Jesus græder.  Jesus græder åbent, så alle kan se det. Det
er sjældent vi græder, og vi gør det ikke offentligt. Vi
fortæller kun til vores allernærmeste venner og familie,
når vi har grædt. Det er forskellen på Jesus og os. Jesus
har meget stærke følelser og han viser dem åbent. Der er
også den forskel, at vi som regel græder over os selv, når
vi har det ondt, eller er ulykkelige. Jesus græder over
andre. Jesus græder af medlidenhed med andre. Det hører vi
i stykket i dag, han græder over Jerusalem. Det er fordi
han holder meget af byen, og gerne vil, at det skal gå den
godt. Men han ved, at det vil gå anderledes.
     I NT hører vi ikke så tit, at Jesus græder. Det er
vist kun to andre steder. Men flere steder står der, at
Jesus ynkes, har medlidenhed med mennesker. Det er engang
hvor Jesus ser ud over en stor menneskemængde, at han
siger, han ynkes over dem, fordi de er som får uden en
hyrde. De har ikke en åndelig fører. De får ikke åndelig
mad. Og så hjælper Jesus dem, han taler om Gud og mætter
dem med åndelig føde. Det kan også være enkelte mennesker,
at Jesus får medlidenhed ,med. Spedalske og syge, og så
hjælper han dem. Det er også grunden til at Jesus græder
over Jerusalem, fordi han gerne vil hjælpe byen. Og han er
ked, at han ikke kan få lov.
     Mærkelig nok står der ikke et eneste sted i Nt at
Jesus smiler. Der står ikke et eneste sted i NT at Jesus
ler. Det kunne i den situation, hvor han tager de små børn
i sine arme og velsigner dem. Jeg kom i tanke om et maleri
af Emil Nolde. Det er et maleri som er i en bog, som jeg
bruger til Konfirmanderne. Det maleri handler netop om den
situation, hvor disciplene vil jage møderne og børnene
væk, men Jesu siger: Det må I ikke. Himmeriget er
børnenes. og Hvis I ikke vender om og bliver som børn,
kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Og så tager Jesus
børnene i sine arme og velsigner det. Jeg tænkte, at på
det maleri må Jesus da smile. Jeg slog op i
konfirmandbogen.
     Og maleriet består af to halvdele. En mørk, det er
disciplene, som skumler. De er strenge og voksne og
alvorlige, de tænker: hvad skal al den børnelarm til for.
Og så er der den anden halvdel, det er lyse farver, gule
og varme røde. Det er mødrene og børnene, som smiler og som
Jesus tager i sin favn. Men Jesus er malet bagfra, så vi
ikke kan se hans ansigt. Vi kan ikke se om han smiler. Det
er rigtigt beskrevet af Emil Nolde. Det kan godt være, at
Jesus var alvorlig. For det var det vigtigste for ham at
give Guds velsignelse og Guds fred til de små. Det var
derfor han græd over Jerusalem, fordi han gerne ville
give den Guds fred.
     Når Jesus fortalte om Gud i historier og lignelser,
kan vi se, at Jesus brugte humoristiske træd. Og
tilhørerne må have smilet, når de hørte Jesu fortællinger.
Tilhørerne har ikke leet, for så morsomt fortalte Jesus
ikke. Men tilhørerne må have smilet. Og Jesus må have set
venlig ud, for der var mange som nærmede sig ham, mange
som ellers ikke turde komme nær til almindelige borgere.
Der var f.eks de spedalske. De måtte ikke nærme sig
almindelig mennesker, men de turde godt komme helt hen til
Jesus. Og vi kan også se det med børnene. Mødrene turde
ikke komme hen til de fine og lærde farisæere, men Jesus
turde de godt gå hen til. Og til sidst i prædikestykket i
dag står der, at  folket hang ved Jesus og hørte ham. Han
må have udstrålet venlighed.
     Når det først lyder trist, at Jesus græder. Og det
lyder strengt, at Jesus jager de handlende ud af templet,
så skal vi altså ikke se Jesus for os som meget alvorlig.
Det er af kærlighed, at Jesus græder. Og når han jager de
handlende ud, så er det også af kærlighed.
     Jesus siger, at jøderne har gjort templet til en
røverkule. En røverkule, det er et tilflugtssted for
røvere, hvor de gemmer deres bytte. Og Jesus mener, at
jøderne prøver at skjule deres synder i templet ved at
ofre til Gud. Jøderne prøver at købe sig fred. dels ved at
købe dyr som de giver til præsterne til at ofre, dels ved
at lægge pengebeløb i indsamlingsbøsserne. Jesus kalder
det hykleri. Derfor jager han de handlende ud.
     Jesus siger at Guds hus er et bedehus. Det gør han af
kærlighed for at hjælpe alle små og svage mennesker. Bede
det kan enhver. Bede det er gratis. Bede det må vi alle,
hvor lidt vi end har at give eller ofre til Gud. Vi kan
alle indrømme vores smerte og glæde over for Gud.
     Bøn må være meget vigtigt for Jesus, når han jager de
handlende ud. Det er det eneste sted i NT hvor Jesus
bruger vold over for andre. Bøn må være så vigtige for
ham. Og når Jesu græder over, at Jerusalem ikke får
fred, så viser det, hvor vigtig Jesus regner Guds fred.
Bøn og fred hører sammen. Det er kun når vi bede Gud om
fred, at vi får det. Og det er kun Gud, som kan give os
fred.
     Fred hører vi om det vigtigste dage i bibelen.
Julenat og påskemorgen. Julenat er det englene som synger
fred på jord og i mennesker Guds velbehag. Og Påskemorgen
er det Jesus selv, den opstandne, som siger til disciplene
og til os: Fred være med jer.
     Paulus siger det så stærkt, at Guds fred overgår al
forstand.
     I salmen som vi lige sang kalder Grundtvig Guds fred
for stærkere end englevagt. Og Grundtvig kæder freden
sammen med dåben, læs v. 4,  vi må være lige så trygge som
det lille dåbsbarn, som ligger i sin moders favn.
     Det eneste vi skal det er at tro, læs v. 7 sidste
linier.
 Og Kirken er et bede hus, her beder vi Gud om tro.
Vi beder om Guds velsignelse og Guds fred, og vi beder
ikke kun på vores egne vegne. Vi beder om, at Guds fred
vil brede sig ud over vores sogn, og alle små mennesker.

ny præd


     Mit hus skal være et bedehus. Men I har gjort det til
en røverkule.  Hvad er forskellen på de to slags huse, et
bedehus og en røverhule. Man kommer vel mest til at tænke
på et gemmested, hvor røver trækker sig tilbage efter et
rov. Det er en røverhule. Når røverne har gjort noget
dårligt og overfaldet almindelige mennesker og mishandlet
dem, så skynder de sig tilbage til deres røver hule med
alt det, som de har stjålet.  Hvis der er en hel bande, så
er der sikkert larm og slagsmål i deres hus. De snyder
hinanden og kan ikke stole på hinanden. Og hvis der kommer
fremmede og nærmer sig deres hus, så bliver de bange, om
de måske er blevet opdaget. De er bange for straf. Og de
tager straks deres våben frem og vil forsvare sig. Der er
mørkt i en røverhule.
     Det er nogle af tankerne man kan få ved ordet. Og man
kan bruge helt det samme om jødernes tempel. Templet var
jøderens største kirke. De havde også synagoger. Men de
regner ikke dem for kirker. Nej, templet var deres kirke.
Dér ofrede de til Gud. Ude på tempelpladsen købte de en
due, som de så gav til præsterne. Præsterne gik omkring i
hvide kjortler og i bare fødder.  Ofrene blev brændt på et
stort alter, som stod inde i templet, og man kunne se
røgen stige op til himlen. Det tænker vi ikke på, at et
alter egentlig betyder et offersted. Her i vores kirke er
der også et alter, men vi ofrer ikke noget dér.
Stearinlysene er kun tændt for at der skal være smukt og i
gammel tid også for at præsten skulle kunne læse.
     Hos jøderne i deres tempel var der simpelthen et
stort bål på alteret, og ofrene blev lagt derind i ilden.
Helt fra gammel tid stammede den skik, og fra først af
betød den jo nok, at menneskene ville give Gud noget godt
at spise. Menneskene vidste at de selv nød den gode mad, og så
måtte det da være til glæde for Gud at dufte røgen fra
stegt kød. Senere hen var det også for at glæde Gud, at man
ofrede. Man ville give en gave, vise sin tak. Man ville
ikke komme med tomme hænder til Gud, den højeste. Derfor
tog man noget korn med, eller noget olie, eller en due, og
det gav man. Måske tænkte man også på sine fester hjemme i
familien, hvor man spiste og var sammen og sang og hørte
musik, og så tænkte man: " Hvis vi steger kødet og ofre
det og synger og blæser i trompeter, så er vi sammen med
Gud på samme festlige måde." Vigtigt var det også, når man
havde syndet, at man fik gjort det godt igen, at man gav
en erstatning, og det følte man skete ved et offer.
     Derfor stod der mange sælgere på det store torv lige
inden for tempelmuren. De havde travlt med at sælge alt
det, som skulle ofres. Man gav selvfølgelig også penge til
templet og til Gud. Men pengene skulle være rene.  Det
måtte ikke være hedenske penge, og da jøderne i deres eget
land havde mange romerske mønter, og da der kom mange
jøder fra udlandet og havde deres lands penge med, så
skulle de først veksles, før man måtte ofre dem. Det
gjorde vekselere, som også stod på det store torv, som
blev kaldt hedningenes forgård.
     Hvordan kunne Jesus kalde alt det en røverhule.
Jesus mente, at det var hyklerisk, hvis jøderne troede, at
de kunne gå rundt ude i hverdagen og gøre dårlige ting, og
så bare komme ind i templet og købe sig ud af det. De
troede de kunne gemme og skjule deres synder, ved at ofre
en gave til Gud. Måske var der også stor larm på det store
torv. Mon ikke sælgerne prøvede at fange folks
opmærksomhed, så de købte hos dem. Mon ikke de råbte: "
Fire duer for en tier," ligesom de gør ved mange af vores
torveboder. De tænkte måske også kun på at tjene penge og
snyde dem, der kom ude fra landet, og som ikke kendte så
meget til storbyen, Jerusalem. Det var ikke for Guds
skyld, at de stod der.
     Ja, dem der kom og ville ofre, de gjorde det, fordi
de var bange for Gud, bange for straf. De ville forsvare
sig. Akkurat som røverne i en røverhule.
     Jeg læste i et missionsblad om Afrika, at man jo dér
dyrker åndemagter.  Nogle gange er det med stor frygt, at
afrikanerne nærmer sig ånderne, men andre gange er det
helt uden ærbødighed, som om man bare indgår en handel med
ånderne, noget for noget. Når man ofrer til dem, går man
som en selvfølge ud fra, at så vil ånderne gøre gengæld og
bringe lykke og velsignelse til den, som bringer offeret.
Afrikanerne bruger magi og mener, at de udnytter de
åndelige kræfter, og dvs. netop udnytter, de bruger
ånderne som et middel til selv at opnå det, som de vil.
     I virkeligheden er den afrikanske folkereligion ikke
meget åndelig og overjordisk. Den er meget jordnær og
materialistisk, stod der i det Missionsblad, som jeg
læste. For hele religionen går ud på, at man tænker på sig
selv.
     Det er altså en meget udbredt tankegang. Det er en
meget menneskelig tankegang: noget for noget. Hvis man vil
have noget, må man først give noget.  Men Jesus siger, at
det er forkert. Det er i virkeligheden at gøre sig til
herre over Gud, som om vi kan tvinge eller påvirke Gud.
Som om det er nødvendigt. Det er som om man vil stjæle sig
til Guds godhed. Det er egentlig foragt for Gud, at gøre
Gud lille, hvis man tror man kan tiltuske sig Guds
opmærksomhed med ofre og gaver. Så er religionen er
røverhule.
     Det standser Jesus. Han siger, at Guds hus skal være
et bedehus.  Bøn er det samme som tillid og tryghed og
tro. Man går jo ikke hen og beder én om noget, én, som man
er bange for. Nej, det er kun de allernærmeste, som vi kan
bede om noget. Bøn betyder nemlig, at man viser, at der er
noget vigtigt man ikke kan selv, og det beder man om hjælp
til. Og mon ikke vi kun kan bede til dem, som vi ved
holder af os. Det ligger så at sige i luften, at venner og
familie dem kan man komme til, hvis man ikke kan klare det
længere, og de vil ikke sige nej til ens bøn. Sådan er et
bedehus det samme som et hjem. I modsætning til en
røverhule, så er et bedehus et lyst hjem, hvor man stoler
på hinanden og hjælper hinanden. Enhver kan trygt være i
et bedehus. Det er ikke et lukket gemmested, men et åbent
hus, hvor det hele er lagt for dagen.  I et bedehus
behøver man ikke skjule noget. Dér er ingen dårlig
samvittighed som gør bange. Tværtimod må vi bede om
tilgivelse for alt det forkerte vi har gjort og trygt tro,
at vores kære himmelske far tager imod os, hvor fortabte
og forkerte vi end føler os. Et bedehus er et lyst og
mildt hjem, hvor alle vores sår bliver lægt, sårene fra
alt det onde, som sker og som vi selv gør.