Her er mit bud på søndagens prædiken:
 
Beretningen om overtolderen Zakæus, der kravlede op i et
morbærfigentræ for at se Jesus, det er en beretning over en
begivenhed. 
 
Det er ikke en lignelse, ikke en læretale. Det er hvad der
hændte i følge Lukas, der er berettet.
 
 
 
Og det, der hændte var, at en lille mand så og blev set. 
 
Hvad der også hændte var, at en meneskemængde så en lille mand -
som de kendte alt for godt.
 
Og hvad der desuden hændte var, at Jesus så en lille mand, som
han ville kendes ved.
 
 
 
Det handler om at se - om at det sete afhænger af øjnene, der
ser. 
 
 
 
Det kan være svært at danne sig et overblik. Det ved alle, der
har begivet sig ind i mennekemylderet i Vordingborgs festuge.
Det kan være svært, at få det hele med. Svært at få øje på
nuancerne, på afskygningerne. 
 
 
 
Vi er nogle, der har briller, og vi er jo også nogle, der er
lidt højere end andre, så vi har lettere ved at se og skafe os
overblik. 
 
 
 
Ser på rygge, ansigter, kasketter, diverse slogans på T-shirts
og så videre. Menneskemylder. Måske kan vi også få øje på de
mennesker, der er klatret op i træer og lygtepæle eller står på
en tom ølkasse - så længe de kan stå - for bedre at kunne se
Bamses venner. 
 
 
 
Vi kan se. Danne os et indtryk. 
 
Ser de søde ud? 
 
Nej, hvor er han fuld! 
 
Det var dog en grim skjorte! 
 
Hvad er det hun ligner?!
 
Vi kan se og kende. Er det ikke JEns Kurt, der går derovre -
dejligt, Jeg tror, at jeg vil møve mig derover og hilse - Eller:
Du godeste, bare han ikke ser mig.
 
 
 
Menneskemylderet kunne se Zakæus. Oppe i træet. Han vile også
gerne se. Jeg tror ikke, der var nogen, der møvede sig over til
Zakæus for at hilse. De ville nok helst være fri for at blive
set af ham. 
 
 
 
De kendte ham jo. De vidste, hvem han var. De vidste, hvad de så
i ham. Det var ham, den irriterende gnom, der var ude efter
deres penge. Og de havde ret. For sådan var hr. overtolder
Zakæus. Ellers var han jo ikke blevet overtolder. 
 
 
 
Men menneskemylderet var ikke kommet sammen for at se
overtolderen Zakæus i træet. De ville se manden, der var kommet
til Jeriko. De ville se Jesus. 
 
Hvis det altså var det, de ville. Men mere om det senere.
 
 
 
Jesus ville se zakæus. Så han møvede sig over til ham for at
hilse. Og mere end det. Han inviterer sig selv til middag.
 
 
 
Han ser nemlig ikke overtolderen Zakæus. For at se obvertolderen
Zakæus, det er at se tilbage. Tilbage på det, der har været
indtil dette øjeblik. 
 
 
 
Han ser mulighedernes Zakæus. Den Zakæus, der kan blive til fra
dette øjeblik. Jesus ser frem. 
 
 
 
Det bliver menneskeylderet onde i sulet over. Måske bliver de
overrasket. De ville se Jesus. Måske. 
 
 
 
Men mere sandsynligt er det, at de ville se deres egne
forventninger til en frelser opfyldt. At de ville se en frelser,
som de ville have ham. 
 
En, som var som dem selv - en som så på samme måde som dem selv.
Så tilbage. Så på blandt andet Zakæus' fortid. Så den grådige
overtolder - den vederstyggelige gnom.
 
 
 
Det gør Jesus nu ikke. Han er ikke, som mennesker ville have
ham. Han er som faderen vil have ham. Og han ser frem. Ser
mulighederne i Zakæus. Ser, at også han kan forvandles. 
 
 
 
Og Zakæus bliver forvandlet af middagen med Jesus. Jeg tror
ikke, at det møde har været særlig behagelig for Zakæus. Jeg
tror, at der blev disket op med nogle sandheder, som gjorde ondt.
 
 
 
Og i denne konfrontation, med fortidens sandhed, der ligger
kimen til fremtidens frihed. Friheden fra at trælle for synden
og få frugter, som man skammer sig over. I Zakæus tilfælde var
det griskheden. 
 
Hvad det er i vores, i dit og mit liv, det må vi hver især selv
fundere over. 
 
 
 
Kimen til friheden blev lagt i Zakæus møde med Jesus. Det kan
det også i vores møde med ham. Når vi hører ham tale. Når vi
møder ham i altergangen. 
 
 
 
Kimen bliver lagt, fordi Jesus ser frem, og ikke tilbage. Forsdi
Jesus ser fremtidens muligheder og ikke fortidens umuligheder. 
 
 
 
Kimen bliver lagt, fordi Gud er - det skal vi synge om til sidst
- miskundelig. Et gammlet ord, som egentlig er kalr tale. Vi
kender også ordet miskendt. Det ligner. Én, der er miskendt, ham
kender man ikke rigtig. Der er noget hos ham eller hende, som
ikke er opdaget, ikke er set. 
 
 
 
Gud er miskundelig. Det betyder, at vi er miskendt. Der er noget
hos os, som Gud ikke ser. Ikke ved af, fordi det vil han ikke. 
 
 
 
Zakæus var miskendt. Af menneskemylderet. De kendte ikke hans
fremtids muligheder. Og af Gud, der ikke ville vide af fortidens
umuligheder. 
 
 
 
Når kimen til friheden er lagt i mødet med Jesus, så er vores
fortid også en del af denne kim. Kim, som vi sætter ned i
jorden, putter jord over, skjuler det godt. Og det, som vi kan
se, og Gud kan se, det er planten, blomsten, frugterne, som kan
skyde op af jorden. 
 
 
 
Det er, hvad Gud ser i os, og i alle dem, som vi ser noget helt
andet i .
 
 
 
Amen. 
 

 
Salmerne er, så hvidt jeg husker:
367 - 493 - 454 - 62 - 26
Thomas Feddersen
Snail mail: Sct. Clemensvej 66
DK 4760 Vordingborg