5 - 260(1-4) - 850 / 434 - 433 - 543

7 søndag efter trinitatis; Luk 19,1-10;  18/7 99

Der er sikker ikke ret mange mennesker som forbinder bibelen med hu-mor. Om
kristendom tænker de fleste dybt alvorligt, hvis man overhovedet tænker på
den slags. At det skulle kunne lade sig gøre ligefrem at skrive en bog om
bibelens humor - som det er gjort - vil mange sikkert have vanskeligt ved at
forestille sig.

Ikke desto mindre skal man ikke betragte den begivenhed, som denne søndag
stiller foran os, ret længe, før man kan se, at der er noget urkomisk over
situationen. Den lille overtolder - ham, som var toldstedet forpagter og
alle de andres boss; ikke bare 10 cm mindre end de fleste, men formodentlig
ville vi have kaldt ham dværg. Han havde bestemt ikke lyst til at gøre
opmærksom på sin egen lidenhed. Den havde livet igennem været et problem for
ham. Men nu sidder han i træet og viser hele sit mindreværd åbenlyst frem
for alle. Allerede som barn gjorde det ham ensom. Allerede som barn blev han
leet ud, og nu ler hele Jericho.

Han var overtolder, dvs. han var den, som fik alt, hvad toldstedet kunne
inddrive. Han skulle afregne forpagtningsafgiften med romerne; hvad der blev
tilbage, var hans. Kunne illegale metoder give mere, tjente han mere. På
hans gulve lå de tykke ægte tæpper, købt for bestikkelsespenge. Og når
romerne gik hærgende gennem Jericho, gik de uden om hans dør; han var jo i
ledtog med dem.

hvis jeg har presset penge af nogen,  siger han til Jesus, og det var ikke
en støtanke, han lige fik. Han vidste kun alt for god, hvordan han have
forholdt sig overfor dem, som var i hans magt. "Toldere og syndere", sagde
man, og heller ikke det var kun en talemåde, men udtryk for folkets dybe
foragt og had til tolderne, og Zakæus var den øverste i de foragtedes
hierarki. Først og fremmest ham ramte al had og foragt.

Alligevel kravler han op og sætter sig til rette blandt gadens drenge. Han
stiller sig åbent op som skydeskive for alles latter. Hvorfor?

Ja, ser vi efter i teksten, så handler det om, at han ville se Jesus. Og
netop det faktum, at han frivilligt gør sig til åbenlys skydeskive for alles
latter, fortæller noget om, hvilken intensitet der er i hans ønske om at se
Jesus. Det er virkelig alvor for ham. Og når det virkelig er alvor, når
livets inderste eller livet selv stå på spil, så glemmer vi alt andet. Der
ligger i hvert fald hos Zakæus ikke en forventning om, at han i sidste ende
nok kan profitere af at få med Jesus at gøre, tværtimod; men det gør alt
sammen ikke noget, for han vil se Jesus.

Han vil se, hvem han virkelig er. Han vil ikke vide noget om Ham. Zakæus
ønsker ikke at høre om, hvad Jesus siger eller gør. Han vil se Jesus; det er
manden selv det handler om.

Og her er vi ved noget helt afgørende i NT's forkyndelse og i kristendom
overhovedet, og derfor er vi i samme situation som Zakæus: Det er Jesus, det
handler om; det er Ham, som er i centrum. Hvem er Han? Ikke: hvad siger Han,
eller hvad gør Han, men hvem er Han? det er Ham, som er centrum.

Hvad Han siger - Ja, det griber os. Ingen kan vel høre de to kendteste
lignelser om den fortabte søn eller den barmhjertige samaritaner, uden at vi
berøres af indhold, skønhed og pædagogik. Og ingen kan vel høre ordene fra
korset, uden at den kærlighed, som lyser ud deraf, tager os om hjertet. Og
så alligevel - Det er ikke det, kristendom handler om, men om Jesus selv.

Hvad Jesus sagde, var i regelen ikke nyt. Det meste kunne læser i den
jødiske litteratur, og meget af det kan findes også i de store
verdensreligioners litteratur. Og løsrives ordene fra Jesus person, da er
der ingen trøst i dem; da kan intet menneske hverken leve eller dø på de
ord.

For Luther var det et afgørende spørgsmål, at mennesker kunne nå til
frelsesvished - ikke sikkerhed, men vished; men isoleret fra Jesus bringer
Jesu ord ingen frelsesvished. Det afgørende er, at Han netop er den, Han er,
og at det er Ham, som taler. Vel talte Han stort, så ordene kan gribe et
menneske, og vel handlede Han ubegribeligt uegennyttigt, og dog er det ikke
nok til at leve af, hvis ikke netop, det var Ham, der taler og handler, og
Han er den, Han er.

Hvad ville f. eks. lignelsen om den fortabte søn være løsrevet fra Jesu
person: en smuk, romantisk fortælling; men mangen en digter har skrevet lige
så gribende noveller, uden at de har kunne overbevise om det, som netop er
det afgørende for Jesu lignelse, nemlig: overbevise om, at sådan er Guds
arme åbne for mig, om jeg kommer til Ham, i dag, og når jeg en dag skal stå
for Hans domstol. Og netop det er lignelsens pointe; det er det, som gør, at
den ikke for længe siden er gået i glemmebogen.

At hin far i 'den fortabte søn' virkelig er en skildring af Gud selv, og at
jeg ikke er offer for en romantisk drøm, det kan jeg kun overbevises om,
fordi Han siger det; Han som ved om det, og som derfor kan forkynde om det.
Og det holder mig kun fast, fordi Han går ind i mit liv og tager det på sig,
så Guds kærlighed bliver synlig derved. vi vil gerne se Jesus (Joh 12,21)
sagde nogle grækere til Filip. De havde forstået, at kun ved at se Ham, så
Gud kærlighed bliver åbenbaret, så jeg forstår, at Han er den usynlige Guds
billede (Kol 1,15) - for at tale med Paulus -  kun da kan jeg tage imod Hans
ord, så det bliver til trøst og til frelse.

Nå jeg skal forberede sig til søndagens prædiken, så stille jeg somme tider
mig selv overfor spørgsmålet: Hvad er evangeliet i denne tekst? Og jeg ender
ofte med, at evangeliet alene ligger i, at det er Jesus, som taler, og at
Han er den, Han er. Zakæus ville gerne se, hvem Jesus var,  derfor sad han
hin dag i morbærfigentræet.

Zakæus fik ikke lov at blive siddende. Han havde vel tænkt, at han kunne
blive siddende i træet, mens Jesus gik forbi, og så kunne han efterfølgende
vurdere, hvordan han ville forholde sig til den oplevelse. Men mødet med
Jesus trækker ham ud af tilskuerens rolle. Zakæus, skynd dig at komme ned!
Det er evangeliets under: Jesus kender ham og kalder ham ved navn. Zakæus,
som søger at finde vej i sit liv, og som er kravlet op i træet for at se, om
Jesus var en mulighed for ham, er allerede fundet af den, han søger. Mens
Zakæus fører sin egen fortvivlede monolog om skyld og mening, er Jesus
allerede på vej til ham.

Havde det handlet om en lære, en idé, så havde Zakæus kunne forholde sig
intellektuelt vurderende; han havde kunnet spørge sig selv, om det nu også
var noget for ham - ganske som mennesker i dag kan går fra kirke til kirke
eller fra religion til religion for at se, om det nu er noget - men
kristendom er ikke en frelseslære, men en frelser; ikke idé, men en person.
Derfor råbte Peter ikke, da han var ved at synke i bølgerne: "Herre, lær
mig, hvordan jeg skal gå på vandet!" men han råbte: Herre, frels mig (Matt
14,30)

Det er evangeliets forunderlige budskab, at mens du fører sin egen
fortvivlede monolog om skyld og mening, er Jesus allerede på vej; Han kender
dig og kalder dig ved navn!

Om tit jeg ej fornemmer
dig i din magt,
så ved jeg dog, du fremmer
din nådepagt; (543,3)
den overbevisning kan du fortrøste dig til, fordi Han kendte dig, før du
satte dig til at spejde fra skyldens og rådvildhedens figentræ.





--------------------------
Eskil Agger
Asylgade 22
DK-7700  Thisted
Tlf.: +45 9792 0316
Fax: +45 9792 2789
e-mail: agger@thisted.folkekirken.dk