Vielsestale
Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge

Kære brudepar, Lisa og Brian!
Kærligheden holder, men den fordrer, at du giver dig hen.
Det er min påstand i dag ved jeres bryllup. Det er min forståelse af det kristne
budskab, såm i skal have med jer på denne bryllupsdag, som I har haft store
forventninger og store glæde. 
I har forberedt jer grundigt, Lisa og jeg har emailet sammen adskillige gange om, før
vi så hinanden. Salmerne kom på plads på den måde, skriverier omkring de
juridiske papirer fra jeres svenske kommune, der skulle være i orden inden denne
dag.
Og så mødtes vi forleden, Lisa, Brian og jeg, gennemgik vielsesritualet, gik op og
ned af kirkegulvet, og jeg fik gennem en god samtale et indtryk af et brudepar, som
ikke skøjter gennem tilværelsen, til trods for at I hver især har et arbejde, som
kræver stor indsats og fuld opmærksomhed. Men I har også tid til at standse op og
tænke over livet.
I dag har I så givet slip på hverdagen for at gøre jer selv og jeres gæster og Gud
opmærksom på, at I vil fortsætte med at leve i hinandens kærlighed. 
Underet med jer skete for mange år siden på en tur i Sverige, der var noget, som
trak jer mod hinanden. Jo ældre jeg bliver jo mere synes jeg, det er både mærkeligt
og forunderligt, at to mennesker bliver tiltrukket af hinanden. Det sker hele tiden,
mennesker, vi møder, kan vi umiddelbart lide og være trygge med, som om vi altid
har kendt dem, andre går vi en stor bue uden om. Man kan forsøge at komme med
forklaringer om, at det er noget med generne, hormonerne, kemien, der passer eller
noget, der i stjernerne eller i det guddommelige er forudbestemt skal ske. Men jo
mere jeg grunder over det og søger efter en forklaring, jo mindre forstår jeg og må
mere og mere fastholde kærligheden mellem to og også mellem jer to som et under. 
Kærligheden holder, men den fordrer, at du giver dig hen.
Der var den igen, denne påstand. Påstanden om et give sig hen, om hengivelse til
den anden og til Gud. Det er det samme forhold. I skal ikke opgive jer selv og det, I
er hver for sig, men hengive jer til den anden, for kun sådan oplever I, at I lever. At
være menneske kan vi ikke være i kraft af os selv. Tidens selvrealisering skaber kun
tomhed og ensomhed, for det er ikke godt for et menneske at være ene. Vi må have
en medtyghjælp, som passer til os, én vi kan spejle os selv i og se, at vi er et
menneske og ikke en orm. Kærligheden holder, men den fordrer, at du giver dig hen
med hud og hår, af hele dit hjerte, sjæl og sind. Og så kan vi ikke tale om kærlighed
uden at tale om kærligheden fra Gud, vi lige har sunget om, og som kommer til os
helt ufortjent, af nåde. Vorherre har vist os kærlighedens væsen ved selv at give sig
hen for vores skyld og det i den yderste konsekvens at give sit liv og dø for at vi
skal leve med ham. Hengivelse er at turde give slip på alt, hvad vi ejer, også den, vi
har kær, for kun sådan får vi alt tilbage. Og jeg vil slutte min tale med at citere en ny
salme, som både rummer kærligheden mellem to mennesker og kærligheden mellem
Gud og os. Kærligheden holder, den lever vi i, men den fordrer at I giver jer hen.
Som hvedekornet - en salme

1 I kærlighed giver jeg slip på mig selv
betror mig i din vold
med sjæl og med ånd og krop
jeg giver mig hen.

2 I kærlighed giver jeg slip på mig selv
betror mig i din vold
og længes efter din favn
jeg giver mig hen.

3 I kærlighed giver jeg slip på mig selv
betror mig i din vold
jeg kaster mig ind i dig
jeg giver mig hen.

4 I kærlighed giver jeg slip på mig selv
betror mig i din vold
og finder mig selv i dig
jeg giver mig hen.

5 I kærlighed giver jeg slip på mig selv
betror mig i din vold
som hvedekornet*) i jord 
jeg giver mig hen.

6 I kærlighed giver jeg slip på mig selv
betror mig i din vold
mit liv skal bæres af dig
jeg giver mig hen.
1. Johannesbrev 4,7-19 
*) Johannesevangeliet 12,24
Susanne Fabritius de Tengnagel 1999

Gud give jer lykke og gode råd, hans nådes lys jer tilsende!