Prædiken til 6.s.e. trin. 1999

Man kan have så meget ret, at man har uret - man kan pukke så meget på
sin egen overbevisning om hvad der er godt og gavnligt for sine
medmennesker, at man på det nærmeste kvæler dem med sin godhed. Den der
uden kompromis  altid  benhårdt står stejlt på dét der forekommer ham
indlysende rigtigt - kommer nemt til at gøre det rigtige til noget
forkert.

Farisæerne og de skriftkloge havde så evigt ret i alt hvad de  foretog
sig. De holdt sig til loven og profeterne og til  den  lange række af
kloge og lærde folk, der havde udlagt loven igennem tiderne. Når de
udlagde texterne for den såkaldte menigmand , så havde de “ret”  fordi
de havde autoritet. De var lærde og de var kloge - såfremt menigmand
stillede sig kritisk an overfor dem og deres lærdom, blev han i bedste
fald til grin og i værste fald straffet. Farisæerne havde så meget ret -
at de faktisk havde uret.

Hvorfor nu det?  - Den ret de hævdede at have på deres side- det var
retten for rettens egen skyld. De svælgede sig i fortolkninger af
fortolkninger af lovparagraffer indtil de på det nærmeste glemte, hvad
den oprindelige årsag til  lovparagraffen var. Selvom man godt i vore
dage kan få en fornemmelse af, at det  med at lave love synes at være en
form for højere beskæftigelsesterapi for lovgiverne - så står det vel
alligevel fast, at love laves  for at regulere forhold mennesker
imellem  på en sådan måde, at et samfund kan fungere, med i hvert fald
et mindstemål af ret og billighed.

At have så meget ret, at man har uret - det er en gren af ridesporten
der kaldes paragrafrytteri. Den har som sin uundgåelige følgesvend dén
virkning, at de mennesker som loven er lavet for at hjælpe og styrke, at
de bliver angste for loven, de bliver bange og nervøse fordi de
simpelthen ikke magter at overholde dens forskrifter. Loven, retten, det
rigtige bliver til det uretfærdige og det forkerte. Paragrafrytteriet er
sikkert nødvendigt og til at leve med så længe det gælder færdselsloven
og straffeloven. Men hvis man også - som farisæerne og de skriftkloge
ville det - vil anvende det overfor Guds lov - så går den ikke længere .

Det er faktisk det Jesus peger på, når han i dette stykke fra
bjergprædikenen siger til sine disciple, at de slet ikke kommer ind i
himmeriget medmindre deres retfærdighed overgår de skriftkloges og
farisæernes. Lige strax kunne det godt lyde som en selvmodsigelse. Det
er det også - men så er det en selvmodsigelse der renser luften. For det
krav er SÅ voldomt, at det turde være ganske indlysende for enhver, at
det på ingen måde kan overholdes. Det er ligeså grotesk, som hvis én
sagde til os, at vi ville dø i morgen med mindre vi stående på et ben
kunne citere hele Bibelen fra 1. Mosebog til Johannes åbenbaring uden
fejl -  eller med samme konsekvens skulle redegøre for Einsteins
relativitets teori i detaljer eller med een times varsel kunne give et
forslag til en fyldestgørende løsning på alverdens krlser

Nej kravet kan ikke overholdes. Supermennesker findes kun i
tegneseriers og knaldromaners frie fantasi. Men når kravet ikke kan
overholdes er det så ikke spild af tid og energi at fremsætte  det? Det
ville det være, såfremt det skulle tages bogstaveligt, men her bruges
det som en talemåde, der klart og tydeligt skal vise os, at enhver tanke
om at gøre sig anstrengelser overfor Vorherre på forhånd er dømt til at
mislykkes. At; kræve fuldkommenhed er det samme som at kræve
guddommelighed. Forsøget på at b1ive Gud lig er som bekendt det som
bibelen forstår ved synd, det vil så sige,  at opfordringen til at  være
mere retfærdige end de skriftkloge og farisæerne er ensbetydende med en
henstilling til at blive Gud lig. At Jesus på den måde skulle opfordre
sine tilhængere til at begå den største synd af alle - synden - ja det
kan da kun forstås som en sarkasme fra hans side, der skal tjene til at
sætte tingens på plads og frigøre os  for vores  iboende trang til at
lege Vorherre.

Farisæerne legede Vorherre når de ville bruge kravet om overholdelse af
loven til at bestemme hvem der skulle blive salige. Vi andre gør
egentligt det samme når vi måler og vejer os selv og vore medmennesker
efter hvad de og vi kan, og efter hvad de og vi er værd. Den målestok er
ganske menneskelig - ja vist er den så - men gudskelov er det ikke den
målestok Vorherre måler os mennesker ved. For gjorde han det havnede vi
da alle lige lukt i helvede. Eller sagt på en anden måde, hvis ikke
Vorherre er til som dén  kærlighedens  Gud, der har antaget os til sine
børn - så var vi reverenter talt i helvede - og det her og nu. Vores
verden vil jo netop måle og veje alting. Vores verden vil netop forstå
retfærdighed eller rlgtighed, som det at leve op til nogle bestemte
normer. Det er og bliver ganske i sin orden, at der kræves  en norm der
hedder medicinsk eksamen for den der skal være læge, eller et svendebrev
af den, der har ansvaret for at lægge  elektricitet ind i et hus. Men
det er ikke og bliver aldrig i orden, at der kræves bestemte færdigheder
for at man skal være god nok som menneske. Det eneste svendebrev
Vorherre ser på - det er vores dåbsattest - og det kun endda i rent
billedlig forstand. Dåbsattesten udstedes uden forudgående læretid og
dét at den gør det, er netop et billede på, at vi overfor Gud aldeles
ingen ting hverken kan eller skal præstere.

Der er af og til, nogen der påstår, at man skal være en god kristen for
at komme i himlen. På dette punkt, må jeg desværre indrømme min store
uvidenhed. Jeg ved ikke hvad det vil sige at være en god kristen.  Jo
vel har jeg hørt, at nogen siger, at en god kristen er den der ikke
bander og ikke drikker, ikke går til dans og ikke arbejder om søndagen.
Det har jeg hørt, men jeg har frygteligt svært ved at tro på det, for
jeg har også hørt, at ham hvem de kristne kalder sig efter, at han var
ven med toldere og skøger, at han ligefrem opfordrede sine disciple til
at arbejde på en søndag, han lod dem plukke aks og at han i den
forbindelse gjorde gældende, at det dog var vigtigere, at de der |var
sultne fik noget at spise - fremfor at de skulle sulte fordi nogle
overemsige lovfortolkere mente at det var forbudt at skaffe sig mad hvis
det krævede arbejde - på en sabbat - en søndag. Den samme Kristus - ham
der gav de kristne navn - gjorde også en gang vand til vin, da dén
udemærkede vare ved en bestemt lejlighed var sluppet op.

Nej jeg ved sgu ikke hvad det vil sige at være en god kristen. Men jeg
ved een ting - og det er, at min retfærdighed ovegår farisæernes og de
skriftkloges med adskillige mil Og hvor ved jeg så det fra - jo det ved
jeg, fordi min retfærdighod ikke er min egen. Jeg har hverken fortjent -
ja jeg har heller intet gjort for at få den - jeg har bare fået den. At
være retfærdig er at være god nok. Jeg er god nok - og - du - er god
nok. Den viden har vi fra Vorherre selv  ham der i den hellige dåb har
gjort os til sine børn.

Farisæernes retfærdighed - ja den var så rigtig at den blev forkert -
fordi den var en retfærdighed for retfærdighedens egen skyld. Det er
menneskers retfærdighed - den der vil måles på sine bedrifter. Guds
retfærdighed - derimod - den er så forkert, at den er rigtig. Forkert er
den fordi den ikke passer ind i vore menneskelige båse om ret og uret,
de fører nemlig kun døden med sig. Men Guds retfærdighed er rigtig
selvom den er forkert, og det fordi den fører livet med sig. Glæd dig!
Himmeriget er dit - ikke i morgen - ikke når du dør - men her og nu -
for Gud har antaget dig til sit barn i den hellige dåb og gjort dig til
arving til det evige liv. med den viden i behold - da kan du  - og jeg
og os alle:

gå da frit
enhver til sit
og stole på Guds nåde
han giver os lyst og  lykke til
at gøre gavn som Gud det vil
på aller bedste måde.

AMEN!!!