I dag hører vi om en bedrager. Og vi hører, at bedrager
bliver rost. Der står til sidst: Herren roste - og Herren
det er Jesus, Jesus roste den uærlige forvalter. Og vi
skal vide, at Jesu fortællinger handler om os alle. Jesu
fortællinger drejer sig ikke kun om enkelte grupper af
mennesker eller enkeltpersoner, f.eks. kriminelle. Nej.
Jesus vil med sine ord ramme os enhver af os. Vi skal se
os selv i fortællingen i dag, hvor nødig vi end vil. Vi
har samme problem som forvalteren. Vi er i samme situation.
Vi har ikke passer vores arbejde, eller dvs. Jesus taler i
overført betydning. Vi har ikke passet vores liv
ordentligt. Vi har spildt vores liv. Vi har ødslet med
det. Og vi har alle fået meget betroet. En godsforvalter
er en høj stillling. Så høj en stillling har Gud givet
enhver af os.
     Det kan være vi protesterer, når vi sammenlignes med
en forbryder. Hovedpersonen i Jesu lignelse handlede
sikkert helt bevidst. Han ville nyde tilværelsen. Han
brugte løs af det, der ikke var hans. Og han havde rod i
regnskaberne. Det er næsten det værste, der kan ske i
vores verden. Og mærkelig nok så er det græske ord for
forvalter: økonom. Han var en dårlig øknonom. Han havde
ikke orden i tallene.
     Men vi er ordentlige mennesker. Vi føler at Jesus
provokerer. Der er bare det ved ægte provokation, at der er
altid er et gran sandhed i det. Og der er det ved
ægte provokation, at det får os til at tænke os om. Det vil
Jesus med sin lignelse. Han vil have os til at tænke på om
vi spilder vores liv. Og der er mange øjeblikke, som vi er
blinde over for, øjeblikke, som er fyldt med glæde, eller
øjeblikke, hvor vi kunne glæde andre. Men vi ser det ikke,
fordi vi ikke har tid. Vi har spildt mange gode øjeblikke
i vores liv. Og det er næsten værre end at have uorden i
regnskaber.
     Men vi synes alligevel at forvalteren i Jesu lignelse
tager det hele lidt for let. Han kommer også lidt for
smart ud af det. Han nedskriver andres gældsbeviser og gør
dem til sine medskyldige, så de tager imod ham, når han er
sat fra sit arbejde.
     Men Jesus vil åbenbart at vi skal efterligne
forvalteren. Vi skal tage det hele lidt mere let. Vi skal
glæde os over det vi har fået og bruge løs af det, også
selv om det ikke er vores eget. Vi skal vide, at Gud er en
streng dommer, som dømmer vores fejl. Og dem er der mange
af. For vi er syndere. Men der er en ting vi kan gøre. Vi
kan skære ned på andres gældsbeviser. Dvs. Vi kan tilgive
alle dem, som har gjort noget mod os. Ja, vi kan måske
skære ned på det som andre skylder Gud. Det er det, som
godsforvalteren gør. Han gør noget, som slet ikke er hans
sag, han skærer ned på det som folk skylder godsejeren.
Men det har godsforvalteren ikke ret til. Sådan skal vi
også sige til syndere: Du er tilgivet af Gud. Hvordan kan
vi gøre det. JO, Jesus har givet os lov. Han siger et
sted: hvad I binder på jorden, det er bundet i himlen. Og
hvad i løser på jorden, det er løst i himlen. Og Jesus
mener jo dermed, at vi må tilgive mennesker, give dem
tilgivelse fra Gud. Det var det Jesus gjorde.
     Men er det ikke er tage for let på tingene, sådan
bare at tilgive. Er det ikke at skabe rod i regnskaber.
Det er dårlig økonomi. Det er snyd, sådan bare at tilgive.
Der er teologer, som taler om at nåden kan blive for
billig, hvis vi slet ikke skal gøre noget for den. Men det
var sådan Jesus strøede om sig med gratis tilgivelse, til alle
syndere. Derfor kaldte hans modstandere ham for en
bedrager. Fortællingen om vagter ved graven: det første
bedrageri: at Jesus tilgav mennesker på Guds vegne. Og at
Jesus kaldte Gud sin far, ja, ikke kun sin far. Han sagde:
Gud er jeres himmelske far. Jøderne synes Jesus tog lidt
for let på det og var lidt for smart
     Jesus skar jo heller ikke kun ned på vores
gældsbeviser. Nej, med sin død på korset langfredag rev
Jesus helt vores gældsbeviser over, så vi ikke skylder Gud
noget. Og Jesus gjorde det ikke, for at vi skal tage imod
ham i det evige boliger, men for at han kan tage imod os.
Jesus åbnede himlen for os. Jesus gjorde det ikke af
egoistiske grunde, for at redde sig selv, men for at redde
os. Fordi Jesus gerne vil være sammen med os i Himmeriget.
     Vi skal lære af lignelsen i dag, at tage det hele
lidt lettere. Det ser strengt ud, at vi skal stå til
regnskab. Der er en dommer. Men der er noget vi kan gøre,
og det er at tilgive. Det kan vi på grund af det som Jesus
har gjort. Han har gjort forudsætningen, for han har
skaffet os tilgivelse.
     Der er en teolog, som har omskrevet historien om
skabelsen sådan, at Gud tog en klump ler og skabte
mennesket og pustede livsånde ind i lerdukken, så den
blev et levende menneske. Men der stod en engel, som blev
misundelig over den høje stilling, som Gud gav mennesket,
så englen indgav mennesket dårlige følelser, så vi nogle
gange hører en stemme i os sige: Du skal ikke tro du er
noget værd. Du skal ikke tro du er skabt i Guds billede.
Bild dig ikke ind, at andre holder af dig. Du skal ikke
tro, at Gud elsker dig.
     Men den stemme skal vi ikke lytte til. Vi skal lytte
til Jesu stemme. Han siger, at Gud er vores himmelske Far.
Vi kan se det i prædikestykket til anden tekstrække til
søndagen i dag. Der siger Jesus: Frygt ikke, jeres Far har
besluttet at give jer himmeriget. Så let må vi tage det,
næsten på grænsen til det forbryderiske. For Gud har
tilgivet os. Gud har besluttet at give os sit lyse
himmerige.

ny præd


     Jesu fortællinger hedder lignelser. Det er fordi de
handler om forhold, som ligner det vi kender. Det er ikke
alle personer og alle træk i Jesu fortællinger, som vi
skal sammenligner med forhold vi kender. Når
godsforvalteren i historien i dag siger til sig selv: "
Jeg gider ikke grave og tigge vil jeg ikke." Så skal man
ikke overføre det til vores hverdag og sige, hvad det at
grave og det at tigge er. Men i store træk skal vi
sammeligne. Derfor kaldes Jesu historier for lignelser.
     Og i dag er det tydeligt, at den rige mand er Gud.
Når Gud kan kaldes en rig mand, så er der 3 grunde. Den
første er at Gud har megen ejendom. Hvad vi enten retter
vores øjne mod, så er det Guds ejendom. Og alt det vi 
kan se i havets dybder eller langt ude i de yderste himle,
det er Guds. Så rig er Gud, at han ejer alt. De fleste
rige her på jorden, vil gerne eje endnu mere.  Derfor
arbejder de, for at få endnu mere magt og flere penge. Gud
kan ikke blive rigere, for Gud ejer alt hvad der er. Guds
rigdom er ikke kun altomfattende. Den er også pragtfuld.
Der er vel nok mange jordiske rige, som kun gør alting op
i penge, og ikke tænker på det smukke. Guds rigdom er
smuk.  Den er morgensolen, når den i et spil af farver,
begynder den ny dag.  Den er aftensolen, som med sit skrå
lys, gør markerne til et eventyrrige. Ja, vi kunne
gennemgå alle blomsterne og dyrene og finde små vidundere.
Det hele er ikke kun fornuftigt og praktisk. Nej, der er
mange ting, som er helt overflødige, og hvor man må tænke,
hvor er det smukt. Sådan er Guds rigdom.
     I gamle dage talte om verdens syv underværker. Det
var bygninger, som menneskene havde bygget. Det er var
pyramiderne. Det var Babylons mure og hængende haver. Det
var templet ved Efesos. Det var fyrtårnet ved Alexandria.
Man kunne vel nævne flere underværker, f.eks. den
kinesiske mur, som kan ses helt ude fra rummet. Men hvis
vi skulle nævne det, som Gud har bygget, hans underværker,
hans rigdomme, så ville vi ikke have tal på det. Det ville
ikke være 7. Det ville ikke være 7000 gange 7000. For jo
mindre og mikroskopiske ting vi kan se, og jo længere ud
vi kan se, desto flere undere opdager vi. Så stor er Guds
rígdom.
     Guds rigdom er også stor, fordi han har mange i
arbejde. Ja, egentlig har Gud os alle i arbejde. Gud har
givet os alle noget at gøre, fra den mindste til den
største. Alle har vi fået vores opgaver.  Over for Gud er
der ingen arbejdsløse. Og der er ingen, som ikke kan
bruges. Tværtimod er Gud så rig, at han har et job, som
lige passer til den enkelte. Det er jo menneskelivet vi
har fået. Vi har fået det forskelligt, men sådan at det er
af lige stor værdi for Gud, hvordan vores evner end er.
     For det tredje kan Gud sammenlignes med en rig mand,
fordi der er noget lykkeligt og heldigt ved Gud. Der kan
være jo noget vellykket ved en mand, som har jordisk
rigdom. Så tænker man, at han må være klog. At han er
viljestærk, når det som han sætter igang også bliver til
noget.  Og man tænker, om han ikke også er lidt heldig, at
det er de rigtige tidspunkter han gør de rigtige ting. Det
samme må vi godt tænke om Gud, som har både jordisk og
himmelsk rigdom. Gud er klog. Gud er viljestærk. Der er
noget vellykket og velsignet ved Gud. Sådan er Gud rig.
     Men når man læser om jordiske rige, så ser man tit,
at de er meget strenge mod sig selv og deres arbejder. De
ser ikke igennem fingre med noget.  Og de er meget
sparsommelige. Jeg læste i et ugeblad om en af vores
allerrigste mænd i Danmark, en skibsreder, at han var så
sparsommelig, at han fik elpærerne i hans store fine
firmabygning skiftet ud fra 75 watt til 60 watt for at
spare i strøm. Det kan man ikke sige Gud gøre. Sådan
ligner Gud ikke en jordisk rig mand.
     Eller gør han alligevel. Her i fortællingen i dag
står der da, at den rige mand hørte om sin forvalter, at
han ikke passede sit arbejde, og så lyder det noget
strengt det som han siger til forvalteren: " Hvad er det,
jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for
du kan ikke længere forvalte godset.
     Det lyder som om Gud godt kan være en streng
arbejdsgiver, som fyrer os, hvis vi ikke passer på.
     For det er jo det andet forhold i Jesu lignelse, som
vi kan være sikker på ligner noget vi kender. Forvalteren
er os. Han ligner os på to punkter.  Dels ved at han har
fået noget at forvalte, og dels ved at han ikke har gjort
det godt. Det er nødvendigt, at vi får begge dele at vide.
     Tænker vi over til daglig, at alt det vi har kun er
til låns, at vi intet ejer af alle de ting, som vi bruger.
Det er Guds. Vi har fået det overladt for at forvalte det.
Det er ikke småting vi har fået. Det er en høj stilling vi
har fået. Man kan jo ud fra Jesu fortælling hører, at den
rige mands ejendom er stor, og forvalteren må derfor have
en meget stor stilling.  Det lyder til at der er mange
gårde, som hører ind under den herregård. Så stor en
stilling har hver af os fået fra Gud. Gud har overladt det
hele til os. Gud er som én der slapper af, og som har
overladt det hele til os. Så meget regner Gud os for, så
stort et ansvar giver han os.
     Tænker vi over det til daglig. Glæder vi os over alt
det som Gud har betroet os, mennesker at være sammen med,
venner, familie. Tænker vi over den dejlige by vi bor i,
markerne herude omkring og alt det smukke, vi har fået at
forvalte. Det skulle få os til at synge.
     Vi skulle synge med salmisten i Det gamle Testamente
i sl. 8. Der står: Herre, vor Herre, hvor herligt er dit
navn over hele jorden. Du, som har sat din pragt på
himlen. Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen
og stjernerne, som du satte dér  -  hvad er da et
menneske, at du tager dig af det, et menneskebarn, at du
drager omsorg for det?  Du har gjort mennesket kun en
smule ringere end guder, du har kronet mennesket med ære
og herlighed. Du har gjort mennesket til hersker over dine
hænders værk, alt lagde du under dets fødder.
     Jo, vi skulle prise Gud, fordi han har gjort os til
sine forvaltere.  Men vi gør, som forvalteren i Jesu
lignelse, vi tænker ikke på ejeren over det hele. Vi
priser ham ikke nok. Og vi passer det ikke godt nok, det
vi har fået betroet. Jesus fortæller om den utro
godsforvalter, for at vi skal se os selv i ham.
     Der står om forvalteren, at han ødte ejendommen. Det
betyder, at det smuldrede mellem fingrene på ham. Det kan
betyde, at han brugte løs og levede i sus og dus. Det kan
også betyde, at han ikke nåede alt, hvad han skulle.  Han
kunne ikke overkomme sin pligter, så herregården forfaldt
langsomt. Vi er vel ikke direkte bedragere. Men måske er
det alligevel rigtigt, at vi bruger løs af noget, som ikke
er vores. Det er nu også meningen, at vi skal bruge alt
det, som er betroet os af evner og ting. Vi skal bruge løs
af det, men sådan at der kommer noget godt ud af det. Og
der kan vi måske genkende os selv i forvalteren. Der er
sikkert mange gange, når en dag er gået, at vi tænker om
vi nu også nåede alt det som vi skulle. Og det gælder både
i vores arbejde og i vores fritid. Vi kan også sige: over
for vores venner og familie og naboer, nåede vi at gøre
det mod dem, som vi gerne ville, og som vi skulle.
     I fjernsynet forleden kunne man høre om en ny sygdom,
som særlig rammer læger og socialarbejder og psykologer.
Den sygdom hedder udbrændthed. Det betyder, at lægen ikke
føler, at han udfylder sit arbejde. Han kan ikke klare
kravene. Der er for mange mennesker, som han skal føle
noget for og som han ikke kan nå at tale nok med, og så
ender det med udbrændthed, dvs. at de varme følelser for
andre forsvinder, og lægen bliver mere og mere hård og til
sidst er ligeglad med alting. Det er et nyt navn for det
som førhen kaldtes stress.
     Man kan sige om forvalteren i Jesu lignelse, at han
er udbrændt.  Hans liv bliver dårligere og dårligere, og
til sidst bliver han draget til regnskab. Nu er det
kommet så langt ud, at dommen falder. Og så skulle man
vente, at det hele var slut.
     Men det er det ikke. Forvalteren kommer på en god
idé. Hvor han før uden at tænke så meget over det og uden
at ville det forringede herregårdens værdi, så vil han nu
gøre det bevidst og i stor stil. Han kaldte alle
skyldnerne til sig. Til den første spørger han: Hvor meget
skylder du. Han svarer: l00 ankre olie. Og forvalteren
siger: Det retter vi til 50. Og sådan gør forvalteren med
den næste skyldner og den næste, med dem alle, for han
tænker: " Så vil de også hjælpe mig, når jeg er blevet
fyret."
     Og så er det ikke engang sikkert, at historien ender
med en fyring. Der står jo, at den rige mand roste sin
godsforvalter, fordi han havde båret sig klogt ad.
     Nu ville ingen jordisk rig mand gøre det. Han ville
snarere anklage forvalteren for dobbelt bedrageri. Vi kan
tydeligt se, at det er om Gud lignelsen handler. Gud
stiller os til regnskab. Vi er hans skyldnere. Vi har ikke
levet op til kravene. Så kunne det være slut med det. Men
Jesus åbner en ny udvej for os. Han siger at vi kan skære
ned på den gæld vi skylder hinanden. Vi kan tilgive
hinanden for de krav, som ikke blev opfyldt. Alt det kan
vi lette hinanden for af byrder. Gud er så rig, at han
ønsker, at vi ødsler med det hele bevidst og i stor stil,
nemlig over for hinanden, så vi letter byrder for vores
næste.
     Vi kunne ikke blive fuldendte forvaltere, selv om vi
prøvede på det. Og der er mennesker, som når langt ad den
vej, men det ender som regel med at de dør af stress og
udbrændthed. Hvis det var den vej vi skulle gå, så var det
slut med os og vi blev fyret som mennesker.  Men der er en
anden vej at gå, det er tilgivelsens ødsle vej, hvor vi
eftergiver alle vores skyldnere deres fejl. Den vej fører
ind til Gud, ja, mere end det, den vej er himmerig her på
jord, fordi den tager dommen fra os alle og tager byrden
fra os, som ville knuse os.