Det er store følelser vi hører om i dag. Der står, at folk
kom til Jesus med en mand, som havde det dårligt. Det er
udtryk for store følelser. De tog sig af den syge. De tog
ham i hånden. Han var døv. Så de kunne ikke fortælle ham,
hvor de skulle hen. Derfor måtte de tage ham i hånden. Og
når der står folk, må det betyde, at det ikke kun var hans
familie og venner. Det er var andre, som tænkte: nu må vi
hjælpe den mand.
     Det er også udtryk for store følelser, at de ved hvem
der kan hjælpe. De føler sig selv hjælpeløse. De står
sammen med den syge. Men de går til Jesus, og beder ham om
hjælp.
     Der ligger meget i det ord bede: Det viser, at de har
et nært forhold til Jesus. Det er ikke hvem som helst vi
beder om hjælp. Det er kun vores familie og allernærmeste
venner. Det er ikke alle vi kan åbne os overfor. Der skal
meget til at vi gør det. Men folk går trygt til Jesus og
beder ham om hjælp.
     De må mene, at Jesus er stærk og har magt til at
hjælpe, og de beder ham selvfølgelig lægge hånden på den
syge, for han er døv. Det hjalp ikke at tale til ham, at
tale Guds ord til ham. Det kan han ikke høre.
     Det er udtryk for store følelser, at folk tog den syge
i hånden. Og de mente om Jesu hånd, at den havde endnu
større magt og kærlighed og bare Jesus lagde sin hånd på
den syge, så ville han blive frelst. Jesus frelser fra alt
det, som ødelægger vores liv.
     Og det er ødelæggende, det er forfærdeligt at være
døv. Jeg har hørt om gamle dagene i klostrene, at der var
en munkeorden, som havde den regel, at de ikke måtte tale
til hinanden. Fra morgen til aften måtte de ikke sige et
eneste ord. Det var jo for at de skulle tænke på Gud. Der
var ikke andre ord, som skulle forstyrre deres tanker. Men
munkene kunne ikke leve med det. Det endte med, at de
fandt på tegn, så de med fingrene kunne fortælle om deres
inderste følelser og tale om de praktiske ting, som skulle
ordnes. Det er i øvrigt det tegn sprog som senere er
blevet til de tegn, som vor tids døve bruger. For vi kan
ikke leve uden at være i forbindelse med hinanden.
     Det er også derfor man siger, at det er tortur at
sætte fanger i isolationsfængsel. Det må kun ske ved de
allerfarligste forbrydelser. En fange som er isoleret fra
andre, og ikke må høre eller tale med andre, kan tage
åndeligt og psykisk skade.
     Isolation, det kommer fra det latinske ord insula,
som betyder ø. Og man hører også om, at folk der bor på
øer kan få ø-kuller. Deres tanker bliver helt forstyrrede,
fordi de føler sig lukket inde, isoleret.
     Jesus hjalp, fordi de bad ham om det og fordi den
døvstumme havde det som om han var i helvede. Og Jesus
ville med underet vise, at Guds hjælper os mod isolation,
Gud vil åbne vores liv og fjerne alt det som kan forstyrre
og skade os åndeligt.  Jesus helbreder den døve, for at
vise hvor vigtigt det er at vi lytter til Guds ord. Det er
gennem ordet, at frelsen kommer til os. Ved de fleste andre
undere er det også med et ord, at Jesus helbreder. Han
siger: bliv ren. Bliv rask. Eller gå hjem din tro har
frelst dig. I dag bruger Jesus fingrene, fordi han vil
vise den døvstumme hvad det er der skal ske. Men selve
underet sker også da Jesus siger: Luk dig op.
     Alle vores sanser er vigtige. Og folk dengang kunne
jo også se på manden, at han var blevet sig selv og havde
fået sine sanser fulde brug. Men jeg tror, det er et tegn,
at Jesus tager den syge væk fra folkeskaren, så de ikke
kan se underet, hvordan det skete. Det vigtige er nemlig
ikke det vi kan se med vores øjne. Det vigtige er det vi
hører med ørerne. Det vigtige for os i dag er at høre Jesu
ord: Luk dig op, og høre folkeskarens ord: Han har gjort
alting vel.
     Først Jesu ord: Luk dig op. Vi har svært ved at åbne
os. Vi kan ikke selv. Men på Jesu befaling og ved Jesu
hjælp åbner vi os over for Gud og for hinanden.
     Man skal jo lukke op for at noget godt kan komme ind.
Den, som er lukket, kan der ikke trænge noget ind til. Det
går begge veje: Vi kan hverken tage i mod noget godt,
hvis vi er lukket, og vi kan ikke give andre noget godt.
     Det ligner det eventyr, hvor manden står foran en
klippe og siger et trylleord, og så åbne klippesiden sig,
og manden kan gå ind i klippehulen og finde en skatkiste
fuld af ædelsten.
     I salmen som vi lige sang ( 167) sammenligner
Grundtvig vores hjerte med en klippe ( ak nu føler jeg..)
og Gr. beder om floden, som kan klipper vælte og isbjerge
smelte. Den flod det er Jesu varme kærlighed. Eller vi kan
sige det er Jesu ord: Luk dig op, der også gør underet med
os.
     Luk dig op. Det siger Jesus, fordi han ser ind i
vores hjerte og ser en skat mere rig en ædelsten. Jesus
ser i hver af os det mest værdifulde, som findes, Guds
barn.
     Det gælder også selv vi kommer til Jesus som døve og
stumme. Stumme kan vi bliver fordi tilværelsen rammer os
med meget, som vi ikke forstår. Vi kan blive helt i
vildrede, så vi ikke kan sætte ord på det som sker. Eller
vi kan blive stumme over noget vi selv har gjort, og som
vi føler skyld over. Døve kan vi være over for andres nød,
så vi ikke ved at vi skal hjælpe. Eller vi kan være døve
over for egen indre stemme, så vi ikke hører vores egen
nød. Men Selv om vi er døve og stumme og kommer eller
bliver ført til Jesus, så siger han til hver af os: Luk
dig op, for han ser i os en dyrebar skat: Guds barn.
     Luk dig op. De ord skal vi også bruge, så livet åbner
sig for os og vi se alle Guds gaver, alt det værdifulde
som er omkring os.
     Når vi ikke er lukkede, kan vi gå ud i livet og
opleve det som glædeligt, trods alle tab. Og vi ser, at
Gud endda lader os se frem til himmeriget, som er mere
strålende end nok så mange jordiske ædelsten.
     Så vi kan slutte med de samme ord om Jesus som
folkeskaren i evangeliet i dag: Han har gjort alting vel,
for Jesus har åbnet livet og himlen for os.

ny præd


     Hvordan kommer vi til kirke? Vi kommer som den
døvstumme. Han har ikke lært meget om livet og om Gud, for
han har ikke kunne høre eller tale med andre om det. Han
forstår ikke så meget hverken om sig selv eller om Gud. I
den forstand ligner vi ham. Grundtvig siger det sådan i
den salme, vi sang ved begyndelsen af gudstjenesten: Vor
sjæl er døv og stum for evangelium.  Måske ligner nogle af
os også den døvstumme deri, at vi skal føres til kirke, at
vi kun kommer der, fordi andre tager os ved hånden og går
i kirke med os.  Når der står, at folk kom til Jesus med
en døvstum, så er det oversat meget afdæmpet. På græsk
står der egentlig, at de fører den døvstumme eller bærer
ham. De kommer slæbende med ham. De har jo ikke kunne
forklare ham, hvor han skulle hen. Han har måske endda
været bange og gjort modstand. Det kan være vi kommer i
kirke på samme måde. Eller sagt på anden måde: vi behøver
ikke have finere hensigter og indstilling til Gud for at
komme i kirke. Vi må komme som vi er, med alle de
forskellige tanker vi har. Det kan være vi ikke forventer
os det helt store, når vi kommer til gudstjeneste: en
stille stund, nogle gode ord, en god sang, der kan klinge
videre i vores sind, når vi går hjem. Det kan være vi slet
ikke forstår, hvorfor vi kommer her. Men fortællingen i
dag viser, at alt det slet ikke gør noget. Vi må komme som
vi er med al vores uforstand.
     Det vigtige er nemlig ikke, hvordan vi kommer, men at
Jesus taler til os. Og han taler selv til en, som ikke kan
høre. Jesus giver sit ord til hver af os. Det bliver også
klart, når vi lægger mærke til, i hvilken egn Jesus er.
Han er ved Dekapolis, og det var uden for Israel. Han er i
hedningeland.  Han er hos et folk, som ikke kender bibelen
og ikke kender noget til Gud.  Alligevel taler Jesus til
dem og hjælper dem. Vi skal altså ikke bekymre os om,
hvilke forudsætninger vi kommer med. Fortællingen i dag er
en stærk prædiken om menneskets afmagt og hjælpeløshed, og
at Jesus vil hjælpe os, hvem vi end er.
     Og Jesus bruger mange virkemidler for at hjælpe os.
Der står, at han stak fingrene i den døvstummes ører og
spyttede på en finger og rørte ved hans tunge. Det er
tegnsprog Jesus bruger for at berolige den syge og
fortælle ham, hvad der skal ske. At ørerne vil blive åbnet
og tungen blive smurt, så den igen kan røre sig. Jesus
bruger også tegnsprog over for os.  Dåben og nadveren er
tegnsprog. Dåben er vand, som renser os, så intet snavs og
ingen synd kan komme imellem os og Gud. Og i nadveren er
vinen som olie, der skal smøre os indvendig, så livet
glider lettere for os. Dåben og nadveren er tegn, som
Jesus har givet os, for at de skal berolige os og vise os,
hvad der skal ske med os, at Gud selv vil hjælpe os. Det
viser Jesus også på en anden måde i præditeksten i dag.
Der står, at han ser op mod himlen.  Det er bl.a. for at
vise den døvstumme, hvor hjælpen kommer fra.  Det er
tegnsprog, som viser os, hvor vi skal vende os hen, når vi
er i nød.
     Der er nogle andre gange, hvor vi hører, at Jesus
også ser op mod himlen for han gør et under. Det er her i
Markusevangeliet, da han bespiser 5000 mennesker med 5
brød og to fisk. Og det er i Johannesevangeliet da han
opvækker Lazarus fra de døde. Det sidste sted kan vi se,
at det er en helt særlig måde Jesus beder til Gud. Det er
en bøn fyldt med den største sikkerhed. Evangelisten
Johannes skriver nemlig, at Jesus så op mod himlen og
sagde: " Far, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv
vidste jeg, at du altid hører mig, men det er for skarens
skyld, at jeg siger det, for at de skal tro." Så stor en
sikkerhed er der i Jesu bøn. Dels siger han Far til Gud.
Og han beder ikke om at Gud vil høre, nej, han takker for,
at Gud allerede har hørt, inden Jesus har bedt.  Ja, Jesus
siger endda, at han ved, at Gud altid hører. Og Jesus
siger det højt dér i Johannesevangeliet, for at vi skal få
samme tro og sikkerhed.
     Det er nødvendigt Jesus giver os den tro. for vi er
mere blufærdige og tvivlende end han.  Der er vist ikke
mange af os kristne her i danmark som ser op mod himlen,
når vi beder.  Vi ser snarer mod vores foldede hænder.
Det ligner tolderen i en af Jesu lignelser. Han så også på
sine hænder.  Han slog sig for brystet.  Han turde ikke
løfte sine øjne mod himlen.  Han vidste han var en syndig
mand.  Men Jesus havde et helt andet frimodigt forhold til
Gud. Og det vil han give til os, så vi beder med samme
frejdighed og sikkerhed.
     Her i Markus evangeliet står der ikke, at Jesus sagde
noget til Gud, da Jesus så op mod himlen. Men måske kan vi
kan høre det ud af at han sukkede.  Egentlig står der på
græsk stønnede. Jesus er dybt berørt af den stummes og
døves sygdom. Jesus stønner over, at et menneske skal have
det så ondt. Det er jo fordi det er meningen med livet, at
vi skal tale og høre hinanden og være sammen. Ja, at vi
skal tale til Gud og høre Guds ord og være sammen med Gud.
Vi er vel så vant til, at vores liv ikke er fuldkomment.
Så når vi ser handicappede, som vel at mærke ikke er vores
egen familie, så tænker vi ikke så meget over det. Vi har
medlidenhed med dem.  Hvis det er vores egen familie, som
rammes af en ulykke, så de bliver lamme eller døve, så
sukker vi af sorg. Men hvis vi ser nogle på gaden, som
sidder i rullestol, så tænker vi vel bare, at det er synd
for dem, men at vi ikke kan gøre noget ved det. Det er
noget som man er nødt til at leve med, at der er nogle
mennesker som har fået en sådan skæbne.  Den syge mand,
som de bragte til Jesus var ikke i familie med Jesus, og
alligevel stønnede Jesus over mandens skæbne.  Jesus mente
ikke, det var noget manden måtte leve med.  Nej, det var
uretfærdigt og forkert, at manden ikke kunne tale og høre.
     Jesus vil ikke at vi lever et tomt og lukket liv. Det
kan man i øvrigt ikke.  Når vores liv er tomt, så bliver
det hurtigt fyldt med uro og frygt.  Men Jesus vil løse os
for al uro og frygt og fylde os med tro på Gud.  I denne
tid hører vi om gidsler, som bliver givet fri. De har
været lukket inde. De har ikke kunne tale med andre. Og
det har fyldt dem med frygt og usikkerhed. Jesus vil løse
os fra den ondes bånd, så vi kan gå frit omkring og være
sammen med andre mennesker og med Gud og glæde os over
livet.
     Der er en kendt russisk forfatter, Dostojevski, som i
1848 blev sat i fængsel sammen med mange af hans venner,
fordi de skrev mod zaren og hans undertrykkelse af folket.
Pludselig en dag i 1849 blev Dostojewski sammen med 31
andre ført ud på en plads for at blive henrettet.
Dødsdommen blev læst op.  De fik ligskjorter på, og 32
kister blev kørt frem og de to første fanger blev bundet
til en pæl for at blive skudt.
     Det var 30 graders kulde. De ventede i 20 minutter,
og alle troede, at nu var det ude med dem. Men da kom der
bud fra Zaren, at han havde ombestemt sig. Fangerne skulle
sendes til Zibirien.
     Dostojewski skrev i et brev til sin bror, at da han
skulle henrettes, opdagede han, hvor forkert han havde
levet. Han skrev: Hvor har jeg tit være døv og blind for
alting, været ligeglad og tom indvendig. Hvis jeg bare
kunne få 5 timer, hvor vil jeg så opleve hvad det er at
være levnede, at have hænder, øjne, ører, at kunne tale og
tænke. Dostojewski så virkeligheden på en ny og fantastisk
måde. Alt var overvældende, fordi det var virkeligt.
     Med sit ord vil Jesus frikende os og løse vores bånd,
så vi ser, hvor overvældende livet er, som Gud har givet
os, og at det vil være endnu mere overvældende det liv,
som Gud vil give os. For han sender os ikke til Zibirien,
til kulde og sult. Nej, Gud sender os ind i sit lyse rige,
til glædesfesten ved hans bord.