På Jesu tid var der en gruppe af jøder, som adlød de
mange bud i loven til punkt og prikke.
     De ville ikke have noget at gøre med de andre jøder,
som ikke kendte loven så godt og ikke levede nøjagtig
efter lovens bogstav.  Derfor hed de farisæere.  Det
betyder " dem, der har skilt sig ud fra de andre".
     Farisæerne troede, at alle de ulykker, som var sket
for Israel, udsprang af, at folket ikke fulgte Guds bud.
Farisæerne ofrede mere end andre i templet. Og de gav en
tiendedel af alt, hvad de ejede, i tempelskat. Desuden
fastede de to dage om ugen.
     For farisæerne var det med Gud meget vigtigt.
Alligevel kritiserede de mange gange Jesus. Han anklagede
dem for, at de overså kærlighedsbudet, fordi de var så
optaget af alle småbudene i loven, og fordi deres
gerninger var overfladiske.  De gjorde dem for at blive
set af andre. De stod længe ved tempelbøssen, så andre
kunne se, at de lagde meget i. Og når de fastede, smurte
de deres ansigt ind i aske, så andre kunne se, at de
overholdt fastebudet og endda gjorde det oftere end loven
foreskrev. Når de bad stod de stille midt på torvet, så
andre kunne se dem, og de havde bundet bederemme om højre
arm og om panden. I remmene var der små kapsler, som
indeholdt små stykker papir, hvor der var skrevet bønner.
Alle skulle se hvor optaget farisæerne var af at bede. De
havde også mange kvaster hængende i deres kjortel, de
skulle hentyde til budene.  Men det var altsammen noget
ydre og overfladisk.
     I vore dage er de ortodokse og rettroende jøder også
lette at skille ud fra andre. De klæder sig i meget
gammelt tøj og har sorte hatte på. Og de har langt skæg.
Under Golfkrigen, hvor Israel var truet af gasangreb og
hvor alle havde en gasmaske parat, diskuterede de
ortodokse, hvad de dog skulle gøre, for deres lange skæg
kunne ikke være i gasmasken. Men i fjernsynet hørte jeg
flere af dem sige, at de hellere ville dø end at klippe
deres skæg af.  Det viser klart, hvor meget farisæerne
både i vores dage og på Jesu tid gik op i det ydre. Det
var småtingene de overholdt. Men de glemte
kærlighedsbudet.  Skulle de ikke have tænkt på deres
familie. Mon ikke deres børn gerne ville have en levende
far uden skæg, i stedet for en død far med langt skæg.
     Jesus anklagede farisæerne for, at de kun var rene i
det ydre.  De havde ikke kærlighed i deres hjerte. Han
sammenlignede dem endda med grave. Dengang kalkede man
gravene inden påske, for at de skulle se pæne ud. Jesus
sagde, at farisæerne var som kalkede grave. Udvendig var
de rene og hvide, men indvendig var de rådne og
uhyggelige, fyldt med død.
     Farisæerne havde meget travlt med at opfylde alle
budene. Når de krydrede deres mad med dild og kommen,
vejede deres først kryderierne, for de ville også give
tiende af det til templet. De havde lagt en stor byrde på
sig selv, fordi deres var så meget de skulle huske at
gøre. Men fordi det var ydre handlinger, så var det en
overkommelig byrde.
     Jesu ord føler vi måske først som en byrde vi slet
ikke kan bære. Han siger, at vi ikke kun skal lade være
med at slå ihjel.  Vi må ikke engang tænke onde tanker.
Og hvis vi har gjort noget dårligt eller forkert mod
andre, skal vi lade alt ligge og straks gå hen og bede om
undskyldning. Det lyder umuligt. Vores tanker kan vi jo
ikke styre. Vi kunne også få travlt, hvis vi hele tiden
skulle gå og tænke på, om vi har gjort noget forkert mod
andre. Og vi har meget svært ved at bede andre om
undskyldning. Det er jo at udlevere sig selv. Det er at
stille sig selv svagt i forhold til andre.
     Men det er netop det Jesus vil. Vi skal ikke skille
os ud fra andre. I den forstand skal vores retfærdighed
overgå farisæernes, at vi er store nok til at indrømme,
når vi gør noget forkert. Vi skal være store nok til at
bede om forsoning, så alt det der skiller os fra hinanden,
kan forsvinde.
     Modsat farisæerne, som skilte sig ud, vil Jesus
fjerne alt det, som skiller os fra hinanden både tanker og
ord og handlinger.
     Farisæerne tænkte kun på sig selv, hvordan de kunne
blive rene. Jesus vil have, at vi skal tænke på andre, og
hvordan vi får et rent forhold til dem. Der må ikke være
noget imellem os. Det skal være kærlighed, som forbinder
os.
     Jesus selv udstrålede en stor kærlighed.  Almindelige
mennesker dengang så meget op til farisæerne og mente, at
de aldrig kunne blive lige så hellige.  Dels kunne de ikke
læse, så de kunne jo aldrig lære Guds bud. Og de vidste
også at de ikke havde en så fast karakter, at de aldrig
ville komme til at overtræde et bud.  Men det var til de
almindelige mennesker Jesus sagde, at deres retfærdighed
kunne overgå farisæernes. Det viser, at Jesus ikke
forkastede de almindelige mennesker som umulige og
fortabte. De kunne være bedre end farisæerne, når de
levede på Guds tilgivelse og levede i tilgivelse af andre.
Det er altså ikke et stort krav Jesus stiller, når han
siger, at vores retfærdighed skal overgå farisæernes. Det
er ikke så stort et krav, at Jesus dermed lukker Guds rige
for os. Tværtimod åbner han himmeriget for os almindelige
mennesker. Der stråler en stor kærlighed ud af hans ord.
Han siger, at der også er plads for os hos Gud.
     Kapitel 5 i Mattæus evangeliet, som vores
prædikestykke er fra, det kapitel begynder Jesus med at
sige: Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er
deres. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.
Farisæerne var rene i det ydre. Vi skal overgå dem. Vi
skal være rene i hjertet og det bliver vi, når vi
indrømmer vores fejl, og tror på Guds tilgivelse og lever
i tilgivelse med andre.
     Egentlig er Jesus også fyldt med kærlighed til sine
modstandere, farisæerne. Han talte til dem. Han besøgte
dem, når de inviterede ham. Han diskuterede med dem. Det
viser også, at han ikke betragtede dem som helt umulige og
fortabte. Han ville også, at de skulle komme til
sandheden. Jesus kunne jo have opgivet dem og kun brugt
sin tid på dem, der led nød åndeligt og legemligt. Men han
brugte også megen tid på farisæerne, hvor forstokkede de
end var.
     Jesus viser en stor kærlighed både mod de almindelige
mennesker og mod dem, som regner sig selv for troende.
Jesus arbejder på at samle mennesker både med Gud og med
hinanden.  Allerede med sine ord vil Jesus skabe
forsoning.  Det, som Jesus jo også til sidst gjorde med
sin død.
     Jesus vil påvirke vores liv fra inderste til yderst.
Stridigheder opstår tit, fordi den ene forestiller sig
noget forkert om en anden, og når han så lader det komme
til udtryk i ord, så er misforståelsen overført til den
anden, og der er skabt en mur af problemer, som ikke kan
løses men tårner sig op. Men hvis de to taler sammen,
forklarer og undskylder, i en forsonlig tone, så opdager
de, at de slet ikke er så forskellige. Så renser de alle
misforståelserne væk.
     Det er Jesu krav til os idag. Og det er ikke et
umuligt krav.  Han lægger ikke en byrde på os, som vi ikke
kan bære. Nej, han siger et sted: Tag mit åg på jer og lær
af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet. Mit åg
er gavnligt og min byrde er let. Et åg er jo en
løftestang, som man i gamle dage lagde over skuldrene, så
man kunne bære mere end man kunne med hænder alene.  Det
åg eller den løftestang, som Jesus giver os, er
sagtmodighed og ydmyghed, - vi kan også sige et tilgivende
og forsonligt sind - et rent hjerte.  Det er gavnligt at
have det. For så kan vi fjerne alle problemer og
misforståelser, som skiller os.

ny præd


     Jesus taler i dag om vores hverdag, om hvordan vi
skal være over for hinanden. Vi skal være retfærdige. Vi
skal være mere retfærdige end farisæerne var det. De
overholdt de ti bud. Men Jesus vil at vi skal gøre mere
end det. Et af de ti bud er: " Du må ikke slå ihjel." Men
Jesus siger, at det er ligeså forkert når vi er vrede på
andre. Når vi slår ihjel i tankerne. Det, som Jesus siger,
er helt umuligt.
     De ti bud er fornuftige, og de fleste menneskelig
samfund har dem som rettesnor, selv de mest primitive
samfund. Hvis nogen slår ihjel, skal han for en domstol.
Hvis nogen stjæler, skal han straffes for det. Sådan er
det i alle lande. Man kan så diskutere straffen. I Amerika
har man netop indført, at også mindreårige kan straffes
med døden. Det kan man diskutere om det er rigtigt. Men
dom og straf, det er fornuftigt. Det kan man ikke rokke
ved, mener vi, og så gør Jesus det alligevel.
     Det, som han siger, er helt umuligt. Et samfund kunne
aldrig bygges op på det. Der ville ikke være domstole nok.
Jesus siger nemlig, at enhver, som bliver vred, skal for
domstolen og straffes. En, som siger " idiot " eller "
fjols" til en anden, skal for højeste ret og have den
højeste straf, der findes. I Amerika ville det jo være
dødsstraf. Mon det så ikke i følge Jesus er alle
amerikanere, som skal idømmes dødsstraf, ja, også alle
danskere. Og Jesus går endnu længere. Han siger, at alle
som siger til en anden: " Du er fortabt." - alle, som
siger det, er selv fortabt, skyldig til helvedes ild.
     Hvis det skulle gå efter Jesu ord, så ville der ikke
være domstole nok; i virkeligheden ville der ingen
domstole være, for også dommerne og anklagerne og
forsvarerne var sat i fængsel.
     Så umulige er Jesu ord. Men vi må give ham ret. Vrede
og skældsord ødelægger liv og slår ihjel. Og vi må også
indrømme, at vi alle er skyldige.  Men Jesus lader det
ikke blive ved den dom. Han giver os en udvej. Han siger,
at vi kan skynde os at søge forlig. Vi kan bede den om
tilgivelse, som vi har behandlet dårligt. Det er også
svært for os, at bede nogen om tilgivelse. Det er jo at
udlevere sig selv til en andens nåde og barmhjertighed.
Det er at opgive sin egen værdighed. Det er at opgive sit
eget jeg. Og det er svært for os. Men det er ikke umuligt.
     Det er en større retfærdighed end farisæernes, når vi
er forsonlige mod andre, søger forlig med dem, opgiver
vores egen selvhævdelse. Det ville i øvrigt også være godt
for vores samfund. Mange retsager ville ikke blive til
noget, hvis dem, der var uenige, indgik forlig, før det
kom så langt. Det er på den måde vi skal leve sammen i
hverdagen. Vi bliver aldrig perfekte, så vi aldrig gør
andre ondt; vi bliver vrede; vi siger forkerte ting om
hinanden.  Men det vi skal, er at tilgive og bede om
tilgivelse. Det vi skal at opgive vores egen selvhævdelse.
Det er svært, men ikke umuligt.
     Og vi har fået en hjælp, nemlig gudstjenesten i
kirken.  Her får vi hjælp til at se bort fra os selv.
Allerede i de første ord i gudstjenesten sker det. I
indgangsbønnen her i gudstjenesten hører vi de ord: "
Herre, jeg er kommet ind i dette dit hus for at høre." Det
var ikke os selv, der bad bønnen; det var kirkesangeren,
som sagde ordene for os. Kirkesangeren har vi valgt til at
at bede bønnen på vores vegne. Det er for at der ikke skal
være tvivl om, at vi er kommet i kirke for at høre. Og
ikke høre os selv, men høre Gud. Det første ord i
indgangsbønnen er da også: "Herre."  Og det, som fylder
mest, det er ordene om den, der taler:" Gud fader, min
skaber, du Herre Jesus min frelser, du gode helligånd, i
liv og død  min trøstermand."
     Helt fra begyndelsen af gudstjenesten bliver vi
hjulpet til at se bort fra os selv, det som er så svært
for os. Derfor er indgangsbønnen også meget svær at sige.
Og man kunne tro det var, fordi den er skrevet indviklet,
og man bare kunne modernisere og forenkle den.  Men det er
ikke grunden. Når indgangsbønnen er så svær at bede, så er
det fordi den stemmer vores sind i en ny tone, som vi ikke
er vant til. Den melodi, som vores sind arbejder efter ude
i hverdagen, det er en sang, hvor ordet jeg forekommer
hele tiden.  Hvis vi talte op i hverdagen, hvilket ord som
bliver brugt mest eller underforstået mest, så er det
ordet jeg.  Derfor er det nødvendigt, at vi bliver stemt i
en helt anden toneart, når vi kommer ind i kirken.
     Har I hørt et gammelt klaver, som ikke har været
stemt i mange år. Så skærer det i ørene, når der bliver
spillet på det. Sådan er det også, når vi går rundt ude i
verden, at flere af vores toner bliver falske, fordi vi
tænker for meget på os selv og sætter os selv i centrum.
De falske toner kan være alle de vrede ord og skældsord,
vi bruger. Men når vi kommer ind i kirken, så bliver vi
straks fra første ord stemt i den rigtige toneart.  Dér
hører vi ordet: " Herre." Ligesom klaverstemmeren drejer
på strengenes skruer, så det knirker i hele klaveret,
sådan bliver vi drejet, lige fra vi kommer ind i kirken,
vi bliver drejet fra den tone, som hedder jeg, til den
tone, som hedder Herre.  Og det knirker selvfølgelig inden
i os.  Derfor er indgangsbønnen så svær at bede, fordi vi
bliver drejet 180 grader.
     Vi kommer til gudstjeneste for at blive stemt i
sindet, så der kan komme en smuk sang ud af vores liv, en
sang til Guds ære. Derfor kommer vi til gudstjeneste for
at sætte os selv ud af centrum, og sætte Gud på vores
plads.  Vi kommer i kirke, for at få hjælp, så vores
retfærdighed kan overgå farisæernes.  Vi får hjælp til at
se bort fra os selv.
     Det er nok også derfor vi i vores land har valgt
bestemte mennesker til at læse indgangsbøn og til at læse
op af bibelen og prædike. Det kunne jo ellers godt gå på
skift. Eller man kunne tage alle dem i sognet, der ikke
var generte ved at læse op. Men så ville det nok ende med,
at vi mere lagde mærke til, hvordan Hansen og Nielsen
læste end indholdet i det som de læste. Og det kunne være,
at vi mere interesserede os for om det i dag var min tur
til at træde frem for de andre. Når det er få og helt
bestemte, som læser op, så glemmer vi forhåbentlig de
personer og hører ind bag, ind i ordene og ånden, som
taler til os, ånden fra Gud.
     I en gudstjeneste er vi allesammen i aktivitet, når
vi synger.  Men da hører vi ikke os selv. Vores stemmer
går sammen i én stor lovsang af Gud.  Selvfølgelig er der
nogle af os, som synger bedre end andre, men når vi synger
sammen, så smelter vores sang sammen til en helhed.  For
ingen af os er hovedpersoner. Det er Gud vores sang er
rettet til.
     Jo, der er også et andet tidspunkt i gudstjenesten,
hvor mange af os er i aktivitet. Det er ved nadveren. Men
også her er det tydeligt, at det er en aktivitet, som er
helt forskellig fra det vi gør ude i vores hverdag.  Dér
bevæger vi os. Dér fremstiller vi noget. Ved nadveren
knæler vi. Det er helt uvant for os. Det er ikke kun når
man er ældre og lidt stiv i benene, at man har svært ved
at komme ned og knæle. Det er det også i overført
betydning svært for de unge. Det er en lidt besværlig
stilling for os.  Når vi knæler, kan vi ikke ret meget,
men må læne os til alterskranken.  Når vi knæler, kan vi
ikke bevæge os; når vi er til alters, er vi modtagende og
kan ikke støtte os til noget af det vi selv kan. Vi
modtager og støtter os til det, som Jesus giver.  Han
giver os sin kærlighed.
     Ja, i hverdagen er det et andet sted, hvor det også
er skik, at man knæler, eller sådan var det i gamle dage.
Det var ved frieri. I gamle dage var det ved at knæle ned,
at manden erklærede sin kærlighed og bad om et svar, helst
et ja.  Ved at knæle viste han, at han helt lagde sin
skæbne i sin kæreste hånd, alt afhang af hendes svar.
     Også her betød det at knæle altså at udlevere sig
selv, på nåde og barmhjertighed. Man gav slip på sin
værdighed og viste sine inderste følelser helt åbent. Ved
at knæle viste man, at man glemte sig selv for noget
vigtigere, nemlig kæresten og kærligheden.
     Det samme kan man sige om det, som vi gør ved
altergangen. Også dér ser vi bort fra os selv - vi ser op
- og bekender vores kærlighed og vores tro.  Grundtvig
skriver det sådan i den salme, vi sang lige før, at over
porten til Guds-staden står der skrevet på et skilt:"
Bekend din tro! fornægt dig selv!" Og Grundtvig
fortsætter: " Det er den snævre port for sjælen / for det
i os, som siger "jeg",/ hvis ære med den dybe knælen/
indlysende forliges ej;/ skønt intet værd er, hvad vi
mister,/ os egenkærlighed dog frister/ til på "os selv" at
holde fast."
     Jesus siger et sted, at porten ind til Guds rige er
så snæver som et nåleøje. Ja, Jesus siger det sted, at en
kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i
Guds rige. Og mon det ikke er fordi jeg-følelsen bliver
altfor stor, når vi har mange ting. Så frister
egenkærligheden til, at vi holder fast på os selv. Det
bevirker vrede og skænderi og uforsonlighed. Den fristelse
er vi allesammen udsat for.  Det gjaldt i hvert fald
disciplene. De følte sig ramt af Jesu ord og spurgte: "
Hvem kan så blive frelst?" Og Jesus svarede: " For
mennesker er det umuligt.  Men ikke for Gud, alle ting er
mulige for Gud."
     Når det er muligt for Gud at frelse os, så er det
fordi Gud viser en sådan kærlighed, at vi glemmer os selv.
Ved Guds ord og ved Guds ånd bliver vi drejet 180 grader
bort fra den falske jeg-tone til den sande og smukke tone,
hvor vi lever i kærlighed til Gud og vores næste. Kun når
vi lever sådan, er vi virkelig retfærdige. Så mærkeligt er
det, at kun ved at opgive os selv, bliver vi et sandt og
godt menneske. Det ved blandt andre enhver, som har friet,
at man da ikke mere selv er hovedpersonen i sit liv, men
at der samtidig ikke findes nogen lykkeligere på hele
jorden, når kæresten har sagt ja. Den, som ser bort fra
sig selv i kærlighed, er et sandt og godt og glad
menneske.  Det hjælper gudstjenesten, Guds ord og ånd os
til.
     Et klaver skal stemmes jævnligt for at holde
stemningen. Det skal vi også.