En tjørnebusk går man ikke tæt på. Tidsler går man i
en bue uden om. Og man kan ikke plukke noget hverken af
tjørn eller tidsler. De har ingen frugter man kan bruge
til noget.  Druer derimod er søde.  Figener er søde. De
giver næring og glæde.  Druer forbinder vi også med fest.
Og hos i Danmark er det særlig ved juletid vi får figener.
     De sande profeter giver noget, der ligner druer og
figner, dvs. noget sødt og nærende og festligt.
     De falske profeter ligner derimod tjørn og tidsler.
De stikker til mennesker. De taler strengt og prøver at
fremkalde dårlig samvittighed.  Når de taler så hårdt, så
er det for selv at få magt.  De tænker mere på, hvad de
selv får ud af det. Ligesom ulve, der gerne vil sætte
tænderne i andre. De falske profeter er glubske og
skræmmende.
     De sande profeter er fredelige og skaber fred,
spreder fred.  De sande profeter viser hen til Gud og det
giver os fred i sindet at høre om Gud, fordi Guds ord er
sødt og dejligt at høre. Når vi hører om Gud så bliver der løst op
for mange knuder i vores sind. Der er mennesker, som godt
kan lide at tumle med problemer, som skal løses.  Men mon
ikke de fleste af os bliver trætte, hvis der er altfor
mange problemer vi skal tage stilling til.  Og mon ikke de
fleste af os synes det er en skam, når vi lige har løst
nogle problemer, så kommer der bare nogle nye. Vi kan
aldrig blive færdig.  Og det er alle slags problemer, både
private og på vores arbejde.  Det er problemer med at få
tiden til at gå. Det er problemer med at få tiden til at
slå til.  Det er problemer med andre mennesker. Det er
mærkeligt med følelser. Lige meget hvor retsindigt man
lever, så vil der hele tiden opstå forkerte følelser i de
forhold vi har til andre.
     Når vi hører om Gud, så bliver der løst op for alt
det som er gået i kludder for os. Vi hører at vi må lægge
alle problemerne til side.  Selvfølgelig bliver der ved
med at være noget vi skal ændre og tage stilling til. Men
når vi hører om Gud, så hører vi, at det vi skal leve på
det får vi.  Det hviler ikke på vores beslutninger. Gud
giver os kærlighed, som skal fylde os med gode følelser.
Der er meget vi kan ændre på, men det væsentlige det har
vi allerede, vi har hinanden.  Det smager sødt at høre om
Gud. Vi bliver fri fra at tænke så meget på os selv og alt
det vi tumler med.  For det er ikke det vigtige.
     Nogle gange er vi altfor dygtige til at samle på
dårlige følelser, som vi har svært ved at slippe igen. Vi
spekulerer. Vi bekymrer os.  Men Guds tilgivelse betyder,
at vi får lov til at lade fortiden være fortid, glemme
den, ikke som noget der ligger skjult og nager, men som
noget der er ude af verden. Ellers kan vi godt føle dagen
i går som dynd eller mudder vi har svært ved at træde ud
af.  Alt det vi ikke fik gjort, alt det vi fik gjort
forkert.  Men Gud løfter os op og stiller os på ny jord
hver dag. Vores fødder skal ikke være tunge af fortiden.
Gud giver os lette fødder, som hver ny dag skal gå glade
videre på den dags vandring.
     Selvfølgelig vil Gud også, at vi vandrer en bestemt
vej. Et sted skriver Paulus at vi skal vandre i de spor
som Gud har ud for os. Ja, at Gud har lagt alle de gode
gerninger til rette for os, for at vi skal vandre i dem.
Paulus skriver det sådan i Efeserbrevet: Af nåde er I
frelst ved tro. Det skyldes ikke jer selv. Guds er gaven.
Hans værk er vi, skabt i Jesus til gode gerninger, som Gud
forud har lagt til rette, for at vi skal vandre i dem.
Det smager sødt at høre det.  Gud giver os både et godt
udgangspunkt og en god videreførelse. Gratis har Gud givet
os frelsen, så vi er løst fra alt det onde. Vi skal ikke
bekymre os for fortiden. Og heller for fremtiden. Den er
også i Guds hånd og Gud selv vil lægge det hele til rette
for os. Og Gud gør det ikke i sidste øjeblik. Nej, forud
har Gud lagt alt det til rette, som vi skal gøre. De gode
gerninger er ikke noget vi selv skal finde på. De ligger
parat, så vi kan vandre i dem. Det er nærmest som om Gud
allerede har gjort det vi skal gøre. Vi står ikke alene
med det. Vi skal bare vandre igennem dem.
     Og samtidig betyder Guds tilgivelse, at vi ikke
bliver skubbet til side, hvis vi træder ved siden af det,
som Gud vil.  Det løser op for os.  Det er en stor frihed
Gud har givet os. I søndags læste jeg i avisen om en sekt,
hvor medlemmerne også fik at vide, hvornår de skulle vaske
deres sokker eller deres skjorter.  Hvornår de skulle
skifte deres sengetøj. Det var på helt bestemte dage i
ugen. Det var der helt bestemte regler for. Og de måtte
ikke spise kød. De skulle drikke urte-te og spise helt
bestemte grønsagsretter.  Der er det sødt at høre bibelen
fortælle os om Gud. For der er slet ikke mange regler, som
vi skal gå og huske og rette os efter. Vi har fået frihed
til at tage tingene som de kommer eller som Gud lægger dem
til rette for os.
     For nylig læste jeg en domprovst, som skrev, at det
er meget vigtigt vi holder fast i, hvad Jesus fortalte os
om Gud. Domprovsten skrev, at enhver kultur har en
religion som sit udspring og som sin stadige inspiration.
Det sætter spor ud i alle kulturlivets og samfundslivets
forgreninger. Den måde man tror på Gud påvirker alle
normer for det samfund. Tænk bare på muhamedanernes Allah,
som ligner en østerlandsk hersker, der er mild mod alle
som underkaster sig ham og grusom mod dem, som står ham
imod. Og domprovsten skrev, at sådan er Gud ikke. Det
fortæller Jesus os. Gud er vores himmelske Far. Og det
udtryk betyder, at vi må stole på Gud og føle os helt nær
ved ham. Gud har kærlighed og omsorg for sine børn her på
jorden og hører gerne vores bønner. Gud er rig og gavmild,
barmhjertig og tålmodig og hvert enkelt menneske har en
helt særlig værdi for ham. Gud under os et rigt liv, måske
ikke et liv i fysisk velvære, men et liv i samklang med
alt det skabte omkring os. Et liv med åbne sanser for alt
det smukke Gud har skabt.  Gud under os et liv i fred og
glæde, i tro, håb og kærlighed. Gud har givet os sanser,
fornuft og evner og vil, at vi skal bruge dem i
kærlighedens ånd, fordi det giver livet fylde, frodighed
og skønhed. Det er meget vigtigt for Gud at vi lever et
godt liv, dvs. glæder os over alt godt og har et kærligt
forhold til hinanden. Derfor fortæller Jesus også, at vi
skal stå til regnskab for, hvordan vi bruger alle de gaver
som Gud giver. Det er vigtigt for Gud, hvordan vi har det.
I ordene om at vi skal stå til regnskab, skal vi høre, at
vi ikke må være ligeglade med vores liv. Vores liv har så
stor betydning for Gud, at Gud engang vil høre os fortælle
om, hvordan det gik. Så må vores liv være vigtigt, når Gud
den almægtige vil høre om det. Det skal opmuntre os til at
gå igang hver dag med det lidt vi kan, for Gud regner med
os. Det skal vi høre i ordene om det kommende regnskab
engang.
     Det er nærende at høre om Gud. Næring eller mad gør
jo, at vi føler os godt tilpas og at vi får kræfter til at
tage fat på vores liv. Det betyder at vi får noget at leve
på og tære på. Hvis ikke vi fik næring, ville vi sygne
hen. I dåben får vi næring til hele vores liv. Når vi ser
et lille barn blive døbt, så tænker vi, at der kan ske
meget i det lille menneskes liv her på jorden.  Der kan
ske meget, som man føler sig lige så lille overfor, som
hvis man var et spædbarn. Men dåben betyder, at det lille
barn nu er blevet Guds barn.  Det er mærkeligt ved en dåb
at se det mindste menneske som findes, et spædbarn, og
samtidig at høre om det største, som der findes, Gud den
almægtige. Ved dåben hører vi, at det lille barn er under
den største beskyttelse, som kan tænkes, Gud skaberen
holder sin hånd over sine døbte.  Det giver en næring til
vores liv, som vi aldrig kan bruge op.  Det betyder jo, at
hvordan vores liv end bliver i sine enkeltheder, så er der
én ting som står fast, at Gud har omsorg for os. Der er
intet som skal slå os ud. Vi er under den største
beskyttelse. Det har vi at leve på. Det har vi at tære på
også i de perioder, hvor alt andet er småt for os.
     Druer er søde og nærende og vi forbinder dem med
fest. Figner er også søde og nærende og her i Danmark får
vi dem især ved juletid, ved årets største fest. De falske
profeter, der er som tjørn og tidsel og stikker til
mennesker, de skaber ikke fest, men sørgetid med deres
ord. De sande evangelium giver os glæde og fest. Mon ikke
det er derfor mennesker kommer i vores kirke, når de vil
fejre noget stort i deres liv, når et barn bliver født,
når barnet kommer i ungdommens skelsår, når to vil giftes.
Det er fordi vi mærker, at det først bliver en rigtig
fest, når den starter i kirken. Det bliver en fest med
dybde og vidde.