4. søndag efter trinitatis 1997



GT-tekst: 2. Sam. 11,26-12,7a.

NT-tekst: Luk. 6,36-42



Prædiken



I et brev til sin psykisk og legemligt nedbrudte svigerinde, Henriette

Kierkegaard, skriver Søren Kierkegaard i 1847:

"Man tror vel i almindelighed, at det, der bestemmer ens tankers

retning, ligger i det udvortes, men sådan er det ikke. Det, der

bestemmer ens tanker, ligger oftest i en selv". (Johs. Møllehave

"Til Trøst" s. 69 lettere omskrevet).



Dette træk forklarer han nu på den måde, at den, der er overmandet

af sørgmodighed, ser først og fremmest alt det sørgmodige omkring

sig.

Tilsvarende vil den, der er vred, bestandigt finde ydre anledning for

sin vrede, sådan at den automatisk bryder ud, 

når nogen kommer for nær.

Og den, der er fyldt af taknemmelighed og glæde, vil som

forfatteren til den første salme, vi sang i dag, aldrig mangle grund til

glæde, selv når han bag naturens pragt og skønhed aner det skabtes

uundgåelige drift mod død og undergang.

Men hvor vi i almindelighed tror, at alt dette kommer udefra, dér er

hemmeligheden den, at det kommer indefra os selv og blot behøver

en anledning til at bryde ud.

Denne mekanisme i det menneskelige sind, kaldes nu om dage for

"projektion". 

At projicere er at spejle sig i sine omgivelser - hvad enten det nu

sker efter det, man anser sig selv for at være eller det, man ikke

erkender om sig selv. 



Dagens GT-fortælling er et godt eksempel.

For det er jo klart nok, at David konfronteret med Natans fortælling

nok er i stand til at fortrænge sin egen ugerning, men at hans for-

dømmelse over en lignende handling hos en anden ikke kan holdes

tilbage.

"Den, der har handlet så hjerteløst, skal dø", tordner David.

"Du er manden! ", svarer Natan og river sløret fra hans øjne,

men da har David allerede fældet dommen over sig selv.

Anledningen kom udefra - gennem fortællingen om den riges

ubarmhjertige optræden overfor sin fattige nabo - fordømmelsen

kom indefra og fældede ham selv ligesom han i sin tid havde fældet

den mægtige Goliat. 



Billedligt kan man vel tale om, at vi bærer briller, der filtrerer

synsindtrykkene og bestemmer, hvad vi ser og erkender.

Nogle har lyse glas - for dem er livet altid lyst og festligt.

Andre har dystre og grå-tonede glas, så alt bliver gråt i gråt.

Så er der dem, der har alvorlige bygningsfejl, så alt, hvad de ser

på, forvrænges til ukendelighed.

Atter er der nogen, hvis syn er skarpt og afgrænset - de har

kikkertsyn. Intet undslipper deres skarpe blik. 

Altid ser de først de mindste afvigelser og påtaler dem straks.

For dem betyder horisonten og den uendelige himmel intet - de har

altid synet rettet mod jorden og kun en meter frem.



Sådan er vi jo så forskellige - og på sin vis er det godt nok.

Men galt er det, hvis vi tror, at det, vi ser, er virkeligheden -

at alene det, der farver vores verden og erfaring, er det eneste sande

syn. 



For sandheden kan vi mennesker med vort begrænsede og for-

vrængede syn ikke rumme! For os er den utilgængelig.

Vi ser kun det, som vi kan se - eller det, som vi vil se; 

vor egen fortræffelighed eller naboens bundrådne karakter. 

Vil vi absolut se en splint i naboens øje - før eller siden, så skal vi

nok finde den - om vi så selv skal lægge den derind! 

Ja, fordi vi alle bærer rundt på en afgørende bygningsfejl, ser vi ikke

klart nok til at rumme sandheden - hverken om os selv eller vor

næste.

Men hvorfor bebrejde sig selv det?

Hvorfor ikke blot acceptere, at sådan er det bare?

En god og vigtig grund til at afsløre dette træk er, at prisen altid

betales af nogen, der ikke har fortjent det - sjældent af mig selv.

At jeg slæber rundt på en bjælke i øjet, er måske nok til ulempe for

mig, men i sidste ende er det omgivelserne, der lægger krop til, når

jeg begynder at rode efter splinter hos dem.

At jeg går rundt og dømmer andre, er i første række et problem for

dem - men netop derfor bør det også være et problem for mig, for

så vidt som jeg en dag kan blive konfronteret og selv målt på mine

egne domme!



I dagens evangelium lyder det: "Døm ikke, så skal I ikke selv

dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes".

Den, der kun peger på andres fejl og mangler, ser ikke sandheden

om sig selv.

Hvis vi så på os selv med samme øjne som på andre, så ville vi

næppe tale højt om det, vi så.

Skulle den målestok, som vi måler andre med, bestemme dommen

over os selv, så det skidt ud.

For i virkeligheden afslører vi blot, hvad vi selv er fyldt af - hvad vi

opdager i det ydre hos andre, er det, der er i os selv.



Men stadig kunne vi sige: Er det ikke lige meget?

Vi har jo alle vores fejl! Hvorfor ikke tale lige ud om det?

Jo, det er rigtigt! 

Der skal tales sandt og lige ud - især når dommen ikke blot skal

fældes over enkelte velvalgte syndebukke, men alle.

Spørgsmålet er, hvem der ser så klart, at han altid fælder den rette

dom? 

Hvem er den dommer, der i sidste ende både formår at skelne

mellem bjælker og splinter, og samtidig kan fjerne dem uden af

skade øjet? 



I kristendommen er svaret klart, men ikke indlysende. 

Derfor må vi hele tiden og igen have det fortalt og forkyndt.

For hvis kristendommen er den afslørende sandhed om alle, så må

denne sandhed må komme til os udefra - fra en, der ikke bærer på

vore synsfejl - en, der ser klart og dømmer ret.



Derfor er det, at Jesus siger: 

"Vær barmhjertige, som jeres Fader er barmhjertig".

Dette udsagn er fortegn for alt, hvad han sagde og gjorde.

Faderen i himlen er den målestok, som vi må måles os på.

Fordi hans kendetegn er barmhjertighed overfor alle - også den, der

ikke formår at leve op til hans dom - er der sat en ny målestok ind i

verden.

Denne målestok har Jesus taget på sig - ikke for at vi skal

fordømmes, men for at vi skal kende Gud som vores Far.

Målestokken hedder barmhjertighed og tilgivelse.

I lyset af hans måde at møde os på, må alle bjælker svinde og alle

splinter glider ud.

Af alt det træværk, som på den måde bliver til rådighed, er det hus,

som vi er samlet i, bygget som et frirum for alle projektioner og

alle synsforstyrrelser.

I dette hus kommer vi for at høre, hvad han, der alene ser klart, har

at sige os, der har mere travlt med at bedømme hinanden end at lade

os selv dømmeaf ham.

Her dømmer han os med sit Ord - det ord, der afslører vor

hjerteløshed overfor hinanden - ordet om barmhjertighed og til-

givelse over alle.

Kun han kan sætte os på plads - både i forhold til sig selv og i

forhold til hinanden. 

Den plads han sætter os på, er nådens og frihedens plads - det er

pladsen ved siden af hinanden foran alterskranken.

Herfra sender han os tilbage til hverdagen - ikke med påbud, vi

alligevel ikke kan leve op til, men med den gave, der kostede ham

livet på to bjælker og med splinterne fra en flettet tornekrans trykket

ind i panden.



Knælende modtager vi denne gave; Lidt brød og lidt vin. Men bag

den tilsyneladende fattigdom gemmer sig et godt, presset, rystet og

topfyldt mål af rigdom - hans eget liv.

Sit liv skænker han os, for at vi skal lære af ham - og være som

ham.

Ved alterskranken står vi ikke over ham, heller ikke over hinanden -

vi står overfor ham og sammen med hinanden.



Her modtager vi det svendebrev, der sætter os til at videreføre

hans gerning.

 Nederst på brevet står der med store og tydelige bogstaver det

bud, som skal give os syn for sagen og mod på dagen:



"Vær barmhjertige, som jeres Far er barmhjertig.

Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes.

Tilgiv, så skal I får tilgivelse."



Amen.