Tolderen ser meget ulykkelig ud. Han står langt
borte, tør ikke se op, og han slår sig selv. Hvor kunne vi
ikke let få ondt af ham og tænke " den stakkels mand".
Hvor kunne vi ikke let få medlidenhed med ham og tænke, at
der må være sket en stor ulykke for ham.
     Men han er selv skyld i sin ulykke. Han har levet
forkert. Alle hans penge har han tjent på en beskidt måde.
Tolderne var velhavende mennesker, men de kunne ikke glæde
sig over deres velstand. De havde ikke fået den på ærlig
vis. De måtte skamme sig over deres velstand. Andre
foragtede dem for den.  Dengang så man på tolderne, som vi
i dag ser på narkobagmænd. De tjener deres penge ved
beskidte forbrydelser. Det er lysky og umoralsk, det de
gør.  De fortjener ikke navn af mennesker. Man kan ikke
have ondt af en narkobagmand.  Sådan skal vi heller ikke
have ondt af tolderen.
     Tolderens bøn og tro er heller ikke fin. Han turde
ikke komme ind i templet. Han turde ikke løfte sine øjne
mod Gud. Han troede ikke, at Gud ville høre på ham.
     Farisæeren skal vi ikke foragte. Han lever et rent
liv. Der er orden i hans tilværelse. Han ikke bare prøver
at være god. Han gennemfører det. Der er ikke mange
mennesker, der lever som han. Og han tager endda ikke æren
for det. Han takker Gud. Farisæeren kan være et forbillede
for os alle.  Vi prøver at leve som han. Han faster og
giver tiende. Vi prøver også at begrænse vores
kalorieforbrug. Og vi giver penge til velgørende formål,
og prøver at betale vores skat med glæde, fordi vi gennem
skatten hjælper alle dem, som har det dårligt. Farisæeren
lever et sundt og socialt liv. Han lever et rent liv både
menneskeligt og åndeligt.
     Der er intet godt at sige om tolderen. Og der er kun
gode ting at sige om farisæeren. Men Jesus siger: 
"Tolderen gik hjem som retfærdig, ikke farisæeren. "
Tolderen gøres retfærdig. Han erklæres for at være et
rigtigt menneske, farisæeren bliver afvist. Det er meget
overraskende.
     I Jesu lignelse siger dommeren til tolderen,
til forbryderen: " Du er fri." Og til anklageren, til
farisæeren, som mener, at han er på den rigtige side af
loven, til ham siger dommeren: " Du skal sættes fast. Du
skal straffes." Det er overraskende. Det er næsten
umoralsk.
     Hvordan kan Gud gøre det?  Vi skal holde fast i, at
tolderen levede forfærdeligt og farisæeren levede sundt og
socialt. Det er en selvmodsigelse, at Gud erklærer den
uretfærdige for retfærdig. Jesus vil med sin lignelse have
os til at se bort fra, hvordan mennesker lever. Jesus vil,
at vi helt ser bort fra vores domme om os selv og andre.
For de domme vi dømmer med, kan være helt forkerte, så Gud
dømmer lige modsat. Det vil Jesus sige med sin lignelse.
     Det betyder ikke, at det er ligegyldigt, hvordan vi
lever. Men det betyder, at selv om vi var de
forfærdeligste mennesker, så kan Gud alligevel frelse os.
Og selv om vi var de bedste mennesker, man kan forestille
sig, så kunne vi aldrig frelse os selv.
     I første omgang ser det uretfærdigt og umoralsk ud,
den dom som Gud afsiger. Paulus skriver det samme
overraskende og mærkelige om Gud i romerbrevet.  Der står
om Gud, at han vil vise nåde mod hvem han vil, og
barmhjertighed mod hvem han vil.  Og Paulus forklarer:
Altså kommer det ikke an på, hvor gerne vi vil, eller hvor
meget vi anstrenger os.  Det kommer derimod an på Gud, der
viser barmhjertighed."
     Det lyder uretfærdigt. Men det betyder jo, at vi ikke
skal være interesseret i, hvad tolderen har gjort, og hvad
farisæeren har gjort. Vi skal ikke se så meget på, hvad vi
selv og andre har gjort. Vi skal se hen til Gud, som kan
frelse os alle. Vi er henvist til Gud, til Guds nåde.
     Gud siger god for os på grund af hans egen rene
barmhjertighed. Ikke fordi vi lever et rent liv eller
beder rene bønner. Det kommer ikke an på, om et menneske
vil og anstrenger sig, men det kommer an på Guds nåde.
Guds tilgivelse lever vi under. I den må vi ånde frit,
fordi Guds godhed også rækker til os, til trods for alt
det vi er og har gjort. Gud har omsorg for os, tværs
gennem alle de gode og onde gerninger vi omgiver os med.
     Jesu lignelse i dag handler om Gud. Vi skal ikke
efterligne hverken tolderen eller farisæeren. Jesus giver
os frihed til hverken at ligne tolderen eller farisæeren.
Jesus vil have os til at se bort fra, hvordan de begge har
levet. I stedet skal vi se på, hvordan Gud er. Vi skal
ikke leve rigtigt for at Gud kan tage imod os. Vi skal
ikke være retfærdige, for at Gud kan retfærdiggøre os.
Nej, Gud kan gøre os til sine børn, hvor langt fra ham vi
end er. Selv om vi ikke tør gå ind i kirken, selv om vi
ikke tør se Gud i øjnene, selv om vi har lyst til at slå
os selv og straffe os, for den måde vi ødelægger livet på,
så tager Gud imod os.
     Vi skal se hen til Gud. Det kan vi bygge vores liv
på. Det vigtige er ikke, hvordan vi lever. Det kan vi ikke
bygge noget på. Selvfølgelig er det godt at leve sundt og
socialt. Men det gør os ikke til rigtige mennesker. Og
selvfølgelig skal vi helst undgå at vores tilværelse
bryder sammen i ensomhed og håbløshed og skyld. Men selv
når det sker for et menneske, så må vi ikke dømme det
menneske som mislykket.
     Det er kun Gud, som gør os til rigtige mennesker. Det
er kun Gud, som kan gøre både lykkelige og ulykkelige,
syge og sunde til rigtige mennesker.  Og vi kan trygt
overlade vores sag til Gud. Vi kan trygt kaste al vores
tillid på ham. Ordet " tillid" betyder: hvad der er
tilstrækkeligt, hvad man kan hvile på. Når vi kan have
tillid til Gud, er det, fordi det er fuldt tilstrækkeligt
det Gud gør. Der skal ikke føjes noget til. Derfor kan
Jesus sige så kort om tolderen: " Han gik hjem som
retfærdig ." Det er nok, at Gud erklærer tolderen for at
være et rigtigt menneske. Guds ord er nok. Derfor er det
nok at tro på Guds ord. Som Paulus også skriver i
romerbrevet: " Vi er retfærdiggjort af tro. Det vil sige,
vi har fred med Gud igennem vor Herre Jesus Kristus.  Han
har skaffet os adgang til den nåde, hvor vi må stå med
løftet hoved."
     Vi må have tillid og tro på Gud og på det, som Gud
gør. Det er nok for os. Vi får frihed fra at skulle gøre
som farisæeren, der lever supersundt både menneskeligt og
åndeligt. Vi får frihed fra at gøre som tolderen, der var
fortvivlet og ikke turde nærme sig Gud. Vi er befriet både
fra alt det overkorrekte og fra det store fortvivlelse,
fordi vi må stole på Gud. Et sted i hebræerbrevet står det
så klart: " Derfor skal vi med frit mod træde frem for
Nådens trone for at modtage barmhjertighed og finde nådig
hjælp i rette tid."
     Jesus vil med sin fortælling om tolderen og
farisæeren give os tillid til Gud og vise os, hvor
befriende Guds barmhjertighed er. Den gør, at vi ikke skal
være nøjeregnende som farisæeren og vi skal ikke være
fortvivlet som tolderen. I stedet må vi være fyldt med
lettelse og frimodighed.

ny prædiken eller snarere stikord

lille fortælling. Jeg kunne fortælle om templet, hvor herligt det var. Hvor høje murene var og der skulle
10 mand til at skubbe porten ( den skønne port) op og i. Det hele var hvidt marmor ( eller er det noget
jeg gætter) og der var mange mennesker, men helt stille inde i mændenes forgård. Over
porten var der en drueklase, hvor druerne havde menneskestørrelse. Og på taget at det hellige hus var
der guldspidser, som stråler i solen. De var der for at fuglene ikke skulle sætte sig eller gøre det hellige
hus beskidt. Men det var som om der var en gylden glans omkring det hellige hus, som i øvrigt var to
etager og meget højt, som et kirketårn ( eller er det noget jeg digter).
	Sådan har de første danskere i øvrigt også tænkt når de kom ind i vores gamle kirker, som høje,
statelige, med en gylden glans fra stearinlys.

	I udlægninger af lignelsen om farisæeren og tolderen bliver der for det meste gjort meget ud af at
vise hvor selvretfærdig farisæeren er og hvor ydmyg tolderen er. Men desværre tager det hele krudtet
fra slutsætningen: Det var tolderen, som gik hjem som retfærdig, ikke den anden. Vi mennesker er
farisæere af natur, dvs. vi mener vi skal fortjene retfærdigheden, gøre gode gerninger for at blive
erklæret for gode. 
	Selv tolderen har den opfattelse. Han mener vel, at hans bøn er helt umulig, og at Gud ikke kan
acceptere ham. Lige i det øjeblik i templet er tolderen fortvivlet over sin situation. Han er fortvivlet over
den måde han lever på. Han kunne vel have holdt op som tolder, men det er svært at sige nej til en god
og sikker indkomst. Og der står jo heller ikke, at han går hjem og ændrer sit liv i bund og grund og
dermed bliver en retfærdig.
	Nej, det er modsat den tankegang som vi er tilbøjelige til: den som ikke er god, erklærer Gud for
god. Den, som er god, bliver erklæret for gudløs. Og vi vil så gerne finde forklaringen i, at farisæeren i
virkeligheden  og dybest set har gjort noget godt, og at der må være noget hos tolderen, som
begrunder, at Gud pludselig kan acceptere ham. 
	Men forklaringen skal vi finde hos Gud, ikke hos de to bedende. Gud er en, som retfærdiggør
syndere og fortabte. Gud gør det umulige og uretfærdige, at tilgive det utilgivelige. Modsætningerne
skal holdes klare.
	Slutsætningen skal står klart: du kan ikke og du skal ikke gøre noget for at Gud godtager dig. Du
kan bede Gud om hjælp. Men det er ikke fordi du gør noget godt ved at bede, eller fordi din måde at
bede på er god, at du bliver godtaget.
	Hvis vi tænker rigtigt efter, er det også sådan mellem mennesker. De personer som lettest bliver
godtaget ( " træder ind i folk med træsko på") det er mennesker, som er sig selv og som netop ikke
tænker på, hvad de skal gøre, for at blive accepteret. 
	Der kommer straks en afstand mellem mennesker, hvis man mærker på sig selv eller på andre, at
her skal man leve op til noget eller være på en bestemt måde for at være med. Og nogle af os har
meget svært ved det. Når vi føler, at nu skal der præsteres noget, for at vi kan være med, så bliver vi
bange. Egentlig ikke fordi vi ved, at vi umuligt kan præstere det ønskede, men selve den rolle, at blive
afkrævet gerninger, skaber nervøsitet. 
	Min datter på 8 år græd aftenen før hun skulle i skole og sagde: det er fordi der er for mange
lektier. Og hun er glad for at gå i skole og klarer sig meget fint. Efter første skoledag var hendes dårlige
humør da også forbi. Men som så tit med os mennesker, skal man lytte bag ordene. " For mange
lektier". Hun var bange for om hun kunne klare det hele. Det var en rolle hun blev tvunget ind i af
skolen, som kræver, at der gøres noget og at børnene følger med. 
	Jamen, det er vi da nødt til. Man kan straks høre et helt forældrekor, så råber med en stemme:
Børn skal lære at regne og læse og skrive. Har forældrene glemt, hvordan de havde det som børn. Jeg
var selv nervøs nogle gange for at gå i skole. Jeg var så heldig, at jeg ikke kender fornemmelsen af, at
jeg ikke kunne forstå det som læreren sagde. Men der må mange voksne ( som har deres evner andre
steder) som har dårlige oplevelser f.eks. i regning. De kunne simpelthen ikke fatte, hvad læreren sagde.
Og de lod måske som ingenting. Men mon det ikke sad i dem: jeg må skjule, at jeg ikke forstår at
gange eller dividere. Læreren bliver sur, hvis jeg ikke kan forstå, og de andre griner og ser ned på mig,
når jeg ikke kan følge med.
	Det kan være at mit billede af skolen stammer fra min barndom. Jeg har meget at rose skolen for
i dag. Men den er et godt eksempel på vores samfund: Du er det som du gør. Hvis du ikke gør noget,
vil de sige, at du ikke følger med og de vil foragte dig. Sådan følte tolderen sig. 
	Kan vi leve efter Jesu befriende ord: Gud gør dig retfærdig. Du skal ikke selv gøre det. Vi er jo
så ivrige. Engang var der en formand for menighedsrådsforeningen, som vistnok oprindelig havde
været vejmand. Og det er godt nok. Men han sagde om præster, at de skulle være som vejvisere, der
fik folk ind på den rette vej. Men sagde han: præster gør ikke selv som de siger. Jeg vil give ham ret.
Men nok på en anden måde end han mener. Selv præster kan blive helt grebet af at skulle præstere
noget. Og det er mere end et ordspil og de to ord har intet med hinanden at gøre: præst og præstere.
Præst kommer fra et latinsk ord, som betyder den ældste. Præstere kommer at et latinsk ord, som
betyder: stå for eller måske stille frem, fremstille. Præster gør ikke, hvad de selv siger. De siger, at Gud
tilgiver os syndere. Men så er der præster, som samtidig fortæller om alt det, som de har præsteret, og
man mærker, hvordan de stiller sig selv frem. Ligesom farisæeren. Han stod der så alle kunne se ham,
for han havde virkelig gjort hvad han skulle.
	Præster skulle hellere leve op til deres navn, den ældste, eller  se kvaliteterne hos de ældre: have
god tid, ikke kunne så meget, eller endda have den visdom, at vide hvad der er det væsentlige i livet, at
nyde de små ting, at være taknemmelig over at vågne om morgenen, føle hver ny dag som en gave. (
det er nok lidt romantiserende om de ældre. Der er mange, som har smerter eller har få kræfter. Nogle
er bitre. Men der er også forbavsende mange ældre, som lever og indrømmer smerten, og er glade for
det som de kan) 
	Jeg hørte en kvindelig præst som havde en seddel hængende, hvor der stod noget i denne
retning: der er ikke noget mere latterligt end en præst med en fyldt kalender. Men hun indrømmede, at
hendes kalender var fyldt.
	Jeg taler om præster, men jeg mener selvfølgelig os alle. Vi skal lade os præge af Jesu tro. Den
tager den byrde fra os, at vi skal kunne fremvise store præstationer. I stedet må vi lade Gud give os
vores værd og leve højt på det. 
	For når vi gør det risikable, og vi tør det nok næsten ikke, at overlade til Gud at gøre os
retfærdige, så bliver vi personer, der har øje for hinanden og for livet. Så kører vi ikke kun ad den lige
vej, den rette vej, hovedvejen, hvor mange i deres travlhed kører blindt afsted, men vi kører hellere ind
på bivejene, hvor der er ro, hvor markerne dufter og køerne gumler, og hvor man møder enkelte
mennesker og hilser.
	En præst, som var kendt for at ville markedsføre kirken på den mest moderne facon, skulle
holde tale ved menighedsrådenes landsmøde og han overraskede alle. Han sagde, at kirken er blevet
grebet af aktiverings- og terapisyge. Menigheden skal med vold og magt i vort tilbuds-samfund
aktiveres. Sættes i gang. Vi skal forny os og produktudvikle gudstjenesten. Ting er kun interessante,
hvis de er nye og utraditionelle. Men sagde præsten, kirken skal ikke spejle samfundet, så det samme
hektiske, stressende, succeshungrende hjerteslag drøner inde i den. Kirken skal stå som et nødvendigt
oprør mod moderniteten.
	Jesu slutning på lignelsen i dag: Det var tolderen, som gik hjem som retfærdig, ikke den anden.
Det er et oprør mod den tids moral, et oprør mod vores moral. Jesus vil med sin lignelse gøre os til
mennesker, Guds mennesker. Derfor er der krudt i sætningen, og bomben river alle de stilladser ned,
som vi har bygget op og stillet frem, for at gøre os til noget. Tilbage står det vi er, og det får vi givet:
Vi er Guds børn.