvordan skal
det dog lykkes, så stor en synder jeg er. Men på Jesu ord
vil jeg vove det." Det er Jesu ord han stoler på.
     Det skal vi også. Det er Jesu ord vi skal tro på. Det
er Jesu ord vi skal dyrke.  Det er ikke pavens ord, hvor
gode de end er. Det er ikke biskoppernes ord, hvor gode de
end er. Nej, det er Jesu ord vi skal stole på, for Jesu
ord til os, evangeliet om Guds kærlighed og tilgivelse,
gør os syndere til velsignede mennesker. Jesu ord gør et
under med os almindelige mennesker.  Underet består både
i, at vi ser at vi er syndere og at vi ser, at Jesus kan
bruge os.
     Når Peter må indrømme sin synd, er det ikke fordi han
har tænkt sig grundigt om. Peter sætter sig ikke ned og
tænker på alt det dårlige og mislykkede han har gjort, for
at finde sine synder. Vi skal ikke anstrenge os for at
lede alle vores synder frem.  Nej, vi ser, at vi er
syndere, når vi ser, hvordan Jesus er.  Hans ord har en så
overvældende kraft, en så gavmild styrke, at det er for
meget for os. Om Peter og hans venner står der, at en
rædsel havde grebet ham og alle dem, som var med ham, over
den fiskedræt, de havde fået.  Vi vil jo hellere have, at
det hele går mere almindeligt til, også selv om det
betyder, at vi må slide, og at vi ingenting får ud af det.
Det passer bedre til vores format.  Jesu gavmilde ord,
hans underfulde magt er for meget til os. Vi ser, at vi er
syndere.
     Men Jesus siger til Peter: " Frygt ikke, fra nu af
skal du fange mennesker." Jesus kan bruge ham, selv om han
er et almindeligt menneske.  Peter er som os andre. Han er
ikke mere troende. Han er ikke større synder.  Det må
egentlig have været et lige så stort under for ham, at
Jesus ikke går bort, men endda vil have ham med sig. For
anden gang går det lige modsat af, hvad Peter venter. De
to undere, fiskefangsten og Peters kaldelse, de ligner
hinanden. Der fanges en overvældende mængde fisk, hvor der
ingen er. Og der kommer en kristen ud af en synder.
     Derfor siger Jesus: " Frygt ikke." Hvor han er, dér
sker det umulige.  Dér sker undere også med os almindelige
mennesker. Når Jesus taler til os, skal vi ikke frygte.
     Vi har det jo mange gange som Peter, at vi har slidt
med vores liv for at det skulle lykkes. Og noget har vi da
fået ud af det. Men en stor velsignelse er der nu ikke ved
vores egne anstrengelser. Lykken smutter igennem maskerne
i vores garn. Men Jesus taler til os og det umulige sker.
Vores liv bliver velsignet. Jesus velsigner vores liv. Det
er et under. Både at Jesus kan gøre det, og at han vil
gøre det for os almindelige mennesker.  Men sådan en
kraft, en gavmild og underfuld styrke, har Jesu ord. Dem
må vi tro på. Os, som bliver ved med at være syndere og
trænge til tilgivelse, os velsigner Jesus med himmelske
gaver.
     Der er to undere i fortællingen i dag. Fiskefangsten
og så at Jesus gør fiskerne til sine disciple. Det sidste
er nok det største. Man kan se det af, at de tre fiskere
har gjort deres livs fangst. Så mange fisk har de aldrig
haft i deres net. Men hvad gør de? De lader fiskene ligge
på stranden. De lægger bådene på land og forlader alle
ting og følger Jesus. Sådanne undere sker, hvor Jesus
taler. Det sker også her. Frygt ikke. Amen.