Det lyder så enkelt, når evangelisten Johannes forklarer det: Sandhed og løgn; Gud og djævel; Guds børn og djævlens børn. Det er en verden, som vi kan finde rundt i. Her er tingene skåret ud i pap. De onde vil løgnen. Og de gode vil sandheden. Det er ligeså klart og tydeligt - og forståeligt - som når politikerne fører valgkamp. Store flotte ord, som ingen vil drømme om at modsige. Vi vil bevare velfærdssamfundet. Ja, hvem vil ikke det! Vi vil sikre de menneskelige værdier. Ja, hvem vil ikke det!
Sådan kan evangelisten Johannes også godt lyde. Og så er der alligevel meget mere i det end som så. Der er konflikter og selvmodsigelser i fortællingen. Så det er slet ikke er så enkelt, som det ser ud til ved første øjekast. 'Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger' spørger Jesus. Og han svarer selv: 'Fordi I ikke KAN høre...'
'Jeg siger sandheden, DERFOR tror I mig ikke.' I de sætninger ligger noget af løgnens dæmoni gemt. De kan ikke høre, og de vil ikke tro på sandheden. Sådan er det. Vi er aldrig frit stillede over for løgnen. Vi kan ikke i kold og klar ro vælge mellem den hvide sandhed og den sorte løgn. Hvis det var så enkelt, så ville vi selvfølgelig vælge det sande. Men løgnen har en magt i sig til at forblinde og forvanske. Løgnen kan forklæde sig som sandhed. Og den kan få det sande til at se falsk ud. Derfor kaldte jøderne jo også Jesus for en samaritaner og en djævel. Han, som kom med kærlighed og sandhed, han blev beskyldt for at være besat af en dæmon. Så forvredet kan sandheden blive. Og derfor er det heller aldrig simpelt for os at kende forskel og vide, hvad der er rigtigt og forkert. Det, der fremstilles som den enkle og klare sandhed, det er sjældent, hvad det gir sig ud for at være. Sandheden er som regel nuanceret og kompliceret og vanskelig. For at illustrere det, vil jeg gerne bruge Martin A.Hansens bog Løgneren. Jeg har vist nok nævnt den før. Men det er altså også en utrolig god bog. Noget af det bedste, jeg har læst. Den har form som en dagbog. Johannes Vig er dagbogsforfatteren. Han er enelærer ved den lille skole på Sandø. Han skriver til en ven, som godt nok kun findes i hans egen fantasi. Nathanael kalder han vennen. Det er ikke tilfældigt, at han vælger det navn. Det stammer fra det nye testamente. Det er en af Jesu første disciple. Og der står om Nathanael, at da Jesus ser ham første gang, så udbryder han: Se, her er virkelig en israelit, som er uden svig. Der er ikke noget løgnagtigt ved Nathanael. Johannes har valgt at skrive til Nathanael, fordi han er Johannes' egen modsætning. Johannes Vig. Sig ikke det navn for hurtigt. Hvis det navn udtales for hurtigt, så ender det på SVIG. Så allerede fra starten af er det antydet igennem navnene, at der er noget svigefuldt ved læreren Johannes. Han er løgneren, der skriver til vennen, som er uden svig.
Så kan læseren sidde og fundere over, hvorfor Martin A.Hansen kalder Johannes for en løgner. Tilsyneladende er læreren en respekteret person på øen. Børnene elsker ham. Og med god grund. Han har evnen til at fængsle dem med sin fortælling. Og det er tydeligt, at han selv sætter stor pris på at være sammen med børnene. Der er stor gensidig respekt imellem dem. Han har også blik for de svageste af eleverne. Han får også hjulpet dem tilrette. Flere af hans gamle elever kommer stadig hos ham. Nogle af dem, der sejler eller er flyttet fra øen, besøger ham, når de er hjemme. Johannes ligner ikke en løgner.
Også de voksne på øen respekterer degnen. Han er selvfølgelig tilflytter, så der er en vis afstand. Men de snakker med ham og bruger ham. Han står for gudstjenesterne, når præsten fra fastlandet ikke kan komme. Han er en accepterert del af øens liv. Ingen tænker på ham som en svigefuld person. To af kvinderne på øen kommer lidt tættere på Johannes. Det er gennem dem, vi får lille et indblik i det løgnagtige i hans væsen. Især er det gennem købmandens datter Anne Marie. Hun er voksen nu. Men hun er kommet meget hos Johannes, helt siden hun gik i skole hos ham. Hun har et barn med en ung mand fra øen. Han er på fastlandet nu. Og hun har en affære med en ingeniør, som overvintrer på øen. Men der er ingen tvivl om, at hendes egentlige interesse er Johannes. Han er heller ikke uinteresseret i hende. Hun ved godt, at selv om hun har kendt Johannes, siden hun var helt lille, så kender hun ham ikke alligevel. Men hun vil gerne nå ind til ham. Hun borer lidt i hans fortid. Hun udfordrer ham til at sige sin mening om forskellige ting. Hun antyder temmelig tydeligt, at hun også er interesseret i ham som mand. Men hele tiden gør han sig utilnærmelig. Han gemmer sig bagved en mur af ironi - også selvironi. Johannes Vig flygter fra sit liv - ikke bare fra sin fortid, men også fra sin nutid. Han flygter væk fra nærheden til andre mennesker, fra kærligheden især.
Han gemmer sig i degnerollen, i respekten, i sin intellektuelle overlegenhed, i den lidt kyniske humor. Han er ikke en djævel, som skader eller udnytter andre - eller som har onde hensigter. Men han skader sig selv. Han forkrøbler sit liv. Det glider forbi ham - uden at han kan eller vil leve det. Det er det løgnagtige ved ham. I alle de ydre forhold er han agtet og respektabel. Men i sit væsens inderste kerne er han svigefuld over for sig selv - og overfor enhver, som prøver på at komme ham nær. Johannes Vig - løgneren.
Men tilbage til evangelieteksten: Det kan - i første omgang - lyde så enkelt og ligetil, når vi hører evangelisten Johannes. Men går vi i dybden med udtrykkene løgn og sandhed, Gud og djævel, så er det ikke så enkelt. Det er ikke den onde, sorte løgnagtighed, Jesus advarer imod. Han taler til mennesker, som er agtede og respektable - og som alvorligt bestræber sig på at leve fromt og retfærdigt. Det er en anden slags løgnagtighed, de har viklet sig ind i. De har gemt sig - ligesom Johannes Vig - bagved roller og regler, inde i systemer, hvor de ikke bare tvinger sig selv, men også de mennesker, som de lever sammen med. Dér blir det løgnagtigt - på en pæn og from måde ganske vist, men alligevel.
Det løgnagtige viser sig ved, at de blir vrede, når de ser Jesus. De forarges, når han overskrider de grænser, som de har sat og som de har levet efter. De kan ikke tolerere de mennesker, som Jesus omgås. De kan ikke glæde sig over den tilgivelse, han kommer med. De vil ikke have tilgivelse - men afstand. Det er ikke bare for deres egen skyld, men også for samfundets skyld og for Guds skyld, mener de. De føler sig som vogtere af sandheden. Men Jesus siger til dem: løgnen har sneget sig ind på sandhedens plads. Det er ikke samfundet eller Gud, I vogter. I har djævelen til far, og I gør det, som han vil. Djævlens gerning er fordømmelse, distance, lukkethed, hovmod, falskhed.
Kender vi os selv i noget af det? Mon ikke! Hvis vi siger nej til det, så har vi derved bekræftet vor løgnagtighed. Fastetiden er en besindelsestid. Den tilbyder os en chance for at standse op og overveje, hvor vi lever svigefuldt. Men ikke nok med det. Vi får også en chance for at ændre på vort liv. Påsken er den chance. Påsken er Guds hånd, som rækker tværs igennem vor lukkethed. Ind i vor løgnagtighed. Her giver Gud os sin tilgivelse, sin nærhed. Her fortæller han om død over det gamle og liv til det nye.
Niels Peter Jacobsen Kirkegade 14, Rødding 8830 Tjele