Når jeg hører fortællingerne i bibelen, tænker jeg tit, at
verden er den samme til alle tider, at mennesker er ens
for 200 år siden og nu. Vi hører i dag om ubarmhjertige
røvere, som overfalder en forsvarsløs mand. Og hvad får de
ud af deres røveri. De tager mandens tøj. Og så slår de
ham bagefter. Hvorfor gør de det. Har de nogen grund til
det. Nej, det er den rene ondskab. Så ond er verden.
     Det ser vi også i fjernsynet. I tva-visen er der tit
scener hvor vi ser mennesker blive dræbt eller slået. Og
jeg må indrømme, at jeg lukker øjnene eller ser til den
anden side, når tv viser den slags scener. Jeg kan jo ikke
gribe ind. Jeg kan ikke gøre noget. Vi må håbe, at det
hjælper, at vores politikere protesterer over volden i
verden. Vi må håbe, at det hjælper, at det vises i
fjernsynet. For tv-journalisterne gør det vel ikke for vores 
fornøjelses skyld.
     Jo, verden var ond og ubarmhjertig også på Jesu tid.
Men heldigvis kom en præst forbi. Ja, det skulle vi have
troet, at der stod. Men der står: Tilfældigvis kan en
præst forbi. Og det passer. Der var ikke noget held ved
den præst. Han hjalp ikke. Det kunne han have mange grunde
til. Han kunne jo tænke: det er en ond og ubarmhjertig
verden. Det eneste som hjælper er at tænke på Gud, tro på
Gud, tale om Gud også holde gudstjeneste. Og det var netop
derfor han skulle op til Jerusalem, for at tjene Gud. Det
var det vigtigste. Det samme med levitten. Han kunne også
have mange grunde til ikke at hjælpe. Hvis den overfaldne
var død og præsten og levitten rørte ved ham, så var der
en regel om, at de var urene og ikke måtte gå ind i
templet. De skulle vente i flere måneder, før de igen
måtte gøre deres arbejde.
     I ordet tilfældigvis ligger også, at det var en øde
vej. Der kom ikke mange rejsende den vej. Derfor var
det ekstra alvorligt, når de ikke hjalp den overfaldne. Der
kunne gå timer, Der kunne gå dage, før der igen kom en
forbi. Det var dødsens alvorligt for manden i grøften, når
bare en enkelte person gik forbi uden at hjælpe.
     Men så kom samaritaneren. Han havde ikke mange grund
til at hjælpe. Han havde kun én: medynk. Medfølelse. Han
kunne ikke lade være. Og han gjorde alt, hvad der var
nødvendigt. Han forbandt mandens sår, lagde ham op på sit
ridedyr og førte ham til en kro og sørgede for ham. Men
samaritaneren gjorde kun hvad der var nødvendigt. Næste
dag rejste han videre. Der er grænser også for medynk.
     Det skal vi ikke glemme. Vi skal ikke frelse hele
verden, så vi tænker, hvor vi skal begynder og hvor vi
skal slutte, så vi hellere må lade være. Det er et meget
aktuelt spørgsmål: Hvem er min næste. Hvem skal jeg
hjælpe og hvor meget skal jeg gøre. Vi skal jo ikke give
vores liv for andre. Vi skal ikke opgive vores arbejde for
andre. Det gjorde samaritaneren ikke. Han var sikkert
købmand. Han havde aftaler i den næste by. Dem skulle
han overholde. Derfor rejste han da det blev morgen. Der
er grænser for hvor meget vi skal hjælpe. Men det skal
vores medynk nok fortælle os. Hvem vi skal hjælpe og
hvor meget vi skal gøre. Og vores dårlige samvittighed
skal nok fortælle os, når vi ikke fik det gjort.
     Samvittigheden, den er frugtbar, når den får os til
at vende tilbage og gøre noget ved det, som vi gik forbi.
Men en samvittighed, som kun er anklagende, den er snarere
af det onde. Den tager kræfter fra os, så vi ikke kan
følge vore gode indskydelser, vores medynk. For
samvittigheden er en indre stemme, der siger til os: nu er
der noget du skal gøre. Og den skubber til os. Og selv om
vi måske føler modstand i os, så skal vi gøre hvad vores
indre stemme siger. For det vil viser sig, at være det
rigtige.
     Vi skal lytte til Guds ord i Biblen. Guds ord
fortæller os Guds vilje. Og den er tit provokerende. Det
skal vi også tænke om lidt om historien i dag, at den vil 
fortælle noget provokerende til os. Guds ord i bibelen fortæller os
for det meste, noget vi ikke kunne sige os selv. De fleste
steder i NT står der det bud, at vi skal tilgive hinanden.
Det ville vi ikke selv komme på, at det var det vigtigste
vi kan gøre. Det ser ikke ud af meget. Kommer der store
resultater ud af det, at tilgive hinanden. Jo, det er
nødvendigt for os at høre Guds i bibelen. Men Guds vilje taler
også til os i vores indre stemme, samvittigheden. Læs Pls
Romer brevet kap 2 om hedningerne, v.15.
     Pls skriver det, fordi jøderne mente, at de havde
fået Guds bud i Moseloven, mens hedningerne ingenting
havde. Og pls siger, at samvittigheden er næsten lige så
god som Guds ord i bibelen.
     Men samvittigheden er kun en god ting, når den får os
til at vende om og gøre noget ved det, som vi gik forbi.
Ellers hvis det er umuligt, må vi sige: der gjorde jeg en
fejl. Og vi må bede Gud om tilgivelse og tilgive os selv og
gå videre. Vi skal lade fortiden være fortid og gå
frimodigt videre på vores livsvej. For jeg tror, at
samvittigheden også kan blive til djævelens stemme. Det er
den hvis den siger til os: du duer ikke. Du er ikke noget
værd. Så skal vi vise den stemme fra os. For det er ikke
Guds stemme.
     Dette kan vi også se i historien idag. Jesus vil ikke
give os dårlig samvittighed. Han viser ikke samaritaneren
frem, så vi tænker: han er sandelig god, og så gode kan vi
aldrig blive. Nej, Jesus vil ikke give os dårlige følelser.
Det kan vi se til sidst, hvor Jesus vender spørgsmålet
om. Det har vi måske ikke lagt mærke til. Men Jesus
spørger: Hvem har vist sig at være næsten til den mand,
som faldt blandt røvere. Vi skal lægge os ned i grøften
og se op. Hvem er så mit medmenneske, hvem er den som
kommer mig nær. Det er den, som bøjer sig ned til mig. Det
er mit medmenneske og ham skal jeg elske.
     Du skal elske din far og mor som har hjulpet dig. Du
skal elske alle de kendte og ukendte, som har lettet din
vej gennem livet.
     Vi vil så gerne være de aktive, de givende. Men i
hvert fald over for Gud er vi de modtagende. Der strømmer en
livskraft fra Gud, som vi ikke kunne leve uden. og som
kalder på vores taknemmelighed.
     Historien i dag kalder ikke på dårlig samvittighed,
men på taknemmelighed. Selv i vores onde og ubarmhjertige
verden, hvor vi kan være bange, der vil der komme en og
bøje sig ned og hjælpe os.
     Det er et omvendt moralsk syn Jesus kommer med.
Selvfølgelig er det godt at være god mod andre. Det er for
At vi skal være glade for og elske enhver, som er god mod
os.
     Skal vi så ikke hjælpe andre. Jo, selvfølgelig. Det
kan vi forhåbentlig ikke lade vær med.
     Er det ikke altfor let, sådan bare at elske dem, der
er gode mod os. Nej, det er måske det sværeste. Det kræver
måske den største styrke, at indrømme, at vi er de svage,
at vi kan trænge til hjælpe. Det er bedre at have styr på
sin tilværelse, at kunne klare sig, og have overskud så
man endda kan klare andres liv og problemer. Men at
indrømme at vi er de svage, det har vi svært ved.
     Men det kan vi når vi hører om Jesus. Fra ham
strømmer noget godt, fra Jesus kommer en impuls, som gør
at hensynet til medmennesket kan få plads i vores onde
verden. Derfor skal der være den tone i vores liv, som vi
sang i første salme, som er skrevet af Kingo: Velan, jeg
til mit kald mig giver og fanger nu min gerning an. Min
Gud mig end så nådig bliver, som han i al min tid er van.
Han tager hånden med mig i og med sin Ånd står trolig bi.

ny præd

Jesus priser os salige. Han priser os lykkelige,
fordi vi må høre hans ord. Og salig betyder ikke kun glad.
I gamle dage mente man noget endnu mere, når man talte om
salighed. Det var det samme som det evige liv og frelsen.
Jesus giver os ikke kun glæde. Han giver os frelsen og det
evige liv.
     Men så spørger vi: er der da ikke noget vi skal gøre,
for at blive lykkelige og blive frelst. Det kan da ikke
komme af sig selv.
     Det mente i hvert fald den lovkyndige. Han mente, at
Jesus kom for let om ved det, når Jesus priste disciplene
salige fordi de så og hørte noget, som mange i fortiden
havde set frem til. Den lovkyndige mente, at det ikke var
nok at se og høre, man måtte også selv gøre. " Hvad skal
jeg gøre for at arve evigt liv?" Den lovkyndige spørger,
selv om han kender svaret for sit eget vedkommende. Han
spørger, for at alle skal høre Jesu svar og se, at Jesus
er en falsk profet. Og dog er den lovkyndige selv lidt med
i sit spørgsmål, for vi ved, at også de mest fromme blandt
jøderne havde en tvivl inderst i sig, om de nu også havde
holdt budene, om de havde gjort nok til at arve evigt liv.
     Når spørgsmålet opstår hos os, hvordan bliver jeg
frelst, hvad skal jeg gøre for at få evigt liv, eller
hvordan bliver mit liv rigtigt, så dagene ikke bare
forsvinder i ingenting, og mit liv forsvinder i ingenting,
hvad skal jeg gøre for at hver dag er værdifuld, hvordan
bliver mine dage til en glæde både for Gud og for mine
medmennesker og mig selv. Når det spørgsmål opstår hos os,
så er det altid ud fra tvivl. Det er fordi vi er i
vildrede med vores liv. Ellers spurgte vi ikke.
     Og Jesus godkender den lovkyndiges svar, at vi skal
elske Gud og vores medmenneske. Det er livet, det er det
evige liv. Men Jesus og den lovkyndige taler alligevel
forskelligt. De fromme jøder levede efter skrevne regler.
Jesus mener, at man uden regler skal leve efter
kærligheden. Og nogle gange bryder kærligheden alle
regler. Kærligheden ser igennem alt det som er udformet
ved et skrivebord, og ser virkeligheden, ser hvad der er
brug for.
     Vi behøver jo ikke slå op i en bog, heller ikke
bibelen, for at se, at samaritaneren, som Jesus fortæller
om, handler rigtigt. Det ved vi af os selv. Røverne slog
manden ned og tog hans tøj og alt og lod ham ligge i
grøften.  Samaritaneren gør det modsatte giver forbinding
( tøj), løfter manden op, og får ham til sengs i
herberget. Samaritaneren ophæver alt det som røverne
gjorde. Men han siger ikke et ord. Det er ikke
overromantisk, at han interesserer sig for den nødlidende
og prøver at lære ham at kende, nej, han gør det som er
nødvendigt.  Det lægger egentlig op til, at vi nok skulle
handle som samaritaneren. Det er ikke for meget forlangt.
Det er ikke for stort et krav. Og vi ved det selv. Når vi
står i situationen, ved vi, hvad vi skulle gøre, og vi
ved, hvad vi ikke gjorde.
     Jesu fortælling er både et forbillede for, hvordan vi
skal leve, gøre godt med hvem som helst, også en
tilfældig, som ligger i en grøft. Men samtidig er Jesu
fortælling også en trøst til os, når vi måske må indrømme,
at vi ikke altid er lige så modige og beslutsomme som
samaritaneren. Man kan jo ikke se bort fra at præsten og
levitten skyndte sig videre, fordi de tænkte på deres egen
sikkerhed.  De gik forbi. Og dvs. de gik forbi det evige
liv. De er i virkeligheden også fortabte. De gjorde ikke,
hvad de skulle.
     Vi skal ikke kun se os selv om samaritaneren, der
handler godt. Vi kan også se os selv som den nødlidende,
den fortabte, som helt er henvist til andres hjælp. Han lå
i grøften og alt var taget fra ham. Sådan kan vi også føle
det, når vi indser, at vi ikke fik gjort det vi skulle, så
bliver livet og det evige liv taget fra os, og vi er lige
så fortabte og hjælpeløse.  Vi kan tænke om der er nogen,
som vil hjælpe os.
     Da er Jesu fortælling en stor trøst. Han siger, at
der er en, som standser og løfter os op. Det er Jesus, der
forbinder vores sår og bærer os hjem til herberget, hvor
vi kan hvile i tryghed.  I stedet for det evige liv, taler
Jesus ofte om himmeriget. Han siger, at vi kan gøre
noget for at komme ind i det evige liv, vi kan banke på,
så bliver der lukket op for os.  Vi kan bede til Gud om
saligheden og så vil Gud give os det uden videre, fordi
Gud er en god giver, som ikke siger nej til sine børn.
frygt ikke du lille flok, jeres himmelske far har
besluttet at give jer riget. Der er meget som binder os,
så vi har svært ved at gå ind i Himmeriget, f.eks. rigdom,
svært for en rig at gå ind, så vi kunne frygte for hvordan
vi bliver frelst, selv disciplene var bange for det. Men
intet er umuligt for Gud. Den trøst giver Jesus til os
fortabte, at han vil skænke himmeriget, det evige liv til
os, som ikke fik gjort det vi skulle.
     Og så kan vi vende tilbage til samaritanerens gode
forbillede, for vi skal ikke være gode, fordi det kræves
af os, men fordi vi selv er blevet hjulpet. Vi har
modtaget en grænseløs kærlighed, så skulle vi kunne give
lidt af den til andre.  Jesus vil få os til at slippe frygten, så vi
ikke er bange for alle kravene og budene. - Frygt for om vi
kommer i himlen.  - Hvordan får vi det evige liv. Og hvordan
er det evige liv.  - Vi skal ikke leve ud fra bud og regler,
men ud fra kærligheden. Regler lukker vores øjne, så vi
har så travlt med at tænke på kravene, så vi ikke ser det
menneske, som er ligeforan os.  Vi skal aldrig sige om os
selv, at vi ikke kan gøre noget. At vi ikke har overskud
eller er dygtige nok eller kloge nok til at gøre noget
eller lidt for andre. Præsten og levitten var de øverste i
det jødiske samfund. De kendte Gud. De var kloge og havde
de bedste stillinger. Om dem skulle man vente, at de havde
alle de bedste forudsætninger for at gøre godt. Men
samaritaneren var en som havde en falsk religion og som
var foragtet, men han kunne alligevel gøre godt.
Hvad kan vi gøre, som læger sår hos andre. Hvad kan vi
gøre, så vi løfter andre op. Hvad kan vi gøre, så andre
bliver bragt i sikkerhed. Herhjemme i Danmark gør vi det
mest med ord, fordi vi har et godt sundhedssystem hvor de
syge bliver hjulpet med deres konkrete sygdom. Men vi kan
give lægedom med ord. Vi kan løfte andre op ved at give
dem et godt ord. Og den bedste sikkerhed vi kan give
andre, er ved at give dem Guds ord. Det ord er som en
borg, hvor vi kan hvile ud og slippe al frygt.
herberge: hær= folk. Berg= bjærg = hjælp, skjul, gemme.
for os er kroer bare et sted man kan spise og sove. Men
dengang en mur omkring så man var i sikkerhed for natten
og kunne sove trygt.

ny præd



     Salige er de øjne, som ser det I ser. Sådan siger
Jesus til disciplene.  De ser Jesus. De tror på Jesus som
deres konge og frelser.  Salig betyder lykkelig.
Disciplene må være lykkelige fordi de ser og høre den, som
mange har længtes efter. Og vi må være lykkelige, fordi
disciplene fortalte videre, hvad de så og hørte. At Jesus,
frelseren kommer for at hjælpe os. Vi må være lykkelige,
fordi vi har hørt om vores frelser, som hjælper alle, som
er i nød, hvem vi end er.  Også om vi intet selv kan, om
vi føler vi ligger i en grøft hvor vi ikke selv kan komme
op. I Jesus møder vi vores frelser. Jesus er på rejse.
Han finder os hvor vi er. Han er rejst ud fra himlen, fra
Gud, for at møde os dér hvor vi er. Jesus går ikke forbi
en synder, men hjælper os hvem vi end er.  Jesus løfter os
op.  Han renser vores sår og trøster os for alt det, som
har givet os smerte.  Han hjælper os hen, hvor vi er i
beskyttelse.  Det hører vi i fortællingen om den
barmhjertige samaritaner.
     Det ligner de ord, som Jesus siger i
Johannesevangeliet kort før sin død og opstandelse: Jeg
går bort for at gøre en plads rede for jer, og når jeg er
gået bort, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at
hvor jeg er, dér skal I også være.  Eller det ligner
fortællingen om det fortabte får, hvor Jesus sammenligner
sig med den gode hyrder, som finder det hjælpeløse får og
tager det på sine skuldre og bærer det hjem. I
fortællingen om den barmhjertige samaritaner hører vi
endda til sidst, at der bliver betalt for den nødlidendes
ophold i herberget. Jesus har betalt for os.  Vi har
friplads.  I vores verden er det mange gange kun de
dygtigste som kan få legater og få deres uddannelse og
fremtid betalt.  Så højt regner Jesus os: alt er betalt.
Jesus har åbnet fremtiden for os.
     Men ordet salig kan også være det samme som at få
evigt liv. Det spørger den lovkyndige om. Han spørger: 
Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?  Evigt liv
består ikke kun i et liv, som varer ved hos Gud i himlen.
Nej, det er også et godt og lykkeligt liv. Et fyldt liv.
Et sandt liv.  Et liv, hvor vi er i harmoni med os selv og
med Gud. Det som ordet evigt liv dækker, er det som
mennesker til alle tider ønsker sig.  Det arbejder de for.
Et trygt liv.  Det giver Jesus os. Det frelser han os til.
Derfor må vi være salige, når vi hører hans ord.
     Saligheden og det evige liv skal vi ikke kæmpe os
til, fortjene os til, handle os frem til. Jesus har
skaffet os det, med sit liv, sin død og opstandelse.
     Kan vi forstå det. Kan vi have den tro. Vi kan så tit
blive usikre på, hvad der skal ske, hvordan det hele vil
gå, om vi kan klare os frem til målet. Men Jesus siger, at
målet har vi allerede nået. Han har givet os det,
saligheden, det evige liv.  Det er vores udgangspunkt. Det
kan vi ikke miste, for det beror ikke på noget hos os
selv. Det er Guds gave. Det bygger på Guds nåde og vilje.
Og Gud har selv ført det igennem i sin søn Jesus. Vi har
intet at tilføje. Så lykkelige, så sikre må vi være.
     Forudsætningen for vores liv er altså ikke krav og
bud, som vi skal opfylde. Det vi skal bygge vores liv på
er ikke noget skriftligt, nogle love.  Nej, det som holder
vores liv oppe er en handling, det som Jesus har gjort.
Det som Jesus har begyndt for os og som han også vil
fuldføre, vores frelse.  Det har han gjort for os.  Det
har vi også på skrift i bibelen, men den er kun Guds ord,
fordi den peger på noget, som er sket. Bibelen er ikke en
samling teorier, vi kan diskuterer. Bibelen fortæller,
hvad der er sket og hvad der vil ske med os, som tror på
Jesus. At vi må leve lykkeligt og dø, for så at opstå til
evig glæde.
     De lovkyndige og de skriftkloge var som deres navn
siger interesseret i lovene der var skrevet ned.  De
brugte megen tid på det teoretiske. Jesus derimod lægger
vægten på det praktiske: hvad der rent faktisk sker, at vi
i Jesus møder vores frelse, og at vi i enhver, som lider
nød, møder vores medmenneske. Præsten og levitten havde
øjnene hævet ud over grøftekanten, de så op til alle deres
fine og fromme teorier.  Jesus siger, at vi skal være åben
over for netop den vi i det enkelte øjeblik står over for.
Når vi hører Jesu ord, skal vi være åben over for ham, så
vi tror på ham som Guds søn og vores frelser.  Når vi ser
et medmenneske, skal vi være åben over for ham eller hende
så vi gør lige så meget for dem som vi ville gøre for os
selv. Vi skal regne enhver lige så højt som os selv.
     Det er et stort krav Jesus stiller, at vi ikke må have
nogen fordomme og at vi skal hjælpe enhver. Men det sker
på en nye baggrund, nemlig at Gud elsker os og har taget
os til sig, hvem vi end er. Sådan skal vi også være.  Det
er ikke ud fra frygt vi skal leve og handle.  Det skal
give os overskud til at tage fat på de store krav som
Jesus stiller.  At vi skal være åben over for andres nød,
hvad den end består i, og at vi skal gøre alt hvad der er
nødvendigt for at hjælpe.
     Det er rigtigt at Jesus udvider, hvem der er vores
medmennneske, til at omfatte alle mennesker.  Den
lovkyndige spørger jo: " Hvem er så min næste?" De jødisk
lovkyndige diskuterede bl.a. det emne. Og nogle af dem
mente, at en jøde kun skulle hjælpe en landsmand og ikke
hedninger.  Men Jesus siger med sin fortælling om den
barmhjertige samaritan, at alle mennesker kan være vores
næste, vores nærmeste, som vi skal tage os af. Der er
ingen begrænsning på.  Det lyder uoverkommeligt.  Men det
er ikke noget vi skal tænke på i forvejen, hvem vi skal
hjælpe. Det ser vi i situationen.  Det gjorde
samaritaneren. Han var på rejse. Men da han så den
nødlidende, bryder samaritaneren sine planer: han afbryder
sin forretningsrejse. Det han gør er uplanlagt og
umiddelbart.  Vi skal ikke bekymre os i forvejen, hvad det
er vi skal gøre og hvem vi skal hjælpe. Det opdager vi
henad vejen.  Det er ikke noget vi skal bruge tid at
diskutere, hvem vi skal hjælpe.  Det ved vi udmærket selv,
når vi møder vores næste, både at han skal hjælpes og hvad
der skal gøres.
     Det kan være svært at få en sådan frihed, hvor vi
selv må tænke og handle i hver situation. Det kan være
svært at få en sådan frihed, hvor der ikke er nogen regler
for, hvad vi skal gøre. Vi må selv overveje og finde ud
af, hvad der gavner og hvem vi skal gavne. Og vi kan ikke
vide det i forvejen.
    Den lovkyndige ville hellere have en nøjagtige
bestemmelse af, hvem der er hans medmenneske og hvad han
skal gøre. Men det får vi ikke. Det hele kan ikke være så
planlagt. Det er den frihed vi får. Men det er ikke en
utryg frihed. Vi må leve på den baggrund, at vi er frelst.
At vi er salige.  Det er ikke noget vi først bliver
engang, hvis vi opfører os ordentligt. Nej, vi er frelst
på grund af Guds nåde. Det må vi tro. Det skal vi tro. Det
skal være vores forudsætning for alt hvad vi gør.  Netop
det skal være med til åbne vores øjne for andre mennesker.
     Vi er salige, når vi tror på Jesus. Så behøver vi
ikke bruge vores liv til at opnå evigt liv. Det får vi hos
Jesus i troen på ham.  Livet skal vi ikke bruge til noget
finere, til at frelse os. Livet er fint nok i sig selv.
Vi skal leve det som det er, med de udfordringer vi møder
henad vejen. Det er sådan Gud giver os det. Vi skal ikke
bruge livet til noget andet.  Men vi skal leve det som det
er.  Vi skal ikke bruge andre mennesker efter vores
planer, for at vinde os fortjeneste hos Gud.  Vi må tage
livet som Gud giver os det.  Det er også en del af Guds
omsorg for os, at han lægger gode gerninger til rette for
os og sender mennesker på vores vej som vi skal tage os
af.

ny præd


     Der er et fremmedord, som hedder perspektiv. Det
betyder den måde man ser på ting. Det ændrer meget fra
hvilken vinkel man ser en ting. Børn ser alt nedefra.
Derfor er det hele så stort for et barn. Mon det ikke også
er derfor et barn kan beundre de voksne, selv om vi voksne
måske synes, at der ikke er så meget at beundre. Men
barnet ser jo helt bogstaveligt op til os, fordi barnet er
lille.
     Der er også voksne som ser tingene i et helt bestemt
perspektiv. De ser ned på alting. Livet og det som sker
bliver til triste oplevelser for et sådant menneske. Det
kan jo ikke være anderledes, når man ikke kan få øje på
noget godt og smukt, fordi man ser det hele i et forkert
perspektiv. For et sådant sortsyn bliver der intet at
glæde sig over eller glæde sig til. Både nutid og fremtid
bliver mørk.
     Man kan også på andre menneske i det perspektiv, at
man ser ned på dem.  Det er det samme som foragt. Det er
det modsatte af barnets måde at se på.  Når man ser ned,
kan man ikke glæde sig over eller med andre, men vil helst
holde sig fra de andre. Når man ser ned, føler man ikke
noget ansvar for andre. Så bliver de til fremmed og
mærkelige, som man ikke vil have noget med at gøre.
     Hele prædikestykket i dag handler om perspektiv, om
hvordan vi skal se på Jesus og på vores medmennesker.
     Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger
jer, at mange profeter og konger har ønsket at se det, I
ser, men fik det ikke at se. Jesus siger, at disciplene og
tilhørerne skal være salige, lykkelige over det, de ser.
Og det er jo Jesus. De fleste tænkte vel nok, at Jesus var
en klog og troende mand, men lykkelige og salige det følte
de sig ikke. Faktisk står der for det meste, at tilhørerne
undrede sig, når de hørte og så Jesus. Det var det
perspektiv de så ham i. Han blev selv nødt til at sige til
dem, at de skulle være salige over det, som de så.  Med
Jesus var nemlig det begyndt, som så mange profeter og
konger havde længtes efter, nu var det kongerige begyndt,
som var så godt at være i. Kærlighedens rige, Guds rige.
Jesus er konge i det rige, og han kommer for at oprette
det rige. Derfor skal vi være salige, når vi hører om ham.
Derfor skulle de være salige de første som så ham. I det
perspektiv skulle de se ham. Han så måske fattig ud. Hans
tøj var ligesom deres. Hans hus var ligesom deres. Og dem,
som ledsagede ham, var ikke folk i fine klæder, nej, det
var almindelige mennesker, fiskere, håndværkere. Sådan så
det ud. Men det var den ny konge, som opretter
kærlighedens herlige og pragtfulde rige, det er ham vi
høre tale. Det skal gøre os salige.
     Lignelsen om den barmhjertige samaritan handler om
det samme. Den handler om, at vi skal se alting i et helt
ny perspektiv, så vi ser op til Jesus og vi aldrig ser ned
på vores medmennesker, men ser på dem med kærlighedens
øjne.
     Jeg vil lige ganske kort genfortælle lignelsen om den
barmhjertige samaritaner. En mand bliver overfaldet og
ligger i vejgrøften halvdød. En præst kommer forbi. Han så
ham, men gik lige forbi. Så kom en tempeltjener.  Han så
den overfaldne, men gik også lige forbi. Så kom en
samaritaner, det er en fra jødernes naboland, og jøderne
og samaritaner havde ikke noget godt naboskab. De
foragtede hinanden. Det var religiøst begrundet. Derfor
var deres had så stærkt. Det ser vi jo mange steder i
verden, hvor religiøse fanatikere står overfor hinanden,
at større had og ufred kan man ikke finde.  Men hvor
dårlig end samaritaneren måtte være i jødernes øjne, så
fortæller Jesus at samaritaneren standser og hjælper den
overfaldne, ja, gør alt hvad der er nødvendigt. Han
betaler endda for den syges pleje.
     Og Jesus slutter: Hvem af de tre synes du nu har vist
sig at være den mands næste, der faldt iblandt røvere?
Jesus taler ud fra et bestemt perspektiv, når han siger:
hvem har vist sig. Vi skal se det hele nede fra grøften,
som om vi var den overfaldne, og så vi skal se, hvem der
handlede som vores næste, som vores nærmeste.
     En som ligger i en grøft har det vel nærmest som et
barn, at alt hvad der foregår oppe på vejen ser stort ud.
Og mon ikke den overfaldne har set langt efter både
præsten og tempeltjeneren, som gik forbi. Først har den
overfaldne hørte deres skridt nærme sig og har han håbet,
at de ville bøje sig ned til ham. Selv kunne han ikke
rejse sig. Det var et stort øjeblik for ham. Mon ikke han
blev helt salig over det han så. Han så op i samaritanerens
ansigt. Samaritaneren bøjede sig ned og løftede ham op.
Nu var han reddet.  Nu var han ikke alene.  For den
overfaldne var det let at sige, hvem der var hans
nærmeste, nemlig den, som hjalp ham.
     Når det er så let at se nedefra, hvem der er min
næste, nemlig den som hjælper, så skal det også være lige
så let, når vi ser det ovenfra, når det er os, som er
ovenpå. Så skal vi hjælpe. Vi skal hjælpe dem, der trænger
til det. Vi skal hjælpe dem uanset om vi kan lide dem
eller ej. Ja, selv om vi foragter et menneske, skal vi
hjælpe ham, hvis han er i nød. Det vi skal gøre er alt hvad
der er nødvendigt, hverken mere eller mindre. Der er noget
meget ærligt og sagligt over Jesu lignelse. Man skulle
næsten tro, det var en uddannet samaritter som optræder i
lignelsen. Den overfaldnes sår bliver behandlet. Den
sårede bliver transporteret til et sted, hvor han kan
komme sig. Og samaritaneren går endda ikke vej og glemmer
den syge, nej han siger: når jeg kommer tilbage igen. Han
vil kigge ind igen, når hans vej kommer der forbi.
     Der er noget sagligt og ærligt over Jesu lignelse.
Mon ikke præsten, som ikke hjalp, gjorde det ud fra meget
vigtige grunde. For ham var det vigtigere at gå til
gudstjeneste. Derhen skulle han skynde sig. Han kunne ikke
lade sig standse af småting. Gudstjenesten var vel det
vigtigste. Det har været meget fromt, men rigtigt var det
ikke.  Levitten har tænkt ligesom præsten. Men
samaritaneren har tænkt, at det var vigtigere at få den
overfaldne hen på kroen, end få ham i kirke. Det skal vi
lægge mærke til. Det er meget provokerende, det Jesus
fortæller. Der er ingen tvivl om, at vi skal stille de to
steder over for hinanden jødernes hellige tempel i
Jerusalem, hvor præsten og levitten går hen, og så
herberget, kroen eller hotellet, hvor samaritaneren bærer
den syge hen. Så ærlig og saglig er Jesus, at nogle gange
skal vores hjælp bestå i helt ureligiøs og verdslig hjælp.
Det er ikke altid at det vigtigste er at hjælpe mennesker
i kirke til gudstjeneste.  Det må vi bedømme i hver
situation. Vi skal gøre det som er nødvendigt. Det er den
bedste måde, at dyrke Gud på. Først da bliver vores
dagligliv til en gudstjeneste.
     Det hele er så let, når vi ser det nedefra, hvis vi
selv lå i grøften, så ved vi, at hjælp er nødvendig og vi
ved hvad der skal gøres. Måske skulle vi også i overført
betydning se vores liv nedefra.
     Ja, der er to perspektiver vi kan se vores liv i.
Dels kan vi se os som de aktive, der skal gøre meget og
hjælpe hvor vi kan. Men vi kan også se os som de
hjælpeløse. Det kan vi jo også føle i mange situationer,
at vi er i grøften og andre går forbi os. Men så må vi
vide, at der er én, som ikke går forbi. Det er Jesus.
     Jeg er sikker på, at Jesus med sin lignelse vil have
os til at tænke på ham, og hvad han gør for os, at han gør
alt hvad der nødvendigt. Dels når der står om vin, som
renser. Så er jeg sikker på, at Jesus taler om
altergangen, hvor han giver os alt det som renser os for
synd. Også når der står at der blev betalt for den syge,
så kommer jeg i tanke om Jesu ord: " Menneskesønnen er
kommet for at give sit liv som løsesum for mange." Jesus
har betalt for os, så vi ikke bliver kastet i fængsel. Den
overfaldne måtte i gældsfængsel, hvis han lå så længe på
kroen, at han kom til at skylde værten mange penge.  Jesus
har betalt alt det vi skylder. Han har betalt alt det vi
kommer til at skylde.
     Hvem er vores nærmeste? Hvem er det som ikke går
forbi os, når alt håb er ude? Det er Jesus. Vi skal have
det som den overfaldne, da han ser op i samaritanerens
ansigt. Vi skal være salige over det vi ser.  Vi ser op i
Jesu ansigt. Han bøjer sig ned og løfter os op.  Vi er
reddet.  Vi er ikke alene.  Det er let at sige, hvem der
er vores nærmeste, nemlig Jesus, som hjælper os.
     Jesus har endda fortalt os, at han ikke glemmer os.
Han har sørget for os, og det vil han blive ved med. Han
vil komme tilbage. Os, som ligger ned, slået ned af alt
det vi ikke kunnne klare, os vil han rejse op. Han vil
give os opstandelse til livet, til det evige liv.
     Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger
jer, at mange profeter og konger har ønsket at se det, I
ser, men fik det ikke at se.  Og høre det, I hører, men
fik det ikke at høre.