Jesus har medlidenhed med folkeskaren. Det hører vi
i dag. Og Jesus hjælper dem. Med et under skaffer han mad
til 4000 mennesker.  Det er en nødsituation hvor det er
umuligt at skaffe mad til så mange.  Hans disciple siger:
hvorfra skal nogen få brød til at mætte dem her i
ødemarken. Og så er det Jesus gør underet.
     Men det er fordi, det er en nødsituation. Når Jesus
spiste til hverdag, satte han sig ikke til et tomt bord og
gjorde et under, så bordet blev fyldt med mad. Når Jesus
var inviteret til fest, så spiste han den mad, som
husmoderen havde brugt lang tid til at forberede. Ja, der
er én fest, hvor Jesus gør et lignende under, som vi har
hørt om i dag. Det er ved brylluppet i Kana, hvor det også
var nødvendigt, at han hjalp, for vinen var sluppet op.
Og med et under gjorde Jesus vand til vin, så der blev 500
l vin.
     Men til hverdag når Jesus spiste, havde de købt
brødet. Vi hører nogle steder, at hans disciple havde en
pung, hvor de havde deres fælles penge, som de blandt
andet købte mad for.  Og for det meste når Jesus var gæst
hos andre, så gik det helt almindeligt til. F.eks. da
Jesus var hos Martha og Maria, da havde Martha travlt ude
i køkkenet med at forberede maden.
     Jesus gik ikke rundt og gjorde unødvendige undere.
Det var kun i nødsituationer han gjorde dem. Der er også
noget usynligt ved hans undere. De 4000 mennesker, som var
sultne, undrede sig vel over, hvordan Jesu disciple havde
mad til dem alle. Men de så ikke undret direkte. De så
bare, at disciplene hele tiden havde noget at dele ud af.
Og de så, at der var 7 kurve fulde af rester tilbage.
Sådan også ved brylluppet i Kana. Gæsterne vidste slet
ikke, at det var vand, som var blevet til vin. Det var kun
tjenerne som vidste det. Gæsterne nød vinen og syntes den
var meget god. Overtjeneren, som ikke havde været med til
at hente vinen, undrede sig også og sagde til værten:
Hvorfor sætter du den bedste vin på bordet til sidst. Det
plejer man ikke. Der er noget skjult over Jesu undere.
     Det er for at de skal ligne alle de undere vi oplever
i vores hverdag.  De er også usynlige og skjulte. Hvis vi
ikke tror, at det er undere, kan vi ikke se dem.
     Det hænger sammen med, at Gud gerne vil hjælpe os,
men ikke vil tvinge os til at tro på ham. Den slags undere
modsatte Jesus sig at gøre. Da djævelen bad ham om at
kaste sig ud fra templets tårn, så alle klart kunne se, at
han var Guds søn, fordi engle straks ville komme og bære
ham, så han ikke kom noget til - da sagde Jesus nej. På
den måde ville han ikke fremkalde troen. Derfor kan vi
ikke bevise, når der er sket et under for os. Det kan kun
være en overbevisning, som jeg har, at der er sket et
under for mig.  Og netop som ordet overbevisning siger, så
er det en lige så fast tro, at der er sket et under, som
hvis det kunne bevises.  Det er bare ikke gældende for
andre.  Jeg kan ikke med argumenter overbevise en anden
om, at det var et under, som skete for mig.  Det er en tro
jeg har. Det er en tro, som den anden må have, for at
kunne se underet.
     Jeg har selv flere gange i mit liv følt, at der skete
et under for mig.  Det har I sikkert også følt i jeres
liv. Men det går vi jo ikke og taler om, for vi kan ikke
bevise, det er rigtigt.  Men selv er vi overbevist om, at
Gud greb ind og hjalp. I en svær situation fik jeg
kræfter, som jeg vidste, jeg ikke selv havde.  En umulig
situation, som jeg frygtede, løste alt sig pludselig,
fordi Gud greb ind.
     Selvfølgelig oplever vi også, når vi beder til Gud,
at vi ikke får det vi beder om. Men Jeg har oplevet lige
så tit, når jeg virkelig var i nød, og det var livsvigtige
problemer, som truede mit liv, at der skete et under.  Jeg
oplevede, at Gud ikke kun gav mig det, som jeg bad om, men
at Gud gav endnu mere, og så meget at det var altfor
meget, og at jeg aldrig havde drømt om, at jeg kunne få
det.  Men det er selvfølgelig kun i enkelte situationer, i
nødssituationer, at vi får den klare tro og overbevisning.
     Til hverdag er vi ikke i nødsituaioner.  Dér er det
ikke så klart, alt det som vi får fra Gud. Det kunne godt
friste os til at glemme Gud og lade være med at bede eller
komme i kirke. Det er jo som det hele går af sig selv,
uden at vi behøver at tale med Gud om det.  Men jeg tror,
at hvis vi i den almindelige hverdag bare gør vores og
lader tingene ske og lever uden tro og bøn, så vokser der
et tykkere og tykkere slør for vores øjne, så vi slet ikke
ser, hvor mange gaver Gud giver os. Og det slør sætter sig
også på vores hjerte, så det bliver et hårdt hjerte, der
forhindrer os i at se andre mennesker som nogle, der er
skabt af Gud. Og jeg tror, at hvis vi lever hverdagen uden
tro og bøn og kirkegang, så har vi svært ved ganske
naturligt og selvfølgeligt at bede til Gud om hjælp, når
vi virkelig er i nød.  Ikke fordi Gud ikke vil hjælpe os
og høre os, når vi beder, også selv om det er lang tid
siden, vi har bedt eller hørt Guds ord eller læst Guds ord
i bibelen. Jesus spurgte aldrig dem han gjorde raske, om
det var længe siden de havde bedt til Gud. Han spurgte dem
ikke, hvordan deres trosliv var. Det var nok, de troede på
ham i det øjeblik og bad om hjælp.
     Vi har i det hele taget svært ved at tro og hele
tiden se Guds gaver klart.  At tro er det samme som at
leve med åbne øjne og se alle de gode gaver, som Gud giver
os.  Men vi kan ikke hele tiden holde øjnene åbne.  Når vi
bliver trætte, så glider øjnene i.  Sådan kan vi også
blive trætte, så har vi svært ved at holde troens øjne
åbne. Vi lukker også vores øjne, hvis vi ser noget
uhyggeligt, som vi er bange for.  Sådan også når der sker
noget ondt i vores liv, så har vi svært ved at tro, så er
det som om vi bliver blinde og ikke kan se Gud.  Men det
skal vi ikke forveksle med om Gud ser os.  Børn leger
nogle gange på den måde at de lukker øjnene eller tager
hænderne for øjnene, og så tror de, at de har gemt sig og
deres forældre ikke kan se dem.  Sådan er vi nogle gange
børn i henseende til troen, vi mener, at når vi lukker
vores øjne, så kan Gud ikke se os, eller at Gud ikke er
til.  Men Gud ser os.  Gud ser på os med kærlige øjne,
også når vi har svært ved tro på ham. Gud er der, så vi
bare skal bede til ham, selv om vi har svært ved at se
ham.
     Paulus skriver i sit første brev til Korintierne: Nu
ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til
ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende
fuldt ud, som jeg jo selv er kendt fuldt ud.  Det sidste
betyder, at Gud nu kender os fuldt ud. Men nu ser vi Gud
som i et spejl. Og på Paulus' tid var spejle meget
dårlige, de forvrængede ansigtet, så man knap kunne skelne
det.  Sådan ser vi Gud, som i en gåde. Men engang, når vi
er i Guds lyse rige, så skal vi se Gud ansigt til ansigt,
sådan som Gud allerede ser os. For Gud kender hver af os
fuldt ud.  Gud har medlidenhed med os, når vi lider nød.
Det hører vi i prædikestykke i dag.  Vi hører, at Gud vil
hjælpe os både i vores hverdag og når vi er i en
nødsituation. Og når Gud hjælper, så gør han det
overstrømmende. I dag hører vi, at der blev 7 kurve fulde
af rester tilbage. Ved bryllupet i Kana blev der 500 l vin
ud af det under, som Jesus gjorde. Det var mere end
gæsterne kunne drikke. Sådan giver Gud os mere end vi kan
drikke og spise. Gud giver os mere end rigeligt til vores
liv også åndeligt.
     Skulle vi ikke tydeligt kunne se det i denne
sommertid. Gud har ikke kun givet os en slags blomster
eller 10 slags. Nej, der er en vrimmel af forskellige
smukke blomster. Gud har ikke kun givet en slags træer,
nej, der er en vrimmel af forskellige træer. Det nyder vi
i denne sommertid. Jeg læste om en af astronauterne, som
var på månen, at han pludselig oplevede, hvor megen næring
vi får fra alt det grønne og farverige, som er omkring os
her på jorden. Dér på månen stod astronauten på en øde
klode og sagde i radioen tilbage til jorden, at han var
rystet over så stærk og frygtelig ensomheden var på månen.
Der var ingen farver, ingen klange og lyde. Alt det, som
vi lever af til hverdag, uden at vi tænker over, hvilke
undere det er, og at det er Guds overstrømmende gaver til
os. Uden dem kunne vi ikke leve. Uden Gud og uden Guds
gaver ville vi blive så ensomme, at vi ville visne. Men
Gud har givet det altsammen til os for at vores liv skal
være som en blomstrende sommer. Så stor er Guds kærlighed
til os.


Ny præd

     En middag er mere end maden. Meningen med en middag
er mere end at blive mæt.  I en familie er det meningen,
at man er sammen i det mindste ved et af måltiderne.  Hvis
man aldrig var sammen, men hver enkelt bare tog noget mad,
når han var sulten, så ville der ingen familiefølelse
være. Ved middagen fortæller man, om det man har oplevet
dagen igennem. Man bliver ikke kun mæt.  Man kommer også
hinanden nær.
     Derfor kan det også være så trist, når man skal spise
alene. Det er som om der mangler det vigtigste ved
måltidet. Selv om man bliver mæt, så er det som om maden
ikke smager så godt, når man sidder alene. Allerbedst
smager maden, når man er mange sammen til fest, og snakken
går. Selvfølgelig er retterne bedre ved en fest end til
daglig, men den egentlige grund til at maden smager så
godt og man nyder den ekstra, det er netop at man er
sammen så mange. Det er stemningen og samværet, som er det
vigtigste. Derfor kan en festmiddag også vare flere timer.
Det skyldes ikke, at gæsterne får så lidt at spise til
hverdag, at de nu vil være måtte for en gangs skyld. Nej,
middagen trækker ud, fordi der bliver snakket så godt ved
bordet.
     Middagen er mere end maden. Meningen med en middag er
mere end at blive mæt. Det er at være sammen, at være
glade, at få den følelse, at vi er en familie, eller at vi
hører sammen og er en helhed.
     Det gjaldt også på Jesu tid. Derfor var vigtigt, hvem
man spiste med.  Jesu modstandere spurgte: " Hvordan kan
han spise sammen med toldere og syndere." Og de mente med
deres spørgsmål: " Hvordan kan han være glad sammen med
dem, de usle mennesker. Hvordan kan han føle sig i familie
med dem."
     I stykket i dag får vi svaret: " Jeg ynkes, jeg har
meget ondt af disse mennesker," siger Jesus, " nu har de
været her hos mig hele tre dage, og de har ikke mere noget
at spise. Hvis jeg nu sender dem sultne hjem, bliver de
fuldstændig udmattede undervejs." Jesus tænker altså ikke
bare på, at folkeskaren er sulten i øjeblikket. Han tænker
på deres fremtid, hvordan det vil gå dem, hvis de ikke får
noget at spise, så kan de ikke klare hjemturen.  Jesus vil
give dem en god fremtid. Jesus ser deres vandring for sig,
hvordan de bliver mere og mere trætte og sultne, så de til
sidst må standse af mangel på kræfter. De kan ikke nå
hjem.
     Jesus ser længere end os. Derfor spiste han sammen
med toldere og syndere, ikke kun for at hjælpe dem i
øjeblikket, men for at give dem en god fremtid, så de
kunne nå hjem, så de kunne klare deres livsvandring. Jesus
ynkedes over dem, fordi han se, at de ikke kunne klare
sig, hvis de ikke fik hjælp. Den gav han dem, ved at være
sammen med dem.
     Jesus ser længere end vi gør. For os er det vigtige,
hvordan vi har det i øjeblikket. Sådan er det både når vi
går i hverdagen og også når der sker noget stort for os,
enten det er lykkeligt eller ulykkeligt, så overskygger
det helt fremtiden. Vi ser ikke, at vi er undervejs, at
vores liv er en vandring. Det betydningsfulde er ikke,
hvordan vi har det nu, men om vi kan gå videre, om vi kan
klare turen.
     Jesus vil give os en god fremtid. Han har medlidenhed
med os, fordi han ser, at vi bliver fuldstændig udmattede
undervejs.  Jesus har ondt af os, fordi han ser, at vi
ikke når frem, hvis vi ikke får hjælp. Den vil have give
os. Han giver os brød, så vi har lyst og mod og håb, også
selv vi måske føler os i en ødemark i øjeblikket. Det var
jo i en ørken, de var.
     Men hvordan kan Jesus hjælpe os? Hvordan kan hans
medlidenhed betyde noget for os? Jesus gik omkring her på
jorden for næsten 2000 år siden.  Vi har en vending, at
noget er sket for så længe siden, at det næsten er løgn.
Er det ikke så længe siden Jesus levede, at det næsten er
løgn, at det ikke mere kan være en sandhed, vi kan leve
på? Hvordan kan Jesus hjælpe?
     I stykket i dag spurgte disciplene også Jesus: "
Hvordan kan du hjælpe folkeskaren. Hvordan kan vi finde
brød til alle dem her i en ørken." Der var jo 4000
mennesker. Det var umuligt at finde mad til dem. Men Jesus
synes ikke at tage sig af det. Han spørger bare: " Hvor
mange brød har I?" Og disciplene bliver helt målløse. De
svarer kun med ét ord: " Syv." Men heller ikke det tager
Jesus sig af. Han lader sig ikke slå ud af det umulige.
Han lader sig ikke slå ud af deres lille tro - de mener
jo, at der intet er at gøre - og han lader sig heller ikke
slå ud af det lille antal brød.
     Han gav folk ordre til at lejre sig på jorden. Så tog
han de syv brød, sagde takkebønnen, brækkede brødet i
stykker og gav stykkerne til sine disciple, for at de
kunne dele ud, og de delte ud til folk. De havde også et
par småfisk. Dem velsignede han også og sagde, at de
skulle deles ud. Folk spiste og blev mætte.
     Det første vi tænker, er måske, at det som fortælles
ikke kan passe. Det er fordi vi har helt andre forhold nu
til dags. Når vi undrer os over en festmiddag, er det som
regel ikke, fordi mange blev mætte af lidt, men tværtimod
er det underlige, hvordan så få mennesker kunne spise så
meget.
     Og selv om det passer, hvad der fortælles, at syv
brød og et par småfisk rakte til, at 4000 mennesker blev
mætte, hvad hjælper det så os. Det skete for så lang tid
siden og sker ikke mere. Og vores nød er heller ikke sult
her i vores land, men mangel på mening og håb og tro og
samvær. Vores liv føles så trykkende, så om om loftet
sænker sig og der ikke er luft for os.
     Hvordan kan det hjælpe os, at vi hører os Jesus? Hvis
ordene overhovedet passer, hvordan de så i det hele taget
slå til over for de knusende problemer, som tynger os. De
få ord, vi har fra Jesus, og fortællingerne om ham, at han
gik til de små, en somme, forladte mennesker, som havde
gjort deres liv en ørken. Han spiste sammen med dem og gav
dem en god fremtid, gav dem Guds tilgivelse. Jesus døde
selv i ensomhed og forladthed, men på den tredje dag
opstod han fra de døde,  -  alt det syner af så lidt. Men
ligesom Jesus kunne få meget ud af lidt, da han gik
omkring her på jorden, sådan har hans ord rakt til, i
næsten 2000 år, og det vil de også for fremtiden. Jesus
gav også give os en god fremtid.
     Gud ville jo vise sig selv i et menneske. Derfor
måtte det være i et bestemt land og på et bestemt
tidspunkt i menneskehistorien., Gud ville vise sig i et
menneske, for sådan er Gud: ikke overlegen, ophøjet og
fjern, men så nær som et menneske, så nær er Gud ved os.
Netop fordi det er så længe siden Jesus gik omkring her på
jorden, kan hans ord være så vigtige for os og hjælpe os.
Så nær vil Gud være os, i et ganske bestemt menneske,
underlagt vores vilkår. Gud er ikke hævet over tiden og
foranderligheden. han er midt iblandt os. Selv om der er
lavt til loftet i vores liv, og vi har svært ved at leve,
vil Gud være hos os.
     Luther har fortalt om en erindring fra sin barndom.
Det var en sommer, som ligger vores i år, en sommer, der
var så varm, at alle døre og vinduer måtte stå åbne, for
at det var til at ånde i det lille, lavloftede hjem, hvor
Luther var barn. Og hvad sker der, når alle vinduer stå på
vid gab, ja, så flyver fuglene selvfølgelig ind. Og der
var to svalepar, som havde bygget reder inde under loftet
i stuen. -  Og Luther mindedes så en særlig varm
sommerdag, hvor svalerne fløj ind og ud, med mad til deres
unger, - svalerne havde kun lidt med hver gang -  men de
kom igen og igen. Der var en flyven af de her svaler ud og
ind. Det var som om de bragte et lille stykke af himlen
med ind hver gang, som om stuen eller hjemmet gik i ét med
hele den store sommerdag udenfor.
     Det stod for Luther som billede på Guds forhold til
os. Fortællingerne om Jesus og hans ord til os ser ud af
så lidt, og dog bringer de sommeren ind i vores liv. De
bringer himlen til os. Jesu ord gør, at vores liv går i ét
med hele Guds varme kærlighed.  Derfor kan Jesus også give
os en god fremtid.
     I stykket i dag mætter Jesus 4000 mennesker, for at
de kan klare sig undervejs til deres hjem. Jesus har også
givet os noget med på vejen, - han har givet os et ord med
på vejen, så vi kan klare vores vandring.
     For folkeskaren dengang betød underet, at fik en god
fremtid, at de fik samvær og glæde og håb. Det, som Jesu
ord og ordene om ham er for os. De gør, at vi ikke bliver
udmattede og giver op undervejs.