10. søndag efter trinitatis 1997



GT-læsning: 5. Mos. 6,4-9 ("Den jødiske bekendelse")

NT-læsning: Luk. 19,41-48 ("Jesu gråd over Jerusalem")

Salmer       : 10, 267 - 308 og 289.





Prædiken: ".....hvad, der tjener til vor fred!"



Som turist i Israel er der to særværdigheder, som man må se.

Det ene er grædemuren, resterne af det jødiske tempel, der blev bygget af

Kong Salomon og tusind år senere ødelagt af romerske legionærer ledet af

den senere Kejser Titus. 

Det skete så effektivt, at der efter sigende ikke var sten på sten tilbage af

dette jødernes helligste sted. Kun de rester, der i dag udgør grædemuren,

vidner om fordums storhed.



Den anden seværdighed er udsigten fra Oliebjerget.

Her har man en af de eneste muligheder for at ane omfanget af det gamle

Jerusalem - byen, der omgivet af høje mure og tårne i årtusinder har været

skueplads for udfoldelsen af de stærkeste menneskelige lidenskaber - ofte i

den samme sprængfarlig blanding, som vi i den forløbne uge har erfaret

gennem de to selvmordsaktioner på en åben markedsplads.





Men på trods af sådanne tragiske begivenheder forbliver Jerusalem målet

for mange menneskers håb for fremtiden. 

Fra denne by henter tre verdensreligioner stof til deres forståelse af al

menneskelig fortid og fremtid; 

 - Jødedommen, hvis historie er nedskrevet i GT og hugget ind i byens klip-

pegrund,

- kristendommen, hvis grundlag findes i Det nye Testamente og hvis

historie afspejles i byens mange kirker, 

- og endelig islam, hvis hellige skrift, koranen, beretter om Muhammeds

natlige himmelfart fra tempelbjerget, der, hvor den imponerende Al Aqsa

Moské i dag står.



Netop synet på Jerusalem som en hellig by er afgørende for områdets

tilhængerne af disse tre religioner.



For en moderne turist optræder byen først og fremmest som en samling

seværdigheder steder, der fungerer som holdepunkter for tilrettelæggelse af

ferieturen.

 

Men for tilhængerne af de religioner, der er bundet til dette sted, er

Jerusalem ikke blot en seværdighed, men selve idéen om det, der

sammenfatter alt væsentligt i fortid, nutid og fremtid: et historisk fixspunkt

såvel som rammen om deres aktuelle eksistens. For dem er selv den

moderne og kaotiske storby et dragende symbol, i hvilken de finder

forståelsen af sig gemt. 

Og netop fordi Jerusalem bliver set på som verdens historiske og aktuelle

omdrejningspunkt, trækker byen både de største og de laveste kræfter frem

i alle, der ikke lever på sikker afstand, men står med begge ben solidt

plantet i landets politiske og religiøse heksekedel.



Derfor virker det også paradoksalt, at Jerusalem i alle tre religioner opfattes

som selve symbolet på fred og forsoning, idet selve navnet "Jerusalem"

hos dem alle tillægges betydningen "Fredens by".

For på trods af kamp og endeløs blodsudgydelse er Jerusalems historie fra

begyndelse til slutning også forbundet med håbet om en fred, der aldrig

hører op.



Således fortælles det i GT, at da det jødiske folks stamfar, Abraham,

første gang kom til Jerusalem, blev han modtaget med fred af byens

præstekonge, Melkizedek.

Fra Jerusalem udgik Kong Davids rige, der bragte fred og velsignelse til

alle i landet.

Og endelig var det i Jerusalem at den vise Salomon byggede det tempel,

hvis ofre forsonede folket med dets Gud, så freden som en altomfattende

livstilstand fra dette sted kunne strømme til hele verden. 



Og når krig og ufred alligevel gjorde virkeligheden til en anden, vendte man

blikket tilbage, og bad Gud sende en ny konge til at genoprette det tabte.

Denne i fremtiden ventede konge kaldtes Messias, frelseren. Fra Jerusalem

skulle hans rige udgå og omfatte alle folk.

Og derfor - fordi drømmen om en sådan altomfattende fred aldrig er gået

under - kaldes Jerusalem stadig "Fredens by". 



Det er op mod dette symbol, Jesus træder frem med både gråd og hårde

ord, men ydmygt og fredsommeligt kan man ikke sige, at han går til værks.

Nej, i bogstaveligste forstand tager Jesus byen med storm, da han rydder

tempelpladsen for kræmmere og vekselerer. Det er ikke gået stille af!



Samtidig græder Jesus - ligesom han fortsat græder over ethvert folk og et-

hvert menneske, der ikke ved, hvad der tjener til dets eget bedste.

Fred og harmoni er nemlig ikke blot et spørgsmål om fravær af krig - kon-

flikter mellem mennesker hører aldrig op. 

For kamp og konflikt er, så længe vort liv både er bestemt af det, vi vil, og

det vi ikke vil, et vilkår, vi ikke slipper af med.

Men også midt i kampen for ret og retfærdighed, er hans fred, den fred, der

tjener os til bedste, opnåelig, for så vidt som man også midt i kampens

hede kan acceptere sit liv som en stadig gave fra Gud.



At være menneske, der lever i fred med Gud, er nemlig at leve i afhæn-

gigt og i tillid til den, der skabt og skænket livet.

Et sådant liv er ikke nødvendigvis sikret og beskyttet mod konflikter - det er

derimod ofte sårbart og udsat, men fast-holdt i tilliden til, at det er Gud, der

står bag alt, som sker.

Sådan levede Jesus selv og sådan forkyndte satte han åbent sit eget liv frem

som målestok for alle andre.



Af samme grund var han kritisk overfor ethvert forsøg på at sikre sig

overfor Gud med en ret tro og en ret gudsdyrkelse.

Den jødiske trosbekendelse, som vi hørte til indledning, og som enhver

rettroende jøder bærer bundet på sin hånd og på dørstolpen i sit hjem, var

ret, men kunne aldrig gå i stedet for forholdet til den levende Gud.

Heller ikke det jødiske tempel, hvor overvældende smukt det end har været,

kunne sikre det, som jøderne rettede deres håb og længsel mod.

Kun én, kunne opfylde alle håb og længsler - kun én, kan være vor fred, og

det er Guds selv!



Sådan forkyndte og levede Jesus. 

Som var det ikke blot hans eget liv, det drejede sig om, men var han

derimod selv dette liv, som han ønskede at dele med alle. 

Som var Gud i ham nærmere end både ofre og tempel nogensinde kunne

være.

Som var han selv det tempel, hvor mennesker fremover kunne møde Gud

og modtage hans fred, sådan trådte Jesus den dag frem i templet med en

myndighed og autoritet, der både forbavsede og provokerede, så ingen

kunne være i tvivl om, at de her stod overfor et reelt valg:

- Enten var han en bedrager, der spottede alt helligt, og derfor måtte slås

ihjel - 

- eller også var han den, han sagde; skaberens fredshilsen til  mennesket i

dets egen ufredelige verden.



For den besøgelsestid, som Jesus klandrer jøderne for ikke at tage agt på,

er netop det øjeblik, hvor Gud tilstedeværelse i verden fører et menneske til

det altafgørende valg.

Når Gud besøger os, gælder det freden mellem ham og skabninger - den

fred, som er livet skænket af Guds hånd og modtaget af den, der opgiver

sin modstand og frivilligt lader sig bestorme og indtage af Guds kærlighed.  



Og kristendommens afgørende udsagn i forhold til både jødedom og

islam er dette, at Guds kærlighed har et ansigt. 

Guds kærlighed hedder nemlig Jesus Kristus - han, som er det nye

mødested mellem Gud og mennesker - den evige freds og forsoningens

ansigt, der nu træder i stedet for det undergange Jerusalem.

Hvad det betyder, at netop hans fred er evig og uden ende, kan jeg

måske bedst illustrere ved at vende tilbage til synet over Jerusalem fra Olie-

bjerget.



For bortset fra, at man ser byen bag murerne, ser man faktisk også hen

over en gammel jødisk kirkegård. 

I jødisk tradition sløjfer man aldrig et gravsted, men bevarer det - ikke i

evighed, men så dog indtil den dag, hvor skal Messias komme igen for at

oprette et evigt fredsrige på jord. 

På den dag skal alle døde opstå og bosætte sig i det nye og evige Jerusalem

- for at minde om det bevares gravene.



Men i kristendommen er Jesus gået i stedet for den jordiske by, som man

kan besigtige på en ferietur i Israel. 

Det betyder, at også overfor og gennem døden vil vi blive omfattet af Guds

fred.

Det nye forhold, som han har bragt os ind i, betyder, at vi har lov til at

kalde Gud for vores Far og kan leve i tro og tillid til, at han tager vare på os

- både i livet og i døden.



Og da kan ingen fjende længere skade os, og vi kan frimodigt hvile i den

gamle hilsen, der har fulgt Guds folk, hvor det end har måttet vandre: 

"Herren løfter sit ansigt på dig og er dig nådig"



Amen.