7. søndag efter trin. 1999 i Havdrup og Kr. Skensved.

 

GT-Læsning: Salme 126

Epistellæsning: Rom. 6,19-23

Evangelium: Lukas 19,1-10

Salmer: DDS 3 v. 1-7 og 8-10, 448 - TS 795, (DDS 456) og 72.

 



Prædiken:

 

I Markusevangeliet finder vi et lille, men dog ganske

irriterende spørgsmål, der lyder sådan her:

(For) hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden

og bøde med sit liv?

Det er jo et spørgsmål, som ikke kan være andet end relevant

for den del af verden, vi lever i, hvor velstand og rigdom

tages for givet af alle.

For selvom har så umådeligt let ved at få fat på en stor del af

de materielle goder, som vort samfund producerer, så ved vi

godt, at penge og materielle goder ikke er alt.

Og om vi lever i overensstemmelse med denne indsigt, 

det er en helt anden ting.

 

Nu findes det lille ord også i andre oversættelser.

Poul og Sofie Seidelin lavede for år tilbage en oversættelse,

hvor det lyder sådan:

“Hvad glæde har et menneske af at købe sig hele verden og

betale med sit liv?”.

Her rejses spørgsmålet om glæden i livet.

Den spontane og boblende lyst over at være til og leve

sammen med andre.

Hvordan får man fat den?

Ja, ser vi på vort samfunds synlige symboler på glæde, er

glæden tilsyneladende i vid udstrækning forbundet med det

at købe og eje ting - se blot på reklamerne på TV! 

Og selvom vi måske alle et eller andet sted godt ved, at det er

en illusion, så handler vi dog i overensstemmelse med de 

budskaber, vi præsenteres for, og køber villigt de varer, som

man tilbyder os.

 

Nu er det måske ikke kun det med rigdom og materielle

goder, der bliver spurgt til.

Spørgsmålet om glæden i livet er også rettet mod det

engagement, vi sætter ind i jagten på disse goder.

- Kan det svare sig at eje hele verden, men have sat glæden

ved at leve til i bestræbelserne på at nå dertil? 

 

Eller; 

- Hvad er det, vi sætter til og hvad er det for en pris, vi

betaler, når vi så brændende ønsker at eje et eller andet?

Ja, for dybest set drejer det sig vel om at blive klar over, 

om det virkeligt er tingene, vi ønsker at eje, eller om det er

noget helt andet vi søger at opnå gennem dem 

- f.eks. status, fællesskab, tryghed og glæde?

 

Hvorfor nu alle disse spørgsmål om noget så kedsommeligt

som penge og ejendom?

Fordi det i følge min erfaring ikke er så ofte, at vi stiller

sådanne spørgsmål i kirken!

Og fordi beretningen om overtolderen Zakæus´ møde med

Jesus efter min opfattelse faktisk siger noget afgørende om

forholdet mellem det, man søger og det man får - og måde

det kommer i stand på.

 

“Der var en mand, som hed Zakæus, 

han var overtolder og han var rig.”

Sådan præsenteres den ene af dagens hovedpersoner.

Dertil var han så oven i købet også “lille af vækst”.

Zakæus var altså lille og måske gik han i mere end en

forstand i for små sko.

Hans karriere som tolder kan opfattes som et forsøg på at

kompensere for hans ringe fysiske femtræden? 

I det mindste er det set, at små mænd har store biler!

Måske Zakæus - som vi andre - gerne ville have været noget

overfor andre, men pga. sin skikkelse har haft svært ved at

blive synlig for andre?

 

Men så valgte han altså en anden måde at blive synlig på.

Penge og rigdom har jo alle dage været en sikker vej til

anseelse og status.

Han forpagtede en toldbod, underskrev en aftale med den

romerske besættelsesmagt om vilkår og frister, og stillede sig

så an ved en ad portene ind til Jerusalem.

Men hvis Zakæus havde troet, at dette var vejen til anseelse,

så havde han alvorligt forregnet sig.

Havde han troet, at man nu ville set op til ham, så fik han

snart noget andet at føle.

For nu var han ikke blot lille af vækst, men folk også ned på

ham fordi han havde brudt solidariteten med sit folk.

Om man med glæde tog imod hans penge, så var det med

afsky, man talte om ham, når han gik hjem til sig selv.

 

Så Zakæus vandt måske nok en stor del af det, man kan

købe for penge, men han satte også noget til.

Han høstede ikke anerkendelse, men kun ringeagt og hån.

Det som skulle have været til glæde, blev til en bitter pille.

Som man behandlede ham, begyndte han snart at give igen.

Til sidst var han helt alene i sin egen glitrende verden.

Og er man først alene, fordi alle har vendt en ryggen, 

så har man langt hen ad vejen tabt sin sjæl. 

Zakæus havde vundet meget, men tabt det vigtigste.

   

Sådan mødes de to den dag, hvor Jesus kommer ind i Jeriko.

Den udstødte lille rigmand og den fattige tømrersvend.

Hvad kom der så ud af det møde?

Ja, efter beretningen at dømme en revolution, ikke blot i

Zakæus eget liv, men også for hans umiddelbare omgivelser.

Efter at Jesus har inviteret sig ind for at spise med den

forhadte værnemager, overvældes Zakæus af glæden over

pludseligt at få det, som han altid havde tragtet efter;

anerkendelse, respekt og fællesskab.

Og ud af denne glæde sker der en fuldstændig devaluering af

pengenes og rigdommens værdi.

Perspektivet bliver pludselig ændret.    

Det egentlige bliver sat foran det sekundære - eller omvendt.

Zakæus får alt foræret - om ikke hele verden - så i det

mindste det vigtigste i den verden, vi kender.

Og derfor kan han uden fortrydelse kaste de tidligere midler

til dette mål tilbage til dem, der måtte have mere glæde af

dem end han.

For han havde jo nu modtaget alt.

Zakæus mødte frelsen, accepten og kærligheden.

Ubetinget og altforandrende.

 

Derfra kan vi så vende os mod os selv.

Vi kunne jo spørge os selv, om hvordan vi ser på det med

pengenes værdi, hvordan vi forholder os til det postulatet om

at accept, fællesskab og glæde er det eftertragtede mål, som

vi kan opnå gennem alle de materielle symboler for rigdom? 

Hvordan har vi det med det?

Er vi også eller føler vi dybest set så små og usikre, at vi er

nødt til at kompensere for følelsen af utilstrækkelighed ved

at dynge møbler, rejser og elapparater ind i vort liv?

Da skal også vi vide, at selvom vi i det ydre fremstår som

store og mægtige, selvom vi går i små og snerende sko,

selvom vi kravler op i et træ for at få overblik og blive set, 

så er vi stadig små - og altså vil vedblive at være det? 

For store bliver vi kun ved at han, der ikke kender til

anseelse og som ikke ser på højde eller formue, kommer til

os og byder sig ind i vort liv.

Og når det sker, er der ét, der tæller, nemlig at kravle ned fra

den piedestal, vi har sat os op på og lade glæde få frit løb.

 

Og skulle det gå så galt, at det ændrer vores omgang med de

materielle værdier, som vi allerede ejer i overflod, så de

mister værdi eller reduceres til et redskab for at sprede glæde

og livsmuligheder for os allesammen, 

så er der vist sket det største, som kan ske for os!

Så er frelsen også nået til os.

Så er frelseren kommet ind i vort liv.

Hvad der herefter kan ske, ja, det ved kun Gud.

 

Amen.  

 

Michael Rønne Rasmussen