2. søndag efter trinitatis 1997



Tekster

GT-læsning: Es. 25.25,6-9

Evangelium: Luk. 14,16-24



Prædiken 



Skik og brug ikke overalt og altid det samme. 

I Danmark er vi i god tid, når vi inviterer gæster, for ellers er det ikke til

at vide, om gæsterne har mulighed for at komme.

Konfirmationer er ofte planlagt et helt år i forvejen, vielser flere måneder

og en dåben bliver som regel bestemt så snart barnet er født. 

For vi vil vi gerne være helt sikre på, at vore gæster kan komme og dele

glæden med os.



Sådan var det ikke på Jesu tid - altså, det med den gode tid! 

Nok kunne en fest omkring et bryllup være planlagt i lang tid - og det vil

nok nærmest sige et par uger i forvejen - men den egentlige indbydelse

gik først ud om morgenen den dag, det hele gik løs.

Når da tjeneren eller familiens medlemmer kom rundt med indbydelsen,

gjaldt det om smide alt, hvad man havde i hænderne, og gøre sig klar. 

Og hen på eftermiddagen, når tiden for festens begyndelse nærmede sig,

kom gæstebudet så rundt for anden gang for at føre gæsterne hele vejen

til hjemmet og ind i gildesalen. 

Først da gik festen i gang - musikken spillede op, maden blev budt

rundt, sang, dans og glæde brød ud blandt de fremmødte, der nu blev

revet ud af hverdagens ensformige rytme og op i de lag, hvor tanke og

sind på vidt forskellige mennesker mødes og forenes.

Ikke for intet har festens glæde altid haft et næsten religiøst skær over

sig, og i dagens gammeltestamentlige læsning er Gudsrigets gennembrud

beskrevet som et kæmpemæssigt festmåltid for alle folk på hele jorden.



På den baggrund er det vel også forståeligt, hvorfor værten i Jesu

lignelse, bliver så ærgerlig på de gæster, der ikke havde tid til at være

med til hans fest.

Ja, ikke blot havde de ikke tid, men deres undskyldninger er det tyndeste

omgang vås man kan forestille sig.

Den ene har købt en mark, som han vil se til, men marker løber mig

bekendt ingen vegne!

Den næste har købt et spand okser, men heller ikke de bliver

uarbejdsdygtige, hvis han ikke straks får prøvet dem af - 

reklamationsret skal man nemlig ikke regne med på den tid!

Og den sidste er gudhjælpemig lige blevet gift! 

Ikke at han lige står for at skulle giftes eller evt. venter på at blive hentet

til polterabend - det ville man da kunne forstå! 

Nej, brylluppet er langt overstået og oprydningen efter festen skal man

ikke regne med, at han bekymrer sig om - han har jo lige har fået hjælp i

huset! 

Endelig er denne nygifte brudgom den eneste af de tre, der end ikke

undskylder sit sene afbud, selvom han jo allerede om morgenen må have

givet udtryk for, at han ville komme.

Der er med andre ord mere end grund nok til værtens vrede. 

Her er alt parat, men gæsterne, der har haft hele dagen til at gøre sig klar,

har i mellemtiden fået alt muligt andet i hovedet og melder alle som en

fra. 

Hvad i alverden skal han så stille op med sin fest?



Svaret ligger både i lignelsen og i den situation den bliver fortalt ind i.

Jesus sidder nemlig og underholder gæsterne under et festmåltid hos en

af byens ledende farisæere. 

For at vi skal kunne få en fornemmelse af stemningen ved bordet,

fortæller evangelisten Lukas, at gæsterne "sad og holdt øje med Jesus".

Ikke at man gerne ville efterligne hans bordskik eller lignen-de, men fordi

man ledte efter noget, at hænge ham ud på.

Og en af de ting, man havde på ham, var netop hans omgang med

samfundets udstødte - de fattige, vanføre, blinde og lamme. Som Jesus

selv udtrykte det: En læge bekymrer sig ikke om de raske, men tager sig

nu engang af de syge.



Derfor rammer lignelsen lige ned i det spørgsmål, alle var optaget af:

Hvordan forholder man sig til Jesu påstand af, at Gud ikke vurderede

mennesker efter ydre kvalifikationer, 

ja, at han endog ser helt bort fra alle de fortrin, vi hver især kan fremvise

overfor hinanden?



I lignelsen kommer dette frem gennem de førstes ringeagt overfor

indbydelsen - de har vigtigere ting for end at dele værtens fest og glæde

med hinanden - de skal nemlig passe de forhold, som vi mest af alt

vurdere hinanden efter; 

nemlig arbejde, ejendom og familie. 



Men fordi alt er gjort klart og værten faktisk havde sat sig for at have

huset fuld af glade mennesker, så går budet nu videre - først til alle

byens udskud og siden til dem, der end ikke fik lov til at færdes indenfor

byens grænse.

Huset blev på den måde alligevel fyldt og festen gik sin gang. Men der

var nogen, der manglede - det var de, der havde nok i deres eget og som

var for selvoptagne til at dele med andre.

Alle fik indbydelsen - men kun de, der tog imod den, fik del i glæden.



Dette siger Jesus til farisæerne, som kritisk sidder og holder øje med,

hvornår han træder hen over den grænse, de har bestemt som

uoverskridelig.

Det siges også til alle de fattige og udstødte, som sikkert sad i vinduerne

eller ved døråbningen og fulgte med i, hvordan de rige og fromme holdt

festmåltid.



Men egentligt lyder det også til alle os, der enten føler vi har patent på

kirkens rum og derfor kan bestemme, hvem der kan være her og

hvordan de i så fald skal føre sig frem,

eller, hvis vi er i den modsatte situation, at vi ikke føler vi har noget ret til

at være her på vore egen betingelser.



For denne lignelse, der nogen steder kaldes "det store gæstebud" har

også et anden navn, nemlig "Den store nadver". 

Med denne betegnelse fremhæves spørgsmålet om rettigheder i Guds

Rige og Hus - hvem bestemmer her? 



Altid - også efter Jesu død og opstandelse - har der været strid om,

hvem der havde retten og magten i kirken.

Var de apostlene efter deres efterfølgere, biskopperne?

Var det de rige og indflydelsesrige klasser eller var det proletariatet?

Var de fromme, de flittige - dem, der søndag efter søndag sled

kirkebænkens sæder - eller var det dem, de knapt vidste, hvad de skulle

der?

Lignelsens budskab er lige så provokerende, som enkelt:

Riget, magten og æren er Guds og hans alene, og han indbyder alle til at

være med i sin fest.

Pointen med de tre runder, som indbydelsen gik rundt, er ikke, at nogen

på forhånd er udelukket.

Pointen er derimod, at ingen på forhånd har ret til at udelukke andre i at

være med, men den, der mener at have vigtigere ting for end at være

sammen med dem, værten sætter ham sammen med, skal ikke regne

med at være med - han har selv på forhånd udelukket sig af det gode

selskab.



For ind i Guds Rige kommer man kun som indbudt af ham, der ikke

skelner mellem hvem, han byder ind.

 

Derfor holdes der søndag efter søndag gudstjeneste, hvor hans ord

bliver læst og prædiket for alle, som vil høre det.

Derfor døber vi år ud og år børn, unge og voksne, som på den måde får

forkyndt, at indbydelsen til Guds Rige også gælder dem.

Og derfor holdes hver søndag den nadver, som rækker helt tilbage til

Jesu omgang med syndere og udskudte, og som er et billede på det

Guds Rigets store festmåltid, som engang skal rumme alle mennesker og

folkeslag på jorden.



Hans indbydelsen lyder altså stadig - og spørgsmålet er ikke, om vi har

tid, men derimod om vi overhovedet vil være med.

Svaret kan kun vi selv give.



Amen.